Goddag-optegnelse 5. januar 2014

En altervæg med nærværs-fravær

Om John Kørners nye store altertavle i Østerhåb Kirke ved Horsens. Artiklen her er næsten uændret trykt i Kunstavisen for december-januar 2013-14

Det er ingen god ide at lade selv en betydelig kunstner lave en alterudsmykning, hvis hans forhold til kristendommen er for perifert. Det ligner den mentale baggrund for Kørners valg af motiv til altervæggen.

Det er et træ, ikke en central fortælling fra kristendommen, som i den store traditions tid, hvad enten en årvågen Maria med barn, en lidende Kristus på korset eller en udsmasket Kristus efter nedtagelsen fra korset i sine kæres arme. Disse fortællinger er ellers nerven i kristendommen, og vi bliver kun selv påvirket af den, hvis vi ser vore liv i lys af dem.

I disse billedfortællinger har Helligånden ovenfra indfundet sig i personerne, så deres forhold præges af nærvær, ikke af vor tilbøjelighed til at skvatte i søvn i et uhelligt nærværs-fravær. Ved at se på et sådant billede kan den enkelte i menigheden forfærdes af skyldfølelse over ikke at have gjort noget eller nok for sine nære.

Det sker ikke. Vi får lov at fremture i skyldløshed i form af en nådesløs individualisme på jagt efter penge og magt. Den er skyldig i, at vore nære værdier, friheden, solidariteten og kærligheden har mistet nærværet og er blevet tomme klicheer. Det sker, hvis man dyrker dem isoleret fra hinanden, så man kun er fri, hvor det betaler sig, hvor man ikke er ikke solidarisk med dem, der trænger til solidaritet, og hvor den kærlighed, man viser, bliver en kærlighed bare til en selv.

Tænk, hvis vor tids præster ramte sig selv og menigheden med en Helligånd, der krævede, at de selv højnede sig for at få myndighed til at højne andre. I stedet skvaldrer de op om himlen over sig, om en mystifistisk helligånd, som de sjældent har noget forhold til, og som ingen i menigheden derfor bliver blevet ramt af. Den er derfor meget apropos degenereret til to næsten usynlige fugle i Kørners himmelhvælv. Her kan de så kvidre om lyset, der skal forkynde, at Jesus er født og siden genopstanden, og om at vi også skal genopstå, hvis vi er troende, så vi dog får denne svage trøst, hvis vore indbyrdes liv er smadrede. Men trøsten er ikke afgørende i kristendommen. Det er derimod Helligåndens krav til os om at handle i kamp mod tidens nedbrydende kræfter, så vi som Jesus er rede til at lade os korsfæste i den sags tjeneste. Men at vi skulle udsætte os for det, er en totalt utidssvarende tanke.

I stedet kikker vi saligt selvtilfredse op i den højloftede kirkes lyshav og betragter henrevne Kørners evangelium, der strækker sig i vejret ude til venstre. Det er en stikijavert af et ikke-eksisterende træ, der skal være inspireret, som vi forundret hører, af Mellemøstens cedertræer, som Kristus selv ”måske har søgt skygge under”, så træet ”sender tankerne i retning af evangelierne” (Michael Wivel).

Træet er imidlertid så forpjusket og har så få grene, at der ingen regulær skygge kan dannes, og den tynde stamme er tilmed hugget over, hvor kronen skulle have udfoldet sig. Så træet ligner mest en ældre mand i menigheden, der i livets barske forløb har mistet hoved og hår, og i hvem alle saftige jordfarver er blegnede.

Et træ er et tegn, på noget menneskeligt, men dog næppe på den ældre mand. Cedertræet er derimod et tegn på jødernes axis mundi eller verdensakse. Den strækker sig op mod Jahve med en prægtig krone øverst, og med den i sit centrum får menneskets liv objektivitet og nærvær. Så kan det komme af med al sin forbandede relativitet og dyrkelse af den tolerance, der er fandens evangelium. For det tillader os at se stort på det nære i vore kærneværdier, friheden, solidariteten og kærligheden.

En verdensakse placerer man imidlertid ikke ude i siden, men i centrum af et billede, men i Kørners centrum må de spinkle stråler fra en sol nøjes med at titte frem fra en lang grens blad, der lige netop her er så stort, at det skjuler solen. I øvrigt er en sol og en verdensakse dobbeltkonfekt, og i den er der ingen kraft, selv ikke i vor sødladne juletid.

Kørners billede er et traditionsudtyndet, pseudo-evangelisk makværk.

Min nye bog, Sorgens scene. Brok over åndsformørkelsen – og brokker til en ny kultur, er udkommet. Den koster 188 kr. plus porto 40 kr. og er på 250 sider. Se nærmere i Andet og på www.linjek.dk

Bogen blev anmeldt af Chr. Rimestad i Horsens Folkeblad 4. oktober:

“Hvad skal man kaste sig ud i, når man har udgivet sit livs ultimative værk?

