Sorgens Scene

Sorgens Scene

Min nye bog, Sorgens scene. Brok over åndsformørkelsen – og brokker til en ny kultur, er udkommet. Den koster 188 kr. plus porto 40 kr. og er på 250 sider. Se nærmere i Andet og på www.linjek.dk

Bogen blev anmeldt af Chr. Rimestad i Horsens Folkeblad 4. oktober:

“Hvad skal man kaste sig ud i, når man har udgivet sit livs ultimative værk?

I maj sidste år udkom Leo Tandrups Det oprejste menneske, der på mange måder kom til at stå som den lokale historikers testamente og definitive opgør med sin samtid. Som han selv sagde: Alle mine hidtidige bøger og artikler har egentlig bare været en forberedelse til dette værk, men at Leo Tandruo dermed ville lukke munden på sig selv, troede de færreste vel på.

Han  … er manden, der aldrig går af vejen for en diskusion, og den vilje lade sig næppe kue … Hans tanke er, at de korte kapitler med sentenser kan læses i bidder.Som altid bliver der ikke lagt fingre imellem. For Tandrup har en mission: Han vil “forvandle Vestens aftenland til en morgendæmring” – det er ikke umuligt, men det haster, lyder det fra Sorgens scene”

Obamas store epokegørende vision

De store magters nødvendige vej fra lejlighedskonjunktur til tvangskonjunktur for verdensfredens skyld

Goddag-optegnelse 20. september 2013, revideret 26. september

Optegnelsen vil undtagelsesvis sige noget om vor tids internationale stormagtspolitik, som efter alt at dømme vil føre os mod en katastrofe, hvis staterne som i dag fremturer med at føre en såkaldt realistisk politik. Det er mange år siden jeg har skrevet om den, det var da jeg i Cuba-krisens lys lavede en disputats om beslutningsprocessen i Danmark og Sverige under Christian IV og Gustav II Adolf og deres rigsråd op til Kejserkrigen i 1625-29. Den gang gik det galt. Under Cuba-krisen lykkedes det med nød og næppe at få Nikita Kruschev til at opgive den realistiske politik, der ville have ført til ragnarok.

Der er ikke mange positive udsagn i den vestlige presse om præsident Obama, efter han har opgivet at bombe Assads kemiske giftgaslagre. Tværtimod: Han er en vendekåbe, han savner mod og myndighed, han er en svag præsident, han vil gå over i historien som noget nær et nul.

Bedømmelserne må ses i lyset af det fortsat dominerende syn på ydre- og indenrigspolitikken, at den må funderes på den såkaldte realisme. Det betyder, at man som en Kissinger og siden en Reagan og George W. Bush forstår alt ud fra magtbegrebet og fører alt tilbage til det. ”Den indre politik og den internationale politik er bare to forskellige manifestationer af det samme fænomen: kampen for magt”, lød det i denne aktivistiske ånd fra den realistiske skoles bannerfører, tysk-amerikaneren Hans J. Morgenthau allerede i 1961. Det drejer sig altså om magtmaksimering. Aktørerne skal benytte enhver gunstig lejlighed til at ekspandere. De betragter med andre ord ikke konjunkturerne som tvangskonjunkturer, hvor det bare gælder om at beskytte staten mod truende ydre og indre fjender, men som lejlighedskonjunkturer.

Magten set sådan bliver en værdi langt overordnet andre værdier som frihed, menneskerettigheder og solidaritet med undertrykte minoriteter i ens eget land og i andre lande. Stormagten kan godt i Machiavellis ånd og for prestigens skyld med fordel lade, som om de værdier betyder noget. Men dens aktører bør operere ret uafhængigt af dem, hvis de vil bevare initiativet. I virkeligheden bør de kun knytte magtudøvelsen til hensynet til landets sikkerhed. Og det hensyn vil tilmed oftest, som Bush gjorde det efter 9/11 med invasionen i Irak, blive fremdraget som skalkeskjul for, at magthaveren kun er ude på magtmaksimering for statsmagtens og hans egen skyld, foruden af hensyn til de store kapitalinteresser. Dem læner magthaveren sig op ad, fordi de bidrager afgørende til ikke bare at udbrede kapitalens egen indflydelse, men også til at øge statens og magthaverens økonomiske, politiske og militære position i verden.

Det opnås bedst ved så vidt muligt i realismens og hensigtsmæssighedens ånd at klaske et låg hen over disse for verdensopinionen oftest suspekte økonomiske motiver, selvom det er blevet svært i dagens hackerverden. Magttænkningens tvilling er hensigtsmæssigheden. Den tåler heller ikke ideale hensyn, hvis de strider mod magtpolitikken. Den dikterer, at aktørerne hverken bør tage særligt hensyn til befolkningerne eller til smukke ideologier om menneskeret, frihed, religiøs tolerance og menneskelig lykke. Magttænkningen frygter disse værdiers blomstring. For den vil forædle befolkningerne, så de, også af hensyn til egen sikkerhed og for at få og ro til at handle og leve uforstyrret, som regel vil være imod en aktivistisk udenrigspolitik.

En sådan har de allerfleste stormagter imidlertid ført til alle tider, ikke mindst siden det fra renæssancen blev set som det store mål at stræbe efter verdensherredømmet. Det har derfor siden i realistisk regi været en selvfølge, at udenrigspolitikken måtte agere så godt som isoleret fra indenrigspolitikken. For den plages næsten altid af problematiske klassemodsætninger og for befolkningerne plagsomme indre sociale forhold og vil derfor let vil spolere en effektiv kurs.

Magten styres da også entydigt ovenfra i de totalitære eller enevældige stater, som Kina, Rusland og en række mellemøstlige stater. Og i USA er præsidenten nærmest enerådig og kan tilmed starte krig uden at høre kongressen. Den skal ganske vist hen ad vejen bidrage med penge til krigsudøvelsen, men den har i reglen været villig, fordi krigene, siden 1960-erne i Mellemøsten og Afghanistan, har været ført med magt og profit til erhvervslivet for øje, altså for at forøge USA’s betydning i verden økonomisk, politisk og militært. Så har man i USA tilmed samtidig skrydet over, at man levede op til sin store rolle som hele verdens helsebringende og frihedsbefordrende politibetjent i Guds egen tjeneste, en rolle, som man overtog under og efter 2. verdenskrig fra de nu stærkt svækkede europæiske stormagter.

Obama har været på nippet til at fortsætte den kurs, uagtet krigspolitikkens katastrofale resultater i Vietnam som siden i Afghanistan og Irak under præsident Bush, desuden uagtet den terror og det had, som den amerikanske aktivisme over for Mellemøsten siden 1960-erne har vakt i befolkningerne dér. Med sin rød-linje-deklaration fra august 2012 om, at USA ikke ville tillade et styres brug af kemiske våben vendt mod den almindelige befolkning i sit eget land, in casu Syrien, forpligtede Obama sig nemlig de facto til en amerikansk intervention i Syrien mod Assad, hvis han forbrød sig mod deklarationen. Denne var med andre ord et tilsagn om, at den traditionelle aktivistiske politik ville blive fortsat.

