Tvivlen i Thomas og livets sprudlen

Goddag-hilsen 29. august

Thomas og hans evangelium har længe stået mit hjerte nær. Her er en forkortet version af min Thomas-prædiken 7.4. 2013 i Vor Frelsers Kirke, Horsens, netop udkommet i Kirkebladet for Klosterkirken og Vor Frelsers sogn:

Thomas er blevet kaldt tvivleren. Men Jesus var ikke ude på særligt at hænge netop ham blandt disciplene ud, selvom Thomas forlangte at se Jesu sår i siden, hvis han skulle tro på hans opstandelse. Jesus sagde ganske vist til Thomas: Vær ikke vantro, men troende. Men i Thomas fravær forinden havde Jesus straks ved sin ankomst vist disciplene såret. Så de fik ikke lejlighed til at tvivle, og det var måske heldigt for dem. Jesus kendte deres vaklende sind.

Det sind præger os alle, hvis vi er voksne og fra puberteten har udviklet vor bevidsthed eller ånd. Så vil vi selv have lov at tage stilling og sætte tvivl ved alt. Vi vil helst have syn for sagn. Og det er et sundhedstegn. Kristendommen er et møde mellem Guds ånd og menneskets ånd, og det gælder ikke om, at mennesket bare kapitulerer. Ordene i biblen er derfor også åbne for fortolkning. Der kræves ikke underkastelse. Tro uden tvivl er fundamentalisme, og en sådan slår menneskets selvværd ihjel.

Johannes Evangelisten fortæller da også historien for at få fremtidige læsere til at sluge det under, disciplene så. Men et hovedærinde for ham var at fortælle om Jesu enestående ord og væsen, så det fik tilhørerne til at indse, at sådan kunne den mand ikke have optrådt og talt, hvis han ikke bar Gud i sig.

At bære Gud i sig behøvede Jesus tilmed ikke at være ene om. Det opmuntrende budskab fra Jesus i Thomas´ eget evangelium var, at det var muligt også for mennesket at nå derhen. Jesus sagde hos ham: ”Den som har drukket af min mund, skal blive som jeg er, og jeg vil være ham. Og det skjulte skal blive åbenbaret for ham”.

”Jeg vil være ham”, altså: ”Jeg vil ikke være over ham”. De to var ligeværdige. Jesus var altså udsendt til at være vor nære støtte, sådan som vi bør støtte hinanden, så vi kan bære lidelser og død. Jesus skulle ved sin egen pinefulde død på korset, hvor han selv tvivlede, få os til at forstå, at uden at forsone os med lidelsen og tvivlen kan vi ikke værdsætte glæden, når vi tager livtag med ondskaben og vor tvivl på hinanden.

Den glæde indfinder sig, når vi glemmer os selv i omsorg for næsten, så vi ind imellem ligefrem syntes, at vi har fået bugt med tvivlen. Men så dukker den uvægerligt op igen, og vi kan i vor verdsliggjorte tid blive så fortvivlede, at vi kommer i tvivl om meningen med livet. Så kan vi hænge sådan ved selv et magert arbejde, at vi ikke kan klare at gå på pension og derfor dør kort efter.

Der er dog ingen grund til fortvivlelse, hvis ellers Jesu ord, elsk din næste og også din fjende, sidder som en spore i os, og vi har prøvet at leve efter dem. Så har vi drukket af hans ords sprudlende kilde. Så har vi fået stillet en portion Helligånd til rådighed. Og det er så afgørende, at så må I godt spotte Faderen og Sønnen, det vil blive tilgivet, sagde Jesus i Thomas´ evangelium. ”Men den, som spotter Helligånden, han vil ikke få tilgivelse, hverken på jorden eller i himlen”.

Ordet Helligånd kan i dag virke som forældet mystisk kaudervælsk, helt uden for rækkevidde. Men det er noget meget ligetil. Er man af ånd eller Helligånd, har man evne og vilje til at bryde ind i sit eget og andres liv og højne det. Det lykkes kun, hvis man taler åbent, og man er ude på komme al forstillelse og alle fortielser i sine forhold, alle nedrigheder til livs.

