I 2012 udkom værket, Det oprejste menneske.I-III. Det fik disse anmeldelser:
Asger Brandt i Kristeligt Dagblad: ”I virkeligheden udspringer alle store værker af en kamp med indre modsætninger, og ”Det oprejste menneske” er virkelig et stort værk … Tandrup er en mesterlig billedanalytiker”
Ole Fogh Kirkeby i Politiken: ”Leo Tandrups kraftpræstation er så stærk og sammenfattet, at værket overbeviser og udfordrer … hans analyser af de enkelte kunstværker er ofte dybt inspirerende”
Johs. H. Christensen i Jyllands-Posten: ”Et monumentalt værk … Ikke siden Hartvig Frisch i 1928 udgav sin ”Europas Kulturhistorie”, har nogen mig bekendt præsteret så omfattende og ambitiøs en kulturhistorie … Fremstillingen har rod i billedkunst og skulptur og rummer … en overdådighed af grundige, indsigtsfulde og tankevækkende billedanalyser. Samtidig er det et resultat af en kolossal lærdom og kompromisløs vilje til at sammentænke kulturelle konjunkturer over meget lange tidsspand”.
Kai Sørlander i Weekendavisen: ”Det er et respektindgydende værk med dybe indre svagheder. Jeg har læst det med både fascination og irritation og håber, at mange vil gøre det samme. Tandrup er ikke kedelig, og har man sit eget hoved med, så er han en god partner … Tidsånden i de forskellige epoker gøres levende igennem de nærgående og personlige værkanalyser”.
Martin Kloster i NU, Fyens Stiftstidende: ”Et imponerende enkeltmandsværk, der vil stå nærmest urokkeligt mange år endnu, som et californisk kæmpefyr i en dansk bøgeskov … Imponerende gennemgang af kampen mellem civilisation og kultur … med ord i øjenhøjde og ikke højpandet sprog”.
Niels Houkjær i Berlingske Tidende: ”Med sine tre digre bind civilisationskritik spejler Leo Tandrup sig i Georg Brandes, især når han gør op med vor tids historieløse kunst- og kulturkritik. Hvad Brandes var for det moderne gennembrud, det er Tandrup således for det moderne sammenbrud”.
Hans Michelsen i Lektørudtalelse: Det spændende og velskrevne værk … er meget givende. Det … præges af forfatterens særlige civilisationskritik, ifølge hvilken man ikke kan forstå hverken sig selv eller sin tids mennesker bare ud fra sig selv og samtiden. Det historiske forløb skal med”.
Henrik Jensen i Responsum: ”En fejende, hele vejen igennem intelligent, højst læseværdig og stadigt tankevækkende gennemgang af kunstens social- og kulturhistorie”.
INDHOLD OG METODE i Det oprejste menneske
Værket skildrer ud fra indgående eksistens- og socialanalyser af kunstværker udviklingen i Vesten fra huleboerne til i dag. Det sker i et forståeligt og levende sprog. Værket er skabt på én gang som videnskab, kunst og kulturkritik. En hensigt er at give bud på, hvad vi i vor overfladiske og identitetsudhulede civilisation kan lære af vore forfædre i en tradition, som vi stort set har glemt. I bind I skildres ikke mindst huleboernes kultur, den arkaisk og klassisk græske kultur og den kristne kultur i Romerriget, desuden den lange nedtur under den globaliserede hellenisme fra Alexander den Store og dens fortsættelse i den mørke del af middelalderen. Bind II omhandler den frugtbare vestlige faustiske kultur, der gik fra romansk tid til oplysningstiden. Da tog vor egen, mere og mere overfladiske civilisation over, og den skildres i bind III.
Her drøftes det ud fra værker af denne civilisations store kunstnere, hvordan vi kan overleve, efter at vi i vid udstrækning har undermineret de værdier, selvværdet, friheden, ligheden, kærligheden, som vore forfædre udviklede og fordybede op gennem historien. Hvordan får vi disse værdier revitaliseret, så vi i vesten kan bidrage til at løse vor tids store globale krise?
Det er svært, for maskinen i os har i de sidste to hundrede år næsten taget magten fra mennesket. Pengene som værdi har udhulet de nævnte værdier, så f.eks. frihed yderst sjældent mere som i vor fyrste- og borgerkultur indtil omkring 1800 ses som frihed til omsorg for næsten og for fællesskabets skyld, men som frihed til ikke at gøre andet, end vi har lyst til. Det har skabt gensidig mistillid og kløfter mellem elite og befolkning, desuden slette kærligheds- og familieforhold med Jeg´er, der i stedet for at betragte næsten som et agtet Du ser hende som et tingsliggjort Det, der bare skal udnyttes.
