Goddag-optegnelse 31. august 2013

Horsens Folkeblad bad om en mening, som avisen hver lørdag bringer fra forskellige horsensianere. Den kom til at handle om de rundt om populære middelalderfestivaller, hvoraf én netop i disse dage foregår på Slottet i Horsens:

Vi lever uden anelse om vor fortid, tilsyneladende i bedste velgående. Men måske der er et savn. Vi vil i hvert fald gerne vide, hvad der skete i middelalderen: Hvad vi drak, hvordan vi gik klædt, hvad vi handlede med, se på belejringer af en by, høre tidens musik. Måske det er alt nok. Det er da også, hvad vi kan få et overfladisk indtryk af på middelalderfestivalen.

Det bliver vi bare ikke mindre historieløse af. Vi lever i en overfladecivilisation, hvor vi som selvoptagne individualister savner selvværd og selverkendelse. Vi har umådelig svært ved at finde ud, hvordan vi i hjemmet skal leve sammen uden alt for mange dæmoner, og må så ty til et ulideligt minut-demokrati: hvis jeg gør det, skal du gøre det. Ellers må vi skilles. Og skilt bliver vi så.

Samtidig bilder vi os ind, at vi aldrig har levet så godt sammen i historien. Men hvad ved vi om det, når vi ikke kan sammenligne os med vore forfædre og intet lære af dem, fordi vi ikke kender deres mentalitet. Den fordamper i festivalens næsten blotte dyrkelse af ydre ting, tøj og smykker, utallige handelsboder. For hvad det gælder om, er at tjene penge og drikke mjød og æde svin på spyd, kort sagt få en på opleveren, som ikke får gnist af indflydelse på, hvordan vi lever nu. Hvad er så vigtigt som forbruget? Lære af dem i middelalderen? Lære hvad? At bygge en borg, som vi ingen brug har for?

Middelalderen var lang. I den mørke del til ca. 1000 blev folk undertrykte af fyrsten, feudaladelen og en fordømmende Gud og gejstlighed ovenfra, så vold, meningsforladthed og nihilisme bredte sig. Det var i den periode, islam opstod, og mentaliteten fra den tid ligner vores i dag. Men i den lyse del, fra og med romansk tid og gotikken, opstod en livlig handel. Borgerne gjorde oprør mod undertrykkerne og fik efterhånden selv stor magt. Det førte til, at friheden og solidariteten voksede i befolkningerne, og at den store kærlighed mellem menneskene opstod i historien. Imens ændrede Gud sig fra at være en undertrykkende Gud ovenover os til at komme ned på jorden. Her blev han i Jesu skikkelse en med os medlidende, opmuntrende og uundværlig skikkelse med sit budskab: elsk din kone og din næste som dig selv. Ja, elsk din fjende. Gjorde man det, og mange gjorde ihærdige forsøg, fik ens liv dybde. Ellers endte man som et levende lig, uden selvværd.

Det var måske, hvad festivalen burde have som hovedærinde: at trænge ind i den mentalitet fra en tid, hvor mennesket, symboliseret ved den gotiske domkirke, søgte at højne sig, så det kom til at leve efter det guddommelige i sig selv frem for efter det dæmoniske.

Men hvem tænker på det i dag? Det er nok at lege middelalder, som børn i en børnehave. Måske vi skulle spørge os selv: ”Hjerte, hvad vil du mere? Vil du bare gå og gå, uden du opdager det, til du går i stå?”

Goddag-hilsen 29. august

Thomas og hans evangelium har længe stået mit hjerte nær. Her er en forkortet version af min Thomas-prædiken 7.4. 2013 i Vor Frelsers Kirke, Horsens, netop udkommet i Kirkebladet for Klosterkirken og Vor Frelsers sogn:

Thomas er blevet kaldt tvivleren. Men Jesus var ikke ude på særligt at hænge netop ham blandt disciplene ud, selvom Thomas forlangte at se Jesu sår i siden, hvis han skulle tro på hans opstandelse. Jesus sagde ganske vist til Thomas: Vær ikke vantro, men troende. Men i Thomas fravær forinden havde Jesus straks ved sin ankomst vist disciplene såret. Så de fik ikke lejlighed til at tvivle, og det var måske heldigt for dem. Jesus kendte deres vaklende sind.