Det menneske, der åbner sig og tager livtag med det lukkede i sig selv og verden, er det sande menneske. Åbenheden er sandheden. Det menneske går med et lys i sig, der oplyser verden. Han evner at blive ét med dem, han møder. ”Vær folk, der går forbi”, sagde Jesus derfor hos Thomas. Det menneske vækker tillid, – og had og raseri hos de utallige tillukkede, alle bagvaskerne, alle de levende døde. ”Når I tager jeres tøj af uden at skamme jer, … skal I se sønnen af den levende”, sagde Jesus. ”Alt skal åbenbares, intet skal forblive tildækket uden at afsløres”. Er man ude på det, får man som Jesus mange fjender. Der bliver ballade i familien og med såkaldte venner, men man bliver ikke fjende af sig selv, og det er det vigtige.

Et eksempel. Ved en familiefest ser en bedsteforælder et barn stå og trække i sin mor, mens hun sidder uanfægtet og plaprer om alt og ingenting i selvrealisationens uhellige navn. Det får bedstefaderen til at sige: ”Kunne du ikke lige tage dig lidt af dit barn”. Det gør moderen edderspændt rasende. Hun himler op: ”Pas du bare dit, så skal jeg nok passe mit”. Hvis bedstefaderen så siger: ”ja det kan jeg rigtignok se”, bryder krigen løs. Så ryger det ud af moderen: ”Sådan som du er, kan du bare holde dig væk næste gang”. Moderen korsfæster med andre ord bedstefaderen. Han må ikke som Jesus bryde ind i sin næstes liv som støtte for barnet og for at højne moderen.

Det er ved familiefester tabu at kritisere hinanden og derved også komme til at røbe sig selv. Det gør de fester til det kedeligste af alt. Man taler om vejret og den sidste rejse. Alle er totalt neutrale. Man sidder sammen, men hver for sig. Man er ved at skatte i søvn og ærgrer sig over spildt tid. Der kommer aldrig rav i den, ingen gyngen i sindene. Jesus elskede den gyngen. Der skulle tales ud. Derfor sagde han: ”Tro ikke, at jeg er kommet for at sprede fred. Folk ved ikke, at jeg er kommet for at så splid på jorden, ild, sværd, krig. For er der fem i et hus, skal de tre være imod de to, og to mod tre, faderen mod sønnen … og de skal stå ensomme”.

Helligånden drejer sig med andre ord ikke nær så meget om troen på opstandelsen som om vort forhold til vore medskabninger og os selv her på jorden. Helligånden er på spil i opgøret mellem modstridende sindelag og holdninger. Helligånden er på spil, hvis man som bedstefaderen lader sig korsfæste for sandhedens skyld.

Det giver sår, som det sår Jesus fik i brystet. De sår er en lidelse, men man må leve med dem, hvis man vil være et sandt menneske. Ens sår kan symbolsk blive en åbning i ens sind. For det er af såret, der vokser blomster frem, når fornuften indser, hvad der er vigtigt at gøre. Det er uevangelisk at være passiv og nøjes med tidens evindelige småsnak.

En mand, jeg kender, havde en drøm, der hænger sammen med Thomas´ Jesus-ord om det tilgivelige i at spotte Faderen og Sønnen. Manden vågnede midt om natten og så Gud stå ved fodenden af sengen. ”Skrid med dig”, råbte manden oprevet, ”jeg tror ikke på dig”.  ”Fald ned”, svarede Gud roligt: ”det afgørende er ikke, om du tror på mig, men om jeg tror på dig. Forstår du det, vil din afvisning af mig måske engang afløses af tvivl”. Hm, tænkte manden, han er godt nok svær at afvise. Nå, sagde han næste morgen til sig selv, det var jo bare en drøm. Men det blev han snart efter i tvivl om. Og så meget er vist. Han glemte aldrig drømmen siden.

Er man nået dertil, hvor meget længere kan et moderne menneske så nå?

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>