Frygtsomhedens vanskelige overvindelse og skabelsens lange tøvende start

Goddag-optegnelse 8.-11. september 2013

Mange mennesker i dag dyrker kunsten som deres et og alt. De er ikke selv blevet kunstnere, selvom de som børn eller unge har haft drømmen, og selvom den betød meget for dem. Den knuste drøm er derfor ofte blevet ved med at kaste en skygge over deres liv lige siden. De turde ikke kaste sig ud i kunsten, men resignerede og valgte et fornuftigt levebrød, ”et du kan leve ordentligt af”.

Det betød, at de blev en slags skygge-kunstnere. Mens de tjente penge i erhvervslivet og som offentlige ansatte eller som børsspekulanter og måske ligefrem blev millionærer, omgav de sig med kunstnere og solede sig i deres billeder og succes. Men solen kunne ikke trænge igennem. Sindet ville ikke rigtigt åbne sig for den kunst, der var noget værd mentalt, for åbenheden var dem ikke mere forundt. Sådan gik det de fleste mennesker, og det er ærgerligt, for det er den åbenhed, der er alfa og omega, hvis man vil være kunstner – og menneske. Man skal kende sig selv dybt ind, også der hvor man støder på det ubehagelige, hvis man vil kende andre. Åbenheden er forudsætning for at lave kunst, der gør indtryk og får folk til at ændre sig.

I stedet købte og dyrkede de derfor en hvilken som helst kunst, bare efter hvad såkaldte kunstkendere og -anmeldere mente, at den var værd på markedet. De blev ofte forgabt i kunstnere uden noget på hjerte, folk som Damien Hirst, som de fleste har bukket og skrabet for, og en masse kunstnere i anden og tredje parket, der stadig oversvømmer markedet, folk, som ikke bare tiltrækker skygge-kunstnere, men som selv er skygge-mennesker, akkurat som de folk, som de dyrkes af. Mage søger mage. Disse folk er ofte uden selvtillid undtagen i deres erhverv. Jeg har hørt mange sige: ”Vi har ikke i os evnen til at lave kunst. Og det har vi aldrig haft”. Men intet er mere forkert. De havde bare ikke modet til at vælge det, de brændte for, og de brændte derfor ud og blev skygger. Det bidrog til, at en million kunstnere de sidste hundrede år ikke ubeføjet har skildret moderne mennesker som sådanne skyggevæsener eller som figurer med blotte konturer, på vej til at opløses i deres livs lange vintervejr.

Hvorfor skete det? Materialismen i vor moderne civilisation er tidens værste svøbe. Det gælder om at sikre sig: uddannelse, stilling, hus, hjem, sommerhus, rejser til steder langt væk fra én selv. Noget ubevidst i én vil meget gerne bort fra en selv, bruge tid på noget, der ikke foruroliger sindet. Man bryder sig ikke om at opdage, hvad man kan finde dér. Det har længe dikteret samfundets og forældres og bekendtes råd til børn og helt unge.  De er måske kommet med deres første digte og har gerne villet læse dem op, eller de er ihærdigt blevet ved at forsøge sig med tegninger og farver.

De har som unge ubefæstede sjæle higet efter at se en glæde hos forældrene eller dog få en accept, og det spørgsmål har ligget dem på læben, hvis de overhovedet turde sige det: Kunne jeg måske ikke gå videre ad den vej? Men så har de alt for ofte mødt en uoverstigelig mur. De nære voksne i deres liv er sjældent veget tilbage for at skubbe til deres unge uundgåelige frygtsomhed og nedgøre håbet: ”Du skal være mere end heldig for at slå igennem som kunstner”. ”Er du sikker på, at du har evnerne; det, du har malet dér, er det ikke lidt mærkeligt, hvor er harmonien, – og farverne, synes du virkelig, de passer sammen”?

Det er mere end kreperligt. Der er nemlig i alle unge en indre muse. Det er den mest potente af alle muser, og den muse er barnet inde i den unge. I det barn bor kunstneren. Ethvert barn er en kunstner, sagde Picasso i den forbindelse. Og han fortsatte: Problemet er bare, hvordan han skal forblive kunstner, når han gror op og konfronteres med familiens og miljøets skepsis. De allerfleste kapitulerer til vrisne bemærkninger som ”Stop nu alt det dagdrømmeri”. ”Du bliver aldrig til noget i samfundet, hvis du bare dasker om med knolden oppe i skyerne”. ”Fald ned, lille mand. Kunst betaler ikke din husleje. Du kan altid male lidt i fritiden, når du kommer hjem fra banken. Tag nu den elevstilling der”.

