Perfektionismen og det grænsesprængende livs udtørring

Goddag-optegnelse den 3.-4. september 2013.

Det duer ikke at lave den samme bog eller det samme kunstværk to gange, endsige flere gange. Så falder du i søvn, livet haster forbi dig. Gifter du dig to gange, skal nr. 2 være anderledes end nr. 1. Det kan godt være, at mange læsere og beskuere synes, det er fint, at du laver bøger og billeder som hidtil. Men så er det, fordi også de er faldet i søvn. Den slags mennesker er talrige som myrer, der hele tiden vælter ud af deres tuer for at kaste sig over et monotomt arbejde. Det får ofte gallerierne til at kræve gentagelser af kunstneren, så de ikke risikerer, at de ikke kan sælge hans billeder.

En berømt historiker, Hartvig Frisch, skrev sin to-binds Europas Kulturhistorie fra 1928 ud fra tesen, at kultur er vaner. Men Frisch var en del af vor moderne civilisation, hvor mennesker alt for let bliver vanedyr som myrer og kun føler sig tilpasse i en evig farten rundt i deres myrebiler. Det er civilisationer, der har vaner, som er svære at ændre, ikke kulturer. De præges også af vaner, men de ændrer sig hele tiden. Livet er på spil i kulturerne, så længe de vokser. Frihed og solidaritet uddybes i Grækenland i den arkaiske og højklassiske tid, ligeså i vor faustiske kultur indtil renæssancen ligesom siden i oplysningstiden.

Michelangelo lavede derfor aldrig to ens kunstværker. Hans formsprog forvandlede sig hele tiden med hans livs eksistentielle vilkår. Da livet blev mere og mere problematisk, og civilisatoriske træk indfandt sig i renæssancen, måtte han vise et menneske med manierede træk, fordi det i en tid med stigende absolutisme og klassekampe var ved at miste sig selv. Han vidste som kulturmenneske, at det gjaldt om at sprænge sine grænser, nå dybere ned i forståelsen af, hvad livet og samfundet kunne give en selv og også tage fra en, og hvad man selv i nedturstider kunne give livet.

I dag gælder det især om at gøre modstand mod det ensrettende overvågningssamfund, der er på mere fuld fart frem end på Michelangelos tid. Dens politiske tilhængere, og de er i flertal, kan kun se med billigelse på al den tid, myrerne bruger i deres små indelukkede biler og parcelhuse, der afspejler et ensartet uskabende vaneliv. For det får myrerne til at finde sig i alt det, der pålægges dem udefra, selv velfærdsstatens afvikling.

Her kommer tidens perfektionisme ind i billedet. Den er en kniv i ryggen på kunstneren og på os alle. I civilisationen har moden næsten taget livet af den skabende evne. Vi bløder ikke engang mere, når kniven rammer os, for det gør den hele tiden. Vi er blevet vant til det. Moden er perfektionismens tvillingbror. Det perfekte menneske lever, så ingen i omgivelserne kan sætte en plet på ham. En plet er en plet på tøjet, ikke i hjertet. Det må hver især selv skalte med efter forgodtbefindende.

Vi er i tidsåndens vold. Og den siger: du skal leve og bo, som der bliver sagt. Det har skabt de mest ens og kedelige hjem i verdenshistorien, især i de højere lag og i middelklassen, hvidgrå vægge, kedelige designmøbler, abstrakte klatter på væggene. Det afspejler, at sjælen hos beboeren er forduftet, for sjælen forlanger at omgive sig med ting, der afspejler den, og uden den trang fordufter også den skabende evne med dens trang til særpræg. .

Det har fået filosoffer og kunstnere som Roland Barthes og David Salle til at hævde, at ingen kunst kan skabe andet, end hvad tidsånden dikterer. Kunstneren er derfor i sig selv uskabende og ikke værd at tale om. Man må nøjes med kunsten, der gengiver den uvirkelighed, der præger al ikke skabende virksomhed. Man må nøjes med at dyrke abstraktionen og maler-processen, for resultatet af processen bliver ikke andet end farveklatter, ting, der vælter rundt mellem hinanden, kort sagt kaos og tåge.Der er en million eksempler herpå i dagens pauvre kunstverden.

Forbudene er da også legio, ikke bare inden for kunsten. Du må ikke ryge mere, slet ikke i andres selskab. Der er ikke grænser for, hvor skadeligt det udmales. Grænseløsheden er civilisationens grundfølelse. Du bliver nærmest tvunget til at skal føle dig skyldig, hvis du ikke holder op. Og det føler folk sig så, gud-hjælpe-os, selv når de står udendørs. Det er jo røg helt hen i vejret, det er grænseløst åndssvagt. Og så ødelægges tilmed det skyldbegreb, der var menneskets adelsmærke i kulturerne.

Det bliver brugt op på den slags modeforbud, så man ikke mere som i disse kulturer føler sig skyldig i, hvad det først og sidst drejer sig om, nemlig at man ikke er hård i filten over for sin omverden. Kulturens Mefisto tog én, hvis man ikke kunne kende forskel på godt og ondt. For så kunne man ikke tjene fællesskabet. Den snart eneste fanden, der er tilbage i civilisationen, er den kræft, der rammer en og ens nære, hvis al røg ikke øjeblikkeligt likvideres. Det gælder derimod ikke CO-2 udladningerne, der er langt farligere. Dér haster det ikke med indskrænkninger, endsige forbud, for BNP tæller langt højere for erhvervsliv og beslutningstagere end menneskenes velbefindende.

Et andet eksempel. Da sundhedsudgifterne skal ned, udsættes vi for noget, der grænser til krav om en slank linje ved ansættelser i erhverv og offentlig tjeneste. Fede mennesker udstilles i medierne, nærmest som elefanter i cirkus. En fed kan kun regne med at blive gift med en fed. Du skal holde dig i form og ideligt motionere, får vi indskærpet, og det med pulsmålere. Kravet  er trængt alt for godt igennem, selv om det at iagttage motionister på en gade eller i en skov er som at iagttage en af Kviums gnomer. De ser ikke noget. Byens mennesker og naturen er død i dem og for dem. De hilser ikke, som før i tiden. De lever i deres egen boble.

Kun ét tæller, antallet af skridt, som de løber, og antallet af gram, som de taber sig. Det skal gøres perfekt. Næsten alle er blevet social-autister. De har kun øje for sig selv. De er verdens centrum, og der er ikke noget af betydning uden om dem. Kvium har længe kendt problemet, og nu har han for nyligt lavet en lige så pragtfuld som ræderlig figur i form af et kæmpestort skræmmebillede af en fanatisk motionsdyrkende kvinde, der bare skuler mistroisk på én, mens hun halser forbi på skovstien. Træerne, hvad kommer de hende ved. Men billedet skræmmer ingen. Det er jo bare en Kvium. Og beskuerne er overbevist om, at det ikke ligner dem, hvis de overhovedet får tanken. Autisters syns- og tankefelt er stærkt indskrænket.

Perfektionisme har intet at gøre med at gøre det rigtige, eller med at man skal gøre tingene færdige, før man går videre, hvad enten det er en bog, et kunstværk eller en rengøring. Det kan godt være, at folk kalder perfektionisme det at gøre noget til bunds, at gøre tingene ordentligt, give dem kvalitet. Men det holder ikke. Perfektionisme er snarere det ikke at kunne og ville blive færdig. Og den perfektionisme er skæbnesvanger. For den opstår, når man ikke giver sig selv lov til bevæge sig opad eller finde det glemte i sig selv i form af en ny oplivende retning. Man er uden at vide det neurotisk lukket fast i vanen, man sidder fængslet i et lukket system.