I maj sidste år udkom Leo Tandrups Det oprejste menneske, der på mange måder kom til at stå som den lokale historikers testamente og definitive opgør med sin samtid. Som han selv sagde: Alle mine hidtidige bøger og artikler har egentlig bare været en forberedelse til dette værk, men at Leo Tandruo dermed ville lukke munden på sig selv, troede de færreste vel på.

Han  … er manden, der aldrig går af vejen for en diskusion, og den vilje lade sig næppe kue … Hans tanke er, at de korte kapitler med sentenser kan læses i bidder.Som altid bliver der ikke lagt fingre imellem. For Tandrup har en mission: Han vil “forvandle Vestens aftenland til en morgendæmring” – det er ikke umuligt, men det haster, lyder det fra Sorgens scene”

De store magters nødvendige vej fra lejlighedskonjunktur til tvangskonjunktur for verdensfredens skyld

Goddag-optegnelse 20. september 2013, revideret 26. september

Optegnelsen vil undtagelsesvis sige noget om vor tids internationale stormagtspolitik, som efter alt at dømme vil føre os mod en katastrofe, hvis staterne som i dag fremturer med at føre en såkaldt realistisk politik. Det er mange år siden jeg har skrevet om den, det var da jeg i Cuba-krisens lys lavede en disputats om beslutningsprocessen i Danmark og Sverige under Christian IV og Gustav II Adolf og deres rigsråd op til Kejserkrigen i 1625-29. Den gang gik det galt. Under Cuba-krisen lykkedes det med nød og næppe at få Nikita Kruschev til at opgive den realistiske politik, der ville have ført til ragnarok.

Der er ikke mange positive udsagn i den vestlige presse om præsident Obama, efter han har opgivet at bombe Assads kemiske giftgaslagre. Tværtimod: Han er en vendekåbe, han savner mod og myndighed, han er en svag præsident, han vil gå over i historien som noget nær et nul.

Bedømmelserne må ses i lyset af det fortsat dominerende syn på ydre- og indenrigspolitikken, at den må funderes på den såkaldte realisme. Det betyder, at man som en Kissinger og siden en Reagan og George W. Bush forstår alt ud fra magtbegrebet og fører alt tilbage til det. ”Den indre politik og den internationale politik er bare to forskellige manifestationer af det samme fænomen: kampen for magt”, lød det i denne aktivistiske ånd fra den realistiske skoles bannerfører, tysk-amerikaneren Hans J. Morgenthau allerede i 1961. Det drejer sig altså om magtmaksimering. Aktørerne skal benytte enhver gunstig lejlighed til at ekspandere. De betragter med andre ord ikke konjunkturerne som tvangskonjunkturer, hvor det bare gælder om at beskytte staten mod truende ydre og indre fjender, men som lejlighedskonjunkturer.

Magten set sådan bliver en værdi langt overordnet andre værdier som frihed, menneskerettigheder og solidaritet med undertrykte minoriteter i ens eget land og i andre lande. Stormagten kan godt i Machiavellis ånd og for prestigens skyld med fordel lade, som om de værdier betyder noget. Men dens aktører bør operere ret uafhængigt af dem, hvis de vil bevare initiativet. I virkeligheden bør de kun knytte magtudøvelsen til hensynet til landets sikkerhed. Og det hensyn vil tilmed oftest, som Bush gjorde det efter 9/11 med invasionen i Irak, blive fremdraget som skalkeskjul for, at magthaveren kun er ude på magtmaksimering for statsmagtens og hans egen skyld, foruden af hensyn til de store kapitalinteresser. Dem læner magthaveren sig op ad, fordi de bidrager afgørende til ikke bare at udbrede kapitalens egen indflydelse, men også til at øge statens og magthaverens økonomiske, politiske og militære position i verden.

Det opnås bedst ved så vidt muligt i realismens og hensigtsmæssighedens ånd at klaske et låg hen over disse for verdensopinionen oftest suspekte økonomiske motiver, selvom det er blevet svært i dagens hackerverden. Magttænkningens tvilling er hensigtsmæssigheden. Den tåler heller ikke ideale hensyn, hvis de strider mod magtpolitikken. Den dikterer, at aktørerne hverken bør tage særligt hensyn til befolkningerne eller til smukke ideologier om menneskeret, frihed, religiøs tolerance og menneskelig lykke. Magttænkningen frygter disse værdiers blomstring. For den vil forædle befolkningerne, så de, også af hensyn til egen sikkerhed og for at få og ro til at handle og leve uforstyrret, som regel vil være imod en aktivistisk udenrigspolitik.

En sådan har de allerfleste stormagter imidlertid ført til alle tider, ikke mindst siden det fra renæssancen blev set som det store mål at stræbe efter verdensherredømmet. Det har derfor siden i realistisk regi været en selvfølge, at udenrigspolitikken måtte agere så godt som isoleret fra indenrigspolitikken. For den plages næsten altid af problematiske klassemodsætninger og for befolkningerne plagsomme indre sociale forhold og vil derfor let vil spolere en effektiv kurs.

