Er der noget på spil?

Hvad hjælper det i kunsten at skabe et begær efter mening, hvis der straks blokeres for det?

Rød og Sort

Horsens Kunstmuseum laver ofte udfordrende udstillinger. Postmodernismen med dens foragt for de store fortællinger om frihed, lighed og kærlighed er på spil med en af dens vigtigste pionerer, Erik A. Frandsen. Og han har længe villet vække et betydningsbegær hos beskueren.

I værket her referer han til den store franske forfatter Stendhal og hans roman Rød og Sort. Den handler om, hvor svært det er i det nye barske kapitalistiske samfund anno 1830 at fastholde kærligheden som ledetråd. Den gode vilje taber oftest til egeninteressen, så mennesker ender som nærmest levende døde, som ufrie, ensomme, kærlighedsforladte. Det ønsker Stendhal ikke. Han vil have læseren til at kæmpe imod den død.

Frandsen synes at have opgivet kampen og dermed håbet. Han har forvandlet et hus med bar og hotel fra noget tilsyneladende velkendt, ja ligefrem hjemligt, til noget uhjemligt og dystert. For Frandsen at se er der i dag med en endnu hårdere kapitalisme rullet ned for både bar og hotel. Menneskene er blevet sorte og borte, opslugt af persiennerne. Det sorte har fået has på det røde. Huset er blot skitseret og ligner som sådan nutidsmenneskenes indre hus.

Håbet flagrer i en grøn beplantning, men ingen ser den, så til hvad nytte. ”Der skal et fortællende lag til, ellers er det bare dekoration”, siger Frandsen med føje. Men hvad er nytten i en fortælling uden håb om en forløsning, der tjener livet. Selvom Frandsen har en frisk streg med malerisk nerve, der netop kan vække et begær efter betydning, har han vanen tro bevidst blokeret for det. Beskueren bliver i kraft af det fine æstetiske niveau desto mere irriteret over blokaden og må gå sulten, ja utilpas fra værket. Han har ikke fået nogen nøgle til at lukke op og finde nogen betydning eller mening.

Frandsen tror med andre ord slet ikke på det nærværende og intense i beskuerens begær. Han vil bare udfordre overfladiskheden i det. Han har åbenbart i den grad slået sig selv ihjel, at han ikke kan se, at alle mennesker selv i barske tider higer efter at kaste sig ud i et liv med mening, også selv om de ofte nok krymper sig og sjældent vover at udfolde det. Lukketheden og det stivnede har i historiens barskeste tider altid haft en overvægt, men ikke nogen enemagt over åbenheden over for omverdenen. Åbenheden er livets kilde, hvis vand det altid har været den store kunsts mål at hjælpe beskuerne med at få til at flyde. Og vi kan altså gribes. Hvem har ikke mødt mennesker med jubel i, mennesker, der ansigt til ansigt med én kan samtale i oprigtighed, som i sin tid Stendhal.

Men skildringer af den slags intense mennesker glimrer ved deres fravær i Frandsens kunst. Det medfører, at hans billedfortællinger enten bliver menneskeforladte som her eller fremviser skyggemennesker. De ender med andre ord som dekoration.

Frandsen har da også længe ført sig frem som dekoratør af metalliske blomster og nu også som på udstillingen af fine plastikmosaiksøjler, inspireret ikke af den romanske kunsts indhold, men bare af dens smukt farvede og dekorative mosaikker. Det sker tilmed i en malplaceret og uforståelig henvisning til den store kz-digter Paul Celan, selvom livet for ham pulserede midt i mørkets vold. Beskuerens begær efter at fatte nogen dybere mening blokeres igen bevidst.

Men så meget må man lade Frandsen. Det er let at få succes i en overfladetid. For i den må folk ofte i kunsten nøjes med at juble over meningstomme farvestrålende dekorationer. Og det gør de så.

Skabelsen – interview med Leo Tandrup


Om skabelsesprocessen i kunst og liv, også  i forfatterens eget liv.
Om skabelsens frugtbarhed og dybde i kulturen og om dens stivnen i overfladecivilisationer, som den vi i dag lever i.
Om barnet i kunstneren og mennesket som skabelsens nerve
Om hvordan barnets originalitet ødelægges af de fleste voksne
Om muligheden for i dag at skabe en ny frugtbar kultur, fordi vi i leden over pengenes og den vækstgale globaliserings tyranni begynder at lede, sådan som grækerne i 700-tallet før.Kr. med held gjorde midt i den brutale fønikiske middelhavsglobalisering

Ole Lindboe om Sorgens Scene

Goddag-optegnelse 6. januar 2014

Ole Lindboe er desværre død, og alt for tidligt. Han lyste altid op blandt mennesker og fik også dem til at lyse. Her er af noget af det sidste han skrev om, en anmeldelse af Sorgens scene i hans tidsskrift KUNSTnr.6/ 2013:

Tandrup og kulturens storhed

Tandrup er en storslået moralist og stridsmand, der i det ene store bogværk efter det andet har talt dunder til kunsten og dens publikum. Han går aldrig i små sko, men fører sig gerne frem med store fagter og drister sig til at tage fat på tilværelsens største spørgsmål. Kunsten tager han  ybt alvorligt, og derfor er han så vigtig at læse. Som nu i hans sidste værk, Sorgens scne, hvor han følger op på en række af de temaer, han vendte i sit store værk, Det oprejstre menneske.

En af hans hovedpointer er, at vi lader værdien penge udhule og erodere en række af de klassiske værdier, vi stolt burde forsvare: Friheden, solidariteten og kærligheden. Men det gør vi bare ikke, tummelumske som vi af penge og andre falske værdier.

Tandrup lægger ikke skjul på, at vi netop i kunsten kan finde nogle af de grundlæggende værdier, vi mangler i det hæsblæsende nutidssamfund, hvor dumheden alt for ofte hersker. Denne bog skal læses med omhu og eftertanke..:

En altervæg med nærværs-fravær

Goddag-optegnelse 5. januar 2014

En altervæg med nærværs-fravær

Om John Kørners nye store altertavle i Østerhåb Kirke ved Horsens. Artiklen her er næsten uændret trykt i Kunstavisen for december-januar 2013-14

Det er ingen god ide at lade selv en betydelig kunstner lave en alterudsmykning, hvis hans forhold til kristendommen er for perifert. Det ligner den mentale baggrund for Kørners valg af motiv til altervæggen.

Det er et træ, ikke en central fortælling fra kristendommen, som i den store traditions tid, hvad enten en årvågen Maria med barn, en lidende Kristus på korset eller en udsmasket Kristus efter nedtagelsen fra korset i sine kæres arme. Disse fortællinger er ellers nerven i kristendommen, og vi bliver kun selv påvirket af den, hvis vi ser vore liv i lys af dem.