Det får en til at hage sig fast i unødvendige detaljer, hvad enten man skriver eller maler eller gør rent. Man bliver aldrig færdig, og man mister al sans for helhed. Nogle hænger fast i en slags pointilisme, så de kan bruge ufattelig tid på at få plads til en million bitte små pletter på et lærred. Andre kan blande farver i årevis, for at få de ´rigtige´ farver frem. Atter plasker lærredet til med små besynderlige væsener og dingenoter og krimskrams, selv om alt let kan siges i hovedpersonen selv, hvis der ellers er nogen. Bliver de endelig færdige, laver de det samme maleri ikke bare én gang mere, men tusinde gange.

De kan ikke skabe frit, for de tillader ikke sig selv at lave fejl. Hvad vil omverdenen og deres indre ikke sige, hvis det ser ´forkert´ ud? Problemet er, at deres indre er blevet tidsåndens og omverdenens talerør. Sker det, er man fortabt. Så bliver man en ordinær rumlepotte. For så forstår man ikke, at fejl i reglen er hovedvejen til ny indsigt i opgør med den forstenede tidsånd. Så forstår man ikke, at originalitet kræver ´fejl´ og ´misforståelser. Den potentielle originalitet degenererer derfor til en modemæssig ensartethed, som mangler al spontanitet og al lidenskab. Man skal derfor ikke frygte fejl og misforståelser: der er ingen. Man kan ikke blive skabende, hvis man ligger under for ensartethedens perfektionisme, der præger civilisationerne mere og mere, efterhånden som de stivner.

Lige nu løber en kvinde på om ved de fyrre forbi udenfor, hvor jeg sidder og skriver. Hun er lidt tyk og efter moden alt for tyk. Og hun er tydeligt nybegynder i den ædle sport. Den løse gule bluse hænger halvt ned over rumpen på en blå plisseret nederdel, og hun kæmper sig lidende og krampagtigt frem. Det ser skræmmende ud, for hun trives ikke, mens hun løber. Det er intet skabende i hendes virksomhed som aktiv fedtformindsker.

Jeg tænker på, hvad der var sket, hvis min mor, der levede som husmoder, havde skullet bruge sin tid på det, rent bortset fra at hun ville have vrænget ad tanken. Hvad var det så blevet til med hendes lektiehjælp og hendes franskbrød og kager, der forsødede og befrugtede vi børns liv – og gav hendes eget og vort liv mening. Her var et sted, hvor det var værd at høre til. Her kunne man overvinde al mobning i skolens frikvarterer og komme sig, så man fik overskud til at takle det altid problematiske liv i socialsfæren.

Jeg skulle forbi et børnehjem hver dag på vej til skolen. Du klarer dig, sagde min mor, de er nogle stakler, så volden ligger på lur. Kik ligeud, når du går forbi. Hunde bider kun, når de bliver iagttaget. Det var ikke det dummeste råd, man kunne modtage. Jeg mindes kun, at jeg én gang har skullet spæne væk fra overmagten. Jeg var lille og spinkel og hadede at slås. I det hele taget fik man råd om de påtrængende eksistentielle ting, for hun havde som husmor tid til os.

Hvordan skal det gå den moderne løbende kvindes børn? Hun skal først på arbejde, så skal hun hente de børn, og så skal hun løbe om kap med sig selv. Så selvom manden, hvis hun stadig har en, ordner maden, bliver der så mere end et såkaldt intensivt, nærværende kvarter til børnene? Det er ikke så underligt, at moderne børn ikke gider modtage råd af forældrene. De kender dem jo ikke. Et kvarter er ikke nok til at få vendt dagens begivenheder og problemer. Så børnene reagerer ved at sige, at det går faktisk godt, lad være at blande jer.

Kvalitetskvarteret bliver til et fraværskvarter og dermed et mareridt for begge parter. Forældrene trækker på skulderen. Sådan er børn. Børnene trækker på skulderen: Fucking forældre. Sådan er der fuld gang i  en antropologisk mutation af menneskeslægten. Alle får nok i sig selv, alle må passe sig selv, alle lever på en ø med indgroet mistillid til havet omkring sig og uden mening med tilværelsen. Det perfekte menneske må selv skabe sin perfektion, der derfor bliver rent formel, som allerede i Jørgen Leths film Det perfekte menneske fra 1967. Den skabende evne degenererer, for ingen kan ikke leve uden omsorg fra sine nære, der ikke er nære mere..Børn bliver derfor mere voldelige. De bliver børnehjemsbørn, der bor hjemme. For hjemme er ikke mere hjem.

Så Velkommen til vor tid, hvor de færreste føler sig rigtigt velkomne, fordi de i deres originalitetsjag ubevidste er dybt irriterede over, at de ligner alle de andre. Det er blevet nat, også her uden for. Så jeg siger godnat.

I næste goddag-optegnelse lover jeg, at jeg ender et mere positivt sted, men jeg ved ikke, om jeg kan holde løftet. Tiden opfordrer til pessimisme, hvis den skal bedres. Kun I den opstår dybden derfor. Optimismen er som regel lallende overfladisk: Fald nu ned. Det skal nok gå alt sammen, skal du se. Og meget er jo også godt nok og meget bedre end før i tiden.  ..

Boble-par-livet og den skabende evnes udradering

Goddag-optegnelse 1. september 2013

Boble-par-livet indfinder sig, når hver især i parforholdet, også over for hinanden, foregiver, at de har det godt sammen, skønt de efterhånden sjældent taler, endsige ligger sammen mere. Så vokser tomhedens bobler mellem dem. Først erobrer boblerne spisestue og sofa, så køkkenet og også deres soveværelse, så det bliver nødvendigt med to af dem. Til sidst er hele deres hjem blevet én stor boble. De kan ikke mere tale sammen om noget vigtigt.

Hvordan holder man så livet ud? Det fortæller biskop Elisabeth Dons Christensen i dag glimrende om i Jyllands-Postens ”7 om en søndag” uden selv at tale om bobler: Vi rejser evig og altid ud sammen, og gør selve rejselivet til livets mening frem for omsorgen for hinanden og for vore omgivelser. Vi taler ganske vist ofte om den omsorg, men helt abstrakt og uforpligtende, for når livet står og længes efter den i en konkret situation, bakker vi ud. Så bliver vi, ja hvad andet end boble-mennesker.

Hvor rejser boblerne så hen? Ja, mange styrter jorden rundt til kulturmindesmærker og til civilisationer, som de intet kender til og aldrig får nået andet end at affotografere, så det åndelige udbytte bliver lig nul. Det værste man næsten kan se, er de utallige gråhårede og let duknakkede par, der med faste og energiske skridt går med hinanden i hånden på vej ind i et kunstmuseum og rejser kloden rundt med kunsten in mente. Den fungerer som boblernes religionserstatning for den indbyrdes omsorg, der er al religions livsnerve. Men boblerne er i fuldt sving. Der inde i muserne synes de, at de lever. Der stiger de til vejrs i åndelighedens neutrale og livsalige luftlags uvirkelighed.

Så det bliver en fattig erstatning for religionen. Man ser dem ganske vist ivrigt diskutere kunsten. Men de iagttager den mere, end de ser den. For de skal ikke bruge den til noget i deres eget liv. Det bliver kunstnernes liv og deres teknik og maling, de optages af: ”I så fantastisk de farver står sammen”. Kunsten skal ikke afføde befriende handlinger i deres liv, som det ellers er al stor kunsts mål. De to er ikke ude på at lade hinanden vokse, undtagen over maven. De har opgivet at højne hinanden. For de passer nøje på ikke at overtræde de tabuer, der forfladiger og undergraver deres forhold og forholdet til alle andre. Derfor er de endt med at blive som Kain over for Abel: De slår hinanden mentalt ihjel. De opdager det bare ikke i deres boblelivs uvirkelighed.