Magten styres da også entydigt ovenfra i de totalitære eller enevældige stater, som Kina, Rusland og en række mellemøstlige stater. Og i USA er præsidenten nærmest enerådig og kan tilmed starte krig uden at høre kongressen. Den skal ganske vist hen ad vejen bidrage med penge til krigsudøvelsen, men den har i reglen været villig, fordi krigene, siden 1960-erne i Mellemøsten og Afghanistan, har været ført med magt og profit til erhvervslivet for øje, altså for at forøge USA’s betydning i verden økonomisk, politisk og militært. Så har man i USA tilmed samtidig skrydet over, at man levede op til sin store rolle som hele verdens helsebringende og frihedsbefordrende politibetjent i Guds egen tjeneste, en rolle, som man overtog under og efter 2. verdenskrig fra de nu stærkt svækkede europæiske stormagter.

Obama har været på nippet til at fortsætte den kurs, uagtet krigspolitikkens katastrofale resultater i Vietnam som siden i Afghanistan og Irak under præsident Bush, desuden uagtet den terror og det had, som den amerikanske aktivisme over for Mellemøsten siden 1960-erne har vakt i befolkningerne dér. Med sin rød-linje-deklaration fra august 2012 om, at USA ikke ville tillade et styres brug af kemiske våben vendt mod den almindelige befolkning i sit eget land, in casu Syrien, forpligtede Obama sig nemlig de facto til en amerikansk intervention i Syrien mod Assad, hvis han forbrød sig mod deklarationen. Denne var med andre ord et tilsagn om, at den traditionelle aktivistiske politik ville blive fortsat.

Selv efter Assads store kemiske angreb mod sin egen befolkning 21. august i år trak Obama imidlertid sagen i langdrag. Der kom intet missilangreb mod Assads lagre. Desuden gjorde Obama noget helt uhørt konstitutionelt: han indkaldte kongressen og ville have den til at godkende og tage medansvar for en intervention. Den ledende republikanske senator og udenrigsaktivist John McCain var rasende: at inddrage kongressen udhulede det mægtige amerikanske præsidentembedes prestige og myndighed i verden. Og vestlige journalister pippede ofte med på den sang. Den var, fandt de, svanesangen for den amerikanske præsidents og USA’s lederskab i verden.

Oveni mente mange, ikke ubegrundet, at Obama sikkert ville lide nederlag i kongressen. Obama fik dem tilmed til at pippe endnu højere, da han gjorde endnu et forsøg på at få FNs sikkerhedsråd til at gribe ind. Det råd var jo, lød det, helt handlingslammet med Kina og Ruslands vetoret i det. Nu skete der så alligevel det, at Rusland gik med til at åbne vej for FNs aktive inddragelse. Og Assad er gået ind på kravet om afvikling af sine lagre, men siger selv, at det kan tage et år. Næsten overalt i Vesten tror man, at Assad bare vil trække tiden ud. Men kan han det mere? Er vejen ikke ved at være banet til hans afsættelse?

Uanset hvad, så har ingen rigtigt forstået det storslåede og betagende demokratiske i præsidentens ændrede politik. Efter 21. august, hvor det straks stod klart, at Assad stod bag det kemiske angreb, havde Obama tænkt og tænkt. Skulle han i realiteten indordne sig under Morgenthaus magtrealistiske politik, eller skulle han bryde med dens langvarige dominans i USA? Han tænkte, så det knagede, selv på pressekonferencer. Han var i krise. Skulle han i realismens uhellige navn opfatte den storpolitiske situation efter Assads bombning med kemiske våben som en lejlighedskonjunktur for USA, som endnu en gunstig mulighed for at spille supermagtens naturlige rolle som verdens retfærdighedshigende politibetjent, eller skulle han se situationen som en tvangskonjunktur?

Efterhånden modnedes hans tænkning til en vision om en ny verdensorden. USA skulle ikke mere være verdens politibetjent. Han vidste, at hans land længe havde misbrugt den rolle til at udvide sine interessesfærer, og han havde selv stemt imod Bushs militante udenrigspolitik i nul-erne. Ingen lande havde autoritet og troværdighed til at udfylde rollen, fandt han uden direkte at sige det. USA var blevet svækket som supermagt. Som næste politibetjent på den globale scene stod allerede Kina klar, og hvis USA havde misbrugt rollen, ville den så ikke blive totalt udhulet i kinesisk regi. De store nationer, nåede han frem til, var nødt til at holde hinanden – og ikke mindst sig selv – i skak ved argumentets, ikke våbnenes magt, og det skulle ske i FNs sikkerhedsråd, som forinden og samtidig i enkeltstaternes politiske forsamlinger og i den offentlige mening.

Var det da så epokegørende? Ja, for ved ikke at gribe ind i Syrien uden om FN, skønt han let havde kunnet, skabte Obama en vigtig præcedens: Ensidige stormagtsinterventioner måtte ikke mere finde sted i en verden, hvor den i stormagter iboende trang til magtbrunst altid hidtil i verdenshistorien havde fået ret og rimelighed til bøje nakken. Det epokegørende bestod i, at verdens absolut eneste militære supermagt havde pålagt sig selv det magtbegrænsende bånd, som mindre magter som Danmark altid af nødvendighed i historien havde tyet til: at opfatte enhver opstående aggressiv og krigerisk situation som udtryk for en tvangskonjunktur, som staterne kun ved fælles hjælp og helst bare ved diplomatisk pres skulle prøve at begrænse de skadelige følger af.

