Boble-par-livet og den skabende evnes udradering

Goddag-optegnelse 1. september 2013

Boble-par-livet indfinder sig, når hver især i parforholdet, også over for hinanden, foregiver, at de har det godt sammen, skønt de efterhånden sjældent taler, endsige ligger sammen mere. Så vokser tomhedens bobler mellem dem. Først erobrer boblerne spisestue og sofa, så køkkenet og også deres soveværelse, så det bliver nødvendigt med to af dem. Til sidst er hele deres hjem blevet én stor boble. De kan ikke mere tale sammen om noget vigtigt.

Hvordan holder man så livet ud? Det fortæller biskop Elisabeth Dons Christensen i dag glimrende om i Jyllands-Postens ”7 om en søndag” uden selv at tale om bobler: Vi rejser evig og altid ud sammen, og gør selve rejselivet til livets mening frem for omsorgen for hinanden og for vore omgivelser. Vi taler ganske vist ofte om den omsorg, men helt abstrakt og uforpligtende, for når livet står og længes efter den i en konkret situation, bakker vi ud. Så bliver vi, ja hvad andet end boble-mennesker.

Hvor rejser boblerne så hen? Ja, mange styrter jorden rundt til kulturmindesmærker og til civilisationer, som de intet kender til og aldrig får nået andet end at affotografere, så det åndelige udbytte bliver lig nul. Det værste man næsten kan se, er de utallige gråhårede og let duknakkede par, der med faste og energiske skridt går med hinanden i hånden på vej ind i et kunstmuseum og rejser kloden rundt med kunsten in mente. Den fungerer som boblernes religionserstatning for den indbyrdes omsorg, der er al religions livsnerve. Men boblerne er i fuldt sving. Der inde i muserne synes de, at de lever. Der stiger de til vejrs i åndelighedens neutrale og livsalige luftlags uvirkelighed.

Så det bliver en fattig erstatning for religionen. Man ser dem ganske vist ivrigt diskutere kunsten. Men de iagttager den mere, end de ser den. For de skal ikke bruge den til noget i deres eget liv. Det bliver kunstnernes liv og deres teknik og maling, de optages af: ”I så fantastisk de farver står sammen”. Kunsten skal ikke afføde befriende handlinger i deres liv, som det ellers er al stor kunsts mål. De to er ikke ude på at lade hinanden vokse, undtagen over maven. De har opgivet at højne hinanden. For de passer nøje på ikke at overtræde de tabuer, der forfladiger og undergraver deres forhold og forholdet til alle andre. Derfor er de endt med at blive som Kain over for Abel: De slår hinanden mentalt ihjel. De opdager det bare ikke i deres boblelivs uvirkelighed.

Den store kunst vil ellers gerne overraske os. Den taler om livet som en smuk åbenbaring af sammenhæng, som den vil have os til at opdage. Det gælder kunsten i kulturernes livgivende tid, i den græske kultur og i vor vestlige faustiske kultur, som opstod o. 1000 e. Kr. og døde ud i den moderne civilisation fra 1800-tallet. Fra da af stivnede vi mere og mere. Boblerne tog magten. Derfor taler den fåtallige store kunst i vor tid om en udvandet eller knust sammenhæng, som den vil have os til at hele. Dens mål er ifølge Joseph Beuys at få os til at medvirke til at bygge ”en ny gotisk katedral”. Den vil have os til at gå på opdagelse i livet og i os selv og hinanden, så vi opdager den skabende evne i os selv og vore nære, og så vi igen kan bruge ordet nære om hinanden.

Det er vigtigt, for den skabende evne kommer ligesom vore skabende drømme og længsler fra en guddommelig kilde i os. Den tror vi bare ikke på eksistensen af, fordi bobler lever uden selvværd. Prøver vi alligevel at sige ja til den evne og de drømme, siger vi ja til det guddommelige i os selv. Som man vidste i den vestlige kulturs væksttid, fra romansk tid til renæssancen, har vi alle sammen en engel, der bøjer sig ned over os og hvisker: ”Gro, gro nu, du kan godt, og det er jo det, din guddommelige skabende evne forlanger af dig”.

Men det er svært at sige ja, for så skal man sige fra over for vor moderne materialistiske tidsånd, der siger, at det mentale groprojekt er lige så umuligt som nonsens. For det gælder bare om at leve op til den galopperende økonomiske vækst i en ensrettende og socialt splittende globalisering, hvor kun penge og ydre magt tæller. I den vil menneskeslægten imidlertid dø åndeligt, som den gjorde i den græsk-romersk hellenistiske globalisering fra og med Alexander den Store.