Den store kunst vil ellers gerne overraske os. Den taler om livet som en smuk åbenbaring af sammenhæng, som den vil have os til at opdage. Det gælder kunsten i kulturernes livgivende tid, i den græske kultur og i vor vestlige faustiske kultur, som opstod o. 1000 e. Kr. og døde ud i den moderne civilisation fra 1800-tallet. Fra da af stivnede vi mere og mere. Boblerne tog magten. Derfor taler den fåtallige store kunst i vor tid om en udvandet eller knust sammenhæng, som den vil have os til at hele. Dens mål er ifølge Joseph Beuys at få os til at medvirke til at bygge ”en ny gotisk katedral”. Den vil have os til at gå på opdagelse i livet og i os selv og hinanden, så vi opdager den skabende evne i os selv og vore nære, og så vi igen kan bruge ordet nære om hinanden.

Det er vigtigt, for den skabende evne kommer ligesom vore skabende drømme og længsler fra en guddommelig kilde i os. Den tror vi bare ikke på eksistensen af, fordi bobler lever uden selvværd. Prøver vi alligevel at sige ja til den evne og de drømme, siger vi ja til det guddommelige i os selv. Som man vidste i den vestlige kulturs væksttid, fra romansk tid til renæssancen, har vi alle sammen en engel, der bøjer sig ned over os og hvisker: ”Gro, gro nu, du kan godt, og det er jo det, din guddommelige skabende evne forlanger af dig”.

Men det er svært at sige ja, for så skal man sige fra over for vor moderne materialistiske tidsånd, der siger, at det mentale groprojekt er lige så umuligt som nonsens. For det gælder bare om at leve op til den galopperende økonomiske vækst i en ensrettende og socialt splittende globalisering, hvor kun penge og ydre magt tæller. I den vil menneskeslægten imidlertid dø åndeligt, som den gjorde i den græsk-romersk hellenistiske globalisering fra og med Alexander den Store.

Hellenismen skabte nemlig som globaliseringen i dag dybe kløfter mellem rig og fattig, så begge parter i den stigende egoisme blev til pøbel. Der opstod med andre ord en dominerende boble-mennesketype, der til sidst også tabte den økonomiske skabende evne. Hellenismen endte derfor i en lam nihilisme, hvor naturalieøkonomien var dominerende, og hvor værdierne frihed og solidaritet ikke mere, som i den græske kultur, spillede nogen rolle. Nihilismen tog over, som i dag.

At gro, som vor engel forlanger af os, er at åbne sig for alt det vigtige, der lukker sig til i vort moderne samfund. Her er vi endt med at leve i forstillelse og forførelse, frem for i kærlighed og solidarisk fællesskab, som det var på vej i kulturerne. At åbne sig er at tale frit og ligetil om alt det, der piner os, fordi vi skjuler det i karrierens tjeneste. I den holder det ganske vist lynhurtigt op at pine os, når forstillelsen giver pote. Alligevel er det en god ide at åbne sig for sin misrøgtede engel. Gør vi det, mister vi måske nok ydre indflydelse, men vi får efterhånden has på de bobler, der fjerner vort nærvær og vor omsorg for hinanden.

Boblerne er et andet ord for den uvirkelighed, som især siden 1970-erne har præget vort liv i civilisationen, og som gør os uskabende som mennesker. Vi hjælper ikke mere Gud med hans skaberværk, hvorfor meningsforladthedens vold og terror breder sig. Det gælder også i kunsten, der er kommet i forbrugets og fraværets vold. Næsten ingen kunstnere kan finde den mening med livet, der gør dem selv og beskuerne skabende. Derfor giver de sig i deres mentale lammelse til det rene tidsspilde: at skildre de rene abstraktioner eller nøjes med malerprocessen. De skrotter med andre ord i stedet for virkeligheden og de mennesker i deres tid, der trods alt stadig er til stede i deres liv og gerne vil finde sig selv. For det ønske har kunstnerne flest tabt. De har som vi andre så godt som mistet vor sande natur, at være noget for hinanden. Vi magter det ikke, selv om vi har fået at vide, at det er vigtigt. Warhol vidste det, men måtte indrømme: ”Jeg ville så gerne være noget for nogen, men det er så svært”.

Det får os til ligefrem at vrænge af det, hvis nogen fortæller os, at den kreative puls i os er Guds egen puls: ”Gud mig her og Gud mig der, Gud er død”. Ja, for vi har udraderet ham af vort sind, så han ikke kan handle til menneskeslægtens fordel mere. Hvis vi ser tilbage i historien, virkelig ser, kan vi måske indse, hvor tåbeligt vi ter os. Måske vi skulle prøve at trænge ind i Michelangelos dynamiske Gud på det Sixtinske loft, der i sit og menneskets eget billede skabte og bevidstgjorde Adam, så han blev vor kulturs mest vidunderlige billede på det åbne, søgende, håbende og derfor smukke menneske. Der var ingen duknakket vrængende boble i ham.

Med billedet i vort sind af Michelangelos Gud og Adam ville vi måske begynde at forstå, at det kreative potentiale i os som mennesker ligger i selve billedet af Gud som grænsesprængende skaber. Så vil nogen måske endda gå så vidt som til at sige, at de ideer, der fylder os, kommer direkte fra Gud. Det er ganske vist et langt skridt at tage i dag, og jeg ved ikke, om det er for langt. Men så meget er vist, at det at tro det skader ikke, hvis man mener at gå med fødderne på jorden. For på den jord gik man, og den Gud var i én på den gotiske katedrals og endnu i renæssancens tid.

Det blev helt uventet til en hel goddag-prædiken i forlængelse af Ribe-bispens. Det er godt med inspiration.

Historieløshedens middelalderfestival

Goddag-optegnelse 31. august 2013

Horsens Folkeblad bad om en mening, som avisen hver lørdag bringer fra forskellige horsensianere. Den kom til at handle om de rundt om populære middelalderfestivaller, hvoraf én netop i disse dage foregår på Slottet i Horsens:

Vi lever uden anelse om vor fortid, tilsyneladende i bedste velgående. Men måske der er et savn. Vi vil i hvert fald gerne vide, hvad der skete i middelalderen: Hvad vi drak, hvordan vi gik klædt, hvad vi handlede med, se på belejringer af en by, høre tidens musik. Måske det er alt nok. Det er da også, hvad vi kan få et overfladisk indtryk af på middelalderfestivalen.

Det bliver vi bare ikke mindre historieløse af. Vi lever i en overfladecivilisation, hvor vi som selvoptagne individualister savner selvværd og selverkendelse. Vi har umådelig svært ved at finde ud, hvordan vi i hjemmet skal leve sammen uden alt for mange dæmoner, og må så ty til et ulideligt minut-demokrati: hvis jeg gør det, skal du gøre det. Ellers må vi skilles. Og skilt bliver vi så.

Samtidig bilder vi os ind, at vi aldrig har levet så godt sammen i historien. Men hvad ved vi om det, når vi ikke kan sammenligne os med vore forfædre og intet lære af dem, fordi vi ikke kender deres mentalitet. Den fordamper i festivalens næsten blotte dyrkelse af ydre ting, tøj og smykker, utallige handelsboder. For hvad det gælder om, er at tjene penge og drikke mjød og æde svin på spyd, kort sagt få en på opleveren, som ikke får gnist af indflydelse på, hvordan vi lever nu. Hvad er så vigtigt som forbruget? Lære af dem i middelalderen? Lære hvad? At bygge en borg, som vi ingen brug har for?

