Jeg er født 1935 i Horsens. Min far var lagerarbejder på FDB, min mor husmor. Så jeg kom fra et lavt socialt lag. Og det var en fordel, for det har siden medført, at jeg kunne fastholde jord-forbindelsen og samtidig ord-forbindelsen til det folkelige sprog. Jeg undgik at blive opslugt i et højpandet abstrakt sprog, som den store fare er i universitetsverdenen.

Jeg blev student 1954 fra den fine Horsens Statsskole, hvor jeg ikke følte mig hjemme. Jeg tog 1955 første del af lærereksamen på Gedved Seminarium, men det blev for kedeligt. Så jeg vovede springet til historiestudiet ved universitetet i Århus. Her var problemet ganske vist, at næsten alt handlede om magt og ydre økonomisk-sociale forhold. Derfor blev mit konferensstudium nærmest et selvstudium. Det tog til gengæld 12 år. Imens underviste jeg som student ved Forsvarets Civilundervisning i 60´erne.

Det lykkedes mig at få kandidat- og seniorstipendiater 1968-73, og siden har jeg undervist som lektor i historie ved Aarhus Universitet indtil 2005. Jeg blev dr. phil. 1979 på et værk om Christian IVs og hans rigsråds udenrigspolitik 1613-25, Mod triumf eller tragedie I-II. Som den første siden Holberg gav jeg en positiv vurdering af kongens politik på rigsrådets bekostning. Samtidig arbejdede jeg på et eksistentielt værk om historikeren Kr. Erslev, Ravn I-II, 1980. Det blev meget kritisk og nedladende modtaget af fagfæller, men til gengæld meget positivt af folk som P.G. Lindhardt, Møllehave, Ebbe Kløvedal Reich, Johan Bender og Thorkild Hansen. Fra da af gik jeg mere og mere over til at beskæftige mig med kunsten i social og eksistentiel belysning og var desuden i 80´erne kulturmedarbejder ved Kr. Dagblad og siden ved Jyllands-Posten.

Undervisningen med de studerende betød meget for mig. Den blev meget personlig for både mig og dem. For den handlede især om kunsten og dermed om kærlighed og magt, venskab og svig, forældre og børn. Det gjorde det nærmest uundgåeligt, at de studerende inddrog sig selv i analysen af de kunstværker, der var undervisningens nerve. De lærte på den måde sig selv og deres omverden bedre at kende. Mange blev nærmest disciple, og de blev af skeptiske kolleger kaldt Leonister. Utallige er fredagsbarer, jeg har tilbragt sammen med dem. Af kollegerne allerflest blev jeg bare tålt. Eksistensen var for dem ikke eksistensberettiget i historiefaget. Den gjorde det for subjektivt. De forstod ikke, at uden subjektet og subjektiviteten findes der ingen objektivitet, kun neutralitet eller med et fint ord, holdningskompleksitet, og den holdt de sig så til. Så det var godt, de studerende var der, ellers havde jeg ikke holdt ud på stedet. Af lærerne forstod kun Steen Busck og Anders Bøgh min tilgang til faget, der lå helt uden for paradigmet.

Jeg brugte ca. ti år på i forlængelse af mine værker Michelangelo. Skønhedens gru, 1992, Mefistos mareridt. Guds forødte hus, 1997, og Moderne danske kunstværker. Næbdyret og Hr. Ingenting, 2003, at skabe det store civilisationskritiske værk, Det oprejste menneske I-III, på 2200 sider. Det handlede om menneskeslægtens udvikling, eksistentielt og socialt, fra huleboerne til i dag. Og det udkom 2013. Værket er på én gang både videnskab og kunst, for det er umuligt at skabe de dybtgående nytolkninger af kunsten, som er en afgørende del af værkets eksistensberettigelse, uden at anvende et kunstnerisk sprog. Videnskabens sprog alene er for fattigt, for mekanisk positivistisk. Det tillader ikke at komme nær langt nok ind i kunstværket og i kunstnerens livsfornemmelse og livsanskuelse. Se nærmere om værket her på hjemmesiden.

