Goddag-optegnelse 6. januar 2014

Ole Lindboe er desværre død, og alt for tidligt. Han lyste altid op blandt mennesker og fik også dem til at lyse. Her er af noget af det sidste han skrev om, en anmeldelse af Sorgens scene i hans tidsskrift KUNSTnr.6/ 2013:

Tandrup og kulturens storhed

Tandrup er en storslået moralist og stridsmand, der i det ene store bogværk efter det andet har talt dunder til kunsten og dens publikum. Han går aldrig i små sko, men fører sig gerne frem med store fagter og drister sig til at tage fat på tilværelsens største spørgsmål. Kunsten tager han  ybt alvorligt, og derfor er han så vigtig at læse. Som nu i hans sidste værk, Sorgens scne, hvor han følger op på en række af de temaer, han vendte i sit store værk, Det oprejstre menneske.

En af hans hovedpointer er, at vi lader værdien penge udhule og erodere en række af de klassiske værdier, vi stolt burde forsvare: Friheden, solidariteten og kærligheden. Men det gør vi bare ikke, tummelumske som vi af penge og andre falske værdier.

Tandrup lægger ikke skjul på, at vi netop i kunsten kan finde nogle af de grundlæggende værdier, vi mangler i det hæsblæsende nutidssamfund, hvor dumheden alt for ofte hersker. Denne bog skal læses med omhu og eftertanke..:

Her i dagens goddag-optegnelse 14. november en “I øvrigt mener jeg”-mening, der bringes i Horsens Folkeblad 16. november:

Det kan ind imellem være træls at komme op i årene: ikke mere på arbejde; død og sygdom i ens nærhed; slidgigt, hjerteproblemer, familiebøvl; hvad har man egentlig udrettet; har der været en mening med ens liv; hvem kan man komme hjerteligt ind på livet. Og som resultat: snigende ensomhed, angst for ens egen død.

Det kan godt give mismod, depressioner, lykkepiller oveni som unødigt bevis på, at lykkelig kan man i hvert fald ikke kalde sig. Og hvad så, ja så gik den dag, og man puster ud – oven på alt det man heller ikke i dag fik taget sig sammen til.

Men så i morgen: Gå ned på Galleri Brænderigården og se Gunleif Grubes kunst. Han har også ensomheden i sig, også han nærmer sig livets ”Tolvte omgang”. Og mal så med ord dit eget liv, som han maler sit i sin ”Tolvte omgang”. Se bare: han er som du godt forslået af livets stormvejr. Han ved heller ikke, om han bliver væltet omkuld af døden i næste øjeblik.

Men se så også: Han nægter at give sig. Han udstråler: livet skal være kamp til det sidste, ikke hyggenykke. Det duer ikke at sidde dér i flæbende selvmedlidenhed og midt i en småkage sukke: hvorfor fik jeg ikke lov at blive lykkelig, så jeg kan dø lykkelig. Det avler kun én ting, lede ved én selv.

Det gælder om at sige som Grube: ”Come on”. Det gør man ved ikke at lukke øjnene for umenneskelighed omkring sig. Slå fra dig over for dem i din familie, der ikke orker deres børn, sig til dem, at de ikke skal gå der og bare være sig selv nok.

Det kan godt være, de så korsfæster dig og råber: skrid din gamle dumme stodder. Korsfæstet bliver man som Jesus i sin tid jo altid, når man taler sandhed, men at gøre det er netop meningen med livet. Du føler en forløsning inde i dig selv, et glimt af lykke, hvis du tør.

Det gælder om at turde, siger Grube i ”Come on”. Men man kan kun ramme andre med autoritet, hvis man også rammer sig selv. Stå foran Grubes billeder og kom i tanke om, ikke bare hvad godt du har udrettet, men også og især hvad du har fortrængt af lort i dit eget liv, om dengang du selv svigtede, om nu kone, børn eller venner.

At fortælle det til dig selv og til nogen, du kender, giver også forløsning. At fortælle er at tilgive sig selv. Og dine omgivelser begynder at føle: han er værd at lytte til. Ensomheden viger. Du åbenbarer noget vigtigt, som også de har lukket af for. Lad dine børnebørn og venner vide, hvem du er, så de kan bruge dine afskrækkende og berigende erfaringer i deres eget liv.

Livet er at holde dommedag over sig selv for ens egen og ens medmenneskers skyld. At gøre det får dig til at lyse op selv i Tolvte omgang.

Den følgende goddag-optegnelse er en let omskrivning af en anmeldelse i Kunstavisen for november 2013 af Gunleif Grubes udstilling i Galleri Brænderigården i Horsens. De i artiklen omtalte billeder kan ses på galleriets hjemmeside

Om mennesket, der snapper efter vejret i Gunleif Grubes fascinerende univers

Bare titlerne på Gunleif Grubes malerier kan næsten gøre det ud for en anmeldelse. De skaber en myte om det moderne menneskes livsvilkår. Og de taler om en fundamental ensomhed, der næsten får det sorte på væggen bag hans mennesker til at gå ind i det røde bag dem. Vi lever i en ventetid.

Gunleif, de intetsigende og de gale
Alle hans figurer er alene, også selv om de som befolkningen i ”People” vises på samme maleri med tolv personer. Kroppene er væk her, for følelserne, hvor er de blevet af? Og hovederne er næsten intetsigende, uden håb, med sorte øjne eller øjenhuler. Og alle er de spærret inde i sig selv, dybt traumatiserede, ubevidste om, hvad de er til for. De er som spiddet til den sorte væg bag dem og venter, men på hvad?
Der er kun et skridt til ”Her bor de gale”, ni hoveder, som Grube selv er mere i slægt med. De enten raser eller skærer dødningeagtigt tænder, eller de er så småt på vej til at fundere over deres umulige vilkår. Det gør kunstneren i høj grad selv, som i ”Kender du Gunleif?” Af det værk fremgår, at maleren har været nede i sin sjæls dybe mørke, hvor urvolden huserer. Men med sit vemodige og intensive blik og den klare rødgule pande og kinder har han været så heldig netop at overleve sit ”Inferno”. Det udspiller han i et andet selvportræt, der røber, hvor svært det er at forholde sig til helvede på jord.

Come on, selv i Tolvte omgang
Og det tror da pokker, selvom man er en fighter som Gunleif og gerne vil sige ”Come on” til sine ydre modstandere. For hvor er de, ikke i hans billeder, snarest som de indre dæmoner i ham selv. Derfor udstråler billederne mindre angrebslyst, end de viser følelsen af at være næsten smadret som en bokser. Sådan ser Gunleif med humor sig selv i livets ”Tolvte omgang”.
For hvem har ikke fået barske slag efter et livs kampe? Man kan så, som så mange, bare lade som ingenting, lade sig nøje med at sige: ”så, nu gik så også den dag”, som personen i ”A day in the life”.

Hvordan har sjælen det i lysets maler?
Den tolkning kan næsten få kunstneren til at fare op og protestere: ”Jeg er lysets maler”, også i det billede du lige talte om. Men nogen livsglæde udstråler personen i det fortræffelige billede ”Jeg er lysets maler” trods alle lyse farver langt fra. Men kunstneren giver sig ikke. Der er ”Intet lys uden mørke”, indvender han: ”se så lige billedet med den titel”. Kroppen lyser da også på figurens kulsorte baggrund, men der er som stort set altid i værkerne bare én figur.
Så selvom figuren sidder med knæene over kors som en anden konge i middelalderens ikonografi, og selvom figuren næsten omkranses af en rød farve, der om hovedet ligefrem virker som en glorie, så er det mest ensomheden, der lyser i den ligesom i ”Poeten” og andre værker. Og ansigtet i maleriet, fornuftens sæde, der skulle være sjælens spejl, har ladet sin sjæl flyve bort. For ansigtet er tværet ud med sorte irriterede strøg af Gunleifs pensel, der også lader det sorte sjaske dryppende ned på de fine kropsfarver.
Der hersker i det hele taget i malerierne en dualisme mellem hoved og krop,, en krig mellem fornuften og følelsen, karakteristisk for vor næsten nihilistiske civilisation, en krig, kunstneren gerne vil have ende på. Men det er uhyre svært, selv for ”Optimisten”, der med sin farverige baggrund ligesom også et andet ansigt bedyrer: ”Du er ikke alene”. De vil begge gerne sige som et tredje ansigt: ”Følg mig”, men ingen af dem synes helt trygge ved sig selv. Hvad kan jeg egentlig tilbyde?