Og ikke mindst vigtigt: ved stærkt at nedtone sin egen suveræne magt over udenrigspolitikken og henvise den til godkendelse i kongressen skabte Obama en anden uhørt vigtig præcedens: i fremtiden skulle folket og dets repræsentanter debattere og være med til at beslutte alle afgørende skridt. Obama vidste, at hvis det kom til at gælde hjemme i USA selv, hos verdens eneste supermagt, ville det gøre det desto sværere for alle andre store stater at fastholde den hidtidige, i alle lande til alle tider gældende praksis: at magten blev udøvet ovenfra og ned, som i fortids og nutids fundamentalistiske gudestater, hvor befolkningerne bare skulle kaste sig i støvet eller bukke pænt, inden deres sønner blev beordret til at marchere i krig med blodplettede støvler. Det var et vældigt signal fra Obama, umuligt at se bort fra, selvom det i pressen blev nedgjort som svaghed.

Det leder frem til en tredje epokegørende gevinst ved Obamas nye udenrigspolitik. I og med demokratiseringen af denne politik, som utvivlsomt ville smitte af uden for USA, ville man fremme demokratiseringen i verden, ikke mindst i de muslimske lande. Faren for islamistiske magtovertagelser ville mindskes afgørende, hvis det gik op for befolkningerne her, at det ikke mere var muligt at fastholde billedet af USA som den store Satan. Modviljen mod USA og Vesten ville så langsomt kunne vendes til velvilje såvel til gavn for menneskerettighederne som til ugunst for sharia.

Hertil kommer for det fjerde, at en demokratisering af udenrigspolitikken med dens krav til beslutningstagerne om mere og mere åbenhed og offentlighed vil kunne bremse den vej mod et orwellsk Big Brother-overvågningssamfund, som har taget fart efter 9/11, og som har præget også den nye offentlighedslov i Danmark. Samtidig vil den for det femte kunne mindske kapitalens muligheder for at påvirke regeringerne til en så ødelæggende udenrigspolitisk kurs som den, der drev de europæiske stater ud i første og anden verdenskrig, og som fik USA til at fortsætte den aktivistiske magtpolitik over for Iran og andre mellemøststater fra 1960-erne.

En sjette stor gevinst er, at en demokratisering af udenrigspolitikken i sig selv vil virke fredsbevarende, ikke bare udadtil, men også indadtil, fordi den vil tjene til at mindske kløften mellem elite og befolkning. Den uddybes eksplosivt i vor tid og har allerede undergravet alle samfunds fællesskabsfølelse. Det skete under den fønikiske og siden i den hellenistisk-romerske globalisering, som det sker i nutidens galopperende globalisering. Og i alle tre tilfælde skyldes det statsmagternes og storkapitalens enedyrkelse af pengene som magtens nerve.

Når værdierne penge og magt står alene ved statsroret og i erhvervselitens hoveder, tager de, som det allerede er sket i Vesten, livet af de værdier, som betinger ethvert fællesskab, friheden, solidariteten, broderskabet. Ved at magthaverne igen reelt, som Obama tilsigter, tvinges til at vægte hele befolkningens tarv og krav, tvinges de til at lægge vægt på bæredygtighed og til at tæmme det giftspredende og pengegamblende erhvervsliv, som hidtil har haft alt for frit spil til at styre den økonomiske udvikling og har styrtet os lige ud i den nuværende krise. En god fremtid kræver derfor, som Obama ved, at kløften mellem rig og fattig indsnævres. Med en demokratisk åbenhed som incitament vil de altid egoistiske kapitalinteresser ikke mere uden videre i mørket kunne trække i trådene og fremdrive en lejlighedskonjunkturdyrkende udenrigspolitik og en hasarderet erhvervspolitik, hvor middelklasse og småfolk betaler gildet.

Det er derfor på tide, at de store idealistiske floskler, der i historiens løb har smykket de aktivistiske staters konjunkturudnyttende udenrigspolitik, brydes. Den mest berømte floskel kom Bismarck med: ”Politik er, at man hører Guds skridt i verdenshistorien og så springer til og forsøger at gribe om en flig af hans kappe”.

Denne ulidelige magtgud har hidtil ikke været til at bekæmpe. Der er ikke tvivl om, at hvis Obama får held til det ved at føre sin store vision ud i livet, vil verden blive et bedre sted at leve i. Visionen placerer ham højt på en humanistisk stige, og hans iver efter med dygtighed at fremme den under de vanskeligst tænkelige vilkår gør det i høj grad berettiget, at han i sin tid fik tildelt Nobels fredspris.

”Yes, we can”, det siger han stadig, selvom de allerfleste tror, at han er blevet mundlam og bare mumler: ”No, we can´t anymore, nevermore”.