De sidste femten år har jeg fået nær kontakt med en række kunstnere, hvis værker jeg har lavet indgående anmeldelser af, især i Kunstavisen. Det affødte ikke bare Moderne danske kunstværker, men også bl.a. Samtaler på en bjergtop om skabelsesproces og verdensanskuelse i kunsten i samarbejde med Arne Haugen Sørensen, 2002. I 2005 startede jeg en kunstnergruppe, Fufo, Fu for future, fo for fortid. Gruppen blev en fin erstatning for samværet med de studerende. Jeg satte mig for at undersøge, om det var muligt at ændre skabelsesprocessen i et indbyrdes tæt fællesskab med fire kunstnere ved at inddrage den i moderne kunst meget forsømte og ofte helt ukendte tradition. Samarbejdet viste sig meget frugtbart og udmøntedes i en stor udstilling på Silkeborg Bad okt. 2008- jan 2009, To mennesker mødes. Til den skrev jeg en katalogbog med samme titel. Siden har gruppen været optaget af at skabe malerier til en Hamlet-udstilling, og jeg er ved at forberede en bog herom. Næste projekt bliver at skabe værker om den politisk-sociale og mentale situation i verden.

For at samle støtte til trykningen af Det oprejste menneske blev der på Fufo-gruppens initiativ samlet en række værker ind fra 47 kunstnere, der gerne ville bidrage. De blev solgt og gav 203.000 kr. til det store værk. I den anledning skrev jeg en bog, Kunstens Kald. Her blev der stillet en række krav til moderne kunst. Den er ved at drukne i fravær, æsteticisme og narcissisme. Og den må blive eksistentielt nærværende og vedkommende for at kunne bidrage til skabelsen af en ny kultur, hvor fællesskabet og værdierne frihed, lighed, solidaritet og kærlighed igen bliver levende i kontakt med den negligerede tradition.

Uden den støtte fra kunsten, der har erstattet religionen og gudstroen som tidens hovedinspiration, får menneskeslægten svært ved at overleve, i hvert fald med humanisme og menneskelighed i behold. For vi lever under en ødelæggende selvisk individualisme og en lige så undergravende vækstgal og ensrettende globalisering. Det er også blandt temaerne i min sidste bog, Sorgens scene. Brok over åndsformørkelsen – og brokker til en ny kultur, der udkommer 4. oktober 2013. Se nærmere under ´andet´ her på hjemmesiden.

Kravene til kunsten ligger i forlængelse og uddybelse af 10 bud for kunstiagttagelsen, som jeg formulerede i 1994 bagest i bogen På sporet af Michelangelo. Se disse bud her på hjemmesiden. I Kunstens kald er der lavet analyser af 47 af de værker, som blev doneret af kunstnerne, således værker af Lars Nørgaard, Bjørn Nørgaard, Bentemarie Kjeldbæk, Anders Kirkegaard, Gunleif Grube, Lis Zwick, Erik Clausen, Jens Galschiøt, Jan Jensen, Per Kramer, Bent Riis, Kurt Rasmussen m. flere.  Den udkom i 2010. I 2005 var jeg smagsdommer i DR 2, og som før i tiden har jeg også de senere år holdt en lang række foredrag, ikke mindst på højskoler og i menighedsrådsregi. Selv blev jeg i 2012 valgt ind i Vor Frelser Sogns menighedsråd i Horsens. Her forestår en interessant kirkeudsmykning, som jeg gerne vil deltage i.

Jeg har boet sammen med Gitte, siden vi i 1980 mødte hinanden på Det danske Akademi i Rom. Hun er kunsthistoriker og fremskyndede min vej fra historie til kunsthistorie. Vi har haft til tider rasende diskussioner om kunst og liv, men befrugtende har det været, så vi har holdt sammen. Min gode ven og tidligere elev, historikeren og forfatteren Knud Peder Jensen, har fotograferet os på Endelave i 2007, se herover. Så idyllisk er det dog ikke altid.