I disse billedfortællinger har Helligånden ovenfra indfundet sig i personerne, så deres forhold præges af nærvær, ikke af vor tilbøjelighed til at skvatte i søvn i et uhelligt nærværs-fravær. Ved at se på et sådant billede kan den enkelte i menigheden forfærdes af skyldfølelse over ikke at have gjort noget eller nok for sine nære.

Det sker ikke. Vi får lov at fremture i skyldløshed i form af en nådesløs individualisme på jagt efter penge og magt. Den er skyldig i, at vore nære værdier, friheden, solidariteten og kærligheden har mistet nærværet og er blevet tomme klicheer. Det sker, hvis man dyrker dem isoleret fra hinanden, så man kun er fri, hvor det betaler sig, hvor man ikke er ikke solidarisk med dem, der trænger til solidaritet, og hvor den kærlighed, man viser, bliver en kærlighed bare til en selv.

Tænk, hvis vor tids præster ramte sig selv og menigheden med en Helligånd, der krævede, at de selv højnede sig for at få myndighed til at højne andre. I stedet skvaldrer de op om himlen over sig, om en mystifistisk helligånd, som de sjældent har noget forhold til, og som ingen i menigheden derfor bliver blevet ramt af. Den er derfor meget apropos degenereret til to næsten usynlige fugle i Kørners himmelhvælv. Her kan de så kvidre om lyset, der skal forkynde, at Jesus er født og siden genopstanden, og om at vi også skal genopstå, hvis vi er troende, så vi dog får denne svage trøst, hvis vore indbyrdes liv er smadrede. Men trøsten er ikke afgørende i kristendommen. Det er derimod Helligåndens krav til os om at handle i kamp mod tidens nedbrydende kræfter, så vi som Jesus er rede til at lade os korsfæste i den sags tjeneste. Men at vi skulle udsætte os for det, er en totalt utidssvarende tanke.

I stedet kikker vi saligt selvtilfredse op i den højloftede kirkes lyshav og betragter henrevne Kørners evangelium, der strækker sig i vejret ude til venstre. Det er en stikijavert af et ikke-eksisterende træ, der skal være inspireret, som vi forundret hører, af Mellemøstens cedertræer, som Kristus selv ”måske har søgt skygge under”, så træet ”sender tankerne i retning af evangelierne” (Michael Wivel).

Træet er imidlertid så forpjusket og har så få grene, at der ingen regulær skygge kan dannes, og den tynde stamme er tilmed hugget over, hvor kronen skulle have udfoldet sig. Så træet ligner mest en ældre mand i menigheden, der i livets barske forløb har mistet hoved og hår, og i hvem alle saftige jordfarver er blegnede.

Et træ er et tegn, på noget menneskeligt, men dog næppe på den ældre mand. Cedertræet er derimod et tegn på jødernes axis mundi eller verdensakse. Den strækker sig op mod Jahve med en prægtig krone øverst, og med den i sit centrum får menneskets liv objektivitet og nærvær. Så kan det komme af med al sin forbandede relativitet og dyrkelse af den tolerance, der er fandens evangelium. For det tillader os at se stort på det nære i vore kærneværdier, friheden, solidariteten og kærligheden.

En verdensakse placerer man imidlertid ikke ude i siden, men i centrum af et billede, men i Kørners centrum må de spinkle stråler fra en sol nøjes med at titte frem fra en lang grens blad, der lige netop her er så stort, at det skjuler solen. I øvrigt er en sol og en verdensakse dobbeltkonfekt, og i den er der ingen kraft, selv ikke i vor sødladne juletid.

Kørners billede er et traditionsudtyndet, pseudo-evangelisk makværk.

Come on – selv i Tolvte omgang

Her i dagens goddag-optegnelse 14. november en “I øvrigt mener jeg”-mening, der bringes i Horsens Folkeblad 16. november:

Det kan ind imellem være træls at komme op i årene: ikke mere på arbejde; død og sygdom i ens nærhed; slidgigt, hjerteproblemer, familiebøvl; hvad har man egentlig udrettet; har der været en mening med ens liv; hvem kan man komme hjerteligt ind på livet. Og som resultat: snigende ensomhed, angst for ens egen død.

Det kan godt give mismod, depressioner, lykkepiller oveni som unødigt bevis på, at lykkelig kan man i hvert fald ikke kalde sig. Og hvad så, ja så gik den dag, og man puster ud – oven på alt det man heller ikke i dag fik taget sig sammen til.

Men så i morgen: Gå ned på Galleri Brænderigården og se Gunleif Grubes kunst. Han har også ensomheden i sig, også han nærmer sig livets ”Tolvte omgang”. Og mal så med ord dit eget liv, som han maler sit i sin ”Tolvte omgang”. Se bare: han er som du godt forslået af livets stormvejr. Han ved heller ikke, om han bliver væltet omkuld af døden i næste øjeblik.

Men se så også: Han nægter at give sig. Han udstråler: livet skal være kamp til det sidste, ikke hyggenykke. Det duer ikke at sidde dér i flæbende selvmedlidenhed og midt i en småkage sukke: hvorfor fik jeg ikke lov at blive lykkelig, så jeg kan dø lykkelig. Det avler kun én ting, lede ved én selv.

Det gælder om at sige som Grube: ”Come on”. Det gør man ved ikke at lukke øjnene for umenneskelighed omkring sig. Slå fra dig over for dem i din familie, der ikke orker deres børn, sig til dem, at de ikke skal gå der og bare være sig selv nok.

Det kan godt være, de så korsfæster dig og råber: skrid din gamle dumme stodder. Korsfæstet bliver man som Jesus i sin tid jo altid, når man taler sandhed, men at gøre det er netop meningen med livet. Du føler en forløsning inde i dig selv, et glimt af lykke, hvis du tør.

Det gælder om at turde, siger Grube i ”Come on”. Men man kan kun ramme andre med autoritet, hvis man også rammer sig selv. Stå foran Grubes billeder og kom i tanke om, ikke bare hvad godt du har udrettet, men også og især hvad du har fortrængt af lort i dit eget liv, om dengang du selv svigtede, om nu kone, børn eller venner.

At fortælle det til dig selv og til nogen, du kender, giver også forløsning. At fortælle er at tilgive sig selv. Og dine omgivelser begynder at føle: han er værd at lytte til. Ensomheden viger. Du åbenbarer noget vigtigt, som også de har lukket af for. Lad dine børnebørn og venner vide, hvem du er, så de kan bruge dine afskrækkende og berigende erfaringer i deres eget liv.