Leo Tandrup: Sorgens scene.
Brok over åndsformørkelsen – og brokker til en ny kultur
Rigt illustreret af Gitte Tandrup
250 sider. 188 kr. plus porto. Forlaget LAND, Silkeborg.

Bogen udkommer fredag 4. oktober og kan bestilles på e-mail: gltandrup@gmail.com

Jeg arbejdede i ti år med bogværket Det oprejste menneske I-III. Det udkom 2012 og handlede om Vestens menneske i kulturer og civilisationer, dvs. i eksistentielle op- og nedture, helt fra huleboerne til i dag, set i lys af kunsten. Værket fik stor ros. Jfr. siden om værket herunder..

Bogen her er skabt samtidig med og efter dette værk. I det søgte jeg at skabe noget, der nærmede sig en universel helhed ud fra kunstværker og andre kilder, som sammen skulle skabe en rummelig og nogenlunde intakt traditions hus.

Det er imidlertid blevet sværere og sværere de sidste to årtier med den galopperende, på en gang ensrettende og socialt splittende globalisering at genskabe den helhed, inden for hvis grænser og normer den mening med livet ligger gemt, som ingen mennesker kan undvære. Hvor svært det er blevet at finde den, for kunstneren og for os alle, skulle bogen her gerne vise. 

Kunsten spiller en stor rolle, fordi den siden de arkaiske grækere ofte har været den vigtigste forkæmper for en mere menneskelig, ligetil og fri mentalitet, der altid har døjet med at trænge igennem i samfundene. Disse lukker sig hellere til i et enkelt glip med øjenlågene, end de hilser solen godmorgen, ikke mindst i vor moderne vestlige civilisation. For den har forbruget som vort livs afgørende grundlag og fremmer kun cementeringen af overfladen i os. Værdien penge i alliance med magten ovenfra har fået vore gyldne værdier, friheden, solidariteten, kærligheden, til at synke til bunds. Begræder vi det oprigtigt, ser vi vor jord som en halshugget sols og en sorgens scene.

Det har gjort det ulige nemmere at brokke sig over den nuværende platte mentalitet end at levere brokker, endsige mursten, til en ny kulturs bygning. Jeg har derfor her nøjedes med at formulere en række sentenser eller kortere brudstykker, der forhåbentlig kan sætte læseren i gang med at overveje sit eget syn på nutid, fortid – og fremtid. Bogen henvender sig til de kvinder og mænd, som især ud fra deres erfaringer med arbejde og liv og deres optagethed af kunsten gerne vil have det usikre lys i sig til at flamme op i en mere sammenhængende forståelse af verden til gavn for vor nødstedte menneskeslægt.

Det kræver, at vi inspirerer hinanden og inspireres af traditionen. Ordene fra de døde har tunger af ild, der brænder sig stærkere ind end de levendes. At tænke i helhed er at bygge hus med lånte sten, og de skal komme fra egne i verden og rækkes os af mennesker, der ikke bare dyrker intellektet og kalkulationen, men også omfavner hinanden. Hvor svært det er at gøre det, kan illustreres af et tidstypisk udsagn: ”Jeg kan godt lide kærester og venner, der kommer og forsvinder igen. Tyktflydende bånd, det er ikke mig”.