Det sind præger os alle, hvis vi er voksne og fra puberteten har udviklet vor bevidsthed eller ånd. Så vil vi selv have lov at tage stilling og sætte tvivl ved alt. Vi vil helst have syn for sagn. Og det er et sundhedstegn. Kristendommen er et møde mellem Guds ånd og menneskets ånd, og det gælder ikke om, at mennesket bare kapitulerer. Ordene i biblen er derfor også åbne for fortolkning. Der kræves ikke underkastelse. Tro uden tvivl er fundamentalisme, og en sådan slår menneskets selvværd ihjel.

Johannes Evangelisten fortæller da også historien for at få fremtidige læsere til at sluge det under, disciplene så. Men et hovedærinde for ham var at fortælle om Jesu enestående ord og væsen, så det fik tilhørerne til at indse, at sådan kunne den mand ikke have optrådt og talt, hvis han ikke bar Gud i sig.

At bære Gud i sig behøvede Jesus tilmed ikke at være ene om. Det opmuntrende budskab fra Jesus i Thomas´ eget evangelium var, at det var muligt også for mennesket at nå derhen. Jesus sagde hos ham: ”Den som har drukket af min mund, skal blive som jeg er, og jeg vil være ham. Og det skjulte skal blive åbenbaret for ham”.

”Jeg vil være ham”, altså: ”Jeg vil ikke være over ham”. De to var ligeværdige. Jesus var altså udsendt til at være vor nære støtte, sådan som vi bør støtte hinanden, så vi kan bære lidelser og død. Jesus skulle ved sin egen pinefulde død på korset, hvor han selv tvivlede, få os til at forstå, at uden at forsone os med lidelsen og tvivlen kan vi ikke værdsætte glæden, når vi tager livtag med ondskaben og vor tvivl på hinanden.

Den glæde indfinder sig, når vi glemmer os selv i omsorg for næsten, så vi ind imellem ligefrem syntes, at vi har fået bugt med tvivlen. Men så dukker den uvægerligt op igen, og vi kan i vor verdsliggjorte tid blive så fortvivlede, at vi kommer i tvivl om meningen med livet. Så kan vi hænge sådan ved selv et magert arbejde, at vi ikke kan klare at gå på pension og derfor dør kort efter.

Der er dog ingen grund til fortvivlelse, hvis ellers Jesu ord, elsk din næste og også din fjende, sidder som en spore i os, og vi har prøvet at leve efter dem. Så har vi drukket af hans ords sprudlende kilde. Så har vi fået stillet en portion Helligånd til rådighed. Og det er så afgørende, at så må I godt spotte Faderen og Sønnen, det vil blive tilgivet, sagde Jesus i Thomas´ evangelium. ”Men den, som spotter Helligånden, han vil ikke få tilgivelse, hverken på jorden eller i himlen”.

Ordet Helligånd kan i dag virke som forældet mystisk kaudervælsk, helt uden for rækkevidde. Men det er noget meget ligetil. Er man af ånd eller Helligånd, har man evne og vilje til at bryde ind i sit eget og andres liv og højne det. Det lykkes kun, hvis man taler åbent, og man er ude på komme al forstillelse og alle fortielser i sine forhold, alle nedrigheder til livs.

Det menneske, der åbner sig og tager livtag med det lukkede i sig selv og verden, er det sande menneske. Åbenheden er sandheden. Det menneske går med et lys i sig, der oplyser verden. Han evner at blive ét med dem, han møder. ”Vær folk, der går forbi”, sagde Jesus derfor hos Thomas. Det menneske vækker tillid, – og had og raseri hos de utallige tillukkede, alle bagvaskerne, alle de levende døde. ”Når I tager jeres tøj af uden at skamme jer, … skal I se sønnen af den levende”, sagde Jesus. ”Alt skal åbenbares, intet skal forblive tildækket uden at afsløres”. Er man ude på det, får man som Jesus mange fjender. Der bliver ballade i familien og med såkaldte venner, men man bliver ikke fjende af sig selv, og det er det vigtige.