Selv efter Assads store kemiske angreb mod sin egen befolkning 21. august i år trak Obama imidlertid sagen i langdrag. Der kom intet missilangreb mod Assads lagre. Desuden gjorde Obama noget helt uhørt konstitutionelt: han indkaldte kongressen og ville have den til at godkende og tage medansvar for en intervention. Den ledende republikanske senator og udenrigsaktivist John McCain var rasende: at inddrage kongressen udhulede det mægtige amerikanske præsidentembedes prestige og myndighed i verden. Og vestlige journalister pippede ofte med på den sang. Den var, fandt de, svanesangen for den amerikanske præsidents og USA’s lederskab i verden.

Oveni mente mange, ikke ubegrundet, at Obama sikkert ville lide nederlag i kongressen. Obama fik dem tilmed til at pippe endnu højere, da han gjorde endnu et forsøg på at få FNs sikkerhedsråd til at gribe ind. Det råd var jo, lød det, helt handlingslammet med Kina og Ruslands vetoret i det. Nu skete der så alligevel det, at Rusland gik med til at åbne vej for FNs aktive inddragelse. Og Assad er gået ind på kravet om afvikling af sine lagre, men siger selv, at det kan tage et år. Næsten overalt i Vesten tror man, at Assad bare vil trække tiden ud. Men kan han det mere? Er vejen ikke ved at være banet til hans afsættelse?

Uanset hvad, så har ingen rigtigt forstået det storslåede og betagende demokratiske i præsidentens ændrede politik. Efter 21. august, hvor det straks stod klart, at Assad stod bag det kemiske angreb, havde Obama tænkt og tænkt. Skulle han i realiteten indordne sig under Morgenthaus magtrealistiske politik, eller skulle han bryde med dens langvarige dominans i USA? Han tænkte, så det knagede, selv på pressekonferencer. Han var i krise. Skulle han i realismens uhellige navn opfatte den storpolitiske situation efter Assads bombning med kemiske våben som en lejlighedskonjunktur for USA, som endnu en gunstig mulighed for at spille supermagtens naturlige rolle som verdens retfærdighedshigende politibetjent, eller skulle han se situationen som en tvangskonjunktur?

Efterhånden modnedes hans tænkning til en vision om en ny verdensorden. USA skulle ikke mere være verdens politibetjent. Han vidste, at hans land længe havde misbrugt den rolle til at udvide sine interessesfærer, og han havde selv stemt imod Bushs militante udenrigspolitik i nul-erne. Ingen lande havde autoritet og troværdighed til at udfylde rollen, fandt han uden direkte at sige det. USA var blevet svækket som supermagt. Som næste politibetjent på den globale scene stod allerede Kina klar, og hvis USA havde misbrugt rollen, ville den så ikke blive totalt udhulet i kinesisk regi. De store nationer, nåede han frem til, var nødt til at holde hinanden – og ikke mindst sig selv – i skak ved argumentets, ikke våbnenes magt, og det skulle ske i FNs sikkerhedsråd, som forinden og samtidig i enkeltstaternes politiske forsamlinger og i den offentlige mening.

Var det da så epokegørende? Ja, for ved ikke at gribe ind i Syrien uden om FN, skønt han let havde kunnet, skabte Obama en vigtig præcedens: Ensidige stormagtsinterventioner måtte ikke mere finde sted i en verden, hvor den i stormagter iboende trang til magtbrunst altid hidtil i verdenshistorien havde fået ret og rimelighed til bøje nakken. Det epokegørende bestod i, at verdens absolut eneste militære supermagt havde pålagt sig selv det magtbegrænsende bånd, som mindre magter som Danmark altid af nødvendighed i historien havde tyet til: at opfatte enhver opstående aggressiv og krigerisk situation som udtryk for en tvangskonjunktur, som staterne kun ved fælles hjælp og helst bare ved diplomatisk pres skulle prøve at begrænse de skadelige følger af.

Og ikke mindst vigtigt: ved stærkt at nedtone sin egen suveræne magt over udenrigspolitikken og henvise den til godkendelse i kongressen skabte Obama en anden uhørt vigtig præcedens: i fremtiden skulle folket og dets repræsentanter debattere og være med til at beslutte alle afgørende skridt. Obama vidste, at hvis det kom til at gælde hjemme i USA selv, hos verdens eneste supermagt, ville det gøre det desto sværere for alle andre store stater at fastholde den hidtidige, i alle lande til alle tider gældende praksis: at magten blev udøvet ovenfra og ned, som i fortids og nutids fundamentalistiske gudestater, hvor befolkningerne bare skulle kaste sig i støvet eller bukke pænt, inden deres sønner blev beordret til at marchere i krig med blodplettede støvler. Det var et vældigt signal fra Obama, umuligt at se bort fra, selvom det i pressen blev nedgjort som svaghed.

Det leder frem til en tredje epokegørende gevinst ved Obamas nye udenrigspolitik. I og med demokratiseringen af denne politik, som utvivlsomt ville smitte af uden for USA, ville man fremme demokratiseringen i verden, ikke mindst i de muslimske lande. Faren for islamistiske magtovertagelser ville mindskes afgørende, hvis det gik op for befolkningerne her, at det ikke mere var muligt at fastholde billedet af USA som den store Satan. Modviljen mod USA og Vesten ville så langsomt kunne vendes til velvilje såvel til gavn for menneskerettighederne som til ugunst for sharia.

Hertil kommer for det fjerde, at en demokratisering af udenrigspolitikken med dens krav til beslutningstagerne om mere og mere åbenhed og offentlighed vil kunne bremse den vej mod et orwellsk Big Brother-overvågningssamfund, som har taget fart efter 9/11, og som har præget også den nye offentlighedslov i Danmark. Samtidig vil den for det femte kunne mindske kapitalens muligheder for at påvirke regeringerne til en så ødelæggende udenrigspolitisk kurs som den, der drev de europæiske stater ud i første og anden verdenskrig, og som fik USA til at fortsætte den aktivistiske magtpolitik over for Iran og andre mellemøststater fra 1960-erne.

En sjette stor gevinst er, at en demokratisering af udenrigspolitikken i sig selv vil virke fredsbevarende, ikke bare udadtil, men også indadtil, fordi den vil tjene til at mindske kløften mellem elite og befolkning. Den uddybes eksplosivt i vor tid og har allerede undergravet alle samfunds fællesskabsfølelse. Det skete under den fønikiske og siden i den hellenistisk-romerske globalisering, som det sker i nutidens galopperende globalisering. Og i alle tre tilfælde skyldes det statsmagternes og storkapitalens enedyrkelse af pengene som magtens nerve.