Bragt i min guide, På sporet af Michelangelo, 1994 s. 160

1. Et kunstværk vil ikke anskues for sin skønhed, men for sit budskab. Kunstværket giver derfor ikke udtryk for din mening, men for kunstnerens stræben opad.
2. At se uden at tolke svarer til at føle uden at tænke. Det er tidsspilde. Du glemmer, hvad du har set. Og kunstværket bliver højest en flygtig oplivelse, ikke en varig oplevelse. At se uden at bruge hovedet er at glo.
3. Mistro din umiddelbare tolkning. Den vil i reglen kun sige noget om det bekendte i dig selv, ikke om det i kunstværket, der er fremmed for dig. Dit jeg skygger for det sande og universelle i værket. Ironisk distance til dig selv, menneskekundskab, verdensforståelse og viden om kunstværkets tid hjælper til at tolke sandt.
4. Søg ikke ideologien i kunstværket. Så finder du kun det forstenede i dig selv. Værket udtrykker altid en urolig søgen, fordi kunstnerens længsel efter sandhed bestræber sig for at vinde over hans ideologi. Kunstneren fornemmer i reglen det tragiske i, at det ikke lade sig gøre at forene Det smukke, Det sande og Det gode, hvad mange ideologier ellers påstår.
5. Spurt aldrig hen over alle værker på en udstilling. At fordybe sig i et enkelt værk er en kærlighedsgerning. Som din elskede kræver omsorg og tid, hvis du vil kende hende, vil fordybelse i et kunstværk gøre dit univers mere menneskeligt. Se derfor længe. Glem dig selv. Og bliv til. Du kan kun elske det, der er anderledes end dig selv. Kun det får dig til at gro.
6. Et kunstværk er en handling. Det sprænger under sin tilblivelse kunstnerens grænser. Du har kun fattet noget i værket, hvis det inspirerer dig til selv at handle ud over selviskheden, ondskaben og hensigten hellige midlet. Kunstværket skildrer den evige, ofte fortvivlede kamp for friheden, for kærlighedens vækst og for overvindelsen af døden. Det appellerer til, at du ikke ender som levende død, fordi du selv opgiver kampen.
7. Får du kun følelser over for et kunstværk, er du ikke trængt ind i det. Får du kun tanker, har det efterladt dig kold. Det kan skyldes din svigtende modtagelighed, men kan også skyldes kunstværket. Kun den kunstner, der kæmpende prøver at forene den modsætning mellem følelse og fornuft, sanselighed og ide, umiddelbarhed og middelbarhed, dyr og Gud, Dionysos og Apollon, tjener livet og din vækst som menneske.
8. Lever du alt for veltilpasset, kan du godt opgive at se på kunst. Så ligger du under for skønhed uden gru, dvs. kitsch. Kunstværket tager ensidigt og lidenskabeligt for de svage mod pengenes og de mægtiges undertrykkelse. Foran kunstværket må du foruroliges over din tendens til bare at være tilskuer til livets uretfærdighed. Kunstværket viser nemlig, hvordan mennesker i nød søger tilflugt fra den profitdominerende dimension af livet for at få deres subjektivitet og inderlighed tilbage.
9. Tolk altid indholdet ud fra den æstetiske form. Kunstværket er ikke autentisk i kraft af sit indhold, sin ´naturalisme´ eller ´korrekte gengivelse´ af virkeligheden, heller ikke i kraft af sin ´rene´ form, men ved at indholdet er blevet form. I denne form vokser kunstværket ud over kunstnerens egen sociale og historiske virkelighed for at skabe en oprørsk og livsnær modvirkelighed, som kan opmuntre beskueren til alle tider.
10. At se på kunst er ofte det moderne, ensomme menneskes surrogat for livet, mens det endnu i renæssancens fællesskab stod som et medrivende indblik i livet. Det skyldes ikke det moderne progressive maleris ´dekadence´. Det skyldes, at man i ensomheden ikke kan tænke klart. Du har kun fattet dybden i kunstværket, renæssancens eller modernismens, hvis du over for det befriet opdager: Jeg er ikke alene. Altså er jeg.

I 2012 udkom værket, Det oprejste menneske.I-III. Det fik disse anmeldelser:

Asger Brandt i Kristeligt Dagblad: ”I virkeligheden udspringer alle store værker af en kamp med indre modsætninger, og ”Det oprejste menneske” er virkelig et stort værk … Tandrup er en mesterlig billedanalytiker”

Ole Fogh Kirkeby i Politiken: ”Leo Tandrups kraftpræstation er så stærk og sammenfattet, at værket overbeviser og udfordrer … hans analyser af de enkelte kunstværker er ofte dybt inspirerende”

Johs. H. Christensen i Jyllands-Posten: ”Et monumentalt værk … Ikke siden Hartvig Frisch i 1928 udgav sin ”Europas Kulturhistorie”, har nogen mig bekendt præsteret så omfattende og ambitiøs en kulturhistorie … Fremstillingen har rod i billedkunst og skulptur og rummer … en overdådighed af grundige, indsigtsfulde og tankevækkende billedanalyser. Samtidig er det et resultat af en kolossal lærdom og kompromisløs vilje til at sammentænke kulturelle konjunkturer over meget lange tidsspand”.

Kai Sørlander i Weekendavisen: ”Det er et respektindgydende værk med dybe indre svagheder. Jeg har læst det med både fascination og irritation og håber, at mange vil gøre det samme. Tandrup er ikke kedelig, og har man sit eget hoved med, så er han en god partner … Tidsånden i de forskellige epoker gøres levende igennem de nærgående og personlige værkanalyser”.

Martin Kloster i NU, Fyens Stiftstidende: ”Et imponerende enkeltmandsværk, der vil stå nærmest urokkeligt mange år endnu, som et californisk kæmpefyr i en dansk bøgeskov … Imponerende gennemgang af kampen mellem civilisation og kultur … med ord i øjenhøjde og ikke højpandet sprog”.

Niels Houkjær i Berlingske Tidende: ”Med sine tre digre bind civilisationskritik spejler Leo Tandrup sig i Georg Brandes, især når han gør op med vor tids historieløse kunst- og kulturkritik. Hvad Brandes var for det moderne gennembrud, det er Tandrup således for det moderne sammenbrud”.

Hans Michelsen i Lektørudtalelse:  Det spændende og velskrevne værk … er meget givende. Det … præges af forfatterens særlige civilisationskritik, ifølge hvilken man ikke kan forstå hverken sig selv eller sin tids mennesker bare ud fra sig selv og samtiden. Det historiske forløb skal med”.

Henrik Jensen i Responsum: ”En fejende, hele vejen igennem intelligent, højst læseværdig og stadigt tankevækkende gennemgang af kunstens social- og kulturhistorie”.