Det gjorde en mand, jeg siden kom til at kende særdeles godt. Hans far malede selv, men bare i fritiden. Og det er en grum psykologisk kendsgerning, at intet har en større indflydelse på omgivelserne og især på børnene end deres forældres ulevede liv. Faderen tog endda i fritiden drengen med ud på landet, hvor de malede marker og bondegårde. Det var fantastiske ture for drengen. Han følte ubevidst, at han hørte til foran sit lærred der ude i naturen. Faderen malede naturalistisk og kunne ikke rigtigt forstå de mærkelige blå og røde marker, der uvilkårligt dukkede op på sønnens lærreder. En bondemand kom ud for at se de tos bedrifter an. Han nikkede tankefuldt billigende til faderens ret kedelige, naturtro maleri, men lo nedladende ad sønnens lærred: ”a hår it siet en blo mark nouensind, hår do?”

Hvorfor en blå mark, ikke en gul eller grøn. Drengen har ikke kunnet svare på det, han kendte ikke Cezanne. Men han levede i sin tid. For børn lever mere intenst end de fleste voksne, hvis de ikke helt har fået knust deres skabende evne. Derfor rumsterede den kunstner, som Picasso talte om i barnet, i drengen. Og den kunstner fik ham til at fornemme magisk. Han var ikke underlagt den højre hjernehalvdels livsforfladigende logik, der bare fik faderen til at male det, som han registrerede.

Kunstnerens hjerne er ingen landmåler. Den er en higende, følende og medfølende hjerne. Den har ikke nok i civilisationens tektoniske fornuftsdyrkelse, dens lammende kalkulering af alt. Den vil se alt nær på, røre ved det, selv blive rørt ved, komme ind i det. Den ville som allerede et tre årigt barn ikke nøjes med ord: Du skal dit og dat. Barnet ville forføres med smukke billeder og kildrende fornemmelser, ja det elskede selv at blive kildet, og selv ret stive fædre elsker at kilde barnet, for så kommer livsaligheden helt dybt ind i dem begge, og de mærker det storslåede i livet selv, det magiske ved det.

At blive kildet er at se en grøn eller gul mark, der bliver blå. Og hvis man så derpå maler den blå, er det som selv at kilde verden. De sidste hundrede år er virkeligheden blevet mere og mere uvirkelig. Hvis vi stadig går ture og ikke bare vælter motionerende frem som Kviums gnomkvinde på skovstien, hvad lægger vi så mærke til i det store, endsige i det små? Har vi oplevet noget på turen? Det har vi kun, hvis vi siden kan huske det. De dér blåbær og den dér vakse mus, det egern, som pilede op i et træ, så vi dem overhovedet? Der var måske kun afsat en time til turen. For det er tiden, ikke det man ser, der er kostbar.

Næsten alle børn stifter bekendtskab med denne overfladementalitet i voksenverden. Inden de selv mister deres dybdesyn, reagerer de instinktivt imod verdens grå. Når de voksne ikke vil se verden og naturen, som den er, men går rundt i en døs, så må barnet jo forvandle den, så de måske ser. Og så meget er vidst, en blå mark bærer solen og en blå himmel i sig, og dem kan børn ikke undvære, når de maler. Den stærke blå farve viste derfor også en ubevidst ekspressiv drift i den unge dér ude på marken sammen med hans far. Verden er mageløs, den er til for at blive skabt og beundret. Gør det nu, far, har drengen tænkt dybe nede. Men faderen holdt fast i det grønne.

Og hvem kunne i det hele taget fornemme uvirkeligheden i den unge mands omkreds? Selv forstod han den heller ikke. Den kom ikke op på bevidsthedsniveau. Og så resignerede han som de fleste andre børn og unge. Han kom ind i den bank. Verden blev i hans ungdom omkring 1970 mere og mere pengenes tid. De væltede sig ind i alle store og små byer og erobrede alle iøjnefaldende bygninger og gadehjørner. Der var plads nok til bankfilialer en masse. For nye supermarkeder tog kunderne fra de små handlende, der ofte drejede nøglen om. De plastikindpakkede varer på supermarkederne forøgede uvirkeligheden. Man måtte tage tomaterne i pakkerne som de var, man kunne ikke engang føle på dem og mærke, om de var halvrådne, hvad de ofte var. Siden blev de spøjtede, så de kunne holde sig ´friske´ et halvt år.  Sammen med pengene, der næsten var den eneste værdi tilbage i verden, gjorde al den plastik historien uvirkelig. En intellektuel med følsomhed, Elias Carnetti, var den første til rigtigt at opdage det. I 1973 skrev han: ”Fra og med et bestemt tidspunkt var historien ikke længere virkelig. Uden at mærke det havde den samlede menneskehed pludselig forladt virkeligheden”.