Når værdierne penge og magt står alene ved statsroret og i erhvervselitens hoveder, tager de, som det allerede er sket i Vesten, livet af de værdier, som betinger ethvert fællesskab, friheden, solidariteten, broderskabet. Ved at magthaverne igen reelt, som Obama tilsigter, tvinges til at vægte hele befolkningens tarv og krav, tvinges de til at lægge vægt på bæredygtighed og til at tæmme det giftspredende og pengegamblende erhvervsliv, som hidtil har haft alt for frit spil til at styre den økonomiske udvikling og har styrtet os lige ud i den nuværende krise. En god fremtid kræver derfor, som Obama ved, at kløften mellem rig og fattig indsnævres. Med en demokratisk åbenhed som incitament vil de altid egoistiske kapitalinteresser ikke mere uden videre i mørket kunne trække i trådene og fremdrive en lejlighedskonjunkturdyrkende udenrigspolitik og en hasarderet erhvervspolitik, hvor middelklasse og småfolk betaler gildet.

Det er derfor på tide, at de store idealistiske floskler, der i historiens løb har smykket de aktivistiske staters konjunkturudnyttende udenrigspolitik, brydes. Den mest berømte floskel kom Bismarck med: ”Politik er, at man hører Guds skridt i verdenshistorien og så springer til og forsøger at gribe om en flig af hans kappe”.

Denne ulidelige magtgud har hidtil ikke været til at bekæmpe. Der er ikke tvivl om, at hvis Obama får held til det ved at føre sin store vision ud i livet, vil verden blive et bedre sted at leve i. Visionen placerer ham højt på en humanistisk stige, og hans iver efter med dygtighed at fremme den under de vanskeligst tænkelige vilkår gør det i høj grad berettiget, at han i sin tid fik tildelt Nobels fredspris.

”Yes, we can”, det siger han stadig, selvom de allerfleste tror, at han er blevet mundlam og bare mumler: ”No, we can´t anymore, nevermore”.

 

Bentemarie og Picasso

Goddag-optegnelse 12. september

Lille Prinsesse

Om en konfrontation mellem det lyse og det sorte i os.

Bentemarie Kjeldbæk udstiller i september på Galleri Brænderigården, Søndergade, Horsens. Artiklen kommer i Kunstavisens septembernummer. Her er den i lidt udvidet og ændret skikkelse.

Bentemarie Kjeldbæk er på en livslang opgave. Hun vil til det sidste leve i pendulfart mellem Spanien og Danmark, mellem endnu bevaret folkelighed og fællesskab i opløsning, mellem tradition i tilbagegang og traditionsløshed. Hun holder sig i live ved at besøge damerne på madmarkederne i Barcelona og så museerne, hvor Velazquez, Picasso og Miró dukker lyslevende op for øjnene af hende. Hun føler sig ensom i Danmark, hvor det er svært at få en samtale i gang. Selv på folkelige værtshuse begynder bartenderen at trone duknakket over sin ifone uden at sige et kvæk mellem udskænkningerne. Bentemarie raser over det. På en bar skal man tale sammen, og bartenderen skal være formidler.

Ensomhed er uudholdelig, hvem kender den ikke? Skønt der er bevaret rester af kultur i Spanien, dukker den også frem dér. Picasso kendte den, men lå ikke under for den, selvom det kunne være svært at få en egentlig kontakt med folk, der mentalt stod under ham, og det var de allerfleste. Bentemaries billeder er heller ikke muntre, selvom hun i et værk lader en tyr lege med Miró. Tyren symboliserer som hos Picasso det folkelige, som også Miró dyrkede, men både tyr og Miró ser temmelig trøstesløse ud: Hvad skal der blive af os og verden. I udstillingens bedste billede, Lille prinsesse, er Picasso selv i fokus. Det er en parafrase af Velazquez´ portrætter af infantaen ved det spanske 1600-tals hof, for også hun var på spanden i et infamt forfinet miljø, hvor alle hadede alle.

Bentemarie har forvandlet den lille prinsesse til en moderne kvinde, der næsten har fået Picassos kubistiske træk fra 1930-erne. Hovedet er således skåret midt over i en lysegul frontal ansigtshalvdel, der er sat sammen med en sort profil. To farvekræfter slås om magten på lærredet. Den røde kærlighed søger vagt at trænge den sorte død tilbage, men den svarer igen, vil ikke give sig og vinder frem. Det sorte i profilansigtet er alligevel ked af det. Det ses i dets tragiske blik. Det sorte er Mefisto i os, og han vil have os til gøre ordentlig modstand mod den ondskab, som han selv og det sorte repræsenterer. Det er derfor, Bentemarie lader den sorte farve bære det røde skjult i sig. Jeg hører, siger Mefisto i Goethes Faust, ”til de kræfter, ved hvem den skævhed hæfter, at de må virke godt, skønt ondt de stræber efter”.

Virker vi selv sådan? Tænker vi overhovedet mere på, hvad der er godt, hvad ondt, hvad ædelt, hvad slet? Det sorte er i hvert fald ved at tage teten og erobre prinsessen nedefra. Brysterne i det røde krymper sig sammen i kirsebærstørrelse. Hendes røde arm hænger slapt ned, den kunne godt have slasket med en ifone. Den sorte arm derimod er aktiv og holder om en rød og gul fugl. Den er Bentemaries egen indre daimon. Fuglen er rasende på prinsessen, fordi det lyse i hendes ansigt er helt ubevidst om situationens alvor og fremstår med et næsten udtryksløst blik. Hun aner ikke ondskabens tilstedeværelse i sig, og hvem gør? Derfor kan vi ikke gøre noget for at holde fraværet og ondskaben i os selv stangen, hvorfor vi må forblive i uskyldens barnagtige ensomhed. Og det skønt den avler vor skepsis og mistro til næsten alle, og skønt den hindrer os i at skabe omsorg. Et virkeligt opgør med Mefisto ville kunne få kunstneren til at avle personer med tindrende sol og eros i øjnene, så de fik gang i et rigtigt favntag. Det lykkedes for Picasso, der vidste, hvor hård han selv og verden kunne være. Tænk bare på hans Guernica og hans Slagtehuset.

Ja, jeg ved det. Det er noget af et forlangende i vor tid. Men vi er altså nødt til at prøve, i al kejtethed, hvad Bentemarie da også gør i nogle af billederne. Ellers tager Mefisto os, luller os ind i vor ubevidsthed, og så bliver verden endnu værre end hos de fine ved Velazquez-hoffet. Hvem ønsker det? Vore sanser er sløve, vore blikke er sløve. Se derfor endnu en gang på den hjertegribende splittelse i Bentemaries moderne version af den lille prinsesse.