Livet er at holde dommedag over sig selv for ens egen og ens medmenneskers skyld. At gøre det får dig til at lyse op selv i Tolvte omgang.

En spændende malers myte om vor tid

Den følgende goddag-optegnelse er en let omskrivning af en anmeldelse i Kunstavisen for november 2013 af Gunleif Grubes udstilling i Galleri Brænderigården i Horsens. De i artiklen omtalte billeder kan ses på galleriets hjemmeside

Om mennesket, der snapper efter vejret i Gunleif Grubes fascinerende univers

Bare titlerne på Gunleif Grubes malerier kan næsten gøre det ud for en anmeldelse. De skaber en myte om det moderne menneskes livsvilkår. Og de taler om en fundamental ensomhed, der næsten får det sorte på væggen bag hans mennesker til at gå ind i det røde bag dem. Vi lever i en ventetid.

Gunleif, de intetsigende og de gale
Alle hans figurer er alene, også selv om de som befolkningen i ”People” vises på samme maleri med tolv personer. Kroppene er væk her, for følelserne, hvor er de blevet af? Og hovederne er næsten intetsigende, uden håb, med sorte øjne eller øjenhuler. Og alle er de spærret inde i sig selv, dybt traumatiserede, ubevidste om, hvad de er til for. De er som spiddet til den sorte væg bag dem og venter, men på hvad?
Der er kun et skridt til ”Her bor de gale”, ni hoveder, som Grube selv er mere i slægt med. De enten raser eller skærer dødningeagtigt tænder, eller de er så småt på vej til at fundere over deres umulige vilkår. Det gør kunstneren i høj grad selv, som i ”Kender du Gunleif?” Af det værk fremgår, at maleren har været nede i sin sjæls dybe mørke, hvor urvolden huserer. Men med sit vemodige og intensive blik og den klare rødgule pande og kinder har han været så heldig netop at overleve sit ”Inferno”. Det udspiller han i et andet selvportræt, der røber, hvor svært det er at forholde sig til helvede på jord.

Come on, selv i Tolvte omgang
Og det tror da pokker, selvom man er en fighter som Gunleif og gerne vil sige ”Come on” til sine ydre modstandere. For hvor er de, ikke i hans billeder, snarest som de indre dæmoner i ham selv. Derfor udstråler billederne mindre angrebslyst, end de viser følelsen af at være næsten smadret som en bokser. Sådan ser Gunleif med humor sig selv i livets ”Tolvte omgang”.
For hvem har ikke fået barske slag efter et livs kampe? Man kan så, som så mange, bare lade som ingenting, lade sig nøje med at sige: ”så, nu gik så også den dag”, som personen i ”A day in the life”.

Hvordan har sjælen det i lysets maler?
Den tolkning kan næsten få kunstneren til at fare op og protestere: ”Jeg er lysets maler”, også i det billede du lige talte om. Men nogen livsglæde udstråler personen i det fortræffelige billede ”Jeg er lysets maler” trods alle lyse farver langt fra. Men kunstneren giver sig ikke. Der er ”Intet lys uden mørke”, indvender han: ”se så lige billedet med den titel”. Kroppen lyser da også på figurens kulsorte baggrund, men der er som stort set altid i værkerne bare én figur.
Så selvom figuren sidder med knæene over kors som en anden konge i middelalderens ikonografi, og selvom figuren næsten omkranses af en rød farve, der om hovedet ligefrem virker som en glorie, så er det mest ensomheden, der lyser i den ligesom i ”Poeten” og andre værker. Og ansigtet i maleriet, fornuftens sæde, der skulle være sjælens spejl, har ladet sin sjæl flyve bort. For ansigtet er tværet ud med sorte irriterede strøg af Gunleifs pensel, der også lader det sorte sjaske dryppende ned på de fine kropsfarver.
Der hersker i det hele taget i malerierne en dualisme mellem hoved og krop,, en krig mellem fornuften og følelsen, karakteristisk for vor næsten nihilistiske civilisation, en krig, kunstneren gerne vil have ende på. Men det er uhyre svært, selv for ”Optimisten”, der med sin farverige baggrund ligesom også et andet ansigt bedyrer: ”Du er ikke alene”. De vil begge gerne sige som et tredje ansigt: ”Følg mig”, men ingen af dem synes helt trygge ved sig selv. Hvad kan jeg egentlig tilbyde?

De alt for stærke hemmeligheder og løgne
Ved siden af disse værker møder man da også ligeud den sorte bagside af vor tids frembrusende individualisme, tre hoveder i værket ”Hemmeligheder og løgne”. De viser som i et koncentrat af toner fra de andre værker den gængse måde at komme frem på: Se beslutsom ud som de to til venstre og højre, og sig uden vaklen: ”Følg mig, for jeg er troværdig”, mens de med deres stive masker undlader at sige: ”Så skal jeg nok få ram på dig, om så først i sidste omgang”. Det sker, mens løgneren i midten med tomhedens nul-runde fromme mund som en anden Judas er ude på at fjerne alt lys i kunstnerens og vor verden, hvor vi i forvejen er ved at tabe til mørket.

Hvem hjælper udefra og indefra?
Det er derfor ikke underligt, at Gunleif som hjælp må påkalde sine drømme som i ”Drømmefangeren”. Men selv om de falder ned og gør hans farvepalet lysere, er det så nok? Tvivlen herom bringer værket ”Lykkefuglen” på banen, men kan den hjælpe? Den symboliserer sjælen i mennesket, men hvordan får fuglen trods sin velvilje og røde baggrund forbindelse med det sovende menneskehoved under sig? Så måske der oveni skal en ”Skytsengel” til med lysende glorie. Det er en engel, som kommer svævende med et menneske under sig, som den tilmed får til selv at svæve. Men vil det lykkes i praksis? Så skal vi vist være mere end heldige.

En uundværlig kunst i en lam tid
Gunleifs værk set samlet udstråler en presset tro på menneskene, der har mere end svært ved at hamle op med vor tids civilisatoriske mørke. Der er grund til at ønske ham al lykke til i hans iver efter at få liv i dem, for hans og alle vi andres skyld. Det er vigtigt at se værkerne, så det går op for os, at liv og død skal være på ægte livagtigt spil også i os.
Det er målet med Gunleifs kunst at vise det. For han vil gerne se en rød aften belejre og besejre en gråsort nat, så en gul morgensol kan rejse sig som symbol på, at en ny livgivende kultur endelig er på vej, og at ventetiden er forbi, så vi lettede kan sige, at vi alligevel ikke blev slået ud i ”Tolvte omgang”.

