Come on – selv i Tolvte omgang

Her i dagens goddag-optegnelse 14. november en “I øvrigt mener jeg”-mening, der bringes i Horsens Folkeblad 16. november:

Det kan ind imellem være træls at komme op i årene: ikke mere på arbejde; død og sygdom i ens nærhed; slidgigt, hjerteproblemer, familiebøvl; hvad har man egentlig udrettet; har der været en mening med ens liv; hvem kan man komme hjerteligt ind på livet. Og som resultat: snigende ensomhed, angst for ens egen død.

Det kan godt give mismod, depressioner, lykkepiller oveni som unødigt bevis på, at lykkelig kan man i hvert fald ikke kalde sig. Og hvad så, ja så gik den dag, og man puster ud – oven på alt det man heller ikke i dag fik taget sig sammen til.

Men så i morgen: Gå ned på Galleri Brænderigården og se Gunleif Grubes kunst. Han har også ensomheden i sig, også han nærmer sig livets ”Tolvte omgang”. Og mal så med ord dit eget liv, som han maler sit i sin ”Tolvte omgang”. Se bare: han er som du godt forslået af livets stormvejr. Han ved heller ikke, om han bliver væltet omkuld af døden i næste øjeblik.

Men se så også: Han nægter at give sig. Han udstråler: livet skal være kamp til det sidste, ikke hyggenykke. Det duer ikke at sidde dér i flæbende selvmedlidenhed og midt i en småkage sukke: hvorfor fik jeg ikke lov at blive lykkelig, så jeg kan dø lykkelig. Det avler kun én ting, lede ved én selv.

Det gælder om at sige som Grube: ”Come on”. Det gør man ved ikke at lukke øjnene for umenneskelighed omkring sig. Slå fra dig over for dem i din familie, der ikke orker deres børn, sig til dem, at de ikke skal gå der og bare være sig selv nok.

Det kan godt være, de så korsfæster dig og råber: skrid din gamle dumme stodder. Korsfæstet bliver man som Jesus i sin tid jo altid, når man taler sandhed, men at gøre det er netop meningen med livet. Du føler en forløsning inde i dig selv, et glimt af lykke, hvis du tør.

Det gælder om at turde, siger Grube i ”Come on”. Men man kan kun ramme andre med autoritet, hvis man også rammer sig selv. Stå foran Grubes billeder og kom i tanke om, ikke bare hvad godt du har udrettet, men også og især hvad du har fortrængt af lort i dit eget liv, om dengang du selv svigtede, om nu kone, børn eller venner.

At fortælle det til dig selv og til nogen, du kender, giver også forløsning. At fortælle er at tilgive sig selv. Og dine omgivelser begynder at føle: han er værd at lytte til. Ensomheden viger. Du åbenbarer noget vigtigt, som også de har lukket af for. Lad dine børnebørn og venner vide, hvem du er, så de kan bruge dine afskrækkende og berigende erfaringer i deres eget liv.

Livet er at holde dommedag over sig selv for ens egen og ens medmenneskers skyld. At gøre det får dig til at lyse op selv i Tolvte omgang.

En spændende malers myte om vor tid

Den følgende goddag-optegnelse er en let omskrivning af en anmeldelse i Kunstavisen for november 2013 af Gunleif Grubes udstilling i Galleri Brænderigården i Horsens. De i artiklen omtalte billeder kan ses på galleriets hjemmeside

Om mennesket, der snapper efter vejret i Gunleif Grubes fascinerende univers

Bare titlerne på Gunleif Grubes malerier kan næsten gøre det ud for en anmeldelse. De skaber en myte om det moderne menneskes livsvilkår. Og de taler om en fundamental ensomhed, der næsten får det sorte på væggen bag hans mennesker til at gå ind i det røde bag dem. Vi lever i en ventetid.

Gunleif, de intetsigende og de gale
Alle hans figurer er alene, også selv om de som befolkningen i ”People” vises på samme maleri med tolv personer. Kroppene er væk her, for følelserne, hvor er de blevet af? Og hovederne er næsten intetsigende, uden håb, med sorte øjne eller øjenhuler. Og alle er de spærret inde i sig selv, dybt traumatiserede, ubevidste om, hvad de er til for. De er som spiddet til den sorte væg bag dem og venter, men på hvad?
Der er kun et skridt til ”Her bor de gale”, ni hoveder, som Grube selv er mere i slægt med. De enten raser eller skærer dødningeagtigt tænder, eller de er så småt på vej til at fundere over deres umulige vilkår. Det gør kunstneren i høj grad selv, som i ”Kender du Gunleif?” Af det værk fremgår, at maleren har været nede i sin sjæls dybe mørke, hvor urvolden huserer. Men med sit vemodige og intensive blik og den klare rødgule pande og kinder har han været så heldig netop at overleve sit ”Inferno”. Det udspiller han i et andet selvportræt, der røber, hvor svært det er at forholde sig til helvede på jord.