Hellenismen skabte nemlig som globaliseringen i dag dybe kløfter mellem rig og fattig, så begge parter i den stigende egoisme blev til pøbel. Der opstod med andre ord en dominerende boble-mennesketype, der til sidst også tabte den økonomiske skabende evne. Hellenismen endte derfor i en lam nihilisme, hvor naturalieøkonomien var dominerende, og hvor værdierne frihed og solidaritet ikke mere, som i den græske kultur, spillede nogen rolle. Nihilismen tog over, som i dag.

At gro, som vor engel forlanger af os, er at åbne sig for alt det vigtige, der lukker sig til i vort moderne samfund. Her er vi endt med at leve i forstillelse og forførelse, frem for i kærlighed og solidarisk fællesskab, som det var på vej i kulturerne. At åbne sig er at tale frit og ligetil om alt det, der piner os, fordi vi skjuler det i karrierens tjeneste. I den holder det ganske vist lynhurtigt op at pine os, når forstillelsen giver pote. Alligevel er det en god ide at åbne sig for sin misrøgtede engel. Gør vi det, mister vi måske nok ydre indflydelse, men vi får efterhånden has på de bobler, der fjerner vort nærvær og vor omsorg for hinanden.

Boblerne er et andet ord for den uvirkelighed, som især siden 1970-erne har præget vort liv i civilisationen, og som gør os uskabende som mennesker. Vi hjælper ikke mere Gud med hans skaberværk, hvorfor meningsforladthedens vold og terror breder sig. Det gælder også i kunsten, der er kommet i forbrugets og fraværets vold. Næsten ingen kunstnere kan finde den mening med livet, der gør dem selv og beskuerne skabende. Derfor giver de sig i deres mentale lammelse til det rene tidsspilde: at skildre de rene abstraktioner eller nøjes med malerprocessen. De skrotter med andre ord i stedet for virkeligheden og de mennesker i deres tid, der trods alt stadig er til stede i deres liv og gerne vil finde sig selv. For det ønske har kunstnerne flest tabt. De har som vi andre så godt som mistet vor sande natur, at være noget for hinanden. Vi magter det ikke, selv om vi har fået at vide, at det er vigtigt. Warhol vidste det, men måtte indrømme: ”Jeg ville så gerne være noget for nogen, men det er så svært”.

Det får os til ligefrem at vrænge af det, hvis nogen fortæller os, at den kreative puls i os er Guds egen puls: ”Gud mig her og Gud mig der, Gud er død”. Ja, for vi har udraderet ham af vort sind, så han ikke kan handle til menneskeslægtens fordel mere. Hvis vi ser tilbage i historien, virkelig ser, kan vi måske indse, hvor tåbeligt vi ter os. Måske vi skulle prøve at trænge ind i Michelangelos dynamiske Gud på det Sixtinske loft, der i sit og menneskets eget billede skabte og bevidstgjorde Adam, så han blev vor kulturs mest vidunderlige billede på det åbne, søgende, håbende og derfor smukke menneske. Der var ingen duknakket vrængende boble i ham.

Med billedet i vort sind af Michelangelos Gud og Adam ville vi måske begynde at forstå, at det kreative potentiale i os som mennesker ligger i selve billedet af Gud som grænsesprængende skaber. Så vil nogen måske endda gå så vidt som til at sige, at de ideer, der fylder os, kommer direkte fra Gud. Det er ganske vist et langt skridt at tage i dag, og jeg ved ikke, om det er for langt. Men så meget er vist, at det at tro det skader ikke, hvis man mener at gå med fødderne på jorden. For på den jord gik man, og den Gud var i én på den gotiske katedrals og endnu i renæssancens tid.

Det blev helt uventet til en hel goddag-prædiken i forlængelse af Ribe-bispens. Det er godt med inspiration.

En tanke om "Boble-par-livet og den skabende evnes udradering"

  1. Kære Leo Tandrup.
    Mange tak for dine gode tanker om livet og kunsten, nu har jeg fulgt dig de sidste tre uger på din blog og glædet mig over dine ord. De kommer ikke bag på mig, jeg har jo fulgt dig af flere årsager, men en af dem er at du var min ældste datter, Mette Maries yndlingsunderviser på Århus universitet i begyndelsen af halvfemserne. Og det gør ikke læsningen af dine bøger mindre berigende .
    Problemet med hele vort travle materielle liv er bestemt også at vi fornægter gudsforholdet og derfor heller ikke giver os stunder til at gå derind, hvor det gør ondt, men i stedet skynder os videre til næste oplevelse.
    De bedste aftenhilsener fra Ribe
    Elisabeth Dons Christensen

Skriv et svar til Elisabeth Dons Christensen Annuller svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>