Goddag-optegnelse 5. januar 2014

En altervæg med nærværs-fravær

Om John Kørners nye store altertavle i Østerhåb Kirke ved Horsens. Artiklen her er næsten uændret trykt i Kunstavisen for december-januar 2013-14

Det er ingen god ide at lade selv en betydelig kunstner lave en alterudsmykning, hvis hans forhold til kristendommen er for perifert. Det ligner den mentale baggrund for Kørners valg af motiv til altervæggen.

Det er et træ, ikke en central fortælling fra kristendommen, som i den store traditions tid, hvad enten en årvågen Maria med barn, en lidende Kristus på korset eller en udsmasket Kristus efter nedtagelsen fra korset i sine kæres arme. Disse fortællinger er ellers nerven i kristendommen, og vi bliver kun selv påvirket af den, hvis vi ser vore liv i lys af dem.

I disse billedfortællinger har Helligånden ovenfra indfundet sig i personerne, så deres forhold præges af nærvær, ikke af vor tilbøjelighed til at skvatte i søvn i et uhelligt nærværs-fravær. Ved at se på et sådant billede kan den enkelte i menigheden forfærdes af skyldfølelse over ikke at have gjort noget eller nok for sine nære.

Det sker ikke. Vi får lov at fremture i skyldløshed i form af en nådesløs individualisme på jagt efter penge og magt. Den er skyldig i, at vore nære værdier, friheden, solidariteten og kærligheden har mistet nærværet og er blevet tomme klicheer. Det sker, hvis man dyrker dem isoleret fra hinanden, så man kun er fri, hvor det betaler sig, hvor man ikke er ikke solidarisk med dem, der trænger til solidaritet, og hvor den kærlighed, man viser, bliver en kærlighed bare til en selv.

Tænk, hvis vor tids præster ramte sig selv og menigheden med en Helligånd, der krævede, at de selv højnede sig for at få myndighed til at højne andre. I stedet skvaldrer de op om himlen over sig, om en mystifistisk helligånd, som de sjældent har noget forhold til, og som ingen i menigheden derfor bliver blevet ramt af. Den er derfor meget apropos degenereret til to næsten usynlige fugle i Kørners himmelhvælv. Her kan de så kvidre om lyset, der skal forkynde, at Jesus er født og siden genopstanden, og om at vi også skal genopstå, hvis vi er troende, så vi dog får denne svage trøst, hvis vore indbyrdes liv er smadrede. Men trøsten er ikke afgørende i kristendommen. Det er derimod Helligåndens krav til os om at handle i kamp mod tidens nedbrydende kræfter, så vi som Jesus er rede til at lade os korsfæste i den sags tjeneste. Men at vi skulle udsætte os for det, er en totalt utidssvarende tanke.

I stedet kikker vi saligt selvtilfredse op i den højloftede kirkes lyshav og betragter henrevne Kørners evangelium, der strækker sig i vejret ude til venstre. Det er en stikijavert af et ikke-eksisterende træ, der skal være inspireret, som vi forundret hører, af Mellemøstens cedertræer, som Kristus selv ”måske har søgt skygge under”, så træet ”sender tankerne i retning af evangelierne” (Michael Wivel).

Træet er imidlertid så forpjusket og har så få grene, at der ingen regulær skygge kan dannes, og den tynde stamme er tilmed hugget over, hvor kronen skulle have udfoldet sig. Så træet ligner mest en ældre mand i menigheden, der i livets barske forløb har mistet hoved og hår, og i hvem alle saftige jordfarver er blegnede.

Et træ er et tegn, på noget menneskeligt, men dog næppe på den ældre mand. Cedertræet er derimod et tegn på jødernes axis mundi eller verdensakse. Den strækker sig op mod Jahve med en prægtig krone øverst, og med den i sit centrum får menneskets liv objektivitet og nærvær. Så kan det komme af med al sin forbandede relativitet og dyrkelse af den tolerance, der er fandens evangelium. For det tillader os at se stort på det nære i vore kærneværdier, friheden, solidariteten og kærligheden.

En verdensakse placerer man imidlertid ikke ude i siden, men i centrum af et billede, men i Kørners centrum må de spinkle stråler fra en sol nøjes med at titte frem fra en lang grens blad, der lige netop her er så stort, at det skjuler solen. I øvrigt er en sol og en verdensakse dobbeltkonfekt, og i den er der ingen kraft, selv ikke i vor sødladne juletid.

Kørners billede er et traditionsudtyndet, pseudo-evangelisk makværk.