Den ville jeg godt have købt, men kom for sent. Så nu er jeg nødt til at bede hende lave en ny, næsten magen til. For billedet udstråler: bevar din agtpågivenhed, den kan lynhurtigt gå tabt.  Lad sanser og intuition lede dig. Det gør Bentemarie i sine billeder.

Frygtsomhedens vanskelige overvindelse og skabelsens lange tøvende start

Goddag-optegnelse 8.-11. september 2013

Mange mennesker i dag dyrker kunsten som deres et og alt. De er ikke selv blevet kunstnere, selvom de som børn eller unge har haft drømmen, og selvom den betød meget for dem. Den knuste drøm er derfor ofte blevet ved med at kaste en skygge over deres liv lige siden. De turde ikke kaste sig ud i kunsten, men resignerede og valgte et fornuftigt levebrød, ”et du kan leve ordentligt af”.

Det betød, at de blev en slags skygge-kunstnere. Mens de tjente penge i erhvervslivet og som offentlige ansatte eller som børsspekulanter og måske ligefrem blev millionærer, omgav de sig med kunstnere og solede sig i deres billeder og succes. Men solen kunne ikke trænge igennem. Sindet ville ikke rigtigt åbne sig for den kunst, der var noget værd mentalt, for åbenheden var dem ikke mere forundt. Sådan gik det de fleste mennesker, og det er ærgerligt, for det er den åbenhed, der er alfa og omega, hvis man vil være kunstner – og menneske. Man skal kende sig selv dybt ind, også der hvor man støder på det ubehagelige, hvis man vil kende andre. Åbenheden er forudsætning for at lave kunst, der gør indtryk og får folk til at ændre sig.

I stedet købte og dyrkede de derfor en hvilken som helst kunst, bare efter hvad såkaldte kunstkendere og -anmeldere mente, at den var værd på markedet. De blev ofte forgabt i kunstnere uden noget på hjerte, folk som Damien Hirst, som de fleste har bukket og skrabet for, og en masse kunstnere i anden og tredje parket, der stadig oversvømmer markedet, folk, som ikke bare tiltrækker skygge-kunstnere, men som selv er skygge-mennesker, akkurat som de folk, som de dyrkes af. Mage søger mage. Disse folk er ofte uden selvtillid undtagen i deres erhverv. Jeg har hørt mange sige: ”Vi har ikke i os evnen til at lave kunst. Og det har vi aldrig haft”. Men intet er mere forkert. De havde bare ikke modet til at vælge det, de brændte for, og de brændte derfor ud og blev skygger. Det bidrog til, at en million kunstnere de sidste hundrede år ikke ubeføjet har skildret moderne mennesker som sådanne skyggevæsener eller som figurer med blotte konturer, på vej til at opløses i deres livs lange vintervejr.

Hvorfor skete det? Materialismen i vor moderne civilisation er tidens værste svøbe. Det gælder om at sikre sig: uddannelse, stilling, hus, hjem, sommerhus, rejser til steder langt væk fra én selv. Noget ubevidst i én vil meget gerne bort fra en selv, bruge tid på noget, der ikke foruroliger sindet. Man bryder sig ikke om at opdage, hvad man kan finde dér. Det har længe dikteret samfundets og forældres og bekendtes råd til børn og helt unge.  De er måske kommet med deres første digte og har gerne villet læse dem op, eller de er ihærdigt blevet ved at forsøge sig med tegninger og farver.

De har som unge ubefæstede sjæle higet efter at se en glæde hos forældrene eller dog få en accept, og det spørgsmål har ligget dem på læben, hvis de overhovedet turde sige det: Kunne jeg måske ikke gå videre ad den vej? Men så har de alt for ofte mødt en uoverstigelig mur. De nære voksne i deres liv er sjældent veget tilbage for at skubbe til deres unge uundgåelige frygtsomhed og nedgøre håbet: ”Du skal være mere end heldig for at slå igennem som kunstner”. ”Er du sikker på, at du har evnerne; det, du har malet dér, er det ikke lidt mærkeligt, hvor er harmonien, – og farverne, synes du virkelig, de passer sammen”?

Det er mere end kreperligt. Der er nemlig i alle unge en indre muse. Det er den mest potente af alle muser, og den muse er barnet inde i den unge. I det barn bor kunstneren. Ethvert barn er en kunstner, sagde Picasso i den forbindelse. Og han fortsatte: Problemet er bare, hvordan han skal forblive kunstner, når han gror op og konfronteres med familiens og miljøets skepsis. De allerfleste kapitulerer til vrisne bemærkninger som ”Stop nu alt det dagdrømmeri”. ”Du bliver aldrig til noget i samfundet, hvis du bare dasker om med knolden oppe i skyerne”. ”Fald ned, lille mand. Kunst betaler ikke din husleje. Du kan altid male lidt i fritiden, når du kommer hjem fra banken. Tag nu den elevstilling der”.

Det gjorde en mand, jeg siden kom til at kende særdeles godt. Hans far malede selv, men bare i fritiden. Og det er en grum psykologisk kendsgerning, at intet har en større indflydelse på omgivelserne og især på børnene end deres forældres ulevede liv. Faderen tog endda i fritiden drengen med ud på landet, hvor de malede marker og bondegårde. Det var fantastiske ture for drengen. Han følte ubevidst, at han hørte til foran sit lærred der ude i naturen. Faderen malede naturalistisk og kunne ikke rigtigt forstå de mærkelige blå og røde marker, der uvilkårligt dukkede op på sønnens lærreder. En bondemand kom ud for at se de tos bedrifter an. Han nikkede tankefuldt billigende til faderens ret kedelige, naturtro maleri, men lo nedladende ad sønnens lærred: ”a hår it siet en blo mark nouensind, hår do?”

Hvorfor en blå mark, ikke en gul eller grøn. Drengen har ikke kunnet svare på det, han kendte ikke Cezanne. Men han levede i sin tid. For børn lever mere intenst end de fleste voksne, hvis de ikke helt har fået knust deres skabende evne. Derfor rumsterede den kunstner, som Picasso talte om i barnet, i drengen. Og den kunstner fik ham til at fornemme magisk. Han var ikke underlagt den højre hjernehalvdels livsforfladigende logik, der bare fik faderen til at male det, som han registrerede.

Kunstnerens hjerne er ingen landmåler. Den er en higende, følende og medfølende hjerne. Den har ikke nok i civilisationens tektoniske fornuftsdyrkelse, dens lammende kalkulering af alt. Den vil se alt nær på, røre ved det, selv blive rørt ved, komme ind i det. Den ville som allerede et tre årigt barn ikke nøjes med ord: Du skal dit og dat. Barnet ville forføres med smukke billeder og kildrende fornemmelser, ja det elskede selv at blive kildet, og selv ret stive fædre elsker at kilde barnet, for så kommer livsaligheden helt dybt ind i dem begge, og de mærker det storslåede i livet selv, det magiske ved det.