De alt for stærke hemmeligheder og løgne
Ved siden af disse værker møder man da også ligeud den sorte bagside af vor tids frembrusende individualisme, tre hoveder i værket ”Hemmeligheder og løgne”. De viser som i et koncentrat af toner fra de andre værker den gængse måde at komme frem på: Se beslutsom ud som de to til venstre og højre, og sig uden vaklen: ”Følg mig, for jeg er troværdig”, mens de med deres stive masker undlader at sige: ”Så skal jeg nok få ram på dig, om så først i sidste omgang”. Det sker, mens løgneren i midten med tomhedens nul-runde fromme mund som en anden Judas er ude på at fjerne alt lys i kunstnerens og vor verden, hvor vi i forvejen er ved at tabe til mørket.

Hvem hjælper udefra og indefra?
Det er derfor ikke underligt, at Gunleif som hjælp må påkalde sine drømme som i ”Drømmefangeren”. Men selv om de falder ned og gør hans farvepalet lysere, er det så nok? Tvivlen herom bringer værket ”Lykkefuglen” på banen, men kan den hjælpe? Den symboliserer sjælen i mennesket, men hvordan får fuglen trods sin velvilje og røde baggrund forbindelse med det sovende menneskehoved under sig? Så måske der oveni skal en ”Skytsengel” til med lysende glorie. Det er en engel, som kommer svævende med et menneske under sig, som den tilmed får til selv at svæve. Men vil det lykkes i praksis? Så skal vi vist være mere end heldige.

En uundværlig kunst i en lam tid
Gunleifs værk set samlet udstråler en presset tro på menneskene, der har mere end svært ved at hamle op med vor tids civilisatoriske mørke. Der er grund til at ønske ham al lykke til i hans iver efter at få liv i dem, for hans og alle vi andres skyld. Det er vigtigt at se værkerne, så det går op for os, at liv og død skal være på ægte livagtigt spil også i os.
Det er målet med Gunleifs kunst at vise det. For han vil gerne se en rød aften belejre og besejre en gråsort nat, så en gul morgensol kan rejse sig som symbol på, at en ny livgivende kultur endelig er på vej, og at ventetiden er forbi, så vi lettede kan sige, at vi alligevel ikke blev slået ud i ”Tolvte omgang”.

Goddag-optegnelse 12. september

Om en konfrontation mellem det lyse og det sorte i os.

Bentemarie Kjeldbæk udstiller i september på Galleri Brænderigården, Søndergade, Horsens. Artiklen kommer i Kunstavisens septembernummer. Her er den i lidt udvidet og ændret skikkelse.

Bentemarie Kjeldbæk er på en livslang opgave. Hun vil til det sidste leve i pendulfart mellem Spanien og Danmark, mellem endnu bevaret folkelighed og fællesskab i opløsning, mellem tradition i tilbagegang og traditionsløshed. Hun holder sig i live ved at besøge damerne på madmarkederne i Barcelona og så museerne, hvor Velazquez, Picasso og Miró dukker lyslevende op for øjnene af hende. Hun føler sig ensom i Danmark, hvor det er svært at få en samtale i gang. Selv på folkelige værtshuse begynder bartenderen at trone duknakket over sin ifone uden at sige et kvæk mellem udskænkningerne. Bentemarie raser over det. På en bar skal man tale sammen, og bartenderen skal være formidler.

Ensomhed er uudholdelig, hvem kender den ikke? Skønt der er bevaret rester af kultur i Spanien, dukker den også frem dér. Picasso kendte den, men lå ikke under for den, selvom det kunne være svært at få en egentlig kontakt med folk, der mentalt stod under ham, og det var de allerfleste. Bentemaries billeder er heller ikke muntre, selvom hun i et værk lader en tyr lege med Miró. Tyren symboliserer som hos Picasso det folkelige, som også Miró dyrkede, men både tyr og Miró ser temmelig trøstesløse ud: Hvad skal der blive af os og verden. I udstillingens bedste billede, Lille prinsesse, er Picasso selv i fokus. Det er en parafrase af Velazquez´ portrætter af infantaen ved det spanske 1600-tals hof, for også hun var på spanden i et infamt forfinet miljø, hvor alle hadede alle.

Bentemarie har forvandlet den lille prinsesse til en moderne kvinde, der næsten har fået Picassos kubistiske træk fra 1930-erne. Hovedet er således skåret midt over i en lysegul frontal ansigtshalvdel, der er sat sammen med en sort profil. To farvekræfter slås om magten på lærredet. Den røde kærlighed søger vagt at trænge den sorte død tilbage, men den svarer igen, vil ikke give sig og vinder frem. Det sorte i profilansigtet er alligevel ked af det. Det ses i dets tragiske blik. Det sorte er Mefisto i os, og han vil have os til gøre ordentlig modstand mod den ondskab, som han selv og det sorte repræsenterer. Det er derfor, Bentemarie lader den sorte farve bære det røde skjult i sig. Jeg hører, siger Mefisto i Goethes Faust, ”til de kræfter, ved hvem den skævhed hæfter, at de må virke godt, skønt ondt de stræber efter”.

Virker vi selv sådan? Tænker vi overhovedet mere på, hvad der er godt, hvad ondt, hvad ædelt, hvad slet? Det sorte er i hvert fald ved at tage teten og erobre prinsessen nedefra. Brysterne i det røde krymper sig sammen i kirsebærstørrelse. Hendes røde arm hænger slapt ned, den kunne godt have slasket med en ifone. Den sorte arm derimod er aktiv og holder om en rød og gul fugl. Den er Bentemaries egen indre daimon. Fuglen er rasende på prinsessen, fordi det lyse i hendes ansigt er helt ubevidst om situationens alvor og fremstår med et næsten udtryksløst blik. Hun aner ikke ondskabens tilstedeværelse i sig, og hvem gør? Derfor kan vi ikke gøre noget for at holde fraværet og ondskaben i os selv stangen, hvorfor vi må forblive i uskyldens barnagtige ensomhed. Og det skønt den avler vor skepsis og mistro til næsten alle, og skønt den hindrer os i at skabe omsorg. Et virkeligt opgør med Mefisto ville kunne få kunstneren til at avle personer med tindrende sol og eros i øjnene, så de fik gang i et rigtigt favntag. Det lykkedes for Picasso, der vidste, hvor hård han selv og verden kunne være. Tænk bare på hans Guernica og hans Slagtehuset.

Ja, jeg ved det. Det er noget af et forlangende i vor tid. Men vi er altså nødt til at prøve, i al kejtethed, hvad Bentemarie da også gør i nogle af billederne. Ellers tager Mefisto os, luller os ind i vor ubevidsthed, og så bliver verden endnu værre end hos de fine ved Velazquez-hoffet. Hvem ønsker det? Vore sanser er sløve, vore blikke er sløve. Se derfor endnu en gang på den hjertegribende splittelse i Bentemaries moderne version af den lille prinsesse.

Den ville jeg godt have købt, men kom for sent. Så nu er jeg nødt til at bede hende lave en ny, næsten magen til. For billedet udstråler: bevar din agtpågivenhed, den kan lynhurtigt gå tabt.  Lad sanser og intuition lede dig. Det gør Bentemarie i sine billeder.

Goddag-optegnelse 8.-11. september 2013

Mange mennesker i dag dyrker kunsten som deres et og alt. De er ikke selv blevet kunstnere, selvom de som børn eller unge har haft drømmen, og selvom den betød meget for dem. Den knuste drøm er derfor ofte blevet ved med at kaste en skygge over deres liv lige siden. De turde ikke kaste sig ud i kunsten, men resignerede og valgte et fornuftigt levebrød, ”et du kan leve ordentligt af”.

Det betød, at de blev en slags skygge-kunstnere. Mens de tjente penge i erhvervslivet og som offentlige ansatte eller som børsspekulanter og måske ligefrem blev millionærer, omgav de sig med kunstnere og solede sig i deres billeder og succes. Men solen kunne ikke trænge igennem. Sindet ville ikke rigtigt åbne sig for den kunst, der var noget værd mentalt, for åbenheden var dem ikke mere forundt. Sådan gik det de fleste mennesker, og det er ærgerligt, for det er den åbenhed, der er alfa og omega, hvis man vil være kunstner – og menneske. Man skal kende sig selv dybt ind, også der hvor man støder på det ubehagelige, hvis man vil kende andre. Åbenheden er forudsætning for at lave kunst, der gør indtryk og får folk til at ændre sig.