Sorgens Scene

Sorgens Scene

Min nye bog, Sorgens scene. Brok over åndsformørkelsen – og brokker til en ny kultur, er udkommet. Den koster 188 kr. plus porto 40 kr. og er på 250 sider. Se nærmere i Andet og på www.linjek.dk

Bogen blev anmeldt af Chr. Rimestad i Horsens Folkeblad 4. oktober:

“Hvad skal man kaste sig ud i, når man har udgivet sit livs ultimative værk?

I maj sidste år udkom Leo Tandrups Det oprejste menneske, der på mange måder kom til at stå som den lokale historikers testamente og definitive opgør med sin samtid. Som han selv sagde: Alle mine hidtidige bøger og artikler har egentlig bare været en forberedelse til dette værk, men at Leo Tandruo dermed ville lukke munden på sig selv, troede de færreste vel på.

Han  … er manden, der aldrig går af vejen for en diskusion, og den vilje lade sig næppe kue … Hans tanke er, at de korte kapitler med sentenser kan læses i bidder.Som altid bliver der ikke lagt fingre imellem. For Tandrup har en mission: Han vil “forvandle Vestens aftenland til en morgendæmring” – det er ikke umuligt, men det haster, lyder det fra Sorgens scene”

Obamas store epokegørende vision

De store magters nødvendige vej fra lejlighedskonjunktur til tvangskonjunktur for verdensfredens skyld

Goddag-optegnelse 20. september 2013, revideret 26. september

Optegnelsen vil undtagelsesvis sige noget om vor tids internationale stormagtspolitik, som efter alt at dømme vil føre os mod en katastrofe, hvis staterne som i dag fremturer med at føre en såkaldt realistisk politik. Det er mange år siden jeg har skrevet om den, det var da jeg i Cuba-krisens lys lavede en disputats om beslutningsprocessen i Danmark og Sverige under Christian IV og Gustav II Adolf og deres rigsråd op til Kejserkrigen i 1625-29. Den gang gik det galt. Under Cuba-krisen lykkedes det med nød og næppe at få Nikita Kruschev til at opgive den realistiske politik, der ville have ført til ragnarok.

Der er ikke mange positive udsagn i den vestlige presse om præsident Obama, efter han har opgivet at bombe Assads kemiske giftgaslagre. Tværtimod: Han er en vendekåbe, han savner mod og myndighed, han er en svag præsident, han vil gå over i historien som noget nær et nul.

Bedømmelserne må ses i lyset af det fortsat dominerende syn på ydre- og indenrigspolitikken, at den må funderes på den såkaldte realisme. Det betyder, at man som en Kissinger og siden en Reagan og George W. Bush forstår alt ud fra magtbegrebet og fører alt tilbage til det. ”Den indre politik og den internationale politik er bare to forskellige manifestationer af det samme fænomen: kampen for magt”, lød det i denne aktivistiske ånd fra den realistiske skoles bannerfører, tysk-amerikaneren Hans J. Morgenthau allerede i 1961. Det drejer sig altså om magtmaksimering. Aktørerne skal benytte enhver gunstig lejlighed til at ekspandere. De betragter med andre ord ikke konjunkturerne som tvangskonjunkturer, hvor det bare gælder om at beskytte staten mod truende ydre og indre fjender, men som lejlighedskonjunkturer.

Magten set sådan bliver en værdi langt overordnet andre værdier som frihed, menneskerettigheder og solidaritet med undertrykte minoriteter i ens eget land og i andre lande. Stormagten kan godt i Machiavellis ånd og for prestigens skyld med fordel lade, som om de værdier betyder noget. Men dens aktører bør operere ret uafhængigt af dem, hvis de vil bevare initiativet. I virkeligheden bør de kun knytte magtudøvelsen til hensynet til landets sikkerhed. Og det hensyn vil tilmed oftest, som Bush gjorde det efter 9/11 med invasionen i Irak, blive fremdraget som skalkeskjul for, at magthaveren kun er ude på magtmaksimering for statsmagtens og hans egen skyld, foruden af hensyn til de store kapitalinteresser. Dem læner magthaveren sig op ad, fordi de bidrager afgørende til ikke bare at udbrede kapitalens egen indflydelse, men også til at øge statens og magthaverens økonomiske, politiske og militære position i verden.

Det opnås bedst ved så vidt muligt i realismens og hensigtsmæssighedens ånd at klaske et låg hen over disse for verdensopinionen oftest suspekte økonomiske motiver, selvom det er blevet svært i dagens hackerverden. Magttænkningens tvilling er hensigtsmæssigheden. Den tåler heller ikke ideale hensyn, hvis de strider mod magtpolitikken. Den dikterer, at aktørerne hverken bør tage særligt hensyn til befolkningerne eller til smukke ideologier om menneskeret, frihed, religiøs tolerance og menneskelig lykke. Magttænkningen frygter disse værdiers blomstring. For den vil forædle befolkningerne, så de, også af hensyn til egen sikkerhed og for at få og ro til at handle og leve uforstyrret, som regel vil være imod en aktivistisk udenrigspolitik.

En sådan har de allerfleste stormagter imidlertid ført til alle tider, ikke mindst siden det fra renæssancen blev set som det store mål at stræbe efter verdensherredømmet. Det har derfor siden i realistisk regi været en selvfølge, at udenrigspolitikken måtte agere så godt som isoleret fra indenrigspolitikken. For den plages næsten altid af problematiske klassemodsætninger og for befolkningerne plagsomme indre sociale forhold og vil derfor let vil spolere en effektiv kurs.

Magten styres da også entydigt ovenfra i de totalitære eller enevældige stater, som Kina, Rusland og en række mellemøstlige stater. Og i USA er præsidenten nærmest enerådig og kan tilmed starte krig uden at høre kongressen. Den skal ganske vist hen ad vejen bidrage med penge til krigsudøvelsen, men den har i reglen været villig, fordi krigene, siden 1960-erne i Mellemøsten og Afghanistan, har været ført med magt og profit til erhvervslivet for øje, altså for at forøge USA’s betydning i verden økonomisk, politisk og militært. Så har man i USA tilmed samtidig skrydet over, at man levede op til sin store rolle som hele verdens helsebringende og frihedsbefordrende politibetjent i Guds egen tjeneste, en rolle, som man overtog under og efter 2. verdenskrig fra de nu stærkt svækkede europæiske stormagter.