Indhold og metode i Det oprejste menneske

Værket skildrer ud fra indgående eksistens- og socialanalyser af kunstværker udviklingen i Vesten fra huleboerne til i dag. Det sker i et forståeligt og levende sprog. Værket er skabt på én gang som videnskab, kunst og kulturkritik. En hensigt er at give bud på, hvad vi i vor overfladiske og identitetsudhulede civilisation kan lære af vore forfædre i en tradition, som vi stort set har glemt. I bind I skildres ikke mindst huleboernes kultur, den arkaisk og klassisk græske kultur og den kristne kultur i Romerriget, desuden den lange nedtur under den globaliserede hellenisme fra Alexander den Store og dens fortsættelse i den mørke del af middelalderen. Bind II omhandler den frugtbare vestlige faustiske kultur, der gik fra romansk tid til oplysningstiden. Da tog vor egen, mere og mere overfladiske civilisation tog over, og den skildres i bind III.

Her drøftes det ud fra værker af denne civilisations store kunstnere, hvordan vi kan overleve, efter at vi i vid udstrækning har undermineret de værdier, selvværdet, friheden, ligheden, kærligheden, som vore forfædre udviklede og fordybede op gennem historien. Hvordan får vi disse værdier revitaliseret, så vi i vesten kan bidrage til at løse vor tids store globale krise?

Det er svært, for maskinen i os har i de sidste to hundrede år næsten taget magten fra mennesket. Pengene som værdi har udhulet de nævnte værdier, så f.eks. frihed yderst sjældent mere som i vor fyrste- og borgerkultur indtil omkring 1800 ses som frihed til omsorg for næsten og for fællesskabets skyld, men som frihed til at gøre, bare hvad vi har lyst til. Det har skabt gensidig mistillid og kløfter mellem elite og befolkning, desuden slette kærligheds- og familieforhold med Jeg´er, der i stedet for at betragte næsten som et agtet Du ser hende som et tingsliggjort Det, der bare skal udnyttes.

Et hovedsigte har derfor været at finde ud af, hvorledes vore forfædre kunne få overskud til at udvikle de nævnte værdier i barske civilisationer, hvor også de var trængt af en udtalt materialisme, så de blev i stand til som i romansk-gotisk tid og tidlig renæssance at udvikle frugtbare kulturer. Det vil give mulighed for, at vi i dag kan drage lære af deres ofte forbløffende livsindsigt. Tankevækkende nok er det erhvervsborgere i det gamle Grækenland og i vor vestlige kultur siden romansk tid, der i kamp mod tyranfyrster, adel og højere gejstlighed har skabt historiens mest frugtbare kulturer. De tjente flere penge og højnende samtidig kulturen, hvad pengemagten i vor tid ikke ligefrem har bidraget til.

Der skelnes i værket mellem kultur og civilisation. Det sker i forlængelse af en goetheansk tradition, der finder organismetænkningen vital til forståelse ikke bare af enkeltmenneskets, mens også kulturernes udvikling fra fødsel over vækst og modning, til de forfalder og dør ud i overfladiske, stivnende civilisationer. Denne organismetænkning kan ikke stå alene og kombineres derfor i værket med en dialektisk materialisme, der ikke bare betoner produktionsforholds og miljøers betydning for åndslivet og for kunstens form og indhold, men også ideers, enkeltpersoners, kunstneres og klassers muligheder for omvendt at påvirke erhverv og samfund. Desuden bæres værket af en fremskridtstænkning med rod i oplysningstiden. Troen på fremskridtet er ikke utopisk, men virkelighedsnær, for de omtalte værdier som friheden og solidariteten har, som det vises i værket, vundet i dybde fra kultur til kultur. De har stillet stadig større fordringer til vor medmenneskelighed, så vi selv i vor moderne problematiske civilisation ikke kan komme uden om dem.

Ordet kultur, af latinsk cultura, er et organisk symbol, på noget, der gror, dyrkes, forædles, på fællesskab mellem mennesker, der vokser, når de ud fra deres natur selv vokser mentalt, altså indefra. Ordet civilisation er derimod et mere mekanisk-funktionelt end organisk symbol. Ordet henviser til samfund, grupper og institutioner, der rettes til, overforfines, civiliseres, skæres af, hobes op, klaskes sammen, udefra, så et samfund nok teknisk og materielt fungerer bedre, mens menneskene til gengæld åndeligt tilpasses og ensrettes. Civilisationen er tilmed af Spengler skarpt, men overdrevet i Der Untergang des Abendlandes fra 1921-22 kaldt ”kulturens mumie”.

Mit værk gør op med det deterministiske i hans historiesyn og det lukkede i hans kultursyn. Det er min opfattelse, at der i alle civilisationer er vigtige frugtbare kulturelle levn tilbage, nødvendige for at kunne skabe nye kulturer, i vor egen civilisation ikke mindst fra den græske, kristne og især den faustiske kultur. Disse levn har ikke mindst store kunstnere som Delacroix, Courbet, Rodin, Matisse, Picasso, Dali, Beuys, Warhol og mange flere har bygget på i forsøg på at gøre op med det ensomme, depressive og stive i vor tid. Ikke mindst deres traditionsbevidsthed og forsøg på (gadamersk) horisontsammensmeltning med fortiden har gjort dem store, som værket søger at vise.