I stedet købte og dyrkede de derfor en hvilken som helst kunst, bare efter hvad såkaldte kunstkendere og -anmeldere mente, at den var værd på markedet. De blev ofte forgabt i kunstnere uden noget på hjerte, folk som Damien Hirst, som de fleste har bukket og skrabet for, og en masse kunstnere i anden og tredje parket, der stadig oversvømmer markedet, folk, som ikke bare tiltrækker skygge-kunstnere, men som selv er skygge-mennesker, akkurat som de folk, som de dyrkes af. Mage søger mage. Disse folk er ofte uden selvtillid undtagen i deres erhverv. Jeg har hørt mange sige: ”Vi har ikke i os evnen til at lave kunst. Og det har vi aldrig haft”. Men intet er mere forkert. De havde bare ikke modet til at vælge det, de brændte for, og de brændte derfor ud og blev skygger. Det bidrog til, at en million kunstnere de sidste hundrede år ikke ubeføjet har skildret moderne mennesker som sådanne skyggevæsener eller som figurer med blotte konturer, på vej til at opløses i deres livs lange vintervejr.

Hvorfor skete det? Materialismen i vor moderne civilisation er tidens værste svøbe. Det gælder om at sikre sig: uddannelse, stilling, hus, hjem, sommerhus, rejser til steder langt væk fra én selv. Noget ubevidst i én vil meget gerne bort fra en selv, bruge tid på noget, der ikke foruroliger sindet. Man bryder sig ikke om at opdage, hvad man kan finde dér. Det har længe dikteret samfundets og forældres og bekendtes råd til børn og helt unge.  De er måske kommet med deres første digte og har gerne villet læse dem op, eller de er ihærdigt blevet ved at forsøge sig med tegninger og farver.

De har som unge ubefæstede sjæle higet efter at se en glæde hos forældrene eller dog få en accept, og det spørgsmål har ligget dem på læben, hvis de overhovedet turde sige det: Kunne jeg måske ikke gå videre ad den vej? Men så har de alt for ofte mødt en uoverstigelig mur. De nære voksne i deres liv er sjældent veget tilbage for at skubbe til deres unge uundgåelige frygtsomhed og nedgøre håbet: ”Du skal være mere end heldig for at slå igennem som kunstner”. ”Er du sikker på, at du har evnerne; det, du har malet dér, er det ikke lidt mærkeligt, hvor er harmonien, – og farverne, synes du virkelig, de passer sammen”?

Det er mere end kreperligt. Der er nemlig i alle unge en indre muse. Det er den mest potente af alle muser, og den muse er barnet inde i den unge. I det barn bor kunstneren. Ethvert barn er en kunstner, sagde Picasso i den forbindelse. Og han fortsatte: Problemet er bare, hvordan han skal forblive kunstner, når han gror op og konfronteres med familiens og miljøets skepsis. De allerfleste kapitulerer til vrisne bemærkninger som ”Stop nu alt det dagdrømmeri”. ”Du bliver aldrig til noget i samfundet, hvis du bare dasker om med knolden oppe i skyerne”. ”Fald ned, lille mand. Kunst betaler ikke din husleje. Du kan altid male lidt i fritiden, når du kommer hjem fra banken. Tag nu den elevstilling der”.

Det gjorde en mand, jeg siden kom til at kende særdeles godt. Hans far malede selv, men bare i fritiden. Og det er en grum psykologisk kendsgerning, at intet har en større indflydelse på omgivelserne og især på børnene end deres forældres ulevede liv. Faderen tog endda i fritiden drengen med ud på landet, hvor de malede marker og bondegårde. Det var fantastiske ture for drengen. Han følte ubevidst, at han hørte til foran sit lærred der ude i naturen. Faderen malede naturalistisk og kunne ikke rigtigt forstå de mærkelige blå og røde marker, der uvilkårligt dukkede op på sønnens lærreder. En bondemand kom ud for at se de tos bedrifter an. Han nikkede tankefuldt billigende til faderens ret kedelige, naturtro maleri, men lo nedladende ad sønnens lærred: ”a hår it siet en blo mark nouensind, hår do?”

Hvorfor en blå mark, ikke en gul eller grøn. Drengen har ikke kunnet svare på det, han kendte ikke Cezanne. Men han levede i sin tid. For børn lever mere intenst end de fleste voksne, hvis de ikke helt har fået knust deres skabende evne. Derfor rumsterede den kunstner, som Picasso talte om i barnet, i drengen. Og den kunstner fik ham til at fornemme magisk. Han var ikke underlagt den højre hjernehalvdels livsforfladigende logik, der bare fik faderen til at male det, som han registrerede.

Kunstnerens hjerne er ingen landmåler. Den er en higende, følende og medfølende hjerne. Den har ikke nok i civilisationens tektoniske fornuftsdyrkelse, dens lammende kalkulering af alt. Den vil se alt nær på, røre ved det, selv blive rørt ved, komme ind i det. Den ville som allerede et tre årigt barn ikke nøjes med ord: Du skal dit og dat. Barnet ville forføres med smukke billeder og kildrende fornemmelser, ja det elskede selv at blive kildet, og selv ret stive fædre elsker at kilde barnet, for så kommer livsaligheden helt dybt ind i dem begge, og de mærker det storslåede i livet selv, det magiske ved det.

At blive kildet er at se en grøn eller gul mark, der bliver blå. Og hvis man så derpå maler den blå, er det som selv at kilde verden. De sidste hundrede år er virkeligheden blevet mere og mere uvirkelig. Hvis vi stadig går ture og ikke bare vælter motionerende frem som Kviums gnomkvinde på skovstien, hvad lægger vi så mærke til i det store, endsige i det små? Har vi oplevet noget på turen? Det har vi kun, hvis vi siden kan huske det. De dér blåbær og den dér vakse mus, det egern, som pilede op i et træ, så vi dem overhovedet? Der var måske kun afsat en time til turen. For det er tiden, ikke det man ser, der er kostbar.

Næsten alle børn stifter bekendtskab med denne overfladementalitet i voksenverden. Inden de selv mister deres dybdesyn, reagerer de instinktivt imod verdens grå. Når de voksne ikke vil se verden og naturen, som den er, men går rundt i en døs, så må barnet jo forvandle den, så de måske ser. Og så meget er vidst, en blå mark bærer solen og en blå himmel i sig, og dem kan børn ikke undvære, når de maler. Den stærke blå farve viste derfor også en ubevidst ekspressiv drift i den unge dér ude på marken sammen med hans far. Verden er mageløs, den er til for at blive skabt og beundret. Gør det nu, far, har drengen tænkt dybe nede. Men faderen holdt fast i det grønne.

Og hvem kunne i det hele taget fornemme uvirkeligheden i den unge mands omkreds? Selv forstod han den heller ikke. Den kom ikke op på bevidsthedsniveau. Og så resignerede han som de fleste andre børn og unge. Han kom ind i den bank. Verden blev i hans ungdom omkring 1970 mere og mere pengenes tid. De væltede sig ind i alle store og små byer og erobrede alle iøjnefaldende bygninger og gadehjørner. Der var plads nok til bankfilialer en masse. For nye supermarkeder tog kunderne fra de små handlende, der ofte drejede nøglen om. De plastikindpakkede varer på supermarkederne forøgede uvirkeligheden. Man måtte tage tomaterne i pakkerne som de var, man kunne ikke engang føle på dem og mærke, om de var halvrådne, hvad de ofte var. Siden blev de spøjtede, så de kunne holde sig ´friske´ et halvt år.  Sammen med pengene, der næsten var den eneste værdi tilbage i verden, gjorde al den plastik historien uvirkelig. En intellektuel med følsomhed, Elias Carnetti, var den første til rigtigt at opdage det. I 1973 skrev han: ”Fra og med et bestemt tidspunkt var historien ikke længere virkelig. Uden at mærke det havde den samlede menneskehed pludselig forladt virkeligheden”.