At blive kildet er at se en grøn eller gul mark, der bliver blå. Og hvis man så derpå maler den blå, er det som selv at kilde verden. De sidste hundrede år er virkeligheden blevet mere og mere uvirkelig. Hvis vi stadig går ture og ikke bare vælter motionerende frem som Kviums gnomkvinde på skovstien, hvad lægger vi så mærke til i det store, endsige i det små? Har vi oplevet noget på turen? Det har vi kun, hvis vi siden kan huske det. De dér blåbær og den dér vakse mus, det egern, som pilede op i et træ, så vi dem overhovedet? Der var måske kun afsat en time til turen. For det er tiden, ikke det man ser, der er kostbar.

Næsten alle børn stifter bekendtskab med denne overfladementalitet i voksenverden. Inden de selv mister deres dybdesyn, reagerer de instinktivt imod verdens grå. Når de voksne ikke vil se verden og naturen, som den er, men går rundt i en døs, så må barnet jo forvandle den, så de måske ser. Og så meget er vidst, en blå mark bærer solen og en blå himmel i sig, og dem kan børn ikke undvære, når de maler. Den stærke blå farve viste derfor også en ubevidst ekspressiv drift i den unge dér ude på marken sammen med hans far. Verden er mageløs, den er til for at blive skabt og beundret. Gør det nu, far, har drengen tænkt dybe nede. Men faderen holdt fast i det grønne.

Og hvem kunne i det hele taget fornemme uvirkeligheden i den unge mands omkreds? Selv forstod han den heller ikke. Den kom ikke op på bevidsthedsniveau. Og så resignerede han som de fleste andre børn og unge. Han kom ind i den bank. Verden blev i hans ungdom omkring 1970 mere og mere pengenes tid. De væltede sig ind i alle store og små byer og erobrede alle iøjnefaldende bygninger og gadehjørner. Der var plads nok til bankfilialer en masse. For nye supermarkeder tog kunderne fra de små handlende, der ofte drejede nøglen om. De plastikindpakkede varer på supermarkederne forøgede uvirkeligheden. Man måtte tage tomaterne i pakkerne som de var, man kunne ikke engang føle på dem og mærke, om de var halvrådne, hvad de ofte var. Siden blev de spøjtede, så de kunne holde sig ´friske´ et halvt år.  Sammen med pengene, der næsten var den eneste værdi tilbage i verden, gjorde al den plastik historien uvirkelig. En intellektuel med følsomhed, Elias Carnetti, var den første til rigtigt at opdage det. I 1973 skrev han: ”Fra og med et bestemt tidspunkt var historien ikke længere virkelig. Uden at mærke det havde den samlede menneskehed pludselig forladt virkeligheden”.

Det gjorde den unge bankelev selvsagt også. Men han kunne ikke holde livet i banken ud. Det blev for tamt. Han fandt ud af, at han alligevel måtte forsøge sig som kunstner. Men det blev en svær tid. For en frygt havde bemægtiget sig ham. Han turde ikke være anderledes end de toneangivende kunstnere, og de gjorde ikke oprør mod uvirkeligheden. De var tidsåndens lamme dydsmønstre. De fik læst og påskrevet, at kunsten ikke mere måtte afbilde virkeligheden. Minimalismen tog over. Minimalismen er i sit væsen abstrakt. Pengene er en abstrakt værdi. Den udraderer alle konkrete værdier: tanken om livet, der bliver frit og forunderligt, når mennesker sammen finder hinandens natur og elsker hinanden i stort og småt, så de ved at ae hinanden også føle verdens ve og vidunderlighed i sindet.

Men det måtte der ikke laves kunst over mere, selvom kunst i alle livsbefordrende tider har været vejvisere for mere intense fællesskaber. Kunsten som vejviser, bah. Eksperimentér med farverne i abstrakte mønstre. Lav firkantede kasser og trekantede figurer, der står oven på hinanden. Ud med virkeligheden. Et billede skal være et billede af et billede af et billede. Sådan begyndte den unge mand også at lave billeder, selv om han vred sig og forestillede sig, at der var noget liv i hans fladeformer eller i hvert fald imellem dem. Men det var der ikke. Tidsånden og dens virkning i ham havde forbudt ham at få det liv frem, som noget dybt i ham higede efter at give udtryk. Han var faktisk god til at male kroppe, han malede sin kone og sig selv, han viste mig dem, men udstille dem turde han ikke. Først i slutningen af 1990-erne begyndte der at ske noget. Og det kommer der mere om i en kommende goddag-optegnelse.

Hvorfor? Fordi den glædelige meddelelse i dagens optegnelse skal være, ikke bare at det lykkedes ham at komme fri af uvirkeligheden, selvom han var sidst i fyrrerne, men også, at håbet om at få livet til at sprudle igen ikke er forbeholdt børn og yngre voksne. Åbenheden er en mulighed, som vi alle har, lige til vi dør. Vi kan godt gøre os fri af vore blokeringer og neuroser, drive skyggen på flugt. Vi kan få hjælp til det af andre, og vi kan skrive daglige optegnelser og komme frie af alle ærgrelser og frustrationer over os selv og verden ved at få dem ned på papiret.

Så vil der pludselig komme bevægelse i underbevidstheden. Og det er vigtigt, for nye skabende initiativer kommer dernede fra. Og de får først muligheden for at blive aktive, når vi skaber huller i vor forstenede bevidsthed med alle den neurotiske forbud om livet og påbud om at lave forstenet kunst. Så sprutter det op med henslumrende fornemmelser og safter, og så bliver bevidstheden glad. For så får den muligheden for at sige fra over for al uvirkeligheden og for at erobre virkeligheden tilbage.

Perfektionismen og det grænsesprængende livs udtørring

Goddag-optegnelse den 3.-4. september 2013.

Det duer ikke at lave den samme bog eller det samme kunstværk to gange, endsige flere gange. Så falder du i søvn, livet haster forbi dig. Gifter du dig to gange, skal nr. 2 være anderledes end nr. 1. Det kan godt være, at mange læsere og beskuere synes, det er fint, at du laver bøger og billeder som hidtil. Men så er det, fordi også de er faldet i søvn. Den slags mennesker er talrige som myrer, der hele tiden vælter ud af deres tuer for at kaste sig over et monotomt arbejde. Det får ofte gallerierne til at kræve gentagelser af kunstneren, så de ikke risikerer, at de ikke kan sælge hans billeder.