Obama har været på nippet til at fortsætte den kurs, uagtet krigspolitikkens katastrofale resultater i Vietnam som siden i Afghanistan og Irak under præsident Bush, desuden uagtet den terror og det had, som den amerikanske aktivisme over for Mellemøsten siden 1960-erne har vakt i befolkningerne dér. Med sin rød-linje-deklaration fra august 2012 om, at USA ikke ville tillade et styres brug af kemiske våben vendt mod den almindelige befolkning i sit eget land, in casu Syrien, forpligtede Obama sig nemlig de facto til en amerikansk intervention i Syrien mod Assad, hvis han forbrød sig mod deklarationen. Denne var med andre ord et tilsagn om, at den traditionelle aktivistiske politik ville blive fortsat.

Selv efter Assads store kemiske angreb mod sin egen befolkning 21. august i år trak Obama imidlertid sagen i langdrag. Der kom intet missilangreb mod Assads lagre. Desuden gjorde Obama noget helt uhørt konstitutionelt: han indkaldte kongressen og ville have den til at godkende og tage medansvar for en intervention. Den ledende republikanske senator og udenrigsaktivist John McCain var rasende: at inddrage kongressen udhulede det mægtige amerikanske præsidentembedes prestige og myndighed i verden. Og vestlige journalister pippede ofte med på den sang. Den var, fandt de, svanesangen for den amerikanske præsidents og USA’s lederskab i verden.

Oveni mente mange, ikke ubegrundet, at Obama sikkert ville lide nederlag i kongressen. Obama fik dem tilmed til at pippe endnu højere, da han gjorde endnu et forsøg på at få FNs sikkerhedsråd til at gribe ind. Det råd var jo, lød det, helt handlingslammet med Kina og Ruslands vetoret i det. Nu skete der så alligevel det, at Rusland gik med til at åbne vej for FNs aktive inddragelse. Og Assad er gået ind på kravet om afvikling af sine lagre, men siger selv, at det kan tage et år. Næsten overalt i Vesten tror man, at Assad bare vil trække tiden ud. Men kan han det mere? Er vejen ikke ved at være banet til hans afsættelse?

Uanset hvad, så har ingen rigtigt forstået det storslåede og betagende demokratiske i præsidentens ændrede politik. Efter 21. august, hvor det straks stod klart, at Assad stod bag det kemiske angreb, havde Obama tænkt og tænkt. Skulle han i realiteten indordne sig under Morgenthaus magtrealistiske politik, eller skulle han bryde med dens langvarige dominans i USA? Han tænkte, så det knagede, selv på pressekonferencer. Han var i krise. Skulle han i realismens uhellige navn opfatte den storpolitiske situation efter Assads bombning med kemiske våben som en lejlighedskonjunktur for USA, som endnu en gunstig mulighed for at spille supermagtens naturlige rolle som verdens retfærdighedshigende politibetjent, eller skulle han se situationen som en tvangskonjunktur?

Efterhånden modnedes hans tænkning til en vision om en ny verdensorden. USA skulle ikke mere være verdens politibetjent. Han vidste, at hans land længe havde misbrugt den rolle til at udvide sine interessesfærer, og han havde selv stemt imod Bushs militante udenrigspolitik i nul-erne. Ingen lande havde autoritet og troværdighed til at udfylde rollen, fandt han uden direkte at sige det. USA var blevet svækket som supermagt. Som næste politibetjent på den globale scene stod allerede Kina klar, og hvis USA havde misbrugt rollen, ville den så ikke blive totalt udhulet i kinesisk regi. De store nationer, nåede han frem til, var nødt til at holde hinanden – og ikke mindst sig selv – i skak ved argumentets, ikke våbnenes magt, og det skulle ske i FNs sikkerhedsråd, som forinden og samtidig i enkeltstaternes politiske forsamlinger og i den offentlige mening.

Var det da så epokegørende? Ja, for ved ikke at gribe ind i Syrien uden om FN, skønt han let havde kunnet, skabte Obama en vigtig præcedens: Ensidige stormagtsinterventioner måtte ikke mere finde sted i en verden, hvor den i stormagter iboende trang til magtbrunst altid hidtil i verdenshistorien havde fået ret og rimelighed til bøje nakken. Det epokegørende bestod i, at verdens absolut eneste militære supermagt havde pålagt sig selv det magtbegrænsende bånd, som mindre magter som Danmark altid af nødvendighed i historien havde tyet til: at opfatte enhver opstående aggressiv og krigerisk situation som udtryk for en tvangskonjunktur, som staterne kun ved fælles hjælp og helst bare ved diplomatisk pres skulle prøve at begrænse de skadelige følger af.

Og ikke mindst vigtigt: ved stærkt at nedtone sin egen suveræne magt over udenrigspolitikken og henvise den til godkendelse i kongressen skabte Obama en anden uhørt vigtig præcedens: i fremtiden skulle folket og dets repræsentanter debattere og være med til at beslutte alle afgørende skridt. Obama vidste, at hvis det kom til at gælde hjemme i USA selv, hos verdens eneste supermagt, ville det gøre det desto sværere for alle andre store stater at fastholde den hidtidige, i alle lande til alle tider gældende praksis: at magten blev udøvet ovenfra og ned, som i fortids og nutids fundamentalistiske gudestater, hvor befolkningerne bare skulle kaste sig i støvet eller bukke pænt, inden deres sønner blev beordret til at marchere i krig med blodplettede støvler. Det var et vældigt signal fra Obama, umuligt at se bort fra, selvom det i pressen blev nedgjort som svaghed.

Det leder frem til en tredje epokegørende gevinst ved Obamas nye udenrigspolitik. I og med demokratiseringen af denne politik, som utvivlsomt ville smitte af uden for USA, ville man fremme demokratiseringen i verden, ikke mindst i de muslimske lande. Faren for islamistiske magtovertagelser ville mindskes afgørende, hvis det gik op for befolkningerne her, at det ikke mere var muligt at fastholde billedet af USA som den store Satan. Modviljen mod USA og Vesten ville så langsomt kunne vendes til velvilje såvel til gavn for menneskerettighederne som til ugunst for sharia.

Hertil kommer for det fjerde, at en demokratisering af udenrigspolitikken med dens krav til beslutningstagerne om mere og mere åbenhed og offentlighed vil kunne bremse den vej mod et orwellsk Big Brother-overvågningssamfund, som har taget fart efter 9/11, og som har præget også den nye offentlighedslov i Danmark. Samtidig vil den for det femte kunne mindske kapitalens muligheder for at påvirke regeringerne til en så ødelæggende udenrigspolitisk kurs som den, der drev de europæiske stater ud i første og anden verdenskrig, og som fik USA til at fortsætte den aktivistiske magtpolitik over for Iran og andre mellemøststater fra 1960-erne.