Et hovedsigte har derfor været at finde ud af, hvorledes vore forfædre kunne få overskud til at udvikle de nævnte værdier i barske civilisationer, hvor også de var trængt af en udtalt materialisme, så de blev i stand til som i romansk-gotisk tid og tidlig renæssance at udvikle frugtbare kulturer. Det vil give mulighed for, at vi i dag kan drage lære af deres ofte forbløffende livsindsigt. Tankevækkende nok er det erhvervsborgere i det gamle Grækenland og i vor vestlige kultur siden romansk tid, der i kamp mod tyranfyrster, adel og højere gejstlighed har skabt historiens mest frugtbare kulturer. De tjente flere penge og højnende samtidig kulturen, hvad pengemagten i vor tid ikke ligefrem har bidraget til.
Der skelnes i værket mellem kultur og civilisation. Det sker i forlængelse af en vicosk og goetheansk tradition, der finder organismetænkningen vital til forståelse ikke bare af enkeltmenneskets, mens også kulturernes udvikling fra fødsel over vækst og modning, til de forfalder og dør ud i overfladiske, stivnende civilisationer. Denne organismetænkning kan ikke stå alene og kombineres derfor i værket med en dialektisk materialisme, der ikke bare betoner produktionsforholds og miljøers betydning for åndslivet og for kunstens form og indhold, men også ideers, enkeltpersoners, kunstneres og klassers muligheder for omvendt at påvirke erhverv og samfund. Desuden bæres værket af en fremskridtstænkning med rod i oplysningstiden. Troen på fremskridtet er ikke utopisk, men virkelighedsnær, for de omtalte værdier som friheden og solidariteten har vundet i dybde fra kultur til kultur, som det vises i værket. De har stillet stadig større fordringer til vor medmenneskelighed, så vi selv i vor moderne problematiske civilisation ikke kan komme uden om dem.
Ordet kultur, af latinsk cultura, er et organisk symbol, på noget, der gror, dyrkes, forædles, på fællesskab mellem mennesker, der vokser, når de ud fra deres natur selv vokser mentalt, altså indefra. Ordet civilisation er derimod et mere mekanisk-funktionelt end organisk symbol. Ordet henviser til samfund, grupper og institutioner, der rettes til, overforfines, civiliseres, skæres af, hobes op, klaskes sammen, udefra, så et samfund nok teknisk og materielt fungerer bedre, mens menneskene til gengæld åndeligt tilpasses og ensrettes. Civilisationen er tilmed af Spengler skarpt, men overdrevet i Der Untergang des Abendlandes fra 1921-22 kaldt ”kulturens mumie”.
Mit værk gør op med det deterministiske i hans historiesyn og det lukkede i hans kultursyn. Det er min opfattelse, at der i alle civilisationer er vigtige frugtbare kulturelle levn tilbage. De er nødvendige for at kunne skabe nye kulturer. I vor egen civilisation stammer levnene ikke mindst fra den græske, kristne og især den faustiske kultur. Disse levn har ikke mindst store kunstnere som Delacroix, Courbet, Rodin, Matisse, Picasso, Dali, Beuys, Warhol og mange flere bygget på. Det er sket i forsøg på at gøre op med det ensomme, depressive og stive i vor tid. Det er ikke mindst deres traditionsbevidsthed og forsøg på (gadamersk) horisontsammensmeltning med fortiden, der har gjort disse kunstnere store, som værket søger at vise.
Nøgleordet i værket er med Heidegger begrebet åbenhed, af græsk alétheia, uskjulthed. Åbenheden er nødvendig i kampen mod fortielse, undertrykkelse og ensretning. Åbenheden er, sagde Heidegger med føje, selve indbegrebet af sandheden. Kan kunsthistorikeren og historikeren ikke åbne sig for kæreste, venner og fjender og ikke fornemme, hvad der skal til for at gøre op med alt det tillukkede i deres samfund, så har de ikke den personlige eller subjektive Jeg-Du erfaring, der gør, at de objektivt kan vurdere åbenhedens vilkår i historiens forløb.