Det gjorde den unge bankelev selvsagt også. Men han kunne ikke holde livet i banken ud. Det blev for tamt. Han fandt ud af, at han alligevel måtte forsøge sig som kunstner. Men det blev en svær tid. For en frygt havde bemægtiget sig ham. Han turde ikke være anderledes end de toneangivende kunstnere, og de gjorde ikke oprør mod uvirkeligheden. De var tidsåndens lamme dydsmønstre. De fik læst og påskrevet, at kunsten ikke mere måtte afbilde virkeligheden. Minimalismen tog over. Minimalismen er i sit væsen abstrakt. Pengene er en abstrakt værdi. Den udraderer alle konkrete værdier: tanken om livet, der bliver frit og forunderligt, når mennesker sammen finder hinandens natur og elsker hinanden i stort og småt, så de ved at ae hinanden også føle verdens ve og vidunderlighed i sindet.

Men det måtte der ikke laves kunst over mere, selvom kunst i alle livsbefordrende tider har været vejvisere for mere intense fællesskaber. Kunsten som vejviser, bah. Eksperimentér med farverne i abstrakte mønstre. Lav firkantede kasser og trekantede figurer, der står oven på hinanden. Ud med virkeligheden. Et billede skal være et billede af et billede af et billede. Sådan begyndte den unge mand også at lave billeder, selv om han vred sig og forestillede sig, at der var noget liv i hans fladeformer eller i hvert fald imellem dem. Men det var der ikke. Tidsånden og dens virkning i ham havde forbudt ham at få det liv frem, som noget dybt i ham higede efter at give udtryk. Han var faktisk god til at male kroppe, han malede sin kone og sig selv, han viste mig dem, men udstille dem turde han ikke. Først i slutningen af 1990-erne begyndte der at ske noget. Og det kommer der mere om i en kommende goddag-optegnelse.

Hvorfor? Fordi den glædelige meddelelse i dagens optegnelse skal være, ikke bare at det lykkedes ham at komme fri af uvirkeligheden, selvom han var sidst i fyrrerne, men også, at håbet om at få livet til at sprudle igen ikke er forbeholdt børn og yngre voksne. Åbenheden er en mulighed, som vi alle har, lige til vi dør. Vi kan godt gøre os fri af vore blokeringer og neuroser, drive skyggen på flugt. Vi kan få hjælp til det af andre, og vi kan skrive daglige optegnelser og komme frie af alle ærgrelser og frustrationer over os selv og verden ved at få dem ned på papiret.

Så vil der pludselig komme bevægelse i underbevidstheden. Og det er vigtigt, for nye skabende initiativer kommer dernede fra. Og de får først muligheden for at blive aktive, når vi skaber huller i vor forstenede bevidsthed med alle den neurotiske forbud om livet og påbud om at lave forstenet kunst. Så sprutter det op med henslumrende fornemmelser og safter, og så bliver bevidstheden glad. For så får den muligheden for at sige fra over for al uvirkeligheden og for at erobre virkeligheden tilbage.

Goddag-optegnelse den 3.-4. september 2013.

Det duer ikke at lave den samme bog eller det samme kunstværk to gange, endsige flere gange. Så falder du i søvn, livet haster forbi dig. Gifter du dig to gange, skal nr. 2 være anderledes end nr. 1. Det kan godt være, at mange læsere og beskuere synes, det er fint, at du laver bøger og billeder som hidtil. Men så er det, fordi også de er faldet i søvn. Den slags mennesker er talrige som myrer, der hele tiden vælter ud af deres tuer for at kaste sig over et monotomt arbejde. Det får ofte gallerierne til at kræve gentagelser af kunstneren, så de ikke risikerer, at de ikke kan sælge hans billeder.

En berømt historiker, Hartvig Frisch, skrev sin to-binds Europas Kulturhistorie fra 1928 ud fra tesen, at kultur er vaner. Men Frisch var en del af vor moderne civilisation, hvor mennesker alt for let bliver vanedyr som myrer og kun føler sig tilpasse i en evig farten rundt i deres myrebiler. Det er civilisationer, der har vaner, som er svære at ændre, ikke kulturer. De præges også af vaner, men de ændrer sig hele tiden. Livet er på spil i kulturerne, så længe de vokser. Frihed og solidaritet uddybes i Grækenland i den arkaiske og højklassiske tid, ligeså i vor faustiske kultur indtil renæssancen ligesom siden i oplysningstiden.

Michelangelo lavede derfor aldrig to ens kunstværker. Hans formsprog forvandlede sig hele tiden med hans livs eksistentielle vilkår. Da livet blev mere og mere problematisk, og civilisatoriske træk indfandt sig i renæssancen, måtte han vise et menneske med manierede træk, fordi det i en tid med stigende absolutisme og klassekampe var ved at miste sig selv. Han vidste som kulturmenneske, at det gjaldt om at sprænge sine grænser, nå dybere ned i forståelsen af, hvad livet og samfundet kunne give en selv og også tage fra en, og hvad man selv i nedturstider kunne give livet.

I dag gælder det især om at gøre modstand mod det ensrettende overvågningssamfund, der er på mere fuld fart frem end på Michelangelos tid. Dens politiske tilhængere, og de er i flertal, kan kun se med billigelse på al den tid, myrerne bruger i deres små indelukkede biler og parcelhuse, der afspejler et ensartet uskabende vaneliv. For det får myrerne til at finde sig i alt det, der pålægges dem udefra, selv velfærdsstatens afvikling.

Her kommer tidens perfektionisme ind i billedet. Den er en kniv i ryggen på kunstneren og på os alle. I civilisationen har moden næsten taget livet af den skabende evne. Vi bløder ikke engang mere, når kniven rammer os, for det gør den hele tiden. Vi er blevet vant til det. Moden er perfektionismens tvillingbror. Det perfekte menneske lever, så ingen i omgivelserne kan sætte en plet på ham. En plet er en plet på tøjet, ikke i hjertet. Det må hver især selv skalte med efter forgodtbefindende.

Vi er i tidsåndens vold. Og den siger: du skal leve og bo, som der bliver sagt. Det har skabt de mest ens og kedelige hjem i verdenshistorien, især i de højere lag og i middelklassen, hvidgrå vægge, kedelige designmøbler, abstrakte klatter på væggene. Det afspejler, at sjælen hos beboeren er forduftet, for sjælen forlanger at omgive sig med ting, der afspejler den, og uden den trang fordufter også den skabende evne med dens trang til særpræg. .

Det har fået filosoffer og kunstnere som Roland Barthes og David Salle til at hævde, at ingen kunst kan skabe andet, end hvad tidsånden dikterer. Kunstneren er derfor i sig selv uskabende og ikke værd at tale om. Man må nøjes med kunsten, der gengiver den uvirkelighed, der præger al ikke skabende virksomhed. Man må nøjes med at dyrke abstraktionen og maler-processen, for resultatet af processen bliver ikke andet end farveklatter, ting, der vælter rundt mellem hinanden, kort sagt kaos og tåge.Der er en million eksempler herpå i dagens pauvre kunstverden.

Forbudene er da også legio, ikke bare inden for kunsten. Du må ikke ryge mere, slet ikke i andres selskab. Der er ikke grænser for, hvor skadeligt det udmales. Grænseløsheden er civilisationens grundfølelse. Du bliver nærmest tvunget til at skal føle dig skyldig, hvis du ikke holder op. Og det føler folk sig så, gud-hjælpe-os, selv når de står udendørs. Det er jo røg helt hen i vejret, det er grænseløst åndssvagt. Og så ødelægges tilmed det skyldbegreb, der var menneskets adelsmærke i kulturerne.

Det bliver brugt op på den slags modeforbud, så man ikke mere som i disse kulturer føler sig skyldig i, hvad det først og sidst drejer sig om, nemlig at man ikke er hård i filten over for sin omverden. Kulturens Mefisto tog én, hvis man ikke kunne kende forskel på godt og ondt. For så kunne man ikke tjene fællesskabet. Den snart eneste fanden, der er tilbage i civilisationen, er den kræft, der rammer en og ens nære, hvis al røg ikke øjeblikkeligt likvideres. Det gælder derimod ikke CO-2 udladningerne, der er langt farligere. Dér haster det ikke med indskrænkninger, endsige forbud, for BNP tæller langt højere for erhvervsliv og beslutningstagere end menneskenes velbefindende.