Vi har tre børn sammen, Julius, der døde kun fire år gammel, og Sara og Anton, der er kommet på deres rette hylder og studerer i Århus, Sara til  ph.d. i litteratur, Anton på multi-medie-linien. .Jeg har desuden to børn i min første ægteskab med Bodil Tandrup, og også dem går det godt. Fie har fået meget anerkendelse som fotokunstner, og Sisse skriver ph.d.-afhandling i design og er tilknyttet designskolen i Kolding, Tre børnebørn er desuden dukket op de sidste fem år, alle, naturligvis, fantastiske. Så klage kan jeg ikke, kun over tilstanden i verden og ind imellem inde i mig selv

DRIVHUSEFFEKTEN I JYLLANDSGAD

Kunstneren Bent Riis om mig i Horsens Folkeblad 4. 1. 2014                             n

Da årets oktoberstorm fejede gennem Jyllandsgade og fældede det største træ i Leo Tandrups have, knaldede den enorme træstamme ned i taget på familiens nye Fiat Del Ponto, som stod i carporten og drømte sig hjem til Torino.  Men var birketræet faldet et par meter til venstre for bilen, var det blevet krystalnatten for havens gamle drivhus – og det havde været langt værre. En flad Fiat kan Tandrup nok komme sig over – “det er alligevel kun min kone, som har kørekort” – men at måtte sige farvel til drivhuset, ville være tæt på det ubærlige.

Forfatteren Leo Tandrup udreder: “Gennem de seneste 15 år har jeg næsten hver dag, fra april til oktober, siddet i den åbne afdeling af drivhuset og skrevet mine bøger og artikler. Lyset, varmen og duften, ja hele stemningen ved at skrive dette sted, har haft en skabende effekt på mig. Som foråret og sommeren skrider frem, omsluttes jeg tættere og tættere af de groende tomatplanter, vinduesranker, roser og kaktus. For et par somre siden fik jeg desuden flere gange dagligt besøg af den eneste høne fra vores hønsehold, som havde overlevet et mårangreb. Derfor lærte jeg efterhånden dens personlighed at kende. Den havde dage hvor den var fornærmet fra morgenstunden, og dage hvor den var i højt humør og satte sig på mine fødder.

Den havde en langt mere sammensat personlighed, end de fleste moderne mennesker er i besiddelse af. Det samme gør sig i øvrigt gældende for solsorte, hvis adfærd på græsplænen jeg har iagttaget år efter år. En solsort kan pludselig stoppe op, fordi den kan høre en orm flere centimeter under jordoverfladen. I det hele taget ser jeg naturen som min forbundsfælle mod en civilisation, hvor det kun er pengene, der tæller, og hvor mennesket derfor er blevet til et perverteret rovdyr, som er helt fraværende overfor det, der virkeligt betyder noget – som for eksempel at lære en høne og en solsort godt at kende.”

Ind imellem sine naturiagttagelser har Leo Tandrup brugt de seneste 10 somre i drivhuset på at skrive et kulturhistorisk mammutværk på 2200 sider. Dette 3-bindsværk med titlen Det oprejste menneske griber over en periode på 47.000 år, og fortæller om menneskelivet fra huleboerne til nutiden. Fyns Stiftstidendes anmelder Martin Kloster kaldte bedriften for “et imponerende enkeltmandsværk, der vil stå nærmest urokkeligt mange år endnu, som et californisk kæmpefyr i en dansk bøgeskov.”

Som sit værk kan også mennesket Leo Tandrup virke som et fremmed træ i den danske flora –  men altid som et af dem, der ikke har i sinde at lægge sig ned i stormvejr. I sine 37 år som lektor på Historisk Institut på Aarhus Universitet var han i permanent modvind hos næsten alle af sine fagfæller, fordi han insisterede på, at historikeren altid skal inddrage sit eget liv i sit historiesyn. “For gør historikeren ikke det, får hans undervisning ingen livsnærhed, og det hele bliver til abstrakt abracadabra. Uden selv at kende kærligheden, kan man ikke skildre den sandt i historiens forløb. Men den tidstypiske historiker er neutralist og derfor tilfreds med at beskrive småskibsfarten i Ebeltoft Bugten fra 1836-1837, eller tælle hvor mange okser der gik gennem tolden i Kolding i 1569.”