En sjette stor gevinst er, at en demokratisering af udenrigspolitikken i sig selv vil virke fredsbevarende, ikke bare udadtil, men også indadtil, fordi den vil tjene til at mindske kløften mellem elite og befolkning. Den uddybes eksplosivt i vor tid og har allerede undergravet alle samfunds fællesskabsfølelse. Det skete under den fønikiske og siden i den hellenistisk-romerske globalisering, som det sker i nutidens galopperende globalisering. Og i alle tre tilfælde skyldes det statsmagternes og storkapitalens enedyrkelse af pengene som magtens nerve.

Når værdierne penge og magt står alene ved statsroret og i erhvervselitens hoveder, tager de, som det allerede er sket i Vesten, livet af de værdier, som betinger ethvert fællesskab, friheden, solidariteten, broderskabet. Ved at magthaverne igen reelt, som Obama tilsigter, tvinges til at vægte hele befolkningens tarv og krav, tvinges de til at lægge vægt på bæredygtighed og til at tæmme det giftspredende og pengegamblende erhvervsliv, som hidtil har haft alt for frit spil til at styre den økonomiske udvikling og har styrtet os lige ud i den nuværende krise. En god fremtid kræver derfor, som Obama ved, at kløften mellem rig og fattig indsnævres. Med en demokratisk åbenhed som incitament vil de altid egoistiske kapitalinteresser ikke mere uden videre i mørket kunne trække i trådene og fremdrive en lejlighedskonjunkturdyrkende udenrigspolitik og en hasarderet erhvervspolitik, hvor middelklasse og småfolk betaler gildet.

Det er derfor på tide, at de store idealistiske floskler, der i historiens løb har smykket de aktivistiske staters konjunkturudnyttende udenrigspolitik, brydes. Den mest berømte floskel kom Bismarck med: ”Politik er, at man hører Guds skridt i verdenshistorien og så springer til og forsøger at gribe om en flig af hans kappe”.

Denne ulidelige magtgud har hidtil ikke været til at bekæmpe. Der er ikke tvivl om, at hvis Obama får held til det ved at føre sin store vision ud i livet, vil verden blive et bedre sted at leve i. Visionen placerer ham højt på en humanistisk stige, og hans iver efter med dygtighed at fremme den under de vanskeligst tænkelige vilkår gør det i høj grad berettiget, at han i sin tid fik tildelt Nobels fredspris.

”Yes, we can”, det siger han stadig, selvom de allerfleste tror, at han er blevet mundlam og bare mumler: ”No, we can´t anymore, nevermore”.

 

Bentemarie og Picasso

Goddag-optegnelse 12. september

Lille Prinsesse

Om en konfrontation mellem det lyse og det sorte i os.

Bentemarie Kjeldbæk udstiller i september på Galleri Brænderigården, Søndergade, Horsens. Artiklen kommer i Kunstavisens septembernummer. Her er den i lidt udvidet og ændret skikkelse.

Bentemarie Kjeldbæk er på en livslang opgave. Hun vil til det sidste leve i pendulfart mellem Spanien og Danmark, mellem endnu bevaret folkelighed og fællesskab i opløsning, mellem tradition i tilbagegang og traditionsløshed. Hun holder sig i live ved at besøge damerne på madmarkederne i Barcelona og så museerne, hvor Velazquez, Picasso og Miró dukker lyslevende op for øjnene af hende. Hun føler sig ensom i Danmark, hvor det er svært at få en samtale i gang. Selv på folkelige værtshuse begynder bartenderen at trone duknakket over sin ifone uden at sige et kvæk mellem udskænkningerne. Bentemarie raser over det. På en bar skal man tale sammen, og bartenderen skal være formidler.

Ensomhed er uudholdelig, hvem kender den ikke? Skønt der er bevaret rester af kultur i Spanien, dukker den også frem dér. Picasso kendte den, men lå ikke under for den, selvom det kunne være svært at få en egentlig kontakt med folk, der mentalt stod under ham, og det var de allerfleste. Bentemaries billeder er heller ikke muntre, selvom hun i et værk lader en tyr lege med Miró. Tyren symboliserer som hos Picasso det folkelige, som også Miró dyrkede, men både tyr og Miró ser temmelig trøstesløse ud: Hvad skal der blive af os og verden. I udstillingens bedste billede, Lille prinsesse, er Picasso selv i fokus. Det er en parafrase af Velazquez´ portrætter af infantaen ved det spanske 1600-tals hof, for også hun var på spanden i et infamt forfinet miljø, hvor alle hadede alle.

Bentemarie har forvandlet den lille prinsesse til en moderne kvinde, der næsten har fået Picassos kubistiske træk fra 1930-erne. Hovedet er således skåret midt over i en lysegul frontal ansigtshalvdel, der er sat sammen med en sort profil. To farvekræfter slås om magten på lærredet. Den røde kærlighed søger vagt at trænge den sorte død tilbage, men den svarer igen, vil ikke give sig og vinder frem. Det sorte i profilansigtet er alligevel ked af det. Det ses i dets tragiske blik. Det sorte er Mefisto i os, og han vil have os til gøre ordentlig modstand mod den ondskab, som han selv og det sorte repræsenterer. Det er derfor, Bentemarie lader den sorte farve bære det røde skjult i sig. Jeg hører, siger Mefisto i Goethes Faust, ”til de kræfter, ved hvem den skævhed hæfter, at de må virke godt, skønt ondt de stræber efter”.

Virker vi selv sådan? Tænker vi overhovedet mere på, hvad der er godt, hvad ondt, hvad ædelt, hvad slet? Det sorte er i hvert fald ved at tage teten og erobre prinsessen nedefra. Brysterne i det røde krymper sig sammen i kirsebærstørrelse. Hendes røde arm hænger slapt ned, den kunne godt have slasket med en ifone. Den sorte arm derimod er aktiv og holder om en rød og gul fugl. Den er Bentemaries egen indre daimon. Fuglen er rasende på prinsessen, fordi det lyse i hendes ansigt er helt ubevidst om situationens alvor og fremstår med et næsten udtryksløst blik. Hun aner ikke ondskabens tilstedeværelse i sig, og hvem gør? Derfor kan vi ikke gøre noget for at holde fraværet og ondskaben i os selv stangen, hvorfor vi må forblive i uskyldens barnagtige ensomhed. Og det skønt den avler vor skepsis og mistro til næsten alle, og skønt den hindrer os i at skabe omsorg. Et virkeligt opgør med Mefisto ville kunne få kunstneren til at avle personer med tindrende sol og eros i øjnene, så de fik gang i et rigtigt favntag. Det lykkedes for Picasso, der vidste, hvor hård han selv og verden kunne være. Tænk bare på hans Guernica og hans Slagtehuset.