Et andet eksempel. Da sundhedsudgifterne skal ned, udsættes vi for noget, der grænser til krav om en slank linje ved ansættelser i erhverv og offentlig tjeneste. Fede mennesker udstilles i medierne, nærmest som elefanter i cirkus. En fed kan kun regne med at blive gift med en fed. Du skal holde dig i form og ideligt motionere, får vi indskærpet, og det med pulsmålere. Kravet  er trængt alt for godt igennem, selv om det at iagttage motionister på en gade eller i en skov er som at iagttage en af Kviums gnomer. De ser ikke noget. Byens mennesker og naturen er død i dem og for dem. De hilser ikke, som før i tiden. De lever i deres egen boble.

Kun ét tæller, antallet af skridt, som de løber, og antallet af gram, som de taber sig. Det skal gøres perfekt. Næsten alle er blevet social-autister. De har kun øje for sig selv. De er verdens centrum, og der er ikke noget af betydning uden om dem. Kvium har længe kendt problemet, og nu har han for nyligt lavet en lige så pragtfuld som ræderlig figur i form af et kæmpestort skræmmebillede af en fanatisk motionsdyrkende kvinde, der bare skuler mistroisk på én, mens hun halser forbi på skovstien. Træerne, hvad kommer de hende ved. Men billedet skræmmer ingen. Det er jo bare en Kvium. Og beskuerne er overbevist om, at det ikke ligner dem, hvis de overhovedet får tanken. Autisters syns- og tankefelt er stærkt indskrænket.

Perfektionisme har intet at gøre med at gøre det rigtige, eller med at man skal gøre tingene færdige, før man går videre, hvad enten det er en bog, et kunstværk eller en rengøring. Det kan godt være, at folk kalder perfektionisme det at gøre noget til bunds, at gøre tingene ordentligt, give dem kvalitet. Men det holder ikke. Perfektionisme er snarere det ikke at kunne og ville blive færdig. Og den perfektionisme er skæbnesvanger. For den opstår, når man ikke giver sig selv lov til bevæge sig opad eller finde det glemte i sig selv i form af en ny oplivende retning. Man er uden at vide det neurotisk lukket fast i vanen, man sidder fængslet i et lukket system.

Det får en til at hage sig fast i unødvendige detaljer, hvad enten man skriver eller maler eller gør rent. Man bliver aldrig færdig, og man mister al sans for helhed. Nogle hænger fast i en slags pointilisme, så de kan bruge ufattelig tid på at få plads til en million bitte små pletter på et lærred. Andre kan blande farver i årevis, for at få de ´rigtige´ farver frem. Atter plasker lærredet til med små besynderlige væsener og dingenoter og krimskrams, selv om alt let kan siges i hovedpersonen selv, hvis der ellers er nogen. Bliver de endelig færdige, laver de det samme maleri ikke bare én gang mere, men tusinde gange.

De kan ikke skabe frit, for de tillader ikke sig selv at lave fejl. Hvad vil omverdenen og deres indre ikke sige, hvis det ser ´forkert´ ud? Problemet er, at deres indre er blevet tidsåndens og omverdenens talerør. Sker det, er man fortabt. Så bliver man en ordinær rumlepotte. For så forstår man ikke, at fejl i reglen er hovedvejen til ny indsigt i opgør med den forstenede tidsånd. Så forstår man ikke, at originalitet kræver ´fejl´ og ´misforståelser. Den potentielle originalitet degenererer derfor til en modemæssig ensartethed, som mangler al spontanitet og al lidenskab. Man skal derfor ikke frygte fejl og misforståelser: der er ingen. Man kan ikke blive skabende, hvis man ligger under for ensartethedens perfektionisme, der præger civilisationerne mere og mere, efterhånden som de stivner.

Lige nu løber en kvinde på om ved de fyrre forbi udenfor, hvor jeg sidder og skriver. Hun er lidt tyk og efter moden alt for tyk. Og hun er tydeligt nybegynder i den ædle sport. Den løse gule bluse hænger halvt ned over rumpen på en blå plisseret nederdel, og hun kæmper sig lidende og krampagtigt frem. Det ser skræmmende ud, for hun trives ikke, mens hun løber. Det er intet skabende i hendes virksomhed som aktiv fedtformindsker.

Jeg tænker på, hvad der var sket, hvis min mor, der levede som husmoder, havde skullet bruge sin tid på det, rent bortset fra at hun ville have vrænget ad tanken. Hvad var det så blevet til med hendes lektiehjælp og hendes franskbrød og kager, der forsødede og befrugtede vi børns liv – og gav hendes eget og vort liv mening. Her var et sted, hvor det var værd at høre til. Her kunne man overvinde al mobning i skolens frikvarterer og komme sig, så man fik overskud til at takle det altid problematiske liv i socialsfæren.

Jeg skulle forbi et børnehjem hver dag på vej til skolen. Du klarer dig, sagde min mor, de er nogle stakler, så volden ligger på lur. Kik ligeud, når du går forbi. Hunde bider kun, når de bliver iagttaget. Det var ikke det dummeste råd, man kunne modtage. Jeg mindes kun, at jeg én gang har skullet spæne væk fra overmagten. Jeg var lille og spinkel og hadede at slås. I det hele taget fik man råd om de påtrængende eksistentielle ting, for hun havde som husmor tid til os.

Hvordan skal det gå den moderne løbende kvindes børn? Hun skal først på arbejde, så skal hun hente de børn, og så skal hun løbe om kap med sig selv. Så selvom manden, hvis hun stadig har en, ordner maden, bliver der så mere end et såkaldt intensivt, nærværende kvarter til børnene? Det er ikke så underligt, at moderne børn ikke gider modtage råd af forældrene. De kender dem jo ikke. Et kvarter er ikke nok til at få vendt dagens begivenheder og problemer. Så børnene reagerer ved at sige, at det går faktisk godt, lad være at blande jer.

Kvalitetskvarteret bliver til et fraværskvarter og dermed et mareridt for begge parter. Forældrene trækker på skulderen. Sådan er børn. Børnene trækker på skulderen: Fucking forældre. Sådan er der fuld gang i  en antropologisk mutation af menneskeslægten. Alle får nok i sig selv, alle må passe sig selv, alle lever på en ø med indgroet mistillid til havet omkring sig og uden mening med tilværelsen. Det perfekte menneske må selv skabe sin perfektion, der derfor bliver rent formel, som allerede i Jørgen Leths film Det perfekte menneske fra 1967. Den skabende evne degenererer, for ingen kan ikke leve uden omsorg fra sine nære, der ikke er nære mere..Børn bliver derfor mere voldelige. De bliver børnehjemsbørn, der bor hjemme. For hjemme er ikke mere hjem.

Så Velkommen til vor tid, hvor de færreste føler sig rigtigt velkomne, fordi de i deres originalitetsjag ubevidste er dybt irriterede over, at de ligner alle de andre. Det er blevet nat, også her uden for. Så jeg siger godnat.

I næste goddag-optegnelse lover jeg, at jeg ender et mere positivt sted, men jeg ved ikke, om jeg kan holde løftet. Tiden opfordrer til pessimisme, hvis den skal bedres. Kun I den opstår dybden derfor. Optimismen er som regel lallende overfladisk: Fald nu ned. Det skal nok gå alt sammen, skal du se. Og meget er jo også godt nok og meget bedre end før i tiden.  ..

Goddag-optegnelse 1. september 2013

Boble-par-livet indfinder sig, når hver især i parforholdet, også over for hinanden, foregiver, at de har det så godt sammen, skønt de efterhånden sjældent taler, endsige ligger sammen mere. Så vokser tomhedens bobler mellem dem. Først erobrer boblerne spisestue og sofa, så køkkenet og også deres soveværelse, så det bliver nødvendigt med to af dem. Til sidst er hele deres hjem blevet én stor boble. De kan ikke mere tale sammen om noget vigtigt.

Hvordan holder man så livet ud? Det fortæller biskop Elisabeth Dons Christensen i dag glimrende om i Jyllands-Postens ”7 om en søndag” uden selv at tale om bobler: Vi rejser evig og altid ud sammen, og gør selve rejselivet til livets mening frem for omsorgen for hinanden og for vore omgivelser. Vi taler ganske vist ofte om den omsorg, men helt abstrakt og uforpligtende, for når livet står og længes efter den i en konkret situation, bakker vi ud. Så bliver vi, ja hvad andet end boble-mennesker.

