Den følgende goddag-optegnelse er en let omskrivning af en anmeldelse i Kunstavisen for november 2013 af Gunleif Grubes udstilling i Galleri Brænderigården i Horsens. De i artiklen omtalte billeder kan ses på galleriets hjemmeside

Om mennesket, der snapper efter vejret i Gunleif Grubes fascinerende univers

Bare titlerne på Gunleif Grubes malerier kan næsten gøre det ud for en anmeldelse. De skaber en myte om det moderne menneskes livsvilkår. Og de taler om en fundamental ensomhed, der næsten får det sorte på væggen bag hans mennesker til at gå ind i det røde bag dem. Vi lever i en ventetid.

Gunleif, de intetsigende og de gale
Alle hans figurer er alene, også selv om de som befolkningen i ”People” vises på samme maleri med tolv personer. Kroppene er væk her, for følelserne, hvor er de blevet af? Og hovederne er næsten intetsigende, uden håb, med sorte øjne eller øjenhuler. Og alle er de spærret inde i sig selv, dybt traumatiserede, ubevidste om, hvad de er til for. De er som spiddet til den sorte væg bag dem og venter, men på hvad?
Der er kun et skridt til ”Her bor de gale”, ni hoveder, som Grube selv er mere i slægt med. De enten raser eller skærer dødningeagtigt tænder, eller de er så småt på vej til at fundere over deres umulige vilkår. Det gør kunstneren i høj grad selv, som i ”Kender du Gunleif?” Af det værk fremgår, at maleren har været nede i sin sjæls dybe mørke, hvor urvolden huserer. Men med sit vemodige og intensive blik og den klare rødgule pande og kinder har han været så heldig netop at overleve sit ”Inferno”. Det udspiller han i et andet selvportræt, der røber, hvor svært det er at forholde sig til helvede på jord.

Come on, selv i Tolvte omgang
Og det tror da pokker, selvom man er en fighter som Gunleif og gerne vil sige ”Come on” til sine ydre modstandere. For hvor er de, ikke i hans billeder, snarest som de indre dæmoner i ham selv. Derfor udstråler billederne mindre angrebslyst, end de viser følelsen af at være næsten smadret som en bokser. Sådan ser Gunleif med humor sig selv i livets ”Tolvte omgang”.
For hvem har ikke fået barske slag efter et livs kampe? Man kan så, som så mange, bare lade som ingenting, lade sig nøje med at sige: ”så, nu gik så også den dag”, som personen i ”A day in the life”.

Hvordan har sjælen det i lysets maler?
Den tolkning kan næsten få kunstneren til at fare op og protestere: ”Jeg er lysets maler”, også i det billede du lige talte om. Men nogen livsglæde udstråler personen i det fortræffelige billede ”Jeg er lysets maler” trods alle lyse farver langt fra. Men kunstneren giver sig ikke. Der er ”Intet lys uden mørke”, indvender han: ”se så lige billedet med den titel”. Kroppen lyser da også på figurens kulsorte baggrund, men der er som stort set altid i værkerne bare én figur.
Så selvom figuren sidder med knæene over kors som en anden konge i middelalderens ikonografi, og selvom figuren næsten omkranses af en rød farve, der om hovedet ligefrem virker som en glorie, så er det mest ensomheden, der lyser i den ligesom i ”Poeten” og andre værker. Og ansigtet i maleriet, fornuftens sæde, der skulle være sjælens spejl, har ladet sin sjæl flyve bort. For ansigtet er tværet ud med sorte irriterede strøg af Gunleifs pensel, der også lader det sorte sjaske dryppende ned på de fine kropsfarver.
Der hersker i det hele taget i malerierne en dualisme mellem hoved og krop,, en krig mellem fornuften og følelsen, karakteristisk for vor næsten nihilistiske civilisation, en krig, kunstneren gerne vil have ende på. Men det er uhyre svært, selv for ”Optimisten”, der med sin farverige baggrund ligesom også et andet ansigt bedyrer: ”Du er ikke alene”. De vil begge gerne sige som et tredje ansigt: ”Følg mig”, men ingen af dem synes helt trygge ved sig selv. Hvad kan jeg egentlig tilbyde?

De alt for stærke hemmeligheder og løgne
Ved siden af disse værker møder man da også ligeud den sorte bagside af vor tids frembrusende individualisme, tre hoveder i værket ”Hemmeligheder og løgne”. De viser som i et koncentrat af toner fra de andre værker den gængse måde at komme frem på: Se beslutsom ud som de to til venstre og højre, og sig uden vaklen: ”Følg mig, for jeg er troværdig”, mens de med deres stive masker undlader at sige: ”Så skal jeg nok få ram på dig, om så først i sidste omgang”. Det sker, mens løgneren i midten med tomhedens nul-runde fromme mund som en anden Judas er ude på at fjerne alt lys i kunstnerens og vor verden, hvor vi i forvejen er ved at tabe til mørket.

Hvem hjælper udefra og indefra?
Det er derfor ikke underligt, at Gunleif som hjælp må påkalde sine drømme som i ”Drømmefangeren”. Men selv om de falder ned og gør hans farvepalet lysere, er det så nok? Tvivlen herom bringer værket ”Lykkefuglen” på banen, men kan den hjælpe? Den symboliserer sjælen i mennesket, men hvordan får fuglen trods sin velvilje og røde baggrund forbindelse med det sovende menneskehoved under sig? Så måske der oveni skal en ”Skytsengel” til med lysende glorie. Det er en engel, som kommer svævende med et menneske under sig, som den tilmed får til selv at svæve. Men vil det lykkes i praksis? Så skal vi vist være mere end heldige.

En uundværlig kunst i en lam tid
Gunleifs værk set samlet udstråler en presset tro på menneskene, der har mere end svært ved at hamle op med vor tids civilisatoriske mørke. Der er grund til at ønske ham al lykke til i hans iver efter at få liv i dem, for hans og alle vi andres skyld. Det er vigtigt at se værkerne, så det går op for os, at liv og død skal være på ægte livagtigt spil også i os.
Det er målet med Gunleifs kunst at vise det. For han vil gerne se en rød aften belejre og besejre en gråsort nat, så en gul morgensol kan rejse sig som symbol på, at en ny livgivende kultur endelig er på vej, og at ventetiden er forbi, så vi lettede kan sige, at vi alligevel ikke blev slået ud i ”Tolvte omgang”.