Er verden et sted, hvor vi kan leve og le
Trykt i Kunstavisen (01), jan. 2009 
To skulpturer er forrige og sidste år blevet opstillet på den bredeste hovedgade nord for alperne, Søndergade i Horsens, doneret af Horsens Folkeblads Fond: Michael Kviums ”Double-blind” og Christian Lemmerz´ ”Madonna (Darfur)”.
Det første indtryk er rædsel og håbløshed. Madonna sidder foroverbøjet med sine underben over kors og med ansigt, krop og ben helt indsvøbt i et tyndt klædebon. Kun fødderne er frie og nøgne. Hun bærer dødens skygge i ansigtet, øjnene er lukkede eller sammenknebne, og hun sidder med et barn, lige så indsvøbt som hun selv. Barnet har lukkede øjne. De to har været udsat for den totale terror. Barnet er troligt blevet dræbt. Hun reagerer på situationen uden at reagere. Hun sidder apatisk, som lammet. En anden fremtid, kan hun se den? Madonna repræsenterer evigheden. Er evigheden ikke dødens?
Lemmerz´ værk er beslægtet med Kviums, også i den tekniske perfektion. De to kan lave, hvad de vil. Form og eksistentielt indhold er ét. Den slags kunstnere er altid stor opmærksomhed værd, hvis ellers eksistensen er på spil. Kviums værk er en dreng. Han sidder med åbent køn, lårbenene ud til siden, underbenene bagud. Han har kun en undertrøje på, der stumper bagud, og så en blindehat. Han sidder ret op, men med et totalt trøstesløst ansigtsudtryk, og han stirrer blindt frem for sig. Lige foran ham er anbragt et dødningehoved, som han ikke ser. Han er ingen Hamlet. Han er dobbelt-blind. Også for ham må noget forfærdeligt, ubærligt være sket. Han holder hænderne afskærmende foran sit køn. Han vil næppe nogensinde komme sig og blive voksen i nær kontakt med nogen. Han er, og forbliver han ikke, dobbelt blind, blind for døden, som allerede har slået sig ned i ham, blind for, at i livet må man bekæmpe døden?
Er vi til?
De to kunstnere synes her ikke mere at stille sig Hamlets spørgsmål: ”at være eller ikke være”, men: ”er jeg til, eller er jeg ikke til”. De er optaget af mennesket, ellers ville de ikke være optaget af den menneskelige krops former og så omhyggelige med at modellere den. Kroppene er intakte, men Madonnas er uden sanselig udstråling. Deres syn på mennesket er meget mørkt. En hel dag på Søndergade kikkede ikke ét menneske heller på de to skulpturer. Se det ældre par med hinanden i hånden og i taktfast stiv fremmarch lige bag drengen. Og se manden i baggrunden med de lige så stive ilskridt. De ser heller ikke noget, men er det af samme grund som skulpturerne?
Skyttegravemareridtet under første verdenskrig, Auschwitz og 9/11 sidder i de to kunstnere. Det er, som om noget i dem siger: ”skal vi i vor tid ikke bare ”finita la commedia”. Der var engang en mand, der hed Velazquez og én, der hed Goya, og vi har kunnet bruge det mørke i dem, men ikke det lysende, perlende, muntre, livsglade. Det er, som om menneskene har mistet deres sans for storhed, hvis de nogensinde har haft den, og kun bevaret deres sans for terror og mord. Er der i dag i virkeligheden derfor ikke kun en eneste kunst, som man kan udvikle til det mageløse og sublime, ja til storhed, og er det ikke den blinde terrors og mords kunst, og så den blindhed, den afsætter i menneskene?”
Kun rædslen selv som den sublime kunst?
Så står vi der, hvor den tyske komponist Karlheinz Stockhausen kunne kalde selve terrorangrebet 9/11 for ”det største kunstværk, der endnu er skabt”. Udtalelsen vakte forargelse, og han måtte trække den tilbage, men den står limet til alles trommehinder. Den ramte virkelig noget i det moderne civilisationsmenneske, men ramte den rent? Ved at dyrke selve rædslen i menneskeslægtens blodige historie, terroren, mordet, blindheden efterpå, er vi så ikke ude i selve apoteosen for meningsforladtheden og tilfældigheden? Er det ikke den, de to kunstnere ustandselig påpeger, også med ord?