Hvor rejser boblerne så hen? Ja, mange styrter jorden rundt til kulturmindesmærker og til civilisationer, som de intet kender til og aldrig får nået andet end at affotografere, så det åndelige udbytte bliver lig nul. Det værste man næsten kan se, er de utallige gråhårede og let duknakkede par, der med faste og energiske skridt går med hinanden i hånden på vej ind i et kunstmuseum og rejser kloden rundt med kunsten in mente. Den fungerer som boblernes religionserstatning for den indbyrdes omsorg, der er al religions livsnerve. Men boblerne er i fuldt sving. Der inde i muserne synes de, at de lever. Der stiger de til vejrs i åndelighedens neutrale og livsalige luftlags uvirkelighed.

Så det bliver en fattig erstatning for religionen. Man ser dem ganske vist ivrigt diskutere kunsten. Men de iagttager den mere, end de ser den. For de skal ikke bruge den til noget i deres eget liv. Det bliver kunstnernes liv og deres teknik og maling, de optages af: ”I så fantastisk de farver står sammen”. Kunsten skal ikke afføde befriende handlinger i deres liv, som det ellers er al stor kunsts mål. De to er ikke ude på at lade hinanden vokse, undtagen over maven. De har opgivet at højne hinanden. For de passer nøje på ikke at overtræde de tabuer, der forfladiger og undergraver deres forhold og forholdet til alle andre. Derfor er de endt med at blive som Kain over for Abel: De slår hinanden mentalt ihjel. De opdager det bare ikke i deres boblelivs uvirkelighed.

Den store kunst vil ellers gerne overraske os. Den taler om livet som en smuk åbenbaring af sammenhæng, som den vil have os til at opdage. Det gælder kunsten i kulturernes livgivende tid, i den græske kultur og i vor vestlige faustiske kultur, som opstod o. 1000 e. Kr. og døde ud i den moderne civilisation fra 1800-tallet. Fra da af stivnede vi mere og mere. Boblerne tog magten. Derfor taler den fåtallige store kunst i vor tid om en udvandet eller knust sammenhæng, som den vil have os til at hele. Dens mål er ifølge Joseph Beuys at få os til at medvirke til at bygge ”en ny gotisk katedral”. Den vil have os til at gå på opdagelse i livet og i os selv og hinanden, så vi opdager den skabende evne i os selv og vore nære, og så vi igen kan bruge ordet nære om hinanden.

Det er vigtigt, for den skabende evne kommer ligesom vore skabende drømme og længsler fra en guddommelig kilde i os. Den tror vi bare ikke på eksistensen af, fordi bobler lever uden selvværd. Prøver vi alligevel at sige ja til den evne og de drømme, siger vi ja til det guddommelige i os selv. Som man vidste i den vestlige kulturs væksttid, fra romansk tid til renæssancen, har vi alle sammen en engel, der bøjer sig ned over os og hvisker: ”Gro, gro nu, du kan godt, og det er jo det, din guddommelige skabende evne forlanger af dig”.

Men det er svært at sige ja, for så skal man sige fra over for vor moderne materialistiske tidsånd, der siger, at det mentale groprojekt er lige så umuligt som nonsens. For det gælder bare om at leve op til den galopperende økonomiske vækst i en ensrettende og socialt splittende globalisering, hvor kun penge og ydre magt tæller. I den vil menneskeslægten imidlertid dø åndeligt, som den gjorde i den græsk-romersk hellenistiske globalisering fra og med Alexander den Store.

Hellenismen skabte nemlig som globaliseringen i dag dybe kløfter mellem rig og fattig, så begge parter i den stigende egoisme blev til pøbel. Der opstod med andre ord en dominerende boble-mennesketype, der til sidst også tabte den økonomiske skabende evne. Hellenismen endte derfor i en lam nihilisme, hvor naturalieøkonomien var dominerende, og hvor værdierne frihed og solidaritet ikke mere, som i den græske kultur, spillede nogen rolle. Nihilismen tog over, som i dag.

At gro, som vor engel forlanger af os, er at åbne sig for alt det vigtige, der lukker sig til i vort moderne samfund. Her er vi endt med at leve i forstillelse og forførelse, frem for i kærlighed og solidarisk fællesskab, som det var på vej i kulturerne. At åbne sig er at tale frit og ligetil om alt det, der piner os, fordi vi skjuler det i karrierens tjeneste. I den holder det ganske vist lynhurtigt op at pine os, når forstillelsen giver pote. Alligevel er det en god ide at åbne sig for sin misrøgtede engel. Gør vi det, mister vi måske nok ydre indflydelse, men vi får efterhånden has på de bobler, der fjerner vort nærvær og vor omsorg for hinanden.

Boblerne er et andet ord for den uvirkelighed, som især siden 1970-erne har præget vort liv i civilisationen, og som gør os uskabende som mennesker. Vi hjælper ikke mere Gud med hans skaberværk, hvorfor meningsforladthedens vold og terror breder sig. Det gælder også i kunsten, der er kommet i forbrugets og fraværets vold. Næsten ingen kunstnere kan finde den mening med livet, der gør dem selv og beskuerne skabende. Derfor giver de sig i deres mentale lammelse til det rene tidsspilde: at skildre de rene abstraktioner eller nøjes med malerprocessen. De skrotter med andre ord i stedet for virkeligheden og de mennesker i deres tid, der trods alt stadig er til stede i deres liv og gerne vil finde sig selv. For det ønske har kunstnerne flest tabt. De har som vi andre så godt som mistet vor sande natur, at være noget for hinanden. Vi magter det ikke, selv om vi har fået at vide, at det er vigtigt. Warhol vidste det, men måtte indrømme: ”Jeg ville så gerne være noget for nogen, men det er så svært”.

Det får os til ligefrem at vrænge af det, hvis nogen fortæller os, at den kreative puls i os er Guds egen puls: ”Gud mig her og Gud mig der, Gud er død”. Ja, for vi har udraderet ham af vort sind, så han ikke kan handle til menneskeslægtens fordel mere. Hvis vi ser tilbage i historien, virkelig ser, kan vi måske indse, hvor tåbeligt vi ter os. Måske vi skulle prøve at trænge ind i Michelangelos dynamiske Gud på det Sixtinske loft, der i sit og menneskets eget billede skabte og bevidstgjorde Adam, så han blev vor kulturs mest vidunderlige billede på det åbne, søgende, håbende og derfor smukke menneske. Der var ingen duknakket vrængende boble i ham.

Med billedet i vort sind af Michelangelos Gud og Adam ville vi måske begynde at forstå, at det kreative potentiale i os som mennesker ligger i selve billedet af Gud som grænsesprængende skaber. Så vil nogen måske endda gå så vidt som til at sige, at de ideer, der fylder os, kommer direkte fra Gud. Det er ganske vist et langt skridt at tage i dag, og jeg ved ikke, om det er for langt. Men så meget er vist, at det at tro det skader ikke, hvis man mener at gå med fødderne på jorden. For på den jord gik man, og den Gud var i én på den gotiske katedrals og endnu i renæssancens tid.

Det blev helt uventet til en hel goddag-prædiken i forlængelse af Ribe-bispens. Det er godt med inspiration.

Goddag-optegnelse 31. august 2013

Horsens Folkeblad bad om en mening, som avisen hver lørdag bringer fra forskellige horsensianere. Den kom til at handle om de rundt om populære middelalderfestivaller, hvoraf én netop i disse dage foregår på Slottet i Horsens:

Vi lever uden anelse om vor fortid, tilsyneladende i bedste velgående. Men måske der er et savn. Vi vil i hvert fald gerne vide, hvad der skete i middelalderen: Hvad vi drak, hvordan vi gik klædt, hvad vi handlede med, se på belejringer af en by, høre tidens musik. Måske det er alt nok. Det er da også, hvad vi kan få et overfladisk indtryk af på middelalderfestivalen.

Det bliver vi bare ikke mindre historieløse af. Vi lever i en overfladecivilisation, hvor vi som selvoptagne individualister savner selvværd og selverkendelse. Vi har umådelig svært ved at finde ud, hvordan vi i hjemmet skal leve sammen uden alt for mange dæmoner, og må så ty til et ulideligt minut-demokrati: hvis jeg gør det, skal du gøre det. Ellers må vi skilles. Og skilt bliver vi så.