Forskerens udgangspunkt bør derfor altid være, hvad han i sit eget liv ser som uomgængeligt, hvad han finder gribende, fordi han selv greb til, uudholdeligt, fordi han svigtede. Ud fra det må han se den kunsthistoriske og historiske udvikling. Uden denne erfaring bliver hans vurderinger båret af tilfældigheden, moden og den politiske korrekthed. Det er katastrofalt. Kun med skildringen af åbenhedens vilkår lader det sig gøre at finde den afgørende udvikling i historien og kunsthistorien, nærme sig objektiviteten så at sige.
Som Spengler så Heidegger sin egen tids industrielle civilisation som magtsyg, næsten nihilistisk, i færd med at lukke sig mere og mere til. Han måtte derfor gå tilbage i historien, hvor han brugte de gamle grækere som forbillede. Det arkaiske samfund var nemlig selv en kultur i vækst, som sådan under åbning, også politisk. Grækerne kunne derfor dengang prise alétheia som afgørende for, at mennesker kunne være, nemlig nærværende i form af, at de åbnede sig og blev til i kamp mod det lukkede i sig selv og verden. Således blev de, som det søges vist, engagerede i andre mennesker og i et fællesskab, hvor borgerne fik stigende indflydelse. Det betød selvsagt, at det blev naturligt for grækerne at forbinde den opdukkende forskning, der fik ratio i centrum, med den kunstnerisk engagerede historieskrivning, hvad Herodot er et smukt eksempel på.
Åbenheden kræver, at vi kan leve i spændingen mellem vor tilværelses antonymer eller modsætninger, der udspringer af, at vi skal dø. Levende forbliver vi kun, hvis antonymerne mødes i vor egen sjæls midte og tager livtag dér, liv med død, vækst med forfald, ædelt med slet, Apollon med Dionysos, fornuft med følelse, middelbarhed med umiddelbarhed, gud med fanden, godt med ondt, abstraktion med naturalisme, kritisk fremmedgørelse med empatisk identifikation. Mødes de ikke, fordi vi vælger den ene side, som det i reglen sker i civilisationerne, falder vi i en dyb neutralitets uforpligtende søvn. Det fremgår af en række af værkets værkanalyser, hvordan den store kunst altid har bakset med disse modsætninger.
Vi kan som organismer kun elske og gøre det helligt, som vokser, og som således tager kampen op mod den altid truende død. Derfor holder vi særligt af vore børn, når de pludselig kan forstå og gøre noget nyt. Det er en arv fra fortidens kulturer, som vi heldigvis ikke helt har glemt. Mor med barn, set i lys af symbolet Madonna med barn, blev fra romansk-gotisk tid i den humanistisk faustiske kultur et hovedsymbol og anbragt formelt i billedernes midte, sådan som mådeholdets og fornuftens Apollon i symbiose med det rusende fællesskabs Dionysos blev livsnerven i den klassiske græske kultur, som det udfoldes i værket.
De historiske perioder forstås i deres væsen og egenart bedst ud fra deres afgørende symboler, ikke kun ud fra årsags-virkningssætningen. Den får alle perioder til at ligne hinanden i deres blotte eneafhængighed af produktionsforholdene foruden af en magt-, lyst- og miljøbastet mennesketype, som bevidstløst projiceres tilbage i historien fra vor egen tid. Symbolerne er i kulturens væksttid levende, men mister kraft i dens alderdom for i løbet af den efterfølgende civilisation at visne bort. Moderen med barn er i dag blevet afløst af et klamt og lamt symbol: den barnagtige voksne, den overfladiske tegneserieidiot, kun optaget af sig selv. Værket spørger: er det ikke dér, vi står? Hvis ja, vil det gerne have læserne til at overveje: kan vi holde ud at blive stående?
Mit kunst- og historiesyn, som det har udviklet sig, kommer meget udførligere end her til udtryk i værkets 60 sider store epilog i bd. III. Desuden fremgår det i flere af sine hovedtræk af en artikel i tidsskriftet Historie 2009,2 s. 89-114 med titlen: Magtens moderne terror og den etiske dimension i kunst og historieskrivning. En gadamersk horisontsammensmeltnings mulighed eller umulighed set i røgen fra le Butte de Warlencourt, Auschwitz og 9/11.
Som kunsthistoriesynet engang var, fremgår især af Michelangelo. Skønhedens gru, 1992 s. 589-624, og af Mefistos mareridt. Guds forødte hus, 1997 s. 391-412.
Ovennævnte redegørelse for værkets metode og indhold blev sendt til Ny Carlsbergfondet, der kvitterede med et bidrag på 100.000 kr. til trykningen.