Perfektionismen og det grænsesprængende livs udtørring

Goddag-optegnelse den 3.-4. september 2013.

Det duer ikke at lave den samme bog eller det samme kunstværk to gange, endsige flere gange. Så falder du i søvn, livet haster forbi dig. Gifter du dig to gange, skal nr. 2 være anderledes end nr. 1. Det kan godt være, at mange læsere og beskuere synes, det er fint, at du laver bøger og billeder som hidtil. Men så er det, fordi også de er faldet i søvn. Den slags mennesker er talrige som myrer, der hele tiden vælter ud af deres tuer for at kaste sig over et monotomt arbejde. Det får ofte gallerierne til at kræve gentagelser af kunstneren, så de ikke risikerer, at de ikke kan sælge hans billeder.

En berømt historiker, Hartvig Frisch, skrev sin to-binds Europas Kulturhistorie fra 1928 ud fra tesen, at kultur er vaner. Men Frisch var en del af vor moderne civilisation, hvor mennesker alt for let bliver vanedyr som myrer og kun føler sig tilpasse i en evig farten rundt i deres myrebiler. Det er civilisationer, der har vaner, som er svære at ændre, ikke kulturer. De præges også af vaner, men de ændrer sig hele tiden. Livet er på spil i kulturerne, så længe de vokser. Frihed og solidaritet uddybes i Grækenland i den arkaiske og højklassiske tid, ligeså i vor faustiske kultur indtil renæssancen ligesom siden i oplysningstiden.

Michelangelo lavede derfor aldrig to ens kunstværker. Hans formsprog forvandlede sig hele tiden med hans livs eksistentielle vilkår. Da livet blev mere og mere problematisk, og civilisatoriske træk indfandt sig i renæssancen, måtte han vise et menneske med manierede træk, fordi det i en tid med stigende absolutisme og klassekampe var ved at miste sig selv. Han vidste som kulturmenneske, at det gjaldt om at sprænge sine grænser, nå dybere ned i forståelsen af, hvad livet og samfundet kunne give en selv og også tage fra en, og hvad man selv i nedturstider kunne give livet.

I dag gælder det især om at gøre modstand mod det ensrettende overvågningssamfund, der er på mere fuld fart frem end på Michelangelos tid. Dens politiske tilhængere, og de er i flertal, kan kun se med billigelse på al den tid, myrerne bruger i deres små indelukkede biler og parcelhuse, der afspejler et ensartet uskabende vaneliv. For det får myrerne til at finde sig i alt det, der pålægges dem udefra, selv velfærdsstatens afvikling.

Her kommer tidens perfektionisme ind i billedet. Den er en kniv i ryggen på kunstneren og på os alle. I civilisationen har moden næsten taget livet af den skabende evne. Vi bløder ikke engang mere, når kniven rammer os, for det gør den hele tiden. Vi er blevet vant til det. Moden er perfektionismens tvillingbror. Det perfekte menneske lever, så ingen i omgivelserne kan sætte en plet på ham. En plet er en plet på tøjet, ikke i hjertet. Det må hver især selv skalte med efter forgodtbefindende.

Vi er i tidsåndens vold. Og den siger: du skal leve og bo, som der bliver sagt. Det har skabt de mest ens og kedelige hjem i verdenshistorien, især i de højere lag og i middelklassen, hvidgrå vægge, kedelige designmøbler, abstrakte klatter på væggene. Det afspejler, at sjælen hos beboeren er forduftet, for sjælen forlanger at omgive sig med ting, der afspejler den, og uden den trang fordufter også den skabende evne med dens trang til særpræg. .

Det har fået filosoffer og kunstnere som Roland Barthes og David Salle til at hævde, at ingen kunst kan skabe andet, end hvad tidsånden dikterer. Kunstneren er derfor i sig selv uskabende og ikke værd at tale om. Man må nøjes med kunsten, der gengiver den uvirkelighed, der præger al ikke skabende virksomhed. Man må nøjes med at dyrke abstraktionen og maler-processen, for resultatet af processen bliver ikke andet end farveklatter, ting, der vælter rundt mellem hinanden, kort sagt kaos og tåge.Der er en million eksempler herpå i dagens pauvre kunstverden.