Samtidig bilder vi os ind, at vi aldrig har levet så godt sammen i historien. Men hvad ved vi om det, når vi ikke kan sammenligne os med vore forfædre og intet lære af dem, fordi vi ikke kender deres mentalitet. Den fordamper i festivalens næsten blotte dyrkelse af ydre ting, tøj og smykker, utallige handelsboder. For hvad det gælder om, er at tjene penge og drikke mjød og æde svin på spyd, kort sagt få en på opleveren, som ikke får gnist af indflydelse på, hvordan vi lever nu. Hvad er så vigtigt som forbruget? Lære af dem i middelalderen? Lære hvad? At bygge en borg, som vi ingen brug har for?

Middelalderen var lang. I den mørke del til ca. 1000 blev folk undertrykte af fyrsten, feudaladelen og en fordømmende Gud og gejstlighed ovenfra, så vold, meningsforladthed og nihilisme bredte sig. Det var i den periode, islam opstod, og mentaliteten fra den tid ligner vores i dag. Men i den lyse del, fra og med romansk tid og gotikken, opstod en livlig handel. Borgerne gjorde oprør mod undertrykkerne og fik efterhånden selv stor magt. Det førte til, at friheden og solidariteten voksede i befolkningerne, og at den store kærlighed mellem menneskene opstod i historien. Imens ændrede Gud sig fra at være en undertrykkende Gud ovenover os til at komme ned på jorden. Her blev han i Jesu skikkelse en med os medlidende, opmuntrende og uundværlig skikkelse med sit budskab: elsk din kone og din næste som dig selv. Ja, elsk din fjende. Gjorde man det, og mange gjorde ihærdige forsøg, fik ens liv dybde. Ellers endte man som et levende lig, uden selvværd.

Det var måske, hvad festivalen burde have som hovedærinde: at trænge ind i den mentalitet fra en tid, hvor mennesket, symboliseret ved den gotiske domkirke, søgte at højne sig, så det kom til at leve efter det guddommelige i sig selv frem for efter det dæmoniske.

Men hvem tænker på det i dag? Det er nok at lege middelalder, som børn i en børnehave. Måske vi skulle spørge os selv: ”Hjerte, hvad vil du mere? Vil du bare gå og gå, uden du opdager det, til du går i stå?”

Goddag-hilsen 29. august

Thomas og hans evangelium har længe stået mit hjerte nær. Her er en forkortet version af min Thomas-prædiken 7.4. 2013 i Vor Frelsers Kirke, Horsens, netop udkommet i Kirkebladet for Klosterkirken og Vor Frelsers sogn:

Thomas er blevet kaldt tvivleren. Men Jesus var ikke ude på særligt at hænge netop ham blandt disciplene ud, selvom Thomas forlangte at se Jesu sår i siden, hvis han skulle tro på hans opstandelse. Jesus sagde ganske vist til Thomas: Vær ikke vantro, men troende. Men i Thomas fravær forinden havde Jesus straks ved sin ankomst vist disciplene såret. Så de fik ikke lejlighed til at tvivle, og det var måske heldigt for dem. Jesus kendte deres vaklende sind.

Det sind præger os alle, hvis vi er voksne og fra puberteten har udviklet vor bevidsthed eller ånd. Så vil vi selv have lov at tage stilling og sætte tvivl ved alt. Vi vil helst have syn for sagn. Og det er et sundhedstegn. Kristendommen er et møde mellem Guds ånd og menneskets ånd, og det gælder ikke om, at mennesket bare kapitulerer. Ordene i biblen er derfor også åbne for fortolkning. Der kræves ikke underkastelse. Tro uden tvivl er fundamentalisme, og en sådan slår menneskets selvværd ihjel.

Johannes Evangelisten fortæller da også historien for at få fremtidige læsere til at sluge det under, disciplene så. Men et hovedærinde for ham var at fortælle om Jesu enestående ord og væsen, så det fik tilhørerne til at indse, at sådan kunne den mand ikke have optrådt og talt, hvis han ikke bar Gud i sig.

At bære Gud i sig behøvede Jesus tilmed ikke at være ene om. Det opmuntrende budskab fra Jesus i Thomas´ eget evangelium var, at det var muligt også for mennesket at nå derhen. Jesus sagde hos ham: ”Den som har drukket af min mund, skal blive som jeg er, og jeg vil være ham. Og det skjulte skal blive åbenbaret for ham”.

”Jeg vil være ham”, altså: ”Jeg vil ikke være over ham”. De to var ligeværdige. Jesus var altså udsendt til at være vor nære støtte, sådan som vi bør støtte hinanden, så vi kan bære lidelser og død. Jesus skulle ved sin egen pinefulde død på korset, hvor han selv tvivlede, få os til at forstå, at uden at forsone os med lidelsen og tvivlen kan vi ikke værdsætte glæden, når vi tager livtag med ondskaben og vor tvivl på hinanden.

Den glæde indfinder sig, når vi glemmer os selv i omsorg for næsten, så vi ind imellem ligefrem syntes, at vi har fået bugt med tvivlen. Men så dukker den uvægerligt op igen, og vi kan i vor verdsliggjorte tid blive så fortvivlede, at vi kommer i tvivl om meningen med livet. Så kan vi hænge sådan ved selv et magert arbejde, at vi ikke kan klare at gå på pension og derfor dør kort efter.

Der er dog ingen grund til fortvivlelse, hvis ellers Jesu ord, elsk din næste og også din fjende, sidder som en spore i os, og vi har prøvet at leve efter dem. Så har vi drukket af hans ords sprudlende kilde. Så har vi fået stillet en portion Helligånd til rådighed. Og det er så afgørende, at så må I godt spotte Faderen og Sønnen, det vil blive tilgivet, sagde Jesus i Thomas´ evangelium. ”Men den, som spotter Helligånden, han vil ikke få tilgivelse, hverken på jorden eller i himlen”.

Ordet Helligånd kan i dag virke som forældet mystisk kaudervælsk, helt uden for rækkevidde. Men det er noget meget ligetil. Er man af ånd eller Helligånd, har man evne og vilje til at bryde ind i sit eget og andres liv og højne det. Det lykkes kun, hvis man taler åbent, og man er ude på komme al forstillelse og alle fortielser i sine forhold, alle nedrigheder til livs.

Det menneske, der åbner sig og tager livtag med det lukkede i sig selv og verden, er det sande menneske. Åbenheden er sandheden. Det menneske går med et lys i sig, der oplyser verden. Han evner at blive ét med dem, han møder. ”Vær folk, der går forbi”, sagde Jesus derfor hos Thomas. Det menneske vækker tillid, – og had og raseri hos de utallige tillukkede, alle bagvaskerne, alle de levende døde. ”Når I tager jeres tøj af uden at skamme jer, … skal I se sønnen af den levende”, sagde Jesus. ”Alt skal åbenbares, intet skal forblive tildækket uden at afsløres”. Er man ude på det, får man som Jesus mange fjender. Der bliver ballade i familien og med såkaldte venner, men man bliver ikke fjende af sig selv, og det er det vigtige.

Et eksempel. Ved en familiefest ser en bedsteforælder et barn stå og trække i sin mor, mens hun sidder uanfægtet og plaprer om alt og ingenting i selvrealisationens uhellige navn. Det får bedstefaderen til at sige: ”Kunne du ikke lige tage dig lidt af dit barn”. Det gør moderen edderspændt rasende. Hun himler op: ”Pas du bare dit, så skal jeg nok passe mit”. Hvis bedstefaderen så siger: ”ja det kan jeg rigtignok se”, bryder krigen løs. Så ryger det ud af moderen: ”Sådan som du er, kan du bare holde dig væk næste gang”. Moderen korsfæster med andre ord bedstefaderen. Han må ikke som Jesus bryde ind i sin næstes liv som støtte for barnet og for at højne moderen.