Middelalderen var lang. I den mørke del til ca. 1000 blev folk undertrykte af fyrsten, feudaladelen og en fordømmende Gud og gejstlighed ovenfra, så vold, meningsforladthed og nihilisme bredte sig. Det var i den periode, islam opstod, og mentaliteten fra den tid ligner vores i dag. Men i den lyse del, fra og med romansk tid og gotikken, opstod en livlig handel. Borgerne gjorde oprør mod undertrykkerne og fik efterhånden selv stor magt. Det førte til, at friheden og solidariteten voksede i befolkningerne, og at den store kærlighed mellem menneskene opstod i historien. Imens ændrede Gud sig fra at være en undertrykkende Gud ovenover os til at komme ned på jorden. Her blev han i Jesu skikkelse en med os medlidende, opmuntrende og uundværlig skikkelse med sit budskab: elsk din kone og din næste som dig selv. Ja, elsk din fjende. Gjorde man det, og mange gjorde ihærdige forsøg, fik ens liv dybde. Ellers endte man som et levende lig, uden selvværd.

Det var måske, hvad festivalen burde have som hovedærinde: at trænge ind i den mentalitet fra en tid, hvor mennesket, symboliseret ved den gotiske domkirke, søgte at højne sig, så det kom til at leve efter det guddommelige i sig selv frem for efter det dæmoniske.

Men hvem tænker på det i dag? Det er nok at lege middelalder, som børn i en børnehave. Måske vi skulle spørge os selv: ”Hjerte, hvad vil du mere? Vil du bare gå og gå, uden du opdager det, til du går i stå?”

Tvivlen i Thomas og livets sprudlen

Goddag-hilsen 29. august

Thomas og hans evangelium har længe stået mit hjerte nær. Her er en forkortet version af min Thomas-prædiken 7.4. 2013 i Vor Frelsers Kirke, Horsens, netop udkommet i Kirkebladet for Klosterkirken og Vor Frelsers sogn:

Thomas er blevet kaldt tvivleren. Men Jesus var ikke ude på særligt at hænge netop ham blandt disciplene ud, selvom Thomas forlangte at se Jesu sår i siden, hvis han skulle tro på hans opstandelse. Jesus sagde ganske vist til Thomas: Vær ikke vantro, men troende. Men i Thomas fravær forinden havde Jesus straks ved sin ankomst vist disciplene såret. Så de fik ikke lejlighed til at tvivle, og det var måske heldigt for dem. Jesus kendte deres vaklende sind.

Det sind præger os alle, hvis vi er voksne og fra puberteten har udviklet vor bevidsthed eller ånd. Så vil vi selv have lov at tage stilling og sætte tvivl ved alt. Vi vil helst have syn for sagn. Og det er et sundhedstegn. Kristendommen er et møde mellem Guds ånd og menneskets ånd, og det gælder ikke om, at mennesket bare kapitulerer. Ordene i biblen er derfor også åbne for fortolkning. Der kræves ikke underkastelse. Tro uden tvivl er fundamentalisme, og en sådan slår menneskets selvværd ihjel.

Johannes Evangelisten fortæller da også historien for at få fremtidige læsere til at sluge det under, disciplene så. Men et hovedærinde for ham var at fortælle om Jesu enestående ord og væsen, så det fik tilhørerne til at indse, at sådan kunne den mand ikke have optrådt og talt, hvis han ikke bar Gud i sig.

At bære Gud i sig behøvede Jesus tilmed ikke at være ene om. Det opmuntrende budskab fra Jesus i Thomas´ eget evangelium var, at det var muligt også for mennesket at nå derhen. Jesus sagde hos ham: ”Den som har drukket af min mund, skal blive som jeg er, og jeg vil være ham. Og det skjulte skal blive åbenbaret for ham”.

”Jeg vil være ham”, altså: ”Jeg vil ikke være over ham”. De to var ligeværdige. Jesus var altså udsendt til at være vor nære støtte, sådan som vi bør støtte hinanden, så vi kan bære lidelser og død. Jesus skulle ved sin egen pinefulde død på korset, hvor han selv tvivlede, få os til at forstå, at uden at forsone os med lidelsen og tvivlen kan vi ikke værdsætte glæden, når vi tager livtag med ondskaben og vor tvivl på hinanden.

Den glæde indfinder sig, når vi glemmer os selv i omsorg for næsten, så vi ind imellem ligefrem syntes, at vi har fået bugt med tvivlen. Men så dukker den uvægerligt op igen, og vi kan i vor verdsliggjorte tid blive så fortvivlede, at vi kommer i tvivl om meningen med livet. Så kan vi hænge sådan ved selv et magert arbejde, at vi ikke kan klare at gå på pension og derfor dør kort efter.

Der er dog ingen grund til fortvivlelse, hvis ellers Jesu ord, elsk din næste og også din fjende, sidder som en spore i os, og vi har prøvet at leve efter dem. Så har vi drukket af hans ords sprudlende kilde. Så har vi fået stillet en portion Helligånd til rådighed. Og det er så afgørende, at så må I godt spotte Faderen og Sønnen, det vil blive tilgivet, sagde Jesus i Thomas´ evangelium. ”Men den, som spotter Helligånden, han vil ikke få tilgivelse, hverken på jorden eller i himlen”.

Ordet Helligånd kan i dag virke som forældet mystisk kaudervælsk, helt uden for rækkevidde. Men det er noget meget ligetil. Er man af ånd eller Helligånd, har man evne og vilje til at bryde ind i sit eget og andres liv og højne det. Det lykkes kun, hvis man taler åbent, og man er ude på komme al forstillelse og alle fortielser i sine forhold, alle nedrigheder til livs.

Det menneske, der åbner sig og tager livtag med det lukkede i sig selv og verden, er det sande menneske. Åbenheden er sandheden. Det menneske går med et lys i sig, der oplyser verden. Han evner at blive ét med dem, han møder. ”Vær folk, der går forbi”, sagde Jesus derfor hos Thomas. Det menneske vækker tillid, – og had og raseri hos de utallige tillukkede, alle bagvaskerne, alle de levende døde. ”Når I tager jeres tøj af uden at skamme jer, … skal I se sønnen af den levende”, sagde Jesus. ”Alt skal åbenbares, intet skal forblive tildækket uden at afsløres”. Er man ude på det, får man som Jesus mange fjender. Der bliver ballade i familien og med såkaldte venner, men man bliver ikke fjende af sig selv, og det er det vigtige.

Et eksempel. Ved en familiefest ser en bedsteforælder et barn stå og trække i sin mor, mens hun sidder uanfægtet og plaprer om alt og ingenting i selvrealisationens uhellige navn. Det får bedstefaderen til at sige: ”Kunne du ikke lige tage dig lidt af dit barn”. Det gør moderen edderspændt rasende. Hun himler op: ”Pas du bare dit, så skal jeg nok passe mit”. Hvis bedstefaderen så siger: ”ja det kan jeg rigtignok se”, bryder krigen løs. Så ryger det ud af moderen: ”Sådan som du er, kan du bare holde dig væk næste gang”. Moderen korsfæster med andre ord bedstefaderen. Han må ikke som Jesus bryde ind i sin næstes liv som støtte for barnet og for at højne moderen.

Det er ved familiefester tabu at kritisere hinanden og derved også komme til at røbe sig selv. Det gør de fester til det kedeligste af alt. Man taler om vejret og den sidste rejse. Alle er totalt neutrale. Man sidder sammen, men hver for sig. Man er ved at skatte i søvn og ærgrer sig over spildt tid. Der kommer aldrig rav i den, ingen gyngen i sindene. Jesus elskede den gyngen. Der skulle tales ud. Derfor sagde han: ”Tro ikke, at jeg er kommet for at sprede fred. Folk ved ikke, at jeg er kommet for at så splid på jorden, ild, sværd, krig. For er der fem i et hus, skal de tre være imod de to, og to mod tre, faderen mod sønnen … og de skal stå ensomme”.

Helligånden drejer sig med andre ord ikke nær så meget om troen på opstandelsen som om vort forhold til vore medskabninger og os selv her på jorden. Helligånden er på spil i opgøret mellem modstridende sindelag og holdninger. Helligånden er på spil, hvis man som bedstefaderen lader sig korsfæste for sandhedens skyld.