Come on, selv i Tolvte omgang
Og det tror da pokker, selvom man er en fighter som Gunleif og gerne vil sige ”Come on” til sine ydre modstandere. For hvor er de, ikke i hans billeder, snarest som de indre dæmoner i ham selv. Derfor udstråler billederne mindre angrebslyst, end de viser følelsen af at være næsten smadret som en bokser. Sådan ser Gunleif med humor sig selv i livets ”Tolvte omgang”.
For hvem har ikke fået barske slag efter et livs kampe? Man kan så, som så mange, bare lade som ingenting, lade sig nøje med at sige: ”så, nu gik så også den dag”, som personen i ”A day in the life”.

Hvordan har sjælen det i lysets maler?
Den tolkning kan næsten få kunstneren til at fare op og protestere: ”Jeg er lysets maler”, også i det billede du lige talte om. Men nogen livsglæde udstråler personen i det fortræffelige billede ”Jeg er lysets maler” trods alle lyse farver langt fra. Men kunstneren giver sig ikke. Der er ”Intet lys uden mørke”, indvender han: ”se så lige billedet med den titel”. Kroppen lyser da også på figurens kulsorte baggrund, men der er som stort set altid i værkerne bare én figur.
Så selvom figuren sidder med knæene over kors som en anden konge i middelalderens ikonografi, og selvom figuren næsten omkranses af en rød farve, der om hovedet ligefrem virker som en glorie, så er det mest ensomheden, der lyser i den ligesom i ”Poeten” og andre værker. Og ansigtet i maleriet, fornuftens sæde, der skulle være sjælens spejl, har ladet sin sjæl flyve bort. For ansigtet er tværet ud med sorte irriterede strøg af Gunleifs pensel, der også lader det sorte sjaske dryppende ned på de fine kropsfarver.
Der hersker i det hele taget i malerierne en dualisme mellem hoved og krop,, en krig mellem fornuften og følelsen, karakteristisk for vor næsten nihilistiske civilisation, en krig, kunstneren gerne vil have ende på. Men det er uhyre svært, selv for ”Optimisten”, der med sin farverige baggrund ligesom også et andet ansigt bedyrer: ”Du er ikke alene”. De vil begge gerne sige som et tredje ansigt: ”Følg mig”, men ingen af dem synes helt trygge ved sig selv. Hvad kan jeg egentlig tilbyde?

De alt for stærke hemmeligheder og løgne
Ved siden af disse værker møder man da også ligeud den sorte bagside af vor tids frembrusende individualisme, tre hoveder i værket ”Hemmeligheder og løgne”. De viser som i et koncentrat af toner fra de andre værker den gængse måde at komme frem på: Se beslutsom ud som de to til venstre og højre, og sig uden vaklen: ”Følg mig, for jeg er troværdig”, mens de med deres stive masker undlader at sige: ”Så skal jeg nok få ram på dig, om så først i sidste omgang”. Det sker, mens løgneren i midten med tomhedens nul-runde fromme mund som en anden Judas er ude på at fjerne alt lys i kunstnerens og vor verden, hvor vi i forvejen er ved at tabe til mørket.

Hvem hjælper udefra og indefra?
Det er derfor ikke underligt, at Gunleif som hjælp må påkalde sine drømme som i ”Drømmefangeren”. Men selv om de falder ned og gør hans farvepalet lysere, er det så nok? Tvivlen herom bringer værket ”Lykkefuglen” på banen, men kan den hjælpe? Den symboliserer sjælen i mennesket, men hvordan får fuglen trods sin velvilje og røde baggrund forbindelse med det sovende menneskehoved under sig? Så måske der oveni skal en ”Skytsengel” til med lysende glorie. Det er en engel, som kommer svævende med et menneske under sig, som den tilmed får til selv at svæve. Men vil det lykkes i praksis? Så skal vi vist være mere end heldige.

En uundværlig kunst i en lam tid
Gunleifs værk set samlet udstråler en presset tro på menneskene, der har mere end svært ved at hamle op med vor tids civilisatoriske mørke. Der er grund til at ønske ham al lykke til i hans iver efter at få liv i dem, for hans og alle vi andres skyld. Det er vigtigt at se værkerne, så det går op for os, at liv og død skal være på ægte livagtigt spil også i os.
Det er målet med Gunleifs kunst at vise det. For han vil gerne se en rød aften belejre og besejre en gråsort nat, så en gul morgensol kan rejse sig som symbol på, at en ny livgivende kultur endelig er på vej, og at ventetiden er forbi, så vi lettede kan sige, at vi alligevel ikke blev slået ud i ”Tolvte omgang”.