En berømt historiker, Hartvig Frisch, skrev sin to-binds Europas Kulturhistorie fra 1928 ud fra tesen, at kultur er vaner. Men Frisch var en del af vor moderne civilisation, hvor mennesker alt for let bliver vanedyr som myrer og kun føler sig tilpasse i en evig farten rundt i deres myrebiler. Det er civilisationer, der har vaner, som er svære at ændre, ikke kulturer. De præges også af vaner, men de ændrer sig hele tiden. Livet er på spil i kulturerne, så længe de vokser. Frihed og solidaritet uddybes i Grækenland i den arkaiske og højklassiske tid, ligeså i vor faustiske kultur indtil renæssancen ligesom siden i oplysningstiden.

Michelangelo lavede derfor aldrig to ens kunstværker. Hans formsprog forvandlede sig hele tiden med hans livs eksistentielle vilkår. Da livet blev mere og mere problematisk, og civilisatoriske træk indfandt sig i renæssancen, måtte han vise et menneske med manierede træk, fordi det i en tid med stigende absolutisme og klassekampe var ved at miste sig selv. Han vidste som kulturmenneske, at det gjaldt om at sprænge sine grænser, nå dybere ned i forståelsen af, hvad livet og samfundet kunne give en selv og også tage fra en, og hvad man selv i nedturstider kunne give livet.

I dag gælder det især om at gøre modstand mod det ensrettende overvågningssamfund, der er på mere fuld fart frem end på Michelangelos tid. Dens politiske tilhængere, og de er i flertal, kan kun se med billigelse på al den tid, myrerne bruger i deres små indelukkede biler og parcelhuse, der afspejler et ensartet uskabende vaneliv. For det får myrerne til at finde sig i alt det, der pålægges dem udefra, selv velfærdsstatens afvikling.

Her kommer tidens perfektionisme ind i billedet. Den er en kniv i ryggen på kunstneren og på os alle. I civilisationen har moden næsten taget livet af den skabende evne. Vi bløder ikke engang mere, når kniven rammer os, for det gør den hele tiden. Vi er blevet vant til det. Moden er perfektionismens tvillingbror. Det perfekte menneske lever, så ingen i omgivelserne kan sætte en plet på ham. En plet er en plet på tøjet, ikke i hjertet. Det må hver især selv skalte med efter forgodtbefindende.

Vi er i tidsåndens vold. Og den siger: du skal leve og bo, som der bliver sagt. Det har skabt de mest ens og kedelige hjem i verdenshistorien, især i de højere lag og i middelklassen, hvidgrå vægge, kedelige designmøbler, abstrakte klatter på væggene. Det afspejler, at sjælen hos beboeren er forduftet, for sjælen forlanger at omgive sig med ting, der afspejler den, og uden den trang fordufter også den skabende evne med dens trang til særpræg. .

Det har fået filosoffer og kunstnere som Roland Barthes og David Salle til at hævde, at ingen kunst kan skabe andet, end hvad tidsånden dikterer. Kunstneren er derfor i sig selv uskabende og ikke værd at tale om. Man må nøjes med kunsten, der gengiver den uvirkelighed, der præger al ikke skabende virksomhed. Man må nøjes med at dyrke abstraktionen og maler-processen, for resultatet af processen bliver ikke andet end farveklatter, ting, der vælter rundt mellem hinanden, kort sagt kaos og tåge.Der er en million eksempler herpå i dagens pauvre kunstverden.

Forbudene er da også legio, ikke bare inden for kunsten. Du må ikke ryge mere, slet ikke i andres selskab. Der er ikke grænser for, hvor skadeligt det udmales. Grænseløsheden er civilisationens grundfølelse. Du bliver nærmest tvunget til at skal føle dig skyldig, hvis du ikke holder op. Og det føler folk sig så, gud-hjælpe-os, selv når de står udendørs. Det er jo røg helt hen i vejret, det er grænseløst åndssvagt. Og så ødelægges tilmed det skyldbegreb, der var menneskets adelsmærke i kulturerne.

Det bliver brugt op på den slags modeforbud, så man ikke mere som i disse kulturer føler sig skyldig i, hvad det først og sidst drejer sig om, nemlig at man ikke er hård i filten over for sin omverden. Kulturens Mefisto tog én, hvis man ikke kunne kende forskel på godt og ondt. For så kunne man ikke tjene fællesskabet. Den snart eneste fanden, der er tilbage i civilisationen, er den kræft, der rammer en og ens nære, hvis al røg ikke øjeblikkeligt likvideres. Det gælder derimod ikke CO-2 udladningerne, der er langt farligere. Dér haster det ikke med indskrænkninger, endsige forbud, for BNP tæller langt højere for erhvervsliv og beslutningstagere end menneskenes velbefindende.

Et andet eksempel. Da sundhedsudgifterne skal ned, udsættes vi for noget, der grænser til krav om en slank linje ved ansættelser i erhverv og offentlig tjeneste. Fede mennesker udstilles i medierne, nærmest som elefanter i cirkus. En fed kan kun regne med at blive gift med en fed. Du skal holde dig i form og ideligt motionere, får vi indskærpet, og det med pulsmålere. Kravet  er trængt alt for godt igennem, selv om det at iagttage motionister på en gade eller i en skov er som at iagttage en af Kviums gnomer. De ser ikke noget. Byens mennesker og naturen er død i dem og for dem. De hilser ikke, som før i tiden. De lever i deres egen boble.

Kun ét tæller, antallet af skridt, som de løber, og antallet af gram, som de taber sig. Det skal gøres perfekt. Næsten alle er blevet social-autister. De har kun øje for sig selv. De er verdens centrum, og der er ikke noget af betydning uden om dem. Kvium har længe kendt problemet, og nu har han for nyligt lavet en lige så pragtfuld som ræderlig figur i form af et kæmpestort skræmmebillede af en fanatisk motionsdyrkende kvinde, der bare skuler mistroisk på én, mens hun halser forbi på skovstien. Træerne, hvad kommer de hende ved. Men billedet skræmmer ingen. Det er jo bare en Kvium. Og beskuerne er overbevist om, at det ikke ligner dem, hvis de overhovedet får tanken. Autisters syns- og tankefelt er stærkt indskrænket.

Perfektionisme har intet at gøre med at gøre det rigtige, eller med at man skal gøre tingene færdige, før man går videre, hvad enten det er en bog, et kunstværk eller en rengøring. Det kan godt være, at folk kalder perfektionisme det at gøre noget til bunds, at gøre tingene ordentligt, give dem kvalitet. Men det holder ikke. Perfektionisme er snarere det ikke at kunne og ville blive færdig. Og den perfektionisme er skæbnesvanger. For den opstår, når man ikke giver sig selv lov til bevæge sig opad eller finde det glemte i sig selv i form af en ny oplivende retning. Man er uden at vide det neurotisk lukket fast i vanen, man sidder fængslet i et lukket system.