Det giver sår, som det sår Jesus fik i brystet. De sår er en lidelse, men man må leve med dem, hvis man vil være et sandt menneske. Ens sår kan symbolsk blive en åbning i ens sind. For det er af såret, der vokser blomster frem, når fornuften indser, hvad der er vigtigt at gøre. Det er uevangelisk at være passiv og nøjes med tidens evindelige småsnak.

En mand, jeg kender, havde en drøm, der hænger sammen med Thomas´ Jesus-ord om det tilgivelige i at spotte Faderen og Sønnen. Manden vågnede midt om natten og så Gud stå ved fodenden af sengen. ”Skrid med dig”, råbte manden oprevet, ”jeg tror ikke på dig”.  ”Fald ned”, svarede Gud roligt: ”det afgørende er ikke, om du tror på mig, men om jeg tror på dig. Forstår du det, vil din afvisning af mig måske engang afløses af tvivl”. Hm, tænkte manden, han er godt nok svær at afvise. Nå, sagde han næste morgen til sig selv, det var jo bare en drøm. Men det blev han snart efter i tvivl om. Og så meget er vist. Han glemte aldrig drømmen siden.

Er man nået dertil, hvor meget længere kan et moderne menneske så nå?

Tidens Glistrup og Spies-uvirkelighed

Goddag-optegnelser 27. august 2013

Christoffer Boes uden tvivl spændende film om Glistrup og Spies er på trapperne. Jeg glæder mg til at se den.Men ud fra den allerede store debat om den spørger man sig, i hvor høj grad den drejer den sig om de to mænd? Har de haft så meget forbindelse, at det kan bære en regulær dialog mellem dem? Kort sagt: handler filmen overhovedet om de to, ikke bare om illusioner? Er for meget ikke en blot og bar uhistorisk konstruktion fra Boes side?. Lægger han ikke for meget af sig selv ind i den?

Boe synes at have glemt, at det eneste tilladelige, når man skildrer historiske personer, er at digte ikke imod kilderne, men med kilderne eller dog over dem, hvis de tier, så det, de to siger og gør i filmen, psykologisk kunne være sket. Det gjorde dansk historieforsknings førstemand Kr. Erslev opmærksom på allerede i 1911. Det gælder stadig. Ved man ikke meget om personen, som om kong Dan eller kong Magnus i middelalderen, står forfatteren og instruktøren friere i tolkningen, men er personerne så veldokumenterede som Glistrup og Spies, har man en forpligtelse til ikke at lave røverhistorier.

Beskuerne flest har et godt forhåndsindtryk af de to mænd, og de vil gerne mere ind på livet af dem. De er ikke interesserede i mere eller mindre opfundne gøglebilleder. Den sande historiske virkelighed er meget mere fascinerende end den opdigtede, der tilmed er direkte skadelig i dag. Den skildrede virkelighed skal være sand, og det bliver den ikke ved ind imellem at tordne op imod den. Så bliver beskuerne usikre, og en ubevidst skuffelse siver ind i dem trods al filmisk fascination.

Det er derfor en farlig vej og og en alt for udbredt praksis, Boe her synes at dyrke. Allerede i 1970-erne skrev Elias Carnetti, at den samlede menneskehed pludselig uden at mærke havde forladt virkeligheden. Og kort efter lød det fra Jean Baudrillard: “Maximum i intensitet ligger bag os, minimum af lidenskab og intellektuel inspiration ligger foran os”. Og uvirkeligheden har bredt sig siden. Det har gjort det svært for folk selv at handle, endsige handle frit. Man ved ikke, hvad der er det rigtige at gøre. Man ved ikke, hvad der er sandt og falsk, hvad godt og skidt, hvad skønt og grimt. Så derfor har de fleste opgivet at vurdere deres liv ud fra de præmisser. Det betyder, at de ikke mere lever og handler ud fra dem.

De har kun Bilka-handlefriheden tilbage. De har kapituleret til uvirkeligheden. De har ikke mere noget eksistentielt forhold til sig selv og dem, som de lever sammen med.. De kender ikke sig selv og omgivelserne mere. De har mistet deres skæbne og er blevet ofre for tilfældigheden. Da der endnu var kultur til, som i gotikken, sagde man, at den slags mennesker var levende døde. Da kunne man vurderede det, for da stod det som idealet at leve i respekt for idealet. Og det gik ud på at finde en sammenhæng mellem det Sande, det Gode og det Smukke, dér hvor man havde sin færden. For kun så blev livet virkeligt. Kun så kunne man få  livet til at blomstre omkring sig, fordi man selv blomstrede..

Er alt håb så ude i dag? Skal vi bare lade stå til, sidde og afmægtigt flæbende vride hænder i en underkastelse under den dominerende blot tekniske og økonomiske globaliserings tidsånd. Det er vigtigt at forstå, at den tidsånd er uden ånd. Ånd er ret beset i vor tradition helligånd, og den kræver af os, at vi bryder ind i vort eget og i hinandens liv og højner det. Kun så får det Gode, det Sande og det Smukke en chance. Globaliseringen er ganske vist uundgåelig, men vi har, hvis vi vil og forstår det, muligheden for at give den, hvad den savner i dag: et medmenneskeligt ansigt. Det kræver, at vi igen begynder at iagttage og deltage i virkeligheden i en bekæmpelse af den dominerende uvirkelighed. Kun så bliver vi igen skabende mennesker, der kan stille krav til os selv og ikke bare sidder glanende med hø i hovederne, mens vi i ligegyldighed  trækker på skulderen: “Udviklingen med den fremadbuldrende økonomiske vækst og de enkelte staters nedtur i ingenting er determineret. Vi må se, hvordan det går. Det skal jo også nok gå. På en eller anden måde”. Altså snik-snak, snik-snak, alt imens høet drysser ud, og knoppen oven på kroppen i tomhed svinder ind til et punktum. Punktum færdig. Færdig med os og med virkelighedens fascinerende og foruroligende verden..

Så i det lys er der grund til at sige: Kære Christoffer Boe. Du kan lave fremragende film. Men du må altså vide, at hvis du ligger under for uvirkeligheden i din egen fantasi, sker det på det sande livs bekostning. At gøre det kræver kun det minimum af lidenskab og intellektuel inspiration, som Baudrillard talte om. I så fald lægger du ved tik den uvirkelige:tidsånds fortsatte overherredømme. For du skal også vide, at der langt nede i mennesket, selv i de mest nihilistiske tider, ligger en lede på spring, der ikke kan få afsæt, hvis sindet forbliver uforløst i uvirkelighedens herredømme. Sindet vil så gerne hjælpes fri, så leden bliver bevidst og dermed ulidelig. For bevidstheden om leden får sindet til at begynder at lede – efter et liv hinsides uvirkeligheden, hvor vi atter dukker frem som levende handlende mennesker og ikke bare brægende som får i rad og række vralter lige ind i intetheden. Det kan du bidrage til, hvis du holder dig til virkeligheden og ikke ind imellem digter imod den. Bare lidt uvirkelighed er ødelæggende. For den vil beskuernes sind i en uvirkelig tid holde sig til, så de desto lettere siger fra over for besværlige i at vågne op og medvirke til det, der bør være alt liv og al kunsts formål, som jeg tror det er dit: at pirke til den slumrende handlekraft i det moderne menneske.

Men måske har jeg, som jeg håber, ramt ved siden af, det risikerer man, hvis man udtaler sig på baggrund af sekundære kilder. Læs iøvrigt Niels Lillelunds perspektivrige artikel, Spies & Glistrup, i Jyllands-Posten søndag den 25. august.   .  .