Blandt de studerende skiltes vandene også i forhold til denne underlige havkat af en historiker. Nogle fik hurtigt overdosis-Tandrup-syndromet, mens han for andre blev en sjæleåbner og mentor, som i dybeste forstand lærte dem noget om livet og for livet. De sidstnævnte gav instituttet den uofficielle betegnelse leonitterne …

Som indfødt horsensianer mener Leo Tandrup selv, at han har fået megen brugbar livsvisdom med fra sin folkelige baggrund: “Pli har aldrig interesseret mig. I Solgården i Frederiksgade, hvor jeg voksede op, lærte vi ikke pli, dér lærte vi at genere folk. Og jeg har heldigvis aldrig taget falsk høflighed eller det akademiske sprog til mig. Jeg har bevaret det sprog, vi taler i Horsens, lige bortset fra det rædselsfulde ærke-horsensianske udtryk “egå då”. Vi skal se vores fortid og eksistens lige i øjnene og vide, at vi altid er udspændt mellem Gud og Fanden. Vi skal turde bryde ind i hinandens liv, røre mentalt ved hinanden og afsløre alt abstrakt selvbedrag. Hvis vi tør det, så kan vi lære hinanden at kende dybt inde – og det er det væsentligste, vi kan opnå her i tilværelsen”.

Selvom Tandrups ansættelse på universitetet ophørte ved pensionsalderen for 8 år siden, bliver han aldrig den vegeterende pensionist med golf og børnebørn som sit største livsindhold. Dertil er der alt for megen ild i sjælen og for mange sandheder, der endnu skal siges og skrives. Og så er den altid uforudsigelige Leo Tandrup blevet optaget af noget helt nyt i sin 3. alder, hvor han har gjort lynkarriere i Den Danske Folkekirke. “For et års tid siden meldte jeg mig ind i Folkekirken, som jeg havde forladt for 40 år siden. Et par dage efter indmeldelsen var der valg til menighedsrådet, hvor jeg stillede op og blev indvalgt med 10 stemmer. Og når man sidder i et menighedsråd, så opdager man virkelig noget om mentaliteten hos mennesker af i dag. Her har jeg mødt både de venlige og nærværende og de tomme og kyniske. Det har været ganske tragikomisk at møde de kirkens folk, som konstant sætter sig selv i centrum i stedet for evangeliet. Men jeg havde selvfølgelig på forhånd regnet med, at menighedsrådsmedlemmer ville være betydeligt værre end de fleste andre mennesker – det er de gudelige jo som regel. Så oplevelsen er egentligt mindre slem, end jeg havde forventet. Som menighedsrådsmedlem skriver man jo under på at “arbejde for kirkens liv og vækst”. Men det liv og den vækst kan kun ske, hvis forkyndelsen ligger på det konkrete og nære plan, hvor den enkelte føler sig direkte ramt – både glædeligt og afslørende. Og den slags prædikener høres sjældent i Folkekirken”.

Nu er det er vinter, og den næste drivhussæson er langt borte. Men når den sidste sne smelter i april, vil computerledningen igen sno sig gennem den baghave, som gemmer sig bag den højeste hæk i Jyllandsgade. Og den vil gøre det på samme uortodokse måde som alle de andre somre: Ud ad køkkenvinduet – op mellem grenene på toppen af havens tilbageværende træer – ned på græsplænen til solsorten – og ind ad døren til drivhusets afdeling for åndelig vækst.

Og derinde vil den lidenskabelige stridsmand Leo Tandrup igen sidde ved tasterne – klar til at afsløre alt det udhulede i tidsånden og klar til at vække empati for alle, som lider under den og raser over den.

Dette digt skal placeres i en “rubrik” udenfor artiklen:

 Så længe et menneske udtrykker sig selv,

kan han aldrig virke fladbundet,

aldrig kedsommelig, aldrig uoriginal!

Der gives kun en form for

hæslighed og uoriginalitet:

Det at ville være

noget andet, end man er.

Egon Friedell