Det får en til at hage sig fast i unødvendige detaljer, hvad enten man skriver eller maler eller gør rent. Man bliver aldrig færdig, og man mister al sans for helhed. Nogle hænger fast i en slags pointilisme, så de kan bruge ufattelig tid på at få plads til en million bitte små pletter på et lærred. Andre kan blande farver i årevis, for at få de ´rigtige´ farver frem. Atter plasker lærredet til med små besynderlige væsener og dingenoter og krimskrams, selv om alt let kan siges i hovedpersonen selv, hvis der ellers er nogen. Bliver de endelig færdige, laver de det samme maleri ikke bare én gang mere, men tusinde gange.

De kan ikke skabe frit, for de tillader ikke sig selv at lave fejl. Hvad vil omverdenen og deres indre ikke sige, hvis det ser ´forkert´ ud? Problemet er, at deres indre er blevet tidsåndens og omverdenens talerør. Sker det, er man fortabt. Så bliver man en ordinær rumlepotte. For så forstår man ikke, at fejl i reglen er hovedvejen til ny indsigt i opgør med den forstenede tidsånd. Så forstår man ikke, at originalitet kræver ´fejl´ og ´misforståelser. Den potentielle originalitet degenererer derfor til en modemæssig ensartethed, som mangler al spontanitet og al lidenskab. Man skal derfor ikke frygte fejl og misforståelser: der er ingen. Man kan ikke blive skabende, hvis man ligger under for ensartethedens perfektionisme, der præger civilisationerne mere og mere, efterhånden som de stivner.

Lige nu løber en kvinde på om ved de fyrre forbi udenfor, hvor jeg sidder og skriver. Hun er lidt tyk og efter moden alt for tyk. Og hun er tydeligt nybegynder i den ædle sport. Den løse gule bluse hænger halvt ned over rumpen på en blå plisseret nederdel, og hun kæmper sig lidende og krampagtigt frem. Det ser skræmmende ud, for hun trives ikke, mens hun løber. Det er intet skabende i hendes virksomhed som aktiv fedtformindsker.

Jeg tænker på, hvad der var sket, hvis min mor, der levede som husmoder, havde skullet bruge sin tid på det, rent bortset fra at hun ville have vrænget ad tanken. Hvad var det så blevet til med hendes lektiehjælp og hendes franskbrød og kager, der forsødede og befrugtede vi børns liv – og gav hendes eget og vort liv mening. Her var et sted, hvor det var værd at høre til. Her kunne man overvinde al mobning i skolens frikvarterer og komme sig, så man fik overskud til at takle det altid problematiske liv i socialsfæren.

Jeg skulle forbi et børnehjem hver dag på vej til skolen. Du klarer dig, sagde min mor, de er nogle stakler, så volden ligger på lur. Kik ligeud, når du går forbi. Hunde bider kun, når de bliver iagttaget. Det var ikke det dummeste råd, man kunne modtage. Jeg mindes kun, at jeg én gang har skullet spæne væk fra overmagten. Jeg var lille og spinkel og hadede at slås. I det hele taget fik man råd om de påtrængende eksistentielle ting, for hun havde som husmor tid til os.

Hvordan skal det gå den moderne løbende kvindes børn? Hun skal først på arbejde, så skal hun hente de børn, og så skal hun løbe om kap med sig selv. Så selvom manden, hvis hun stadig har en, ordner maden, bliver der så mere end et såkaldt intensivt, nærværende kvarter til børnene? Det er ikke så underligt, at moderne børn ikke gider modtage råd af forældrene. De kender dem jo ikke. Et kvarter er ikke nok til at få vendt dagens begivenheder og problemer. Så børnene reagerer ved at sige, at det går faktisk godt, lad være at blande jer.

Kvalitetskvarteret bliver til et fraværskvarter og dermed et mareridt for begge parter. Forældrene trækker på skulderen. Sådan er børn. Børnene trækker på skulderen: Fucking forældre. Sådan er der fuld gang i  en antropologisk mutation af menneskeslægten. Alle får nok i sig selv, alle må passe sig selv, alle lever på en ø med indgroet mistillid til havet omkring sig og uden mening med tilværelsen. Det perfekte menneske må selv skabe sin perfektion, der derfor bliver rent formel, som allerede i Jørgen Leths film Det perfekte menneske fra 1967. Den skabende evne degenererer, for ingen kan ikke leve uden omsorg fra sine nære, der ikke er nære mere..Børn bliver derfor mere voldelige. De bliver børnehjemsbørn, der bor hjemme. For hjemme er ikke mere hjem.

Så Velkommen til vor tid, hvor de færreste føler sig rigtigt velkomne, fordi de i deres originalitetsjag ubevidste er dybt irriterede over, at de ligner alle de andre. Det er blevet nat, også her uden for. Så jeg siger godnat.

I næste goddag-optegnelse lover jeg, at jeg ender et mere positivt sted, men jeg ved ikke, om jeg kan holde løftet. Tiden opfordrer til pessimisme, hvis den skal bedres. Kun I den opstår dybden derfor. Optimismen er som regel lallende overfladisk: Fald nu ned. Det skal nok gå alt sammen, skal du se. Og meget er jo også godt nok og meget bedre end før i tiden.  ..

Boble-par-livet og den skabende evnes udradering

Goddag-optegnelse 1. september 2013

Boble-par-livet indfinder sig, når hver især i parforholdet, også over for hinanden, foregiver, at de har det godt sammen, skønt de efterhånden sjældent taler, endsige ligger sammen mere. Så vokser tomhedens bobler mellem dem. Først erobrer boblerne spisestue og sofa, så køkkenet og også deres soveværelse, så det bliver nødvendigt med to af dem. Til sidst er hele deres hjem blevet én stor boble. De kan ikke mere tale sammen om noget vigtigt.

Hvordan holder man så livet ud? Det fortæller biskop Elisabeth Dons Christensen i dag glimrende om i Jyllands-Postens ”7 om en søndag” uden selv at tale om bobler: Vi rejser evig og altid ud sammen, og gør selve rejselivet til livets mening frem for omsorgen for hinanden og for vore omgivelser. Vi taler ganske vist ofte om den omsorg, men helt abstrakt og uforpligtende, for når livet står og længes efter den i en konkret situation, bakker vi ud. Så bliver vi, ja hvad andet end boble-mennesker.

Hvor rejser boblerne så hen? Ja, mange styrter jorden rundt til kulturmindesmærker og til civilisationer, som de intet kender til og aldrig får nået andet end at affotografere, så det åndelige udbytte bliver lig nul. Det værste man næsten kan se, er de utallige gråhårede og let duknakkede par, der med faste og energiske skridt går med hinanden i hånden på vej ind i et kunstmuseum og rejser kloden rundt med kunsten in mente. Den fungerer som boblernes religionserstatning for den indbyrdes omsorg, der er al religions livsnerve. Men boblerne er i fuldt sving. Der inde i muserne synes de, at de lever. Der stiger de til vejrs i åndelighedens neutrale og livsalige luftlags uvirkelighed.