Nøgleordet i værket er med Heidegger begrebet åbenhed, af græsk alétheia, uskjulthed, åbenhed i kamp mod fortielse, undertrykkelse og ensretning. Åbenheden er, sagde han med føje, selve indbegrebet af sandheden. Kan kunsthistorikeren ikke åbne sig for kæreste, venner og fjender og ikke fornemme, hvad der skal til for at gøre op med alt det tillukkede i sit samfund, så har han ikke den personlige eller subjektive Jeg-Du erfaring, der gør, at han objektivt kan vurdere åbenhedens vilkår i historiens forløb.

Forskerens udgangspunkt bør derfor altid være, hvad han i sit eget liv ser som uomgængeligt, hvad han finder gribende, fordi han selv greb til, uudholdeligt, fordi han svigtede. Ud fra det må han se den kunsthistoriske og historiske udvikling. Uden denne erfaring bliver hans vurderinger båret af tilfældigheden, moden og den politiske korrekthed. Det er katastrofalt. Kun med skildringen af åbenhedens vilkår lader det sig gøre at finde den afgørende udvikling i historien og kunsthistorien, nærme sig objektiviteten så at sige.

Som Spengler så Heidegger sin egen tids industrielle civilisation som magtsyg, næsten nihilistisk, i færd med at lukke sig mere og mere til, og han måtte derfor gå tilbage i historien, hvor han brugte de gamle grækere som forbillede. Det arkaiske samfund var nemlig selv en kultur i vækst, som sådan under åbning, også politisk. Grækerne kunne derfor dengang prise alétheia som afgørende for, at mennesker kunne være, nemlig nærværende i form af, at de åbnede sig og blev til i kamp mod det lukkede i sig selv og verden. Således blev de, som det søges vist, engagerede i andre mennesker og i et fællesskab, hvor borgerne fik stigende indflydelse. Det betød selvsagt, at det blev naturligt for grækerne at forbinde den opdukkende forskning med ratio i centrum med den kunstnerisk engagerede historieskrivning, hvad Herodot er et smukt eksempel på.

Åbenheden kræver, at vi kan leve i spændingen mellem vor tilværelses antonymer eller modsætninger, der udspringer af, at vi skal dø. Levende forbliver vi kun, hvis antonymerne mødes i vor egen sjæls midte og tager livtag dér, liv med død, vækst med forfald, ædelt med slet, Apollon med Dionysos, fornuft med følelse, middelbarhed med umiddelbarhed, gud med fanden, godt med ondt, abstraktion med naturalisme, kritisk fremmedgørelse med empatisk identifikation. Mødes de ikke, fordi vi vælger den ene side, som det i reglen sker i civilisationerne, falder vi i en dyb neutralitets uforpligtende søvn. Det fremgår af en række værkanalyser, hvordan den store kunst altid har bakset med disse modsætninger.

Vi kan som organismer kun elske og gøre det helligt, som vokser, og som således tager kampen op mod den altid truende død. Derfor holder vi særligt af vore børn, når de pludselig kan forstå og gøre noget nyt. Det er en arv fra fortidens kulturer, som vi heldigvis ikke helt har glemt. Mor med barn, set i lys af symbolet Madonna med barn, blev fra romansk-gotisk tid i den humanistisk faustiske kultur et hovedsymbol og anbragt formelt i billedernes midte, sådan som mådeholdets og fornuftens Apollon i symbiose med det rusende fællesskabs Dionysos blev livsnerven i den klassiske græske kultur, som det udfoldes i værket.

De historiske perioder forstås i deres væsen og egenart bedst ud fra deres afgørende symboler, ikke kun ud fra årsags-virkningssætningen. Den får alle perioder til at ligne hinanden i deres blotte eneafhængighed af produktionsforholdene foruden af en magt-, lyst- og miljøbastet mennesketype, som bevidstløst projiceres tilbage i historien fra vor egen tid. Symbolerne er i kulturens væksttid levende, men mister kraft i dens alderdom for i løbet af den efterfølgende civilisation at visne bort. Moderen med barn er i dag blevet afløst af et klamt og lamt symbol: den barnagtige voksne, den overfladiske tegneserieidiot, kun optaget af sig selv. Værket spørger: er det ikke dér, vi står? Hvis ja, vil det gerne have læserne til at overveje: kan vi holde ud at blive stående?

Mit kunst- og historiesyn, som det har udviklet sig, kommer meget udførligere end her til udtryk i værkets 60 sider store epilog i bd. III. Desuden fremgår det i flere af sine hovedtræk af en artikel i tidsskriftet Historie 2009,2 s. 89-114 med titlen: Magtens moderne terror og den etiske dimension i kunst og historieskrivning. En gadamersk horisontsammensmeltnings mulighed eller umulighed set i røgen fra le Butte de Warlencourt, Auschwitz og 9/11.

Som kunsthistoriesynet engang var, fremgår især af Michelangelo. Skønhedens gru, 1992 s. 589-624, og af Mefistos mareridt. Guds forødte hus, 1997 s. 391-412.