Ja, jeg ved det. Det er noget af et forlangende i vor tid. Men vi er altså nødt til at prøve, i al kejtethed, hvad Bentemarie da også gør i nogle af billederne. Ellers tager Mefisto os, luller os ind i vor ubevidsthed, og så bliver verden endnu værre end hos de fine ved Velazquez-hoffet. Hvem ønsker det? Vore sanser er sløve, vore blikke er sløve. Se derfor endnu en gang på den hjertegribende splittelse i Bentemaries moderne version af den lille prinsesse.

Den ville jeg godt have købt, men kom for sent. Så nu er jeg nødt til at bede hende lave en ny, næsten magen til. For billedet udstråler: bevar din agtpågivenhed, den kan lynhurtigt gå tabt.  Lad sanser og intuition lede dig. Det gør Bentemarie i sine billeder.

Frygtsomhedens vanskelige overvindelse og skabelsens lange tøvende start

Goddag-optegnelse 8.-11. september 2013

Mange mennesker i dag dyrker kunsten som deres et og alt. De er ikke selv blevet kunstnere, selvom de som børn eller unge har haft drømmen, og selvom den betød meget for dem. Den knuste drøm er derfor ofte blevet ved med at kaste en skygge over deres liv lige siden. De turde ikke kaste sig ud i kunsten, men resignerede og valgte et fornuftigt levebrød, ”et du kan leve ordentligt af”.

Det betød, at de blev en slags skygge-kunstnere. Mens de tjente penge i erhvervslivet og som offentlige ansatte eller som børsspekulanter og måske ligefrem blev millionærer, omgav de sig med kunstnere og solede sig i deres billeder og succes. Men solen kunne ikke trænge igennem. Sindet ville ikke rigtigt åbne sig for den kunst, der var noget værd mentalt, for åbenheden var dem ikke mere forundt. Sådan gik det de fleste mennesker, og det er ærgerligt, for det er den åbenhed, der er alfa og omega, hvis man vil være kunstner – og menneske. Man skal kende sig selv dybt ind, også der hvor man støder på det ubehagelige, hvis man vil kende andre. Åbenheden er forudsætning for at lave kunst, der gør indtryk og får folk til at ændre sig.

I stedet købte og dyrkede de derfor en hvilken som helst kunst, bare efter hvad såkaldte kunstkendere og -anmeldere mente, at den var værd på markedet. De blev ofte forgabt i kunstnere uden noget på hjerte, folk som Damien Hirst, som de fleste har bukket og skrabet for, og en masse kunstnere i anden og tredje parket, der stadig oversvømmer markedet, folk, som ikke bare tiltrækker skygge-kunstnere, men som selv er skygge-mennesker, akkurat som de folk, som de dyrkes af. Mage søger mage. Disse folk er ofte uden selvtillid undtagen i deres erhverv. Jeg har hørt mange sige: ”Vi har ikke i os evnen til at lave kunst. Og det har vi aldrig haft”. Men intet er mere forkert. De havde bare ikke modet til at vælge det, de brændte for, og de brændte derfor ud og blev skygger. Det bidrog til, at en million kunstnere de sidste hundrede år ikke ubeføjet har skildret moderne mennesker som sådanne skyggevæsener eller som figurer med blotte konturer, på vej til at opløses i deres livs lange vintervejr.

Hvorfor skete det? Materialismen i vor moderne civilisation er tidens værste svøbe. Det gælder om at sikre sig: uddannelse, stilling, hus, hjem, sommerhus, rejser til steder langt væk fra én selv. Noget ubevidst i én vil meget gerne bort fra en selv, bruge tid på noget, der ikke foruroliger sindet. Man bryder sig ikke om at opdage, hvad man kan finde dér. Det har længe dikteret samfundets og forældres og bekendtes råd til børn og helt unge.  De er måske kommet med deres første digte og har gerne villet læse dem op, eller de er ihærdigt blevet ved at forsøge sig med tegninger og farver.

De har som unge ubefæstede sjæle higet efter at se en glæde hos forældrene eller dog få en accept, og det spørgsmål har ligget dem på læben, hvis de overhovedet turde sige det: Kunne jeg måske ikke gå videre ad den vej? Men så har de alt for ofte mødt en uoverstigelig mur. De nære voksne i deres liv er sjældent veget tilbage for at skubbe til deres unge uundgåelige frygtsomhed og nedgøre håbet: ”Du skal være mere end heldig for at slå igennem som kunstner”. ”Er du sikker på, at du har evnerne; det, du har malet dér, er det ikke lidt mærkeligt, hvor er harmonien, – og farverne, synes du virkelig, de passer sammen”?

Det er mere end kreperligt. Der er nemlig i alle unge en indre muse. Det er den mest potente af alle muser, og den muse er barnet inde i den unge. I det barn bor kunstneren. Ethvert barn er en kunstner, sagde Picasso i den forbindelse. Og han fortsatte: Problemet er bare, hvordan han skal forblive kunstner, når han gror op og konfronteres med familiens og miljøets skepsis. De allerfleste kapitulerer til vrisne bemærkninger som ”Stop nu alt det dagdrømmeri”. ”Du bliver aldrig til noget i samfundet, hvis du bare dasker om med knolden oppe i skyerne”. ”Fald ned, lille mand. Kunst betaler ikke din husleje. Du kan altid male lidt i fritiden, når du kommer hjem fra banken. Tag nu den elevstilling der”.

Det gjorde en mand, jeg siden kom til at kende særdeles godt. Hans far malede selv, men bare i fritiden. Og det er en grum psykologisk kendsgerning, at intet har en større indflydelse på omgivelserne og især på børnene end deres forældres ulevede liv. Faderen tog endda i fritiden drengen med ud på landet, hvor de malede marker og bondegårde. Det var fantastiske ture for drengen. Han følte ubevidst, at han hørte til foran sit lærred der ude i naturen. Faderen malede naturalistisk og kunne ikke rigtigt forstå de mærkelige blå og røde marker, der uvilkårligt dukkede op på sønnens lærreder. En bondemand kom ud for at se de tos bedrifter an. Han nikkede tankefuldt billigende til faderens ret kedelige, naturtro maleri, men lo nedladende ad sønnens lærred: ”a hår it siet en blo mark nouensind, hår do?”