Så det bliver en fattig erstatning for religionen. Man ser dem ganske vist ivrigt diskutere kunsten. Men de iagttager den mere, end de ser den. For de skal ikke bruge den til noget i deres eget liv. Det bliver kunstnernes liv og deres teknik og maling, de optages af: ”I så fantastisk de farver står sammen”. Kunsten skal ikke afføde befriende handlinger i deres liv, som det ellers er al stor kunsts mål. De to er ikke ude på at lade hinanden vokse, undtagen over maven. De har opgivet at højne hinanden. For de passer nøje på ikke at overtræde de tabuer, der forfladiger og undergraver deres forhold og forholdet til alle andre. Derfor er de endt med at blive som Kain over for Abel: De slår hinanden mentalt ihjel. De opdager det bare ikke i deres boblelivs uvirkelighed.

Den store kunst vil ellers gerne overraske os. Den taler om livet som en smuk åbenbaring af sammenhæng, som den vil have os til at opdage. Det gælder kunsten i kulturernes livgivende tid, i den græske kultur og i vor vestlige faustiske kultur, som opstod o. 1000 e. Kr. og døde ud i den moderne civilisation fra 1800-tallet. Fra da af stivnede vi mere og mere. Boblerne tog magten. Derfor taler den fåtallige store kunst i vor tid om en udvandet eller knust sammenhæng, som den vil have os til at hele. Dens mål er ifølge Joseph Beuys at få os til at medvirke til at bygge ”en ny gotisk katedral”. Den vil have os til at gå på opdagelse i livet og i os selv og hinanden, så vi opdager den skabende evne i os selv og vore nære, og så vi igen kan bruge ordet nære om hinanden.

Det er vigtigt, for den skabende evne kommer ligesom vore skabende drømme og længsler fra en guddommelig kilde i os. Den tror vi bare ikke på eksistensen af, fordi bobler lever uden selvværd. Prøver vi alligevel at sige ja til den evne og de drømme, siger vi ja til det guddommelige i os selv. Som man vidste i den vestlige kulturs væksttid, fra romansk tid til renæssancen, har vi alle sammen en engel, der bøjer sig ned over os og hvisker: ”Gro, gro nu, du kan godt, og det er jo det, din guddommelige skabende evne forlanger af dig”.

Men det er svært at sige ja, for så skal man sige fra over for vor moderne materialistiske tidsånd, der siger, at det mentale groprojekt er lige så umuligt som nonsens. For det gælder bare om at leve op til den galopperende økonomiske vækst i en ensrettende og socialt splittende globalisering, hvor kun penge og ydre magt tæller. I den vil menneskeslægten imidlertid dø åndeligt, som den gjorde i den græsk-romersk hellenistiske globalisering fra og med Alexander den Store.

Hellenismen skabte nemlig som globaliseringen i dag dybe kløfter mellem rig og fattig, så begge parter i den stigende egoisme blev til pøbel. Der opstod med andre ord en dominerende boble-mennesketype, der til sidst også tabte den økonomiske skabende evne. Hellenismen endte derfor i en lam nihilisme, hvor naturalieøkonomien var dominerende, og hvor værdierne frihed og solidaritet ikke mere, som i den græske kultur, spillede nogen rolle. Nihilismen tog over, som i dag.

At gro, som vor engel forlanger af os, er at åbne sig for alt det vigtige, der lukker sig til i vort moderne samfund. Her er vi endt med at leve i forstillelse og forførelse, frem for i kærlighed og solidarisk fællesskab, som det var på vej i kulturerne. At åbne sig er at tale frit og ligetil om alt det, der piner os, fordi vi skjuler det i karrierens tjeneste. I den holder det ganske vist lynhurtigt op at pine os, når forstillelsen giver pote. Alligevel er det en god ide at åbne sig for sin misrøgtede engel. Gør vi det, mister vi måske nok ydre indflydelse, men vi får efterhånden has på de bobler, der fjerner vort nærvær og vor omsorg for hinanden.

Boblerne er et andet ord for den uvirkelighed, som især siden 1970-erne har præget vort liv i civilisationen, og som gør os uskabende som mennesker. Vi hjælper ikke mere Gud med hans skaberværk, hvorfor meningsforladthedens vold og terror breder sig. Det gælder også i kunsten, der er kommet i forbrugets og fraværets vold. Næsten ingen kunstnere kan finde den mening med livet, der gør dem selv og beskuerne skabende. Derfor giver de sig i deres mentale lammelse til det rene tidsspilde: at skildre de rene abstraktioner eller nøjes med malerprocessen. De skrotter med andre ord i stedet for virkeligheden og de mennesker i deres tid, der trods alt stadig er til stede i deres liv og gerne vil finde sig selv. For det ønske har kunstnerne flest tabt. De har som vi andre så godt som mistet vor sande natur, at være noget for hinanden. Vi magter det ikke, selv om vi har fået at vide, at det er vigtigt. Warhol vidste det, men måtte indrømme: ”Jeg ville så gerne være noget for nogen, men det er så svært”.

Det får os til ligefrem at vrænge af det, hvis nogen fortæller os, at den kreative puls i os er Guds egen puls: ”Gud mig her og Gud mig der, Gud er død”. Ja, for vi har udraderet ham af vort sind, så han ikke kan handle til menneskeslægtens fordel mere. Hvis vi ser tilbage i historien, virkelig ser, kan vi måske indse, hvor tåbeligt vi ter os. Måske vi skulle prøve at trænge ind i Michelangelos dynamiske Gud på det Sixtinske loft, der i sit og menneskets eget billede skabte og bevidstgjorde Adam, så han blev vor kulturs mest vidunderlige billede på det åbne, søgende, håbende og derfor smukke menneske. Der var ingen duknakket vrængende boble i ham.

Med billedet i vort sind af Michelangelos Gud og Adam ville vi måske begynde at forstå, at det kreative potentiale i os som mennesker ligger i selve billedet af Gud som grænsesprængende skaber. Så vil nogen måske endda gå så vidt som til at sige, at de ideer, der fylder os, kommer direkte fra Gud. Det er ganske vist et langt skridt at tage i dag, og jeg ved ikke, om det er for langt. Men så meget er vist, at det at tro det skader ikke, hvis man mener at gå med fødderne på jorden. For på den jord gik man, og den Gud var i én på den gotiske katedrals og endnu i renæssancens tid.

Det blev helt uventet til en hel goddag-prædiken i forlængelse af Ribe-bispens. Det er godt med inspiration.