Det er ved familiefester tabu at kritisere hinanden og derved også komme til at røbe sig selv. Det gør de fester til det kedeligste af alt. Man taler om vejret og den sidste rejse. Alle er totalt neutrale. Man sidder sammen, men hver for sig. Man er ved at skatte i søvn og ærgrer sig over spildt tid. Der kommer aldrig rav i den, ingen gyngen i sindene. Jesus elskede den gyngen. Der skulle tales ud. Derfor sagde han: ”Tro ikke, at jeg er kommet for at sprede fred. Folk ved ikke, at jeg er kommet for at så splid på jorden, ild, sværd, krig. For er der fem i et hus, skal de tre være imod de to, og to mod tre, faderen mod sønnen … og de skal stå ensomme”.

Helligånden drejer sig med andre ord ikke nær så meget om troen på opstandelsen som om vort forhold til vore medskabninger og os selv her på jorden. Helligånden er på spil i opgøret mellem modstridende sindelag og holdninger. Helligånden er på spil, hvis man som bedstefaderen lader sig korsfæste for sandhedens skyld.

Det giver sår, som det sår Jesus fik i brystet. De sår er en lidelse, men man må leve med dem, hvis man vil være et sandt menneske. Ens sår kan symbolsk blive en åbning i ens sind. For det er af såret, der vokser blomster frem, når fornuften indser, hvad der er vigtigt at gøre. Det er uevangelisk at være passiv og nøjes med tidens evindelige småsnak.

En mand, jeg kender, havde en drøm, der hænger sammen med Thomas´ Jesus-ord om det tilgivelige i at spotte Faderen og Sønnen. Manden vågnede midt om natten og så Gud stå ved fodenden af sengen. ”Skrid med dig”, råbte manden oprevet, ”jeg tror ikke på dig”.  ”Fald ned”, svarede Gud roligt: ”det afgørende er ikke, om du tror på mig, men om jeg tror på dig. Forstår du det, vil din afvisning af mig måske engang afløses af tvivl”. Hm, tænkte manden, han er godt nok svær at afvise. Nå, sagde han næste morgen til sig selv, det var jo bare en drøm. Men det blev han snart efter i tvivl om. Og så meget er vist. Han glemte aldrig drømmen siden.

Er man nået dertil, hvor meget længere kan et moderne menneske så nå?

Goddag-optegnelser 27. august 2013

Christoffer Boes uden tvivl spændende film om Glistrup og Spies er på trapperne. Jeg glæder mg til at se den.Men ud fra den allerede store debat om den spørger man sig, i hvor høj grad den drejer den sig om de to mænd? Har de haft så meget forbindelse, at det kan bære en regulær dialog mellem dem? Kort sagt: handler filmen overhovedet om de to, ikke bare om illusioner? Er for meget ikke en blot og bar uhistorisk konstruktion fra Boes side?. Lægger han ikke for meget af sig selv ind i den?

Boe synes at have glemt, at det eneste tilladelige, når man skildrer historiske personer, er at digte ikke imod kilderne, men med kilderne eller dog over dem, hvis de tier, så det, de to siger og gør i filmen, psykologisk kunne være sket. Det gjorde dansk historieforsknings førstemand Kr. Erslev opmærksom på allerede i 1911. Det gælder stadig. Ved man ikke meget om personen, som om kong Dan eller kong Magnus i middelalderen, står forfatteren og instruktøren friere i tolkningen, men er personerne så veldokumenterede som Glistrup og Spies, har man en forpligtelse til ikke at lave røverhistorier.

Beskuerne flest har et godt forhåndsindtryk af de to mænd, og de vil gerne mere ind på livet af dem. De er ikke interesserede i mere eller mindre opfundne gøglebilleder. Den sande historiske virkelighed er meget mere fascinerende end den opdigtede, der tilmed er direkte skadelig i dag. Den skildrede virkelighed skal være sand, og det bliver den ikke ved ind imellem at tordne op imod den. Så bliver beskuerne usikre, og en ubevidst skuffelse siver ind i dem trods al filmisk fascination.

Det er derfor en farlig vej og og en alt for udbredt praksis, Boe her synes at dyrke. Allerede i 1970-erne skrev Elias Carnetti, at den samlede menneskehed pludselig uden at mærke havde forladt virkeligheden. Og kort efter lød det fra Jean Baudrillard: “Maximum i intensitet ligger bag os, minimum af lidenskab og intellektuel inspiration ligger foran os”. Og uvirkeligheden har bredt sig siden. Det har gjort det svært for folk selv at handle, endsige handle frit. Man ved ikke, hvad der er det rigtige at gøre. Man ved ikke, hvad der er sandt og falsk, hvad godt og skidt, hvad skønt og grimt. Så derfor har de fleste opgivet at vurdere deres liv ud fra de præmisser. Det betyder, at de ikke mere lever og handler ud fra dem.

De har kun Bilka-handlefriheden tilbage. De har kapituleret til uvirkeligheden. De har ikke mere noget eksistentielt forhold til sig selv og dem, som de lever sammen med.. De kender ikke sig selv og omgivelserne mere. De har mistet deres skæbne og er blevet ofre for tilfældigheden. Da der endnu var kultur til, som i gotikken, sagde man, at den slags mennesker var levende døde. Da kunne man vurderede det, for da stod det som idealet at leve i respekt for idealet. Og det gik ud på at finde en sammenhæng mellem det Sande, det Gode og det Smukke, dér hvor man havde sin færden. For kun så blev livet virkeligt. Kun så kunne man få  livet til at blomstre omkring sig, fordi man selv blomstrede..

Er alt håb så ude i dag? Skal vi bare lade stå til, sidde og afmægtigt flæbende vride hænder i en underkastelse under den dominerende blot tekniske og økonomiske globaliserings tidsånd. Det er vigtigt at forstå, at den tidsånd er uden ånd. Ånd er ret beset i vor tradition helligånd, og den kræver af os, at vi bryder ind i vort eget og i hinandens liv og højner det. Kun så får det Gode, det Sande og det Smukke en chance. Globaliseringen er ganske vist uundgåelig, men vi har, hvis vi vil og forstår det, muligheden for at give den, hvad den savner i dag: et medmenneskeligt ansigt. Det kræver, at vi igen begynder at iagttage og deltage i virkeligheden i en bekæmpelse af den dominerende uvirkelighed. Kun så bliver vi igen skabende mennesker, der kan stille krav til os selv og ikke bare sidder glanende med hø i hovederne, mens vi i ligegyldighed  trækker på skulderen: “Udviklingen med den fremadbuldrende økonomiske vækst og de enkelte staters nedtur i ingenting er determineret. Vi må se, hvordan det går. Det skal jo også nok gå. På en eller anden måde”. Altså snik-snak, snik-snak, alt imens høet drysser ud, og knoppen oven på kroppen i tomhed svinder ind til et punktum. Punktum færdig. Færdig med os og med virkelighedens fascinerende og foruroligende verden..

Så i det lys er der grund til at sige: Kære Christoffer Boe. Du kan lave fremragende film. Men du må altså vide, at hvis du ligger under for uvirkeligheden i din egen fantasi, sker det på det sande livs bekostning. At gøre det kræver kun det minimum af lidenskab og intellektuel inspiration, som Baudrillard talte om. I så fald lægger du ved tik den uvirkelige:tidsånds fortsatte overherredømme. For du skal også vide, at der langt nede i mennesket, selv i de mest nihilistiske tider, ligger en lede på spring, der ikke kan få afsæt, hvis sindet forbliver uforløst i uvirkelighedens herredømme. Sindet vil så gerne hjælpes fri, så leden bliver bevidst og dermed ulidelig. For bevidstheden om leden får sindet til at begynder at lede – efter et liv hinsides uvirkeligheden, hvor vi atter dukker frem som levende handlende mennesker og ikke bare brægende som får i rad og række vralter lige ind i intetheden. Det kan du bidrage til, hvis du holder dig til virkeligheden og ikke ind imellem digter imod den. Bare lidt uvirkelighed er ødelæggende. For den vil beskuernes sind i en uvirkelig tid holde sig til, så de desto lettere siger fra over for besværlige i at vågne op og medvirke til det, der bør være alt liv og al kunsts formål, som jeg tror det er dit: at pirke til den slumrende handlekraft i det moderne menneske.

Men måske har jeg, som jeg håber, ramt ved siden af, det risikerer man, hvis man udtaler sig på baggrund af sekundære kilder. Læs iøvrigt Niels Lillelunds perspektivrige artikel, Spies & Glistrup, i Jyllands-Posten søndag den 25. august.   .  .