Hvorfor en blå mark, ikke en gul eller grøn. Drengen har ikke kunnet svare på det, han kendte ikke Cezanne. Men han levede i sin tid. For børn lever mere intenst end de fleste voksne, hvis de ikke helt har fået knust deres skabende evne. Derfor rumsterede den kunstner, som Picasso talte om i barnet, i drengen. Og den kunstner fik ham til at fornemme magisk. Han var ikke underlagt den højre hjernehalvdels livsforfladigende logik, der bare fik faderen til at male det, som han registrerede.

Kunstnerens hjerne er ingen landmåler. Den er en higende, følende og medfølende hjerne. Den har ikke nok i civilisationens tektoniske fornuftsdyrkelse, dens lammende kalkulering af alt. Den vil se alt nær på, røre ved det, selv blive rørt ved, komme ind i det. Den ville som allerede et tre årigt barn ikke nøjes med ord: Du skal dit og dat. Barnet ville forføres med smukke billeder og kildrende fornemmelser, ja det elskede selv at blive kildet, og selv ret stive fædre elsker at kilde barnet, for så kommer livsaligheden helt dybt ind i dem begge, og de mærker det storslåede i livet selv, det magiske ved det.

At blive kildet er at se en grøn eller gul mark, der bliver blå. Og hvis man så derpå maler den blå, er det som selv at kilde verden. De sidste hundrede år er virkeligheden blevet mere og mere uvirkelig. Hvis vi stadig går ture og ikke bare vælter motionerende frem som Kviums gnomkvinde på skovstien, hvad lægger vi så mærke til i det store, endsige i det små? Har vi oplevet noget på turen? Det har vi kun, hvis vi siden kan huske det. De dér blåbær og den dér vakse mus, det egern, som pilede op i et træ, så vi dem overhovedet? Der var måske kun afsat en time til turen. For det er tiden, ikke det man ser, der er kostbar.

Næsten alle børn stifter bekendtskab med denne overfladementalitet i voksenverden. Inden de selv mister deres dybdesyn, reagerer de instinktivt imod verdens grå. Når de voksne ikke vil se verden og naturen, som den er, men går rundt i en døs, så må barnet jo forvandle den, så de måske ser. Og så meget er vidst, en blå mark bærer solen og en blå himmel i sig, og dem kan børn ikke undvære, når de maler. Den stærke blå farve viste derfor også en ubevidst ekspressiv drift i den unge dér ude på marken sammen med hans far. Verden er mageløs, den er til for at blive skabt og beundret. Gør det nu, far, har drengen tænkt dybe nede. Men faderen holdt fast i det grønne.

Og hvem kunne i det hele taget fornemme uvirkeligheden i den unge mands omkreds? Selv forstod han den heller ikke. Den kom ikke op på bevidsthedsniveau. Og så resignerede han som de fleste andre børn og unge. Han kom ind i den bank. Verden blev i hans ungdom omkring 1970 mere og mere pengenes tid. De væltede sig ind i alle store og små byer og erobrede alle iøjnefaldende bygninger og gadehjørner. Der var plads nok til bankfilialer en masse. For nye supermarkeder tog kunderne fra de små handlende, der ofte drejede nøglen om. De plastikindpakkede varer på supermarkederne forøgede uvirkeligheden. Man måtte tage tomaterne i pakkerne som de var, man kunne ikke engang føle på dem og mærke, om de var halvrådne, hvad de ofte var. Siden blev de spøjtede, så de kunne holde sig ´friske´ et halvt år.  Sammen med pengene, der næsten var den eneste værdi tilbage i verden, gjorde al den plastik historien uvirkelig. En intellektuel med følsomhed, Elias Carnetti, var den første til rigtigt at opdage det. I 1973 skrev han: ”Fra og med et bestemt tidspunkt var historien ikke længere virkelig. Uden at mærke det havde den samlede menneskehed pludselig forladt virkeligheden”.

Det gjorde den unge bankelev selvsagt også. Men han kunne ikke holde livet i banken ud. Det blev for tamt. Han fandt ud af, at han alligevel måtte forsøge sig som kunstner. Men det blev en svær tid. For en frygt havde bemægtiget sig ham. Han turde ikke være anderledes end de toneangivende kunstnere, og de gjorde ikke oprør mod uvirkeligheden. De var tidsåndens lamme dydsmønstre. De fik læst og påskrevet, at kunsten ikke mere måtte afbilde virkeligheden. Minimalismen tog over. Minimalismen er i sit væsen abstrakt. Pengene er en abstrakt værdi. Den udraderer alle konkrete værdier: tanken om livet, der bliver frit og forunderligt, når mennesker sammen finder hinandens natur og elsker hinanden i stort og småt, så de ved at ae hinanden også føle verdens ve og vidunderlighed i sindet.

Men det måtte der ikke laves kunst over mere, selvom kunst i alle livsbefordrende tider har været vejvisere for mere intense fællesskaber. Kunsten som vejviser, bah. Eksperimentér med farverne i abstrakte mønstre. Lav firkantede kasser og trekantede figurer, der står oven på hinanden. Ud med virkeligheden. Et billede skal være et billede af et billede af et billede. Sådan begyndte den unge mand også at lave billeder, selv om han vred sig og forestillede sig, at der var noget liv i hans fladeformer eller i hvert fald imellem dem. Men det var der ikke. Tidsånden og dens virkning i ham havde forbudt ham at få det liv frem, som noget dybt i ham higede efter at give udtryk. Han var faktisk god til at male kroppe, han malede sin kone og sig selv, han viste mig dem, men udstille dem turde han ikke. Først i slutningen af 1990-erne begyndte der at ske noget. Og det kommer der mere om i en kommende goddag-optegnelse.

Hvorfor? Fordi den glædelige meddelelse i dagens optegnelse skal være, ikke bare at det lykkedes ham at komme fri af uvirkeligheden, selvom han var sidst i fyrrerne, men også, at håbet om at få livet til at sprudle igen ikke er forbeholdt børn og yngre voksne. Åbenheden er en mulighed, som vi alle har, lige til vi dør. Vi kan godt gøre os fri af vore blokeringer og neuroser, drive skyggen på flugt. Vi kan få hjælp til det af andre, og vi kan skrive daglige optegnelser og komme frie af alle ærgrelser og frustrationer over os selv og verden ved at få dem ned på papiret.

Så vil der pludselig komme bevægelse i underbevidstheden. Og det er vigtigt, for nye skabende initiativer kommer dernede fra. Og de får først muligheden for at blive aktive, når vi skaber huller i vor forstenede bevidsthed med alle den neurotiske forbud om livet og påbud om at lave forstenet kunst. Så sprutter det op med henslumrende fornemmelser og safter, og så bliver bevidstheden glad. For så får den muligheden for at sige fra over for al uvirkeligheden og for at erobre virkeligheden tilbage.