Et eksempel. Ved en familiefest ser en bedsteforælder et barn stå og trække i sin mor, mens hun sidder uanfægtet og plaprer om alt og ingenting i selvrealisationens uhellige navn. Det får bedstefaderen til at sige: ”Kunne du ikke lige tage dig lidt af dit barn”. Det gør moderen edderspændt rasende. Hun himler op: ”Pas du bare dit, så skal jeg nok passe mit”. Hvis bedstefaderen så siger: ”ja det kan jeg rigtignok se”, bryder krigen løs. Så ryger det ud af moderen: ”Sådan som du er, kan du bare holde dig væk næste gang”. Moderen korsfæster med andre ord bedstefaderen. Han må ikke som Jesus bryde ind i sin næstes liv som støtte for barnet og for at højne moderen.

Det er ved familiefester tabu at kritisere hinanden og derved også komme til at røbe sig selv. Det gør de fester til det kedeligste af alt. Man taler om vejret og den sidste rejse. Alle er totalt neutrale. Man sidder sammen, men hver for sig. Man er ved at skatte i søvn og ærgrer sig over spildt tid. Der kommer aldrig rav i den, ingen gyngen i sindene. Jesus elskede den gyngen. Der skulle tales ud. Derfor sagde han: ”Tro ikke, at jeg er kommet for at sprede fred. Folk ved ikke, at jeg er kommet for at så splid på jorden, ild, sværd, krig. For er der fem i et hus, skal de tre være imod de to, og to mod tre, faderen mod sønnen … og de skal stå ensomme”.

Helligånden drejer sig med andre ord ikke nær så meget om troen på opstandelsen som om vort forhold til vore medskabninger og os selv her på jorden. Helligånden er på spil i opgøret mellem modstridende sindelag og holdninger. Helligånden er på spil, hvis man som bedstefaderen lader sig korsfæste for sandhedens skyld.

Det giver sår, som det sår Jesus fik i brystet. De sår er en lidelse, men man må leve med dem, hvis man vil være et sandt menneske. Ens sår kan symbolsk blive en åbning i ens sind. For det er af såret, der vokser blomster frem, når fornuften indser, hvad der er vigtigt at gøre. Det er uevangelisk at være passiv og nøjes med tidens evindelige småsnak.

En mand, jeg kender, havde en drøm, der hænger sammen med Thomas´ Jesus-ord om det tilgivelige i at spotte Faderen og Sønnen. Manden vågnede midt om natten og så Gud stå ved fodenden af sengen. ”Skrid med dig”, råbte manden oprevet, ”jeg tror ikke på dig”.  ”Fald ned”, svarede Gud roligt: ”det afgørende er ikke, om du tror på mig, men om jeg tror på dig. Forstår du det, vil din afvisning af mig måske engang afløses af tvivl”. Hm, tænkte manden, han er godt nok svær at afvise. Nå, sagde han næste morgen til sig selv, det var jo bare en drøm. Men det blev han snart efter i tvivl om. Og så meget er vist. Han glemte aldrig drømmen siden.

Er man nået dertil, hvor meget længere kan et moderne menneske så nå?

Goddag-optegnelser 27. august 2013

Christoffer Boes uden tvivl spændende film om Glistrup og Spies er på trapperne. Jeg glæder mg til at se den.Men ud fra den allerede store debat om den spørger man sig, i hvor høj grad den drejer den sig om de to mænd? Har de haft så meget forbindelse, at det kan bære en regulær dialog mellem dem? Kort sagt: handler filmen overhovedet om de to, ikke bare om illusioner? Er for meget ikke en blot og bar uhistorisk konstruktion fra Boes side?. Lægger han ikke for meget af sig selv ind i den?

Boe synes at have glemt, at det eneste tilladelige, når man skildrer historiske personer, er at digte ikke imod kilderne, men med kilderne eller dog over dem, hvis de tier, så det, de to siger og gør i filmen, psykologisk kunne være sket. Det gjorde dansk historieforsknings førstemand Kr. Erslev opmærksom på allerede i 1911. Det gælder stadig. Ved man ikke meget om personen, som om kong Dan eller kong Magnus i middelalderen, står forfatteren og instruktøren friere i tolkningen, men er personerne så veldokumenterede som Glistrup og Spies, har man en forpligtelse til ikke at lave røverhistorier.