Goddag-optegnelser

Vil komme med små jævne mellemrum

24. 8. 2013

Hvordan opdager eller genvinder man sit skabende selv efter en nedtur i mørket, for mit vedkommende, fordi mit hjerte begyndte at skabe sig og enten gik uregelmæssigt eller med en ekspresfart på 150 slag i minuttet? Det er heldigvis overstået, de er dygtige på Skejby, og det har fået latteren tilbage, men ikke gjort alting lyst. Der er noget, der blokerer en, ja sagtens os alle, neuroser, ind imellem lede ved os selv og – ikke mindst – vore omgivelser, vi lever unægtelig ikke i paradis på jord. Det har vi selvsagt aldrig gjort, men vi er i vor moderne civilisation røget længere ned imod det, der skulle være Mefistos område, end godt er.

Hvad så stille op, hvis man gerne vil bidrage til, at vore værdier fra kulturens tid, frihed, solidaritet og kærlighed, igen skal tage kampen op med den økonomiske enevælde ovenfra, der har frembragt neuroserne? Den har henvist disse kerneværdier til en dybfryser. Så vi er blevet så stive og lattervækkende, at vi ligner en mellemting mellem Kviums skulende gnomer og Jørgen Leths perfekte stakato-menneske. Han siger: Jeg kan tage et fint slips på, jeg kan gå, men han undlader i sin uvidenhed at sige: jeg kan – ikke lade være at gå i stå. Og hvem kan?

Man kunne jo så gå – ind i politik f. eks., der ville være en stor chance for succes i Dansk Folkeparti, men succes med hvad? Hvad kan nogen politiker gøre for at modvirke den længe igangsatte afvikling af staten som garanti for en velfærd, der sikrer også de små? Jeg er for resten også blevet for gammel til at gå den vej, og jeg har altid syntes, at der var for lavt til loftet i alle partier. Jeg har længe fået dårlige nerver bare ved synet i tv af Helle Thorning-Schmidt og væbner Corydon. De stiller en selvoptaget føren-sig-frem magtbrunst til skue. Ja, er der andet end spejlets pauvre skuespil tilbage i dem? De udstråler i hvert fald en overlegen cand.polit. elitisme, ikke at tale om en mangel på al ånd, og de fører en alt for tydelig folkeforagtende politik. Befolkningen, den skal bare lystre.

Tænk, at Socialdemokratiet, som jeg tidligere i mange år stemte på, er sunket så dybt. Folketinget besidder kun få politikere med en vis karisma, det vil sige med et ægte sindelag og dybtfølte bud på, i hvilket retning landet skal gå, så befolkningen kunne trives bedre, og den fik forbilleder, som var værd at spille op imod og leve op til. Så ville det afdøde begreb ånd måske tilmed kunne genopstå i det danske sprog. I det knyttes de eneste versioner i dagens renskurede samfund til dårlig ånde og til stik næsen ind og hold vejret, for i partierne hersker ovenfra kæft og trit uden retning.

Man bliver ærgerlig, rasende, ked af det, for den stigende kløft mellem en selvisk elite og en forladt befolkning avler ikke ægte folkestyre og kultur med dybde, med overfladecivilisation med pøbel foroven og forneden. Man bliver helt træt. Så ikke mere for i dag. Slet ikke tv.

 

Sorgens Scene udkommer

Sorgens Scene

Leo Tandrup: Sorgens scene.
Brok over åndsformørkelsen – og brokker til en ny kultur
Rigt illustreret af Gitte Tandrup
250 sider. 188 kr. plus porto. Forlaget LAND, Silkeborg.

Bogen udkommer fredag 4. oktober og kan bestilles på e-mail: gltandrup@gmail.com

Jeg arbejdede i ti år med bogværket Det oprejste menneske I-III. Det udkom 2012 og handlede om Vestens menneske i kulturer og civilisationer, dvs. i eksistentielle op- og nedture, helt fra huleboerne til i dag, set i lys af kunsten. Værket fik stor ros. Jfr. siden om værket herunder..

Bogen her er skabt samtidig med og efter dette værk. I det søgte jeg at skabe noget, der nærmede sig en universel helhed ud fra kunstværker og andre kilder, som sammen skulle skabe en rummelig og nogenlunde intakt traditions hus.

Det er imidlertid blevet sværere og sværere de sidste to årtier med den galopperende, på en gang ensrettende og socialt splittende globalisering at genskabe den helhed, inden for hvis grænser og normer den mening med livet ligger gemt, som ingen mennesker kan undvære. Hvor svært det er blevet at finde den, for kunstneren og for os alle, skulle bogen her gerne vise. 

Kunsten spiller en stor rolle, fordi den siden de arkaiske grækere ofte har været den vigtigste forkæmper for en mere menneskelig, ligetil og fri mentalitet, der altid har døjet med at trænge igennem i samfundene. Disse lukker sig hellere til i et enkelt glip med øjenlågene, end de hilser solen godmorgen, ikke mindst i vor moderne vestlige civilisation. For den har forbruget som vort livs afgørende grundlag og fremmer kun cementeringen af overfladen i os. Værdien penge i alliance med magten ovenfra har fået vore gyldne værdier, friheden, solidariteten, kærligheden, til at synke til bunds. Begræder vi det oprigtigt, ser vi vor jord som en halshugget sols og en sorgens scene.

Det har gjort det ulige nemmere at brokke sig over den nuværende platte mentalitet end at levere brokker, endsige mursten, til en ny kulturs bygning. Jeg har derfor her nøjedes med at formulere en række sentenser eller kortere brudstykker, der forhåbentlig kan sætte læseren i gang med at overveje sit eget syn på nutid, fortid – og fremtid. Bogen henvender sig til de kvinder og mænd, som især ud fra deres erfaringer med arbejde og liv og deres optagethed af kunsten gerne vil have det usikre lys i sig til at flamme op i en mere sammenhængende forståelse af verden til gavn for vor nødstedte menneskeslægt.

Det kræver, at vi inspirerer hinanden og inspireres af traditionen. Ordene fra de døde har tunger af ild, der brænder sig stærkere ind end de levendes. At tænke i helhed er at bygge hus med lånte sten, og de skal komme fra egne i verden og rækkes os af mennesker, der ikke bare dyrker intellektet og kalkulationen, men også omfavner hinanden. Hvor svært det er at gøre det, kan illustreres af et tidstypisk udsagn: ”Jeg kan godt lide kærester og venner, der kommer og forsvinder igen. Tyktflydende bånd, det er ikke mig”.

