Her i dagens goddag-optegnelse 14. november en “I øvrigt mener jeg”-mening, der bringes i Horsens Folkeblad 16. november:

Det kan ind imellem være træls at komme op i årene: ikke mere på arbejde; død og sygdom i ens nærhed; slidgigt, hjerteproblemer, familiebøvl; hvad har man egentlig udrettet; har der været en mening med ens liv; hvem kan man komme hjerteligt ind på livet. Og som resultat: snigende ensomhed, angst for ens egen død.

Det kan godt give mismod, depressioner, lykkepiller oveni som unødigt bevis på, at lykkelig kan man i hvert fald ikke kalde sig. Og hvad så, ja så gik den dag, og man puster ud – oven på alt det man heller ikke i dag fik taget sig sammen til.

Men så i morgen: Gå ned på Galleri Brænderigården og se Gunleif Grubes kunst. Han har også ensomheden i sig, også han nærmer sig livets ”Tolvte omgang”. Og mal så med ord dit eget liv, som han maler sit i sin ”Tolvte omgang”. Se bare: han er som du godt forslået af livets stormvejr. Han ved heller ikke, om han bliver væltet omkuld af døden i næste øjeblik.

Men se så også: Han nægter at give sig. Han udstråler: livet skal være kamp til det sidste, ikke hyggenykke. Det duer ikke at sidde dér i flæbende selvmedlidenhed og midt i en småkage sukke: hvorfor fik jeg ikke lov at blive lykkelig, så jeg kan dø lykkelig. Det avler kun én ting, lede ved én selv.

Det gælder om at sige som Grube: ”Come on”. Det gør man ved ikke at lukke øjnene for umenneskelighed omkring sig. Slå fra dig over for dem i din familie, der ikke orker deres børn, sig til dem, at de ikke skal gå der og bare være sig selv nok.

Det kan godt være, de så korsfæster dig og råber: skrid din gamle dumme stodder. Korsfæstet bliver man som Jesus i sin tid jo altid, når man taler sandhed, men at gøre det er netop meningen med livet. Du føler en forløsning inde i dig selv, et glimt af lykke, hvis du tør.

Det gælder om at turde, siger Grube i ”Come on”. Men man kan kun ramme andre med autoritet, hvis man også rammer sig selv. Stå foran Grubes billeder og kom i tanke om, ikke bare hvad godt du har udrettet, men også og især hvad du har fortrængt af lort i dit eget liv, om dengang du selv svigtede, om nu kone, børn eller venner.

At fortælle det til dig selv og til nogen, du kender, giver også forløsning. At fortælle er at tilgive sig selv. Og dine omgivelser begynder at føle: han er værd at lytte til. Ensomheden viger. Du åbenbarer noget vigtigt, som også de har lukket af for. Lad dine børnebørn og venner vide, hvem du er, så de kan bruge dine afskrækkende og berigende erfaringer i deres eget liv.

Livet er at holde dommedag over sig selv for ens egen og ens medmenneskers skyld. At gøre det får dig til at lyse op selv i Tolvte omgang.