Beskuerne flest har et godt forhåndsindtryk af de to mænd, og de vil gerne mere ind på livet af dem. De er ikke interesserede i mere eller mindre opfundne gøglebilleder. Den sande historiske virkelighed er meget mere fascinerende end den opdigtede, der tilmed er direkte skadelig i dag. Den skildrede virkelighed skal være sand, og det bliver den ikke ved ind imellem at tordne op imod den. Så bliver beskuerne usikre, og en ubevidst skuffelse siver ind i dem trods al filmisk fascination.

Det er derfor en farlig vej og og en alt for udbredt praksis, Boe her synes at dyrke. Allerede i 1970-erne skrev Elias Carnetti, at den samlede menneskehed pludselig uden at mærke havde forladt virkeligheden. Og kort efter lød det fra Jean Baudrillard: “Maximum i intensitet ligger bag os, minimum af lidenskab og intellektuel inspiration ligger foran os”. Og uvirkeligheden har bredt sig siden. Det har gjort det svært for folk selv at handle, endsige handle frit. Man ved ikke, hvad der er det rigtige at gøre. Man ved ikke, hvad der er sandt og falsk, hvad godt og skidt, hvad skønt og grimt. Så derfor har de fleste opgivet at vurdere deres liv ud fra de præmisser. Det betyder, at de ikke mere lever og handler ud fra dem.

De har kun Bilka-handlefriheden tilbage. De har kapituleret til uvirkeligheden. De har ikke mere noget eksistentielt forhold til sig selv og dem, som de lever sammen med.. De kender ikke sig selv og omgivelserne mere. De har mistet deres skæbne og er blevet ofre for tilfældigheden. Da der endnu var kultur til, som i gotikken, sagde man, at den slags mennesker var levende døde. Da kunne man vurderede det, for da stod det som idealet at leve i respekt for idealet. Og det gik ud på at finde en sammenhæng mellem det Sande, det Gode og det Smukke, dér hvor man havde sin færden. For kun så blev livet virkeligt. Kun så kunne man få  livet til at blomstre omkring sig, fordi man selv blomstrede..

Er alt håb så ude i dag? Skal vi bare lade stå til, sidde og afmægtigt flæbende vride hænder i en underkastelse under den dominerende blot tekniske og økonomiske globaliserings tidsånd. Det er vigtigt at forstå, at den tidsånd er uden ånd. Ånd er ret beset i vor tradition helligånd, og den kræver af os, at vi bryder ind i vort eget og i hinandens liv og højner det. Kun så får det Gode, det Sande og det Smukke en chance. Globaliseringen er ganske vist uundgåelig, men vi har, hvis vi vil og forstår det, muligheden for at give den, hvad den savner i dag: et medmenneskeligt ansigt. Det kræver, at vi igen begynder at iagttage og deltage i virkeligheden i en bekæmpelse af den dominerende uvirkelighed. Kun så bliver vi igen skabende mennesker, der kan stille krav til os selv og ikke bare sidder glanende med hø i hovederne, mens vi i ligegyldighed  trækker på skulderen: “Udviklingen med den fremadbuldrende økonomiske vækst og de enkelte staters nedtur i ingenting er determineret. Vi må se, hvordan det går. Det skal jo også nok gå. På en eller anden måde”. Altså snik-snak, snik-snak, alt imens høet drysser ud, og knoppen oven på kroppen i tomhed svinder ind til et punktum. Punktum færdig. Færdig med os og med virkelighedens fascinerende og foruroligende verden..

Så i det lys er der grund til at sige: Kære Christoffer Boe. Du kan lave fremragende film. Men du må altså vide, at hvis du ligger under for uvirkeligheden i din egen fantasi, sker det på det sande livs bekostning. At gøre det kræver kun det minimum af lidenskab og intellektuel inspiration, som Baudrillard talte om. I så fald lægger du ved tik den uvirkelige:tidsånds fortsatte overherredømme. For du skal også vide, at der langt nede i mennesket, selv i de mest nihilistiske tider, ligger en lede på spring, der ikke kan få afsæt, hvis sindet forbliver uforløst i uvirkelighedens herredømme. Sindet vil så gerne hjælpes fri, så leden bliver bevidst og dermed ulidelig. For bevidstheden om leden får sindet til at begynder at lede – efter et liv hinsides uvirkeligheden, hvor vi atter dukker frem som levende handlende mennesker og ikke bare brægende som får i rad og række vralter lige ind i intetheden. Det kan du bidrage til, hvis du holder dig til virkeligheden og ikke ind imellem digter imod den. Bare lidt uvirkelighed er ødelæggende. For den vil beskuernes sind i en uvirkelig tid holde sig til, så de desto lettere siger fra over for besværlige i at vågne op og medvirke til det, der bør være alt liv og al kunsts formål, som jeg tror det er dit: at pirke til den slumrende handlekraft i det moderne menneske.

