De store magters nødvendige vej fra lejlighedskonjunktur til tvangskonjunktur for verdensfredens skyld

Goddag-optegnelse 20. september 2013, revideret 26. september

Optegnelsen vil undtagelsesvis sige noget om vor tids internationale stormagtspolitik, som efter alt at dømme vil føre os mod en katastrofe, hvis staterne som i dag fremturer med at føre en såkaldt realistisk politik. Det er mange år siden jeg har skrevet om den, det var da jeg i Cuba-krisens lys lavede en disputats om beslutningsprocessen i Danmark og Sverige under Christian IV og Gustav II Adolf og deres rigsråd op til Kejserkrigen i 1625-29. Den gang gik det galt. Under Cuba-krisen lykkedes det med nød og næppe at få Nikita Kruschev til at opgive den realistiske politik, der ville have ført til ragnarok.

Der er ikke mange positive udsagn i den vestlige presse om præsident Obama, efter han har opgivet at bombe Assads kemiske giftgaslagre. Tværtimod: Han er en vendekåbe, han savner mod og myndighed, han er en svag præsident, han vil gå over i historien som noget nær et nul.

Bedømmelserne må ses i lyset af det fortsat dominerende syn på ydre- og indenrigspolitikken, at den må funderes på den såkaldte realisme. Det betyder, at man som en Kissinger og siden en Reagan og George W. Bush forstår alt ud fra magtbegrebet og fører alt tilbage til det. ”Den indre politik og den internationale politik er bare to forskellige manifestationer af det samme fænomen: kampen for magt”, lød det i denne aktivistiske ånd fra den realistiske skoles bannerfører, tysk-amerikaneren Hans J. Morgenthau allerede i 1961. Det drejer sig altså om magtmaksimering. Aktørerne skal benytte enhver gunstig lejlighed til at ekspandere. De betragter med andre ord ikke konjunkturerne som tvangskonjunkturer, hvor det bare gælder om at beskytte staten mod truende ydre og indre fjender, men som lejlighedskonjunkturer.

Magten set sådan bliver en værdi langt overordnet andre værdier som frihed, menneskerettigheder og solidaritet med undertrykte minoriteter i ens eget land og i andre lande. Stormagten kan godt i Machiavellis ånd og for prestigens skyld med fordel lade, som om de værdier betyder noget. Men dens aktører bør operere ret uafhængigt af dem, hvis de vil bevare initiativet. I virkeligheden bør de kun knytte magtudøvelsen til hensynet til landets sikkerhed. Og det hensyn vil tilmed oftest, som Bush gjorde det efter 9/11 med invasionen i Irak, blive fremdraget som skalkeskjul for, at magthaveren kun er ude på magtmaksimering for statsmagtens og hans egen skyld, foruden af hensyn til de store kapitalinteresser. Dem læner magthaveren sig op ad, fordi de bidrager afgørende til ikke bare at udbrede kapitalens egen indflydelse, men også til at øge statens og magthaverens økonomiske, politiske og militære position i verden.

Det opnås bedst ved så vidt muligt i realismens og hensigtsmæssighedens ånd at klaske et låg hen over disse for verdensopinionen oftest suspekte økonomiske motiver, selvom det er blevet svært i dagens hackerverden. Magttænkningens tvilling er hensigtsmæssigheden. Den tåler heller ikke ideale hensyn, hvis de strider mod magtpolitikken. Den dikterer, at aktørerne hverken bør tage særligt hensyn til befolkningerne eller til smukke ideologier om menneskeret, frihed, religiøs tolerance og menneskelig lykke. Magttænkningen frygter disse værdiers blomstring. For den vil forædle befolkningerne, så de, også af hensyn til egen sikkerhed og for at få og ro til at handle og leve uforstyrret, som regel vil være imod en aktivistisk udenrigspolitik.

En sådan har de allerfleste stormagter imidlertid ført til alle tider, ikke mindst siden det fra renæssancen blev set som det store mål at stræbe efter verdensherredømmet. Det har derfor siden i realistisk regi været en selvfølge, at udenrigspolitikken måtte agere så godt som isoleret fra indenrigspolitikken. For den plages næsten altid af problematiske klassemodsætninger og for befolkningerne plagsomme indre sociale forhold og vil derfor let vil spolere en effektiv kurs.

Magten styres da også entydigt ovenfra i de totalitære eller enevældige stater, som Kina, Rusland og en række mellemøstlige stater. Og i USA er præsidenten nærmest enerådig og kan tilmed starte krig uden at høre kongressen. Den skal ganske vist hen ad vejen bidrage med penge til krigsudøvelsen, men den har i reglen været villig, fordi krigene, siden 1960-erne i Mellemøsten og Afghanistan, har været ført med magt og profit til erhvervslivet for øje, altså for at forøge USA’s betydning i verden økonomisk, politisk og militært. Så har man i USA tilmed samtidig skrydet over, at man levede op til sin store rolle som hele verdens helsebringende og frihedsbefordrende politibetjent i Guds egen tjeneste, en rolle, som man overtog under og efter 2. verdenskrig fra de nu stærkt svækkede europæiske stormagter.