Det gjorde den unge bankelev selvsagt også. Men han kunne ikke holde livet i banken ud. Det blev for tamt. Han fandt ud af, at han alligevel måtte forsøge sig som kunstner. Men det blev en svær tid. For en frygt havde bemægtiget sig ham. Han turde ikke være anderledes end de toneangivende kunstnere, og de gjorde ikke oprør mod uvirkeligheden. De var tidsåndens lamme dydsmønstre. De fik læst og påskrevet, at kunsten ikke mere måtte afbilde virkeligheden. Minimalismen tog over. Minimalismen er i sit væsen abstrakt. Pengene er en abstrakt værdi. Den udraderer alle konkrete værdier: tanken om livet, der bliver frit og forunderligt, når mennesker sammen finder hinandens natur og elsker hinanden i stort og småt, så de ved at ae hinanden også føle verdens ve og vidunderlighed i sindet.

Men det måtte der ikke laves kunst over mere, selvom kunst i alle livsbefordrende tider har været vejvisere for mere intense fællesskaber. Kunsten som vejviser, bah. Eksperimentér med farverne i abstrakte mønstre. Lav firkantede kasser og trekantede figurer, der står oven på hinanden. Ud med virkeligheden. Et billede skal være et billede af et billede af et billede. Sådan begyndte den unge mand også at lave billeder, selv om han vred sig og forestillede sig, at der var noget liv i hans fladeformer eller i hvert fald imellem dem. Men det var der ikke. Tidsånden og dens virkning i ham havde forbudt ham at få det liv frem, som noget dybt i ham higede efter at give udtryk. Han var faktisk god til at male kroppe, han malede sin kone og sig selv, han viste mig dem, men udstille dem turde han ikke. Først i slutningen af 1990-erne begyndte der at ske noget. Og det kommer der mere om i en kommende goddag-optegnelse.

Hvorfor? Fordi den glædelige meddelelse i dagens optegnelse skal være, ikke bare at det lykkedes ham at komme fri af uvirkeligheden, selvom han var sidst i fyrrerne, men også, at håbet om at få livet til at sprudle igen ikke er forbeholdt børn og yngre voksne. Åbenheden er en mulighed, som vi alle har, lige til vi dør. Vi kan godt gøre os fri af vore blokeringer og neuroser, drive skyggen på flugt. Vi kan få hjælp til det af andre, og vi kan skrive daglige optegnelser og komme frie af alle ærgrelser og frustrationer over os selv og verden ved at få dem ned på papiret.

Så vil der pludselig komme bevægelse i underbevidstheden. Og det er vigtigt, for nye skabende initiativer kommer dernede fra. Og de får først muligheden for at blive aktive, når vi skaber huller i vor forstenede bevidsthed med alle den neurotiske forbud om livet og påbud om at lave forstenet kunst. Så sprutter det op med henslumrende fornemmelser og safter, og så bliver bevidstheden glad. For så får den muligheden for at sige fra over for al uvirkeligheden og for at erobre virkeligheden tilbage.

2 tanker om "Frygtsomhedens vanskelige overvindelse og skabelsens lange tøvende start"

  1. Tak for denne saltvands indsprøjtning Leo, jeg er slet ikke uening med dig, men som du dog kan formulere dig. (det her er jo ikke de sædvanlige læserbreve, der om handler politik), men noget dybere, det er virkelig
    noget der gør mig glad, nemlig det at beskæftige sig
    med kunsten, hvad jeg iøvrigt kan takke Gitte og dig for.
    Igår var jeg i Lemvig, og se Ernst Barlach og Kathe Kollwitz og det som bringer de to sammen, det var en barsk men også en god oplevelse.som Simon Spies engang udtalte i en radioudsendelse for nylig, vi lever i smørhul her i Danmark, det eneste problem danskerne har er om de skal vælge hof eller tuborg. fortsæt med dine gode indlæg Leo, jeg læser dem alle, med hensyn til kommentarer, kan det jo være, jeg har misforstået noget, i så fald er du ikke bleg for at fortælle mig det. og det bliver på den barske måde, kan jeg tænke mig. tænk at jeg tør gå ind og kommentere på dine indlæg, siger lidt om, hvad det er jeg har vovet mig ud i.

    “jeg tror ikke på den kunst, som ikke er tvungen frem ved menneskets trang til at åbne sit hjerte. Al kunst – litteratur som musik – må være frembragt med ens hjerteblod”.
    Sagt af en mand i slutningen af 1800 – tallet.
    Edvard Munch.

    • Kære Karen
      Tak for din kommentar, som jeg naturligvis blev glad for. Vove livet, det er godt, selvom du næsten får det til at lyde, som var jeg Mefisto selv. Det er jeg for så vidt også, som jeg er fortaler for den tradition, den faustiske kultur, hvor han er uundværlig. Dit Munch-citat er meget rammende, det kunne jeg godt have brugt i artiklen.
      Bedste hilsner Leo

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>