Men måske har jeg, som jeg håber, ramt ved siden af, det risikerer man, hvis man udtaler sig på baggrund af sekundære kilder. Læs iøvrigt Niels Lillelunds perspektivrige artikel, Spies & Glistrup, i Jyllands-Posten søndag den 25. august.   .  .

Vil komme med små jævne mellemrum

24. 8. 2013

Hvordan opdager eller genvinder man sit skabende selv efter en nedtur i mørket, for mit vedkommende, fordi mit hjerte begyndte at skabe sig og enten gik uregelmæssigt eller med en ekspresfart på 150 slag i minuttet? Det er heldigvis overstået, de er dygtige på Skejby, og det har fået latteren tilbage, men ikke gjort alting lyst. Der er noget, der blokerer en, ja sagtens os alle, neuroser, ind imellem lede ved os selv og – ikke mindst – vore omgivelser, vi lever unægtelig ikke i paradis på jord. Det har vi selvsagt aldrig gjort, men vi er i vor moderne civilisation røget længere ned imod det, der skulle være Mefistos område, end godt er.

Hvad så stille op, hvis man gerne vil bidrage til, at vore værdier fra kulturens tid, frihed, solidaritet og kærlighed, igen skal tage kampen op med den økonomiske enevælde ovenfra, der har frembragt neuroserne? Den har henvist disse kerneværdier til en dybfryser. Så vi er blevet så stive og lattervækkende, at vi ligner en mellemting mellem Kviums skulende gnomer og Jørgen Leths perfekte stakato-menneske. Han siger: Jeg kan tage et fint slips på, jeg kan gå, men han undlader i sin uvidenhed at sige: jeg kan – ikke lade være at gå i stå. Og hvem kan?

Man kunne jo så gå – ind i politik f. eks., der ville være en stor chance for succes i Dansk Folkeparti, men succes med hvad? Hvad kan nogen politiker gøre for at modvirke den længe igangsatte afvikling af staten som garanti for en velfærd, der sikrer også de små? Jeg er for resten også blevet for gammel til at gå den vej, og jeg har altid syntes, at der var for lavt til loftet i alle partier. Jeg har længe fået dårlige nerver bare ved synet i tv af Helle Thorning-Schmidt og væbner Corydon. De stiller en selvoptaget føren-sig-frem magtbrunst til skue. Ja, er der andet end spejlets pauvre skuespil tilbage i dem? De udstråler i hvert fald en overlegen cand.polit. elitisme, ikke at tale om en mangel på al ånd, og de fører en alt for tydelig folkeforagtende politik. Befolkningen, den skal bare lystre.

Tænk, at Socialdemokratiet, som jeg tidligere i mange år stemte på, er sunket så dybt. Folketinget besidder kun få politikere med en vis karisma, det vil sige med et ægte sindelag og dybtfølte bud på, i hvilket retning landet skal gå, så befolkningen kunne trives bedre, og den fik forbilleder, som var værd at spille op imod og leve op til. Så ville det afdøde begreb ånd måske tilmed kunne genopstå i det danske sprog. I det knyttes de eneste versioner i dagens renskurede samfund til dårlig ånde og til stik næsen ind og hold vejret, for i partierne hersker ovenfra kæft og trit uden retning.

Man bliver ærgerlig, rasende, ked af det, for den stigende kløft mellem en selvisk elite og en forladt befolkning avler ikke ægte folkestyre og kultur med dybde, med overfladecivilisation med pøbel foroven og forneden. Man bliver helt træt. Så ikke mere for i dag. Slet ikke tv.