Bentemarie og Picasso

Goddag-optegnelse 12. september

Lille Prinsesse

Om en konfrontation mellem det lyse og det sorte i os.

Bentemarie Kjeldbæk udstiller i september på Galleri Brænderigården, Søndergade, Horsens. Artiklen kommer i Kunstavisens septembernummer. Her er den i lidt udvidet og ændret skikkelse.

Bentemarie Kjeldbæk er på en livslang opgave. Hun vil til det sidste leve i pendulfart mellem Spanien og Danmark, mellem endnu bevaret folkelighed og fællesskab i opløsning, mellem tradition i tilbagegang og traditionsløshed. Hun holder sig i live ved at besøge damerne på madmarkederne i Barcelona og så museerne, hvor Velazquez, Picasso og Miró dukker lyslevende op for øjnene af hende. Hun føler sig ensom i Danmark, hvor det er svært at få en samtale i gang. Selv på folkelige værtshuse begynder bartenderen at trone duknakket over sin ifone uden at sige et kvæk mellem udskænkningerne. Bentemarie raser over det. På en bar skal man tale sammen, og bartenderen skal være formidler.

Ensomhed er uudholdelig, hvem kender den ikke? Skønt der er bevaret rester af kultur i Spanien, dukker den også frem dér. Picasso kendte den, men lå ikke under for den, selvom det kunne være svært at få en egentlig kontakt med folk, der mentalt stod under ham, og det var de allerfleste. Bentemaries billeder er heller ikke muntre, selvom hun i et værk lader en tyr lege med Miró. Tyren symboliserer som hos Picasso det folkelige, som også Miró dyrkede, men både tyr og Miró ser temmelig trøstesløse ud: Hvad skal der blive af os og verden. I udstillingens bedste billede, Lille prinsesse, er Picasso selv i fokus. Det er en parafrase af Velazquez´ portrætter af infantaen ved det spanske 1600-tals hof, for også hun var på spanden i et infamt forfinet miljø, hvor alle hadede alle.

Bentemarie har forvandlet den lille prinsesse til en moderne kvinde, der næsten har fået Picassos kubistiske træk fra 1930-erne. Hovedet er således skåret midt over i en lysegul frontal ansigtshalvdel, der er sat sammen med en sort profil. To farvekræfter slås om magten på lærredet. Den røde kærlighed søger vagt at trænge den sorte død tilbage, men den svarer igen, vil ikke give sig og vinder frem. Det sorte i profilansigtet er alligevel ked af det. Det ses i dets tragiske blik. Det sorte er Mefisto i os, og han vil have os til gøre ordentlig modstand mod den ondskab, som han selv og det sorte repræsenterer. Det er derfor, Bentemarie lader den sorte farve bære det røde skjult i sig. Jeg hører, siger Mefisto i Goethes Faust, ”til de kræfter, ved hvem den skævhed hæfter, at de må virke godt, skønt ondt de stræber efter”.

Virker vi selv sådan? Tænker vi overhovedet mere på, hvad der er godt, hvad ondt, hvad ædelt, hvad slet? Det sorte er i hvert fald ved at tage teten og erobre prinsessen nedefra. Brysterne i det røde krymper sig sammen i kirsebærstørrelse. Hendes røde arm hænger slapt ned, den kunne godt have slasket med en ifone. Den sorte arm derimod er aktiv og holder om en rød og gul fugl. Den er Bentemaries egen indre daimon. Fuglen er rasende på prinsessen, fordi det lyse i hendes ansigt er helt ubevidst om situationens alvor og fremstår med et næsten udtryksløst blik. Hun aner ikke ondskabens tilstedeværelse i sig, og hvem gør? Derfor kan vi ikke gøre noget for at holde fraværet og ondskaben i os selv stangen, hvorfor vi må forblive i uskyldens barnagtige ensomhed. Og det skønt den avler vor skepsis og mistro til næsten alle, og skønt den hindrer os i at skabe omsorg. Et virkeligt opgør med Mefisto ville kunne få kunstneren til at avle personer med tindrende sol og eros i øjnene, så de fik gang i et rigtigt favntag. Det lykkedes for Picasso, der vidste, hvor hård han selv og verden kunne være. Tænk bare på hans Guernica og hans Slagtehuset.

Ja, jeg ved det. Det er noget af et forlangende i vor tid. Men vi er altså nødt til at prøve, i al kejtethed, hvad Bentemarie da også gør i nogle af billederne. Ellers tager Mefisto os, luller os ind i vor ubevidsthed, og så bliver verden endnu værre end hos de fine ved Velazquez-hoffet. Hvem ønsker det? Vore sanser er sløve, vore blikke er sløve. Se derfor endnu en gang på den hjertegribende splittelse i Bentemaries moderne version af den lille prinsesse.

Den ville jeg godt have købt, men kom for sent. Så nu er jeg nødt til at bede hende lave en ny, næsten magen til. For billedet udstråler: bevar din agtpågivenhed, den kan lynhurtigt gå tabt.  Lad sanser og intuition lede dig. Det gør Bentemarie i sine billeder.

En tanke om "Bentemarie og Picasso"

  1. Kære Leo.
    Det var dog et herligt indlæg. Jeg husker tydeligt, hvordan Picasso gik ind og lavede en parafrase over Velazguez´ billede. Og jeg husker også tydelig de kommentarer omkring mig. Her er en af dem: “det kunne man ikke tillade sig”, her tænker de på at ødelægge et “pænt” billede. De glemmer helt, hvad Picasso har oplevet, at stå foran det store billede af Guernica. Det er jo det, det er, en by bombet sønder og sammen. Så forsvinder det pæne og søde.
    Livet er jo ikke en dans på roser, og godt det samme. Det er jo først i kampen for det, at livet bliver værd at leve, og at man sætter pris på det – og lever.

    Mange hilsner fra Karen

Skriv et svar til Karen Stouby, Fur Annuller svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>