Forbudene er da også legio, ikke bare inden for kunsten. Du må ikke ryge mere, slet ikke i andres selskab. Der er ikke grænser for, hvor skadeligt det udmales. Grænseløsheden er civilisationens grundfølelse. Du bliver nærmest tvunget til at skal føle dig skyldig, hvis du ikke holder op. Og det føler folk sig så, gud-hjælpe-os, selv når de står udendørs. Det er jo røg helt hen i vejret, det er grænseløst åndssvagt. Og så ødelægges tilmed det skyldbegreb, der var menneskets adelsmærke i kulturerne.

Det bliver brugt op på den slags modeforbud, så man ikke mere som i disse kulturer føler sig skyldig i, hvad det først og sidst drejer sig om, nemlig at man ikke er hård i filten over for sin omverden. Kulturens Mefisto tog én, hvis man ikke kunne kende forskel på godt og ondt. For så kunne man ikke tjene fællesskabet. Den snart eneste fanden, der er tilbage i civilisationen, er den kræft, der rammer en og ens nære, hvis al røg ikke øjeblikkeligt likvideres. Det gælder derimod ikke CO-2 udladningerne, der er langt farligere. Dér haster det ikke med indskrænkninger, endsige forbud, for BNP tæller langt højere for erhvervsliv og beslutningstagere end menneskenes velbefindende.

Et andet eksempel. Da sundhedsudgifterne skal ned, udsættes vi for noget, der grænser til krav om en slank linje ved ansættelser i erhverv og offentlig tjeneste. Fede mennesker udstilles i medierne, nærmest som elefanter i cirkus. En fed kan kun regne med at blive gift med en fed. Du skal holde dig i form og ideligt motionere, får vi indskærpet, og det med pulsmålere. Kravet  er trængt alt for godt igennem, selv om det at iagttage motionister på en gade eller i en skov er som at iagttage en af Kviums gnomer. De ser ikke noget. Byens mennesker og naturen er død i dem og for dem. De hilser ikke, som før i tiden. De lever i deres egen boble.

Kun ét tæller, antallet af skridt, som de løber, og antallet af gram, som de taber sig. Det skal gøres perfekt. Næsten alle er blevet social-autister. De har kun øje for sig selv. De er verdens centrum, og der er ikke noget af betydning uden om dem. Kvium har længe kendt problemet, og nu har han for nyligt lavet en lige så pragtfuld som ræderlig figur i form af et kæmpestort skræmmebillede af en fanatisk motionsdyrkende kvinde, der bare skuler mistroisk på én, mens hun halser forbi på skovstien. Træerne, hvad kommer de hende ved. Men billedet skræmmer ingen. Det er jo bare en Kvium. Og beskuerne er overbevist om, at det ikke ligner dem, hvis de overhovedet får tanken. Autisters syns- og tankefelt er stærkt indskrænket.

Perfektionisme har intet at gøre med at gøre det rigtige, eller med at man skal gøre tingene færdige, før man går videre, hvad enten det er en bog, et kunstværk eller en rengøring. Det kan godt være, at folk kalder perfektionisme det at gøre noget til bunds, at gøre tingene ordentligt, give dem kvalitet. Men det holder ikke. Perfektionisme er snarere det ikke at kunne og ville blive færdig. Og den perfektionisme er skæbnesvanger. For den opstår, når man ikke giver sig selv lov til bevæge sig opad eller finde det glemte i sig selv i form af en ny oplivende retning. Man er uden at vide det neurotisk lukket fast i vanen, man sidder fængslet i et lukket system.

Det får en til at hage sig fast i unødvendige detaljer, hvad enten man skriver eller maler eller gør rent. Man bliver aldrig færdig, og man mister al sans for helhed. Nogle hænger fast i en slags pointilisme, så de kan bruge ufattelig tid på at få plads til en million bitte små pletter på et lærred. Andre kan blande farver i årevis, for at få de ´rigtige´ farver frem. Atter plasker lærredet til med små besynderlige væsener og dingenoter og krimskrams, selv om alt let kan siges i hovedpersonen selv, hvis der ellers er nogen. Bliver de endelig færdige, laver de det samme maleri ikke bare én gang mere, men tusinde gange.