Kan vi i dag kun skabe rædslen autentisk, fordi vi er ramt af en sådan tomhed, at vi ikke kan værge os imod den? Så er vi langt væk fra Shakespeare og Velazquez og Goya. Og hvorfor, egentlig? Også dengang var der ufattelig meget terror, trediveårskrigens dybe elendighed, de franske revolutionskriges. Kunsten, der viser bare rædslen, som megen kunst i vor tid, er den overhovedet kunst? Er den slags kunst overhovedet et udsagn om vor tid eller nogen tid? Er den ikke bare sur røg fra terrorbomberne? Er rædselskunst ikke det samme som at tie stille om rædslen, hvis den ikke sættes i perspektiv, men kun avler blindhedens og sløvhedens apati?
Fortvivlelsens apati som udvej?
Spørgsmålet er derfor: avler Kviums og Lemmerz´ skulpturer så sløvhedens – eller måske mere konstruktivt fortvivlelsens apati? Forbipasserende har på spørgsmål kaldt dem kedelige, sorte, ja upassende på en gade, hvor man går og handler og finder smukt tøj. Kunst er ganske vist ikke et spørgsmål om demokrati, men den skulle gerne virke. Og kun én eneste sagde, mens han trak på skulderen: de er altså kede af det. Han nærmede sig altså fortvivlelsens apati. Dens vej vil jeg gerne gå helt hen på, selv om de to kunstnere har gjort adgangen til den mere end svær. For fortvivlelsen kan blive en nerve som modstandens vej ud af vor tids passive døds-evangelium.
Og så meget er vist. Når jeg har set på Kvium og Lemmerz, har jeg ofte kort tid efter haft lyst til at gøre noget. Måske de alligevel har del i det. I går satte jeg mig og nød solskinnet på en fortovscafé på Søndergade og fik nogle ideer til et igangværende kunstnerprojekt med en dreng og en madonna i hovedet. Dér opdagede jeg pludselig de to stive aldrende, der i takt marcherede forbi bag Kviums figur. De sad nu og lo sammen, hjerteligt, over en kop cappuccino.
Er verden bare rædslens verden?
Også med dem i hovedet fik jeg lyst til at sige til de to kunstnere: ”Det kan godt være, at denne verden er mordets og rædslernes og den stive blindheds verden, men er håbløshedens Auschwitz-virkelighed den eneste regerende? Hvor meget er ideologi, hvor meget virkelighed i den opfattelse? Er den virkelighed i så høj grad, at det er umuligt at skildre en mod-virkelighed, i livets retning, som Velazquez og Goya og Shakespeare gjorde det? Hos dem var livet for alvor på spil. I det allermindste en nar kunne tage livets parti og skabe forløsning. Dér med solen ned også i min egen cappuccino kan jeg ikke lade være at sige: ”jeg vil altså som de kunstnere dengang have lov at se verden som et sted, hvor det kan lade sig gøre at leve og at le”.
”Hvad du ønsker, skal du få”, siger eventyret. Det kræver, at der er en fortælling i kunsten, hvor noget livgivende håbsfyldt eller dog tragisk forløsende sker. Er situationen ikke statisk i Kviums og Lemmerz´ figurer? Ønskets virkeliggørelse har i eventyret ganske vist altid krævet, at man erkendte den barske virkelighed. Problemet er imidlertid ikke: hvor dybt sidder terroren i os? Det tyder noget på, at Kvium og Lemmerz fokuserer for meget på. Problemet er derimod: vil og kan vi forholde os til terroren? Har vi i liv og kunst dog ikke bevaret så meget tilbage af nære jeg-du forhold og af selvkritik og selvværd, at vi kan sige rigtigt fra over for den?