Obama har været på nippet til at fortsætte den kurs, uagtet krigspolitikkens katastrofale resultater i Vietnam som siden i Afghanistan og Irak under præsident Bush, desuden uagtet den terror og det had, som den amerikanske aktivisme over for Mellemøsten siden 1960-erne har vakt i befolkningerne dér. Med sin rød-linje-deklaration fra august 2012 om, at USA ikke ville tillade et styres brug af kemiske våben vendt mod den almindelige befolkning i sit eget land, in casu Syrien, forpligtede Obama sig nemlig de facto til en amerikansk intervention i Syrien mod Assad, hvis han forbrød sig mod deklarationen. Denne var med andre ord et tilsagn om, at den traditionelle aktivistiske politik ville blive fortsat.

Selv efter Assads store kemiske angreb mod sin egen befolkning 21. august i år trak Obama imidlertid sagen i langdrag. Der kom intet missilangreb mod Assads lagre. Desuden gjorde Obama noget helt uhørt konstitutionelt: han indkaldte kongressen og ville have den til at godkende og tage medansvar for en intervention. Den ledende republikanske senator og udenrigsaktivist John McCain var rasende: at inddrage kongressen udhulede det mægtige amerikanske præsidentembedes prestige og myndighed i verden. Og vestlige journalister pippede ofte med på den sang. Den var, fandt de, svanesangen for den amerikanske præsidents og USA’s lederskab i verden.

Oveni mente mange, ikke ubegrundet, at Obama sikkert ville lide nederlag i kongressen. Obama fik dem tilmed til at pippe endnu højere, da han gjorde endnu et forsøg på at få FNs sikkerhedsråd til at gribe ind. Det råd var jo, lød det, helt handlingslammet med Kina og Ruslands vetoret i det. Nu skete der så alligevel det, at Rusland gik med til at åbne vej for FNs aktive inddragelse. Og Assad er gået ind på kravet om afvikling af sine lagre, men siger selv, at det kan tage et år. Næsten overalt i Vesten tror man, at Assad bare vil trække tiden ud. Men kan han det mere? Er vejen ikke ved at være banet til hans afsættelse?

Uanset hvad, så har ingen rigtigt forstået det storslåede og betagende demokratiske i præsidentens ændrede politik. Efter 21. august, hvor det straks stod klart, at Assad stod bag det kemiske angreb, havde Obama tænkt og tænkt. Skulle han i realiteten indordne sig under Morgenthaus magtrealistiske politik, eller skulle han bryde med dens langvarige dominans i USA? Han tænkte, så det knagede, selv på pressekonferencer. Han var i krise. Skulle han i realismens uhellige navn opfatte den storpolitiske situation efter Assads bombning med kemiske våben som en lejlighedskonjunktur for USA, som endnu en gunstig mulighed for at spille supermagtens naturlige rolle som verdens retfærdighedshigende politibetjent, eller skulle han se situationen som en tvangskonjunktur?

Efterhånden modnedes hans tænkning til en vision om en ny verdensorden. USA skulle ikke mere være verdens politibetjent. Han vidste, at hans land længe havde misbrugt den rolle til at udvide sine interessesfærer, og han havde selv stemt imod Bushs militante udenrigspolitik i nul-erne. Ingen lande havde autoritet og troværdighed til at udfylde rollen, fandt han uden direkte at sige det. USA var blevet svækket som supermagt. Som næste politibetjent på den globale scene stod allerede Kina klar, og hvis USA havde misbrugt rollen, ville den så ikke blive totalt udhulet i kinesisk regi. De store nationer, nåede han frem til, var nødt til at holde hinanden – og ikke mindst sig selv – i skak ved argumentets, ikke våbnenes magt, og det skulle ske i FNs sikkerhedsråd, som forinden og samtidig i enkeltstaternes politiske forsamlinger og i den offentlige mening.

Var det da så epokegørende? Ja, for ved ikke at gribe ind i Syrien uden om FN, skønt han let havde kunnet, skabte Obama en vigtig præcedens: Ensidige stormagtsinterventioner måtte ikke mere finde sted i en verden, hvor den i stormagter iboende trang til magtbrunst altid hidtil i verdenshistorien havde fået ret og rimelighed til bøje nakken. Det epokegørende bestod i, at verdens absolut eneste militære supermagt havde pålagt sig selv det magtbegrænsende bånd, som mindre magter som Danmark altid af nødvendighed i historien havde tyet til: at opfatte enhver opstående aggressiv og krigerisk situation som udtryk for en tvangskonjunktur, som staterne kun ved fælles hjælp og helst bare ved diplomatisk pres skulle prøve at begrænse de skadelige følger af.