Ti bud for kunstiagttagelsen

Bragt i min guide, På sporet af Michelangelo, 1994 s. 160

  1. Et kunstværk vil ikke anskues for sin skønhed, men for sit budskab. Kunstværket giver derfor ikke udtryk for din mening, men for kunstnerens stræben opad.
  2. At se uden at tolke svarer til at føle uden at tænke. Det er tidsspilde. Du glemmer, hvad du har set. Og kunstværket bliver højest en flygtig oplivelse, ikke en varig oplevelse. At se uden at bruge hovedet er at glo.
  3. Mistro din umiddelbare tolkning. Den vil i reglen kun sige noget om det bekendte i dig selv, ikke om det i kunstværket, der er fremmed for dig. Dit jeg skygger for det sande og universelle i værket. Ironisk distance til dig selv, menneskekundskab, verdensforståelse og viden om kunstværkets tid hjælper til at tolke sandt.
  4. Søg ikke ideologien i kunstværket. Så finder du kun det forstenede i dig selv. Værket udtrykker altid en urolig søgen, fordi kunstnerens længsel efter sandhed bestræber sig for at vinde over hans ideologi. Kunstneren fornemmer i reglen det tragiske i, at det ikke lade sig gøre at forene Det smukke, Det sande og Det gode, hvad mange ideologier ellers påstår.
  5. Spurt aldrig hen over alle værker på en udstilling. At fordybe sig i et enkelt værk er en kærlighedsgerning. Som din elskede kræver omsorg og tid, hvis du vil kende hende, vil fordybelse i et kunstværk gøre dit univers mere menneskeligt. Se derfor længe. Glem dig selv. Og bliv til. Du kan kun elske det, der er anderledes end dig selv. Kun det får dig til at gro.
  6. Et kunstværk er en handling. Det sprænger under sin tilblivelse kunstnerens grænser. Du har kun fattet noget i værket, hvis det inspirerer dig til selv at handle ud over selviskheden, ondskaben og hensigten hellige midlet. Kunstværket skildrer den evige, ofte fortvivlede kamp for friheden, for kærlighedens vækst og for overvindelsen af døden. Det appellerer til, at du ikke ender som levende død, fordi du selv opgiver kampen.
  7. Får du kun følelser over for et kunstværk, er du ikke trængt ind i det. Får du kun tanker, har det efterladt dig kold. Det kan skyldes din svigtende modtagelighed, men kan også skyldes kunstværket. Kun den kunstner, der kæmpende prøver at forene den modsætning mellem følelse og fornuft, sanselighed og ide, umiddelbarhed og middelbarhed, dyr og Gud, Dionysos og Apollon, tjener livet og din vækst som menneske.
  8. Lever du alt for veltilpasset, kan du godt opgive at se på kunst. Så ligger du under for skønhed uden gru, dvs. kitsch. Kunstværket tager ensidigt og lidenskabeligt for de svage mod pengenes og de mægtiges undertrykkelse. Foran kunstværket må du foruroliges over din tendens til bare at være tilskuer til livets uretfærdighed. Kunstværket viser nemlig, hvordan mennesker i nød søger tilflugt fra den profitdominerende dimension af livet for at få deres subjektivitet og inderlighed tilbage.
  9. Tolk altid indholdet ud fra den æstetiske form. Kunstværket er ikke autentisk i kraft af sit indhold, sin ´naturalisme´ eller ´korrekte gengivelse´ af virkeligheden, heller ikke i kraft af sin ´rene´ form, men ved at indholdet er blevet form. I denne form vokser kunstværket ud over kunstnerens egen sociale og historiske virkelighed for at skabe en oprørsk og livsnær modvirkelighed, som kan opmuntre beskueren til alle tider.
  10. At se på kunst er ofte det moderne, ensomme menneskes surrogat for livet, mens det endnu i renæssancens fællesskab stod som et medrivende indblik i livet. Det skyldes ikke det moderne progressive maleris ´dekadence´. Det skyldes, at man i ensomheden ikke kan tænke klart. Du har kun fattet dybden i kunstværket, renæssancens eller modernismens, hvis du over for det befriet opdager: Jeg er ikke alene. Altså er jeg.

Det oprejste menneske I-III: anmeldelser, indhold og metode

I 2012 udkom værket, Det oprejste menneske.I-III. Det fik disse anmeldelser:

Asger Brandt i Kristeligt Dagblad: ”I virkeligheden udspringer alle store værker af en kamp med indre modsætninger, og ”Det oprejste menneske” er virkelig et stort værk … Tandrup er en mesterlig billedanalytiker”

Ole Fogh Kirkeby i Politiken: ”Leo Tandrups kraftpræstation er så stærk og sammenfattet, at værket overbeviser og udfordrer … hans analyser af de enkelte kunstværker er ofte dybt inspirerende”

Johs. H. Christensen i Jyllands-Posten: ”Et monumentalt værk … Ikke siden Hartvig Frisch i 1928 udgav sin ”Europas Kulturhistorie”, har nogen mig bekendt præsteret så omfattende og ambitiøs en kulturhistorie … Fremstillingen har rod i billedkunst og skulptur og rummer … en overdådighed af grundige, indsigtsfulde og tankevækkende billedanalyser. Samtidig er det et resultat af en kolossal lærdom og kompromisløs vilje til at sammentænke kulturelle konjunkturer over meget lange tidsspand”.

Kai Sørlander i Weekendavisen: ”Det er et respektindgydende værk med dybe indre svagheder. Jeg har læst det med både fascination og irritation og håber, at mange vil gøre det samme. Tandrup er ikke kedelig, og har man sit eget hoved med, så er han en god partner … Tidsånden i de forskellige epoker gøres levende igennem de nærgående og personlige værkanalyser”.

Martin Kloster i NU, Fyens Stiftstidende: ”Et imponerende enkeltmandsværk, der vil stå nærmest urokkeligt mange år endnu, som et californisk kæmpefyr i en dansk bøgeskov … Imponerende gennemgang af kampen mellem civilisation og kultur … med ord i øjenhøjde og ikke højpandet sprog”.

Niels Houkjær i Berlingske Tidende: ”Med sine tre digre bind civilisationskritik spejler Leo Tandrup sig i Georg Brandes, især når han gør op med vor tids historieløse kunst- og kulturkritik. Hvad Brandes var for det moderne gennembrud, det er Tandrup således for det moderne sammenbrud”.

Hans Michelsen i Lektørudtalelse:  Det spændende og velskrevne værk … er meget givende. Det … præges af forfatterens særlige civilisationskritik, ifølge hvilken man ikke kan forstå hverken sig selv eller sin tids mennesker bare ud fra sig selv og samtiden. Det historiske forløb skal med”.

Henrik Jensen i Responsum: ”En fejende, hele vejen igennem intelligent, højst læseværdig og stadigt tankevækkende gennemgang af kunstens social- og kulturhistorie”.

 

Indhold og metode i Det oprejste menneske

Værket skildrer ud fra indgående eksistens- og socialanalyser af kunstværker udviklingen i Vesten fra huleboerne til i dag. Det sker i et forståeligt og levende sprog. Værket er skabt på én gang som videnskab, kunst og kulturkritik. En hensigt er at give bud på, hvad vi i vor overfladiske og identitetsudhulede civilisation kan lære af vore forfædre i en tradition, som vi stort set har glemt. I bind I skildres ikke mindst huleboernes kultur, den arkaisk og klassisk græske kultur og den kristne kultur i Romerriget, desuden den lange nedtur under den globaliserede hellenisme fra Alexander den Store og dens fortsættelse i den mørke del af middelalderen. Bind II omhandler den frugtbare vestlige faustiske kultur, der gik fra romansk tid til oplysningstiden. Da tog vor egen, mere og mere overfladiske civilisation tog over, og den skildres i bind III.

Her drøftes det ud fra værker af denne civilisations store kunstnere, hvordan vi kan overleve, efter at vi i vid udstrækning har undermineret de værdier, selvværdet, friheden, ligheden, kærligheden, som vore forfædre udviklede og fordybede op gennem historien. Hvordan får vi disse værdier revitaliseret, så vi i vesten kan bidrage til at løse vor tids store globale krise?

Det er svært, for maskinen i os har i de sidste to hundrede år næsten taget magten fra mennesket. Pengene som værdi har udhulet de nævnte værdier, så f.eks. frihed yderst sjældent mere som i vor fyrste- og borgerkultur indtil omkring 1800 ses som frihed til omsorg for næsten og for fællesskabets skyld, men som frihed til at gøre, bare hvad vi har lyst til. Det har skabt gensidig mistillid og kløfter mellem elite og befolkning, desuden slette kærligheds- og familieforhold med Jeg´er, der i stedet for at betragte næsten som et agtet Du ser hende som et tingsliggjort Det, der bare skal udnyttes.

Et hovedsigte har derfor været at finde ud af, hvorledes vore forfædre kunne få overskud til at udvikle de nævnte værdier i barske civilisationer, hvor også de var trængt af en udtalt materialisme, så de blev i stand til som i romansk-gotisk tid og tidlig renæssance at udvikle frugtbare kulturer. Det vil give mulighed for, at vi i dag kan drage lære af deres ofte forbløffende livsindsigt. Tankevækkende nok er det erhvervsborgere i det gamle Grækenland og i vor vestlige kultur siden romansk tid, der i kamp mod tyranfyrster, adel og højere gejstlighed har skabt historiens mest frugtbare kulturer. De tjente flere penge og højnende samtidig kulturen, hvad pengemagten i vor tid ikke ligefrem har bidraget til.