De kan ikke skabe frit, for de tillader ikke sig selv at lave fejl. Hvad vil omverdenen og deres indre ikke sige, hvis det ser ´forkert´ ud? Problemet er, at deres indre er blevet tidsåndens og omverdenens talerør. Sker det, er man fortabt. Så bliver man en ordinær rumlepotte. For så forstår man ikke, at fejl i reglen er hovedvejen til ny indsigt i opgør med den forstenede tidsånd. Så forstår man ikke, at originalitet kræver ´fejl´ og ´misforståelser. Den potentielle originalitet degenererer derfor til en modemæssig ensartethed, som mangler al spontanitet og al lidenskab. Man skal derfor ikke frygte fejl og misforståelser: der er ingen. Man kan ikke blive skabende, hvis man ligger under for ensartethedens perfektionisme, der præger civilisationerne mere og mere, efterhånden som de stivner.

Lige nu løber en kvinde på om ved de fyrre forbi udenfor, hvor jeg sidder og skriver. Hun er lidt tyk og efter moden alt for tyk. Og hun er tydeligt nybegynder i den ædle sport. Den løse gule bluse hænger halvt ned over rumpen på en blå plisseret nederdel, og hun kæmper sig lidende og krampagtigt frem. Det ser skræmmende ud, for hun trives ikke, mens hun løber. Det er intet skabende i hendes virksomhed som aktiv fedtformindsker.

Jeg tænker på, hvad der var sket, hvis min mor, der levede som husmoder, havde skullet bruge sin tid på det, rent bortset fra at hun ville have vrænget ad tanken. Hvad var det så blevet til med hendes lektiehjælp og hendes franskbrød og kager, der forsødede og befrugtede vi børns liv – og gav hendes eget og vort liv mening. Her var et sted, hvor det var værd at høre til. Her kunne man overvinde al mobning i skolens frikvarterer og komme sig, så man fik overskud til at takle det altid problematiske liv i socialsfæren.

Jeg skulle forbi et børnehjem hver dag på vej til skolen. Du klarer dig, sagde min mor, de er nogle stakler, så volden ligger på lur. Kik ligeud, når du går forbi. Hunde bider kun, når de bliver iagttaget. Det var ikke det dummeste råd, man kunne modtage. Jeg mindes kun, at jeg én gang har skullet spæne væk fra overmagten. Jeg var lille og spinkel og hadede at slås. I det hele taget fik man råd om de påtrængende eksistentielle ting, for hun havde som husmor tid til os.

Hvordan skal det gå den moderne løbende kvindes børn? Hun skal først på arbejde, så skal hun hente de børn, og så skal hun løbe om kap med sig selv. Så selvom manden, hvis hun stadig har en, ordner maden, bliver der så mere end et såkaldt intensivt, nærværende kvarter til børnene? Det er ikke så underligt, at moderne børn ikke gider modtage råd af forældrene. De kender dem jo ikke. Et kvarter er ikke nok til at få vendt dagens begivenheder og problemer. Så børnene reagerer ved at sige, at det går faktisk godt, lad være at blande jer.

Kvalitetskvarteret bliver til et fraværskvarter og dermed et mareridt for begge parter. Forældrene trækker på skulderen. Sådan er børn. Børnene trækker på skulderen: Fucking forældre. Sådan er der fuld gang i  en antropologisk mutation af menneskeslægten. Alle får nok i sig selv, alle må passe sig selv, alle lever på en ø med indgroet mistillid til havet omkring sig og uden mening med tilværelsen. Det perfekte menneske må selv skabe sin perfektion, der derfor bliver rent formel, som allerede i Jørgen Leths film Det perfekte menneske fra 1967. Den skabende evne degenererer, for ingen kan ikke leve uden omsorg fra sine nære, der ikke er nære mere..Børn bliver derfor mere voldelige. De bliver børnehjemsbørn, der bor hjemme. For hjemme er ikke mere hjem.

Så Velkommen til vor tid, hvor de færreste føler sig rigtigt velkomne, fordi de i deres originalitetsjag ubevidste er dybt irriterede over, at de ligner alle de andre. Det er blevet nat, også her uden for. Så jeg siger godnat.

I næste goddag-optegnelse lover jeg, at jeg ender et mere positivt sted, men jeg ved ikke, om jeg kan holde løftet. Tiden opfordrer til pessimisme, hvis den skal bedres. Kun I den opstår dybden derfor. Optimismen er som regel lallende overfladisk: Fald nu ned. Det skal nok gå alt sammen, skal du se. Og meget er jo også godt nok og meget bedre end før i tiden.  ..

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>