Og ikke mindst vigtigt: ved stærkt at nedtone sin egen suveræne magt over udenrigspolitikken og henvise den til godkendelse i kongressen skabte Obama en anden uhørt vigtig præcedens: i fremtiden skulle folket og dets repræsentanter debattere og være med til at beslutte alle afgørende skridt. Obama vidste, at hvis det kom til at gælde hjemme i USA selv, hos verdens eneste supermagt, ville det gøre det desto sværere for alle andre store stater at fastholde den hidtidige, i alle lande til alle tider gældende praksis: at magten blev udøvet ovenfra og ned, som i fortids og nutids fundamentalistiske gudestater, hvor befolkningerne bare skulle kaste sig i støvet eller bukke pænt, inden deres sønner blev beordret til at marchere i krig med blodplettede støvler. Det var et vældigt signal fra Obama, umuligt at se bort fra, selvom det i pressen blev nedgjort som svaghed.

Det leder frem til en tredje epokegørende gevinst ved Obamas nye udenrigspolitik. I og med demokratiseringen af denne politik, som utvivlsomt ville smitte af uden for USA, ville man fremme demokratiseringen i verden, ikke mindst i de muslimske lande. Faren for islamistiske magtovertagelser ville mindskes afgørende, hvis det gik op for befolkningerne her, at det ikke mere var muligt at fastholde billedet af USA som den store Satan. Modviljen mod USA og Vesten ville så langsomt kunne vendes til velvilje såvel til gavn for menneskerettighederne som til ugunst for sharia.

Hertil kommer for det fjerde, at en demokratisering af udenrigspolitikken med dens krav til beslutningstagerne om mere og mere åbenhed og offentlighed vil kunne bremse den vej mod et orwellsk Big Brother-overvågningssamfund, som har taget fart efter 9/11, og som har præget også den nye offentlighedslov i Danmark. Samtidig vil den for det femte kunne mindske kapitalens muligheder for at påvirke regeringerne til en så ødelæggende udenrigspolitisk kurs som den, der drev de europæiske stater ud i første og anden verdenskrig, og som fik USA til at fortsætte den aktivistiske magtpolitik over for Iran og andre mellemøststater fra 1960-erne.

En sjette stor gevinst er, at en demokratisering af udenrigspolitikken i sig selv vil virke fredsbevarende, ikke bare udadtil, men også indadtil, fordi den vil tjene til at mindske kløften mellem elite og befolkning. Den uddybes eksplosivt i vor tid og har allerede undergravet alle samfunds fællesskabsfølelse. Det skete under den fønikiske og siden i den hellenistisk-romerske globalisering, som det sker i nutidens galopperende globalisering. Og i alle tre tilfælde skyldes det statsmagternes og storkapitalens enedyrkelse af pengene som magtens nerve.

Når værdierne penge og magt står alene ved statsroret og i erhvervselitens hoveder, tager de, som det allerede er sket i Vesten, livet af de værdier, som betinger ethvert fællesskab, friheden, solidariteten, broderskabet. Ved at magthaverne igen reelt, som Obama tilsigter, tvinges til at vægte hele befolkningens tarv og krav, tvinges de til at lægge vægt på bæredygtighed og til at tæmme det giftspredende og pengegamblende erhvervsliv, som hidtil har haft alt for frit spil til at styre den økonomiske udvikling og har styrtet os lige ud i den nuværende krise. En god fremtid kræver derfor, som Obama ved, at kløften mellem rig og fattig indsnævres. Med en demokratisk åbenhed som incitament vil de altid egoistiske kapitalinteresser ikke mere uden videre i mørket kunne trække i trådene og fremdrive en lejlighedskonjunkturdyrkende udenrigspolitik og en hasarderet erhvervspolitik, hvor middelklasse og småfolk betaler gildet.

Det er derfor på tide, at de store idealistiske floskler, der i historiens løb har smykket de aktivistiske staters konjunkturudnyttende udenrigspolitik, brydes. Den mest berømte floskel kom Bismarck med: ”Politik er, at man hører Guds skridt i verdenshistorien og så springer til og forsøger at gribe om en flig af hans kappe”.

Denne ulidelige magtgud har hidtil ikke været til at bekæmpe. Der er ikke tvivl om, at hvis Obama får held til det ved at føre sin store vision ud i livet, vil verden blive et bedre sted at leve i. Visionen placerer ham højt på en humanistisk stige, og hans iver efter med dygtighed at fremme den under de vanskeligst tænkelige vilkår gør det i høj grad berettiget, at han i sin tid fik tildelt Nobels fredspris.

”Yes, we can”, det siger han stadig, selvom de allerfleste tror, at han er blevet mundlam og bare mumler: ”No, we can´t anymore, nevermore”.