Der skelnes i værket mellem kultur og civilisation. Det sker i forlængelse af en goetheansk tradition, der finder organismetænkningen vital til forståelse ikke bare af enkeltmenneskets, mens også kulturernes udvikling fra fødsel over vækst og modning, til de forfalder og dør ud i overfladiske, stivnende civilisationer. Denne organismetænkning kan ikke stå alene og kombineres derfor i værket med en dialektisk materialisme, der ikke bare betoner produktionsforholds og miljøers betydning for åndslivet og for kunstens form og indhold, men også ideers, enkeltpersoners, kunstneres og klassers muligheder for omvendt at påvirke erhverv og samfund. Desuden bæres værket af en fremskridtstænkning med rod i oplysningstiden. Troen på fremskridtet er ikke utopisk, men virkelighedsnær, for de omtalte værdier som friheden og solidariteten har, som det vises i værket, vundet i dybde fra kultur til kultur. De har stillet stadig større fordringer til vor medmenneskelighed, så vi selv i vor moderne problematiske civilisation ikke kan komme uden om dem.

Ordet kultur, af latinsk cultura, er et organisk symbol, på noget, der gror, dyrkes, forædles, på fællesskab mellem mennesker, der vokser, når de ud fra deres natur selv vokser mentalt, altså indefra. Ordet civilisation er derimod et mere mekanisk-funktionelt end organisk symbol. Ordet henviser til samfund, grupper og institutioner, der rettes til, overforfines, civiliseres, skæres af, hobes op, klaskes sammen, udefra, så et samfund nok teknisk og materielt fungerer bedre, mens menneskene til gengæld åndeligt tilpasses og ensrettes. Civilisationen er tilmed af Spengler skarpt, men overdrevet i Der Untergang des Abendlandes fra 1921-22 kaldt ”kulturens mumie”.

Mit værk gør op med det deterministiske i hans historiesyn og det lukkede i hans kultursyn. Det er min opfattelse, at der i alle civilisationer er vigtige frugtbare kulturelle levn tilbage, nødvendige for at kunne skabe nye kulturer, i vor egen civilisation ikke mindst fra den græske, kristne og især den faustiske kultur. Disse levn har ikke mindst store kunstnere som Delacroix, Courbet, Rodin, Matisse, Picasso, Dali, Beuys, Warhol og mange flere har bygget på i forsøg på at gøre op med det ensomme, depressive og stive i vor tid. Ikke mindst deres traditionsbevidsthed og forsøg på (gadamersk) horisontsammensmeltning med fortiden har gjort dem store, som værket søger at vise.

Nøgleordet i værket er med Heidegger begrebet åbenhed, af græsk alétheia, uskjulthed, åbenhed i kamp mod fortielse, undertrykkelse og ensretning. Åbenheden er, sagde han med føje, selve indbegrebet af sandheden. Kan kunsthistorikeren ikke åbne sig for kæreste, venner og fjender og ikke fornemme, hvad der skal til for at gøre op med alt det tillukkede i sit samfund, så har han ikke den personlige eller subjektive Jeg-Du erfaring, der gør, at han objektivt kan vurdere åbenhedens vilkår i historiens forløb.

Forskerens udgangspunkt bør derfor altid være, hvad han i sit eget liv ser som uomgængeligt, hvad han finder gribende, fordi han selv greb til, uudholdeligt, fordi han svigtede. Ud fra det må han se den kunsthistoriske og historiske udvikling. Uden denne erfaring bliver hans vurderinger båret af tilfældigheden, moden og den politiske korrekthed. Det er katastrofalt. Kun med skildringen af åbenhedens vilkår lader det sig gøre at finde den afgørende udvikling i historien og kunsthistorien, nærme sig objektiviteten så at sige.

Som Spengler så Heidegger sin egen tids industrielle civilisation som magtsyg, næsten nihilistisk, i færd med at lukke sig mere og mere til, og han måtte derfor gå tilbage i historien, hvor han brugte de gamle grækere som forbillede. Det arkaiske samfund var nemlig selv en kultur i vækst, som sådan under åbning, også politisk. Grækerne kunne derfor dengang prise alétheia som afgørende for, at mennesker kunne være, nemlig nærværende i form af, at de åbnede sig og blev til i kamp mod det lukkede i sig selv og verden. Således blev de, som det søges vist, engagerede i andre mennesker og i et fællesskab, hvor borgerne fik stigende indflydelse. Det betød selvsagt, at det blev naturligt for grækerne at forbinde den opdukkende forskning med ratio i centrum med den kunstnerisk engagerede historieskrivning, hvad Herodot er et smukt eksempel på.

Åbenheden kræver, at vi kan leve i spændingen mellem vor tilværelses antonymer eller modsætninger, der udspringer af, at vi skal dø. Levende forbliver vi kun, hvis antonymerne mødes i vor egen sjæls midte og tager livtag dér, liv med død, vækst med forfald, ædelt med slet, Apollon med Dionysos, fornuft med følelse, middelbarhed med umiddelbarhed, gud med fanden, godt med ondt, abstraktion med naturalisme, kritisk fremmedgørelse med empatisk identifikation. Mødes de ikke, fordi vi vælger den ene side, som det i reglen sker i civilisationerne, falder vi i en dyb neutralitets uforpligtende søvn. Det fremgår af en række værkanalyser, hvordan den store kunst altid har bakset med disse modsætninger.

Vi kan som organismer kun elske og gøre det helligt, som vokser, og som således tager kampen op mod den altid truende død. Derfor holder vi særligt af vore børn, når de pludselig kan forstå og gøre noget nyt. Det er en arv fra fortidens kulturer, som vi heldigvis ikke helt har glemt. Mor med barn, set i lys af symbolet Madonna med barn, blev fra romansk-gotisk tid i den humanistisk faustiske kultur et hovedsymbol og anbragt formelt i billedernes midte, sådan som mådeholdets og fornuftens Apollon i symbiose med det rusende fællesskabs Dionysos blev livsnerven i den klassiske græske kultur, som det udfoldes i værket.

De historiske perioder forstås i deres væsen og egenart bedst ud fra deres afgørende symboler, ikke kun ud fra årsags-virkningssætningen. Den får alle perioder til at ligne hinanden i deres blotte eneafhængighed af produktionsforholdene foruden af en magt-, lyst- og miljøbastet mennesketype, som bevidstløst projiceres tilbage i historien fra vor egen tid. Symbolerne er i kulturens væksttid levende, men mister kraft i dens alderdom for i løbet af den efterfølgende civilisation at visne bort. Moderen med barn er i dag blevet afløst af et klamt og lamt symbol: den barnagtige voksne, den overfladiske tegneserieidiot, kun optaget af sig selv. Værket spørger: er det ikke dér, vi står? Hvis ja, vil det gerne have læserne til at overveje: kan vi holde ud at blive stående?

Mit kunst- og historiesyn, som det har udviklet sig, kommer meget udførligere end her til udtryk i værkets 60 sider store epilog i bd. III. Desuden fremgår det i flere af sine hovedtræk af en artikel i tidsskriftet Historie 2009,2 s. 89-114 med titlen: Magtens moderne terror og den etiske dimension i kunst og historieskrivning. En gadamersk horisontsammensmeltnings mulighed eller umulighed set i røgen fra le Butte de Warlencourt, Auschwitz og 9/11.

Som kunsthistoriesynet engang var, fremgår især af Michelangelo. Skønhedens gru, 1992 s. 589-624, og af Mefistos mareridt. Guds forødte hus